[1]
CENTRAL-ØSTGRØNLAND
Af dr. phil. Lauge Koch
I.
\^><entral-0stgrønland — et begreb skabt i de senere år — omfatter kyststrækningen fra
70° til 77° n, br. Kolonien Scoresbysund, med radiostationen Kap Tobin, ligger således
lidt nord for sydgrænsen, og radiostationen Danmarks Havn lidt syd for nordgrænsen. Af
besejlingsmæssige grunde er det naturligt at dele landet i Scoresbysund distriktet, Ella Ø
distriktet, Clavering Ø distriktet og Hochstetter distriktet.
De isfri områder har et samlet areal af godt 86.000 km2 eller praktisk talt dobbelt så
stort et område som Danmark.
Central-Østgrønland er den midterste del af en stor, 1500 km lang bjergkæde, der
strækker sig fra Kangerdlugssuak i syd til nordostrundingen i nord. Denne bjergkædes
midterste toppe finder man vest for Ella Ø; det er nunatakker, der når en højde af næsten
3000 m. Nye målinger på indlandsisen har vist, at fra disse nunatakker sænker vestsiden
af bjergkæden sig brat ind under indlandsisen, og her findes der store områder, der kun
ligger i ringe højde over havets overflade. Hele Central-Østgrønland består således af
østskråningen af denne bjergkæde. Landet er gennemskåret af mange fjorde, der ikke
alene er Grønlands, men også verdens længste og dybeste fjorde — enkelte er over 200 km
lange og over 1000 m dybe.
Uden for Kysten finder man drivisen, der om sommeren normalt er omtrent så bred
som Danmark fra København til Esbjerg. Man kan sige, at drivisen er en del af et af
verdens største transportsystemer, idet hele nordpolsbassinets ismasser presses ned mellem
Grønland og Spitsbergen og føres langs Grønlands østkyst helt ned til Kap Farvel og
undertiden et stykke op langs vestkysten.
Central-Østgrønland er således først og fremmest karakteriseret ved den meget høje
bjergkæde, hvor landoverfladen ind mod indlandsisen ofte ligger opimod 1000 m højere
end de højeste landskaber i Vestgrønland; endvidere de lange og dybe fjorde, ofte med
stejle fjeldvægge af næsten 2000 meters højde; og endelig den stadige strøm af drivis
uden for kysten. Alt dette skaber et tørt klima med forholdsvis sjældne storme og relativ
høj sommertemperatur; varme føhnstorme fra indlandsisen kan undertiden om sommeren
give mere end 20° varme (C.). Men når drivisbæltet er smalt, breder Atlanterhavets
fugtige klima sig ind over kysten og giver skyer og koldere sommervejr.
o                                                                                           21
[2]
LANDETS HISTORIE
Tilstedeværelsen af større eller mindre drivismængder har i de sidste i ooo år spillet en
dominerende rolle for menneskets optræden i Østgrønland. Vi ved nu, at palæoeskimoeme
for ca. i ooo år siden har beboet Central-Østgrønland, men vort kendskab til dette folk,
kaldet Dorset-folket, er meget ringe.
Gamle oplysninger fra Island tyder på, at der herfra, i hvert fald i årene 1194 og 1285,
har været foretaget sommerekspeditioner op til Scoresby Sund og egnene nord derfor.
Om disse ekspeditioner har mødt eskimoer, vides ikke. Det vides heller ikke, om Dorset-
kulturen er kommet nordfra, men det er sandsynligt, at der omkring år 1200 er sket en
indvandring hertil nord om Grønland af eskimoer repræsenterende den såkaldte Thule-
kultur. Et par århundreder senere er eskimoer repræsenterende den såkaldte Inugsuk-
kultur indvandret sydfra og er formodentlig smeltet sammen med de eskimoer, der alle-
rede fandtes i disse egne.
I tiden kort efter år 1500 har der øjensynlig boet temmelig mange eskimoer indenfor
hele området. Op mod år 1600 indtraf der — efter flere relativt varme århundreder, der
i høj grad begunstigede eskimoernes fremtrængen — en stærk klimaforværring. Denne
varede gennem 300 år op til ca. 1900.
Omtrent samtidig med denne klimaforværring begyndte, først oppe ved Spitzbergen,
senere nede langs iskanten mellem Spitzbergen og Island, den store hvalfangerindustri,
der hver sommer bragte tusinder af mennesker og mange skibe op til iskanten. Der fore-
ligger ingen oplysninger om, at disse mange hvalfangerskibe i de to første århundreder
nogen sinde nåede ind til kysten. Enkelte arkæologiske fund kunne tyde på, at skibsvrag
er fundet af eskimoer, men om dette ved man meget lidt. Nogle hollandske navne på særlig
markerede kystpunkter fra midten af det 17. århundrede viser, at hvalfangerflåden på
den tid nåede ret nær ind til kysten. Dette står utvivlsomt i forbindelse med en kortvarig
mild periode, hvor drivisbæltet har været smalt. Men bortset fra de ovenfor omtalte to
formodede vikingebesøg nord for Scoresby Sund har vi ingen beviser for, at hvide mænd
har været i land her før 1822, hvor den skotske hvalfanger Wm. Scoresby aflagde besøg
i mundingen af Scoresby Sund og egnene nord herfor.
Det følgende år lykkedes det to andre skibe at nå ind til kysten, dels ved Clavering Ø,
dels ved Sabine Ø. Den engelske hvalfanger Clavering, efter hvem øen er opkaldt, mødte
på øens sydkyst en lille flok eskimoer — de eneste, der er set i dette område.
Der er utvivlsomt sket det, at medens omkring 1500 hele Vest- og Østgrønland har
været beboet af eskimoer, har klimaforværringen i det 17 de århundrede hurtigt splittet
den ensartede befolkning op i stammer, og i særlig kolde perioder er så stamme efter
stamme bukket under. Central-Østgrønland har sikkert ikke huset eskimoer i de sidste
120 år.
22
[3]
På mange af de
østgrønlandske ekspeditioner
anvendes heste til at
transportere udrustningen
op til fjelds og
geologisk materiale tilbage
til skibet
Foto: Carl Koch
Efter de engelske ekspeditioner skulle der gå lang tid, før skibe atter nærmede sig kysten.
Den første overvintring foretaget af hvide mænd fandt sted på den såkaldte „Den
tyske Nordpols-ekspedition 1869—70" under ledelse af kaptajn K. Koldewey. Det ene af
ekspeditionens to skibe gik tabt i isen, det andet overvintrede ved Sabine Ø. Inden hjem-
rejsen den følgende sommer opdagede man Kejser Franz Josephs Fjord.
.En norsk sommerekspedition i 1889 besøgte Clavering Ø, Kuhn Ø og Shannon.
Den første danske ekspedition til C entr al-Østgrønland, under ledelse af den danske sø-
officer C. Ryder, overvintrede i det indre af Scoresby Sund i 1891—92 og kortlagde det
store fjordkompleks.
Medens arkæologien fortæller om eskimobebyggelse fra omkring år 1000 op til omkring
år 1822, og nordbolitteraturen antyder besøg fra Island i 1194 og 1285, så foreligger der
ingen oplysninger om, at hvide mænd har været i land på kysten i det lange tidsrum fra
1285 til 1822. Bortset fra den tyske og den danske ekspedition var denne del af Østgrøn-
land i forrige århundrede kun besøgt af nogle ganske få og meget kortvarige sommer-
ekspeditioner.
Studerer man isforholdene ved Island, kan det bevises, at de tilfælde, Østgrønland har
været besøgt i de svundne århundreder, og de perioder, hvor eskimokulturerne trivedes,
hænger nøje sammen med tilstedeværelsen af en ringe ismængde ved Islands kyster.
[4]
Klimaforbedringen, der blev mærkbar omkring århundredskiftet, bevirkede, at Grønlands
østkyst fra midten af go'erne næsten hvert år blev besøgt af sæl- eller hvalfangere. End-
videre kom der nu videnskabelige ekspeditioner herop, således fra Sverige to: Nathorst
i 1899 og Kolthoff i 1900, og tre danske: Amdrup—Hartz i 1900, Danmarks-ekspeditio-
nen 1906—08 samt Ejnar Mikkelsen i 1909—12.
I de næste par decennier udforskedes Central-Østgrønland nogenlunde. Visse områder
blev fangstfelter, der sommer efter sommer udnyttedes af norske sælfangere, og selv om
fangsten vel kun sjældent havde større økonomisk betydning (jagt på hvalros, bjørn,
moskusokse, sæl), så havde det korte ophold i de solrige og stille østgrønlandske fjorde
stor psykologisk betydning for skibsbesætninger, der i måneder havde ligget ude i driv-
isens barske klima. Gennemsnitlig drejer det sig dog kun om ca. 3 skibe om året. Det var
mest små sejlskibe, det første motorskib kom i 1905. Opholdet i land varierede fra nogle
få dage til 3—4 uger. Men besøgene var ikke uden risiko og medførte også tab. Et par
forsøg på overvintring omkring 1909 gav økonomisk tab og blev opgivet. I perioden
1912—18 var der ingen besøg på kysten.
Efter 1918 udrustedes der skibe med Central-Østgrønland som direkte mål, idet det nu
lønnede sig at fange levende moskusoksekalve og sælge dem til zoologiske haver. Fra dansk
side startedes der i 1917 et fangstkompagni, der var i gang i 5 år. Dette foretagende gav
et underskud på over .1 mill. kr. I 1922 blev der bygget en norsk radiostation i Myggbukta.
Skibet, der havde transporteret den op, overvintrede, men forsvandt næste år med mand
og mus i drivisen. En dansk radiostation etableredes i Scoresbysund i 1928.
Uroen omkring grønlandstraktaten mellem Danmark og Norge i 1924 skabte betydelig
interesse for Østgrønland. Året efter flyttedes ca. 100 eskimoer fra Angmagssalik op til
mundingen af Scoresby Sund. I 1926 udsendtes fra Norge seks fangstmænd, der gen-
åbnede den norske radiostation i Myggbukta, og fra dansk side udsendtes, under nær-
værende forfatters ledelse, en overvin tringsekspedition med geologiske formål; ekspeditio-
nen berejste kysten fra Scoresby Sund til Danmarks Havn.
I 1929 startedes det danske fangstselskab „Nanok", og efterhånden samledes en række
private fangstselskaber i det statsunderstøttede norske selskab „Arktisk Næringsdrift''. De
danske videnskabelige ekspeditioner fortsattes, også nordmændene sendte videnskabs-
mænd derop, og kort før jul 1930 bebudede Danmark udsendelse af en stort anlagt 3-årig
videnskabelig undersøgelse med flere overvintringsstationer.
Den norske okkupation af en betydelig del af landet i juli 1931 førte til retssagen for
den internationale domstol i Haag, der i 1933 løste de sidste tvivlsspørgsmål om Dan-
marks suverænitet over hele Grønland.
I årene omkring retssagen i Haag var der, foruden meget stærk dansk og norsk interesse
om disse egne, tillige en del udenlandske besøg med mere eller mindre videnskabelig
karakter, således fra Amerika, England og Frankrig. Efter Haag-dommen fortsatte den
24
[5]
Geologisk arbejdslejr ved Mesters Vig, hvor der
i øjeblikket gøres en betydelig indsats for at udforske blyforekomsten
Foto: Carl Koch
danske og den norske fangstvirksomhed, omend i mindre grad, og med betydelige tab.
Den norske videnskabelige indsats indskrænkedes til driften af den meteorologiske station
i Myggbukta, hvorimod de danske ekspeditioner, der i tidsrummet 1931—34 foruden
geologiske undersøgelser også havde haft topografisk kortlægning samt zoologiske, bota-
niske og arkæologiske undersøgelser på sit program, nu i det store og hele indskrænkedes
til geologiske undersøgelser. De sidste videnskabsmænd forlod landet i sommeren 1939.
Under verdenskrigen organiseredes de fåtallige danske og norske fangstmænd i en
såkaldt slædepatrulje, der kom til at spille en vis rolle, idet tyske meteorologiske ekspedi-
[6]
Dr. Lauge Koch går ombord
i motorbåden efter en
af sine talrige
rekognoscerings flyvninger
over Østgrønlands
fjelde, hvis udforskning for
en stor del skyldes
hans ekspeditioner
Foto: Carl Koch
tioner flere gange forsøgte at sætte sig fast i landet. Det kom til kamphandlinger, også
med tab, men de tyske ekspeditioner blev som regel hurtigt lokaliseret og udbombet.
Efter krigen fortsattes fangstvirksomheden. Den geologiske undersøgelse blev genop-
taget i 1947, og efter at man i 1948 havde fundet bly i større mængde, udvidedes ekspedi-
tionerne. Samtidig byggedes der store radiostationer ved Kap Tobin, Daneborg og Dan-
marks Havn.
Og nu står Central-Østgrønland forhåbentlig overfor en ny udvikling med udnyttelse
af blylejerne ved Mesters Vig.
Når man med skib eller flyvemaskine kommer fra Nordatlantens kolde og fugtige klima
og passerer isbæltet med dets mange tågebanker og pludselig er inde i en af fjordene, der
ligger spejlblank og solbeskinnet, kan overgangen fra isbæltets kulde til varmen inde i
fjordene være næsten overvældende.
Dyrelivet er rigere her end i nogen anden del af Grønland, i hvert fald på land. Indtil
århundredskiftet var der store flokke af rensdyr, de er nu forsvundet, men man færdes
ikke længe i Central-Østgrønland, før man ser moskusokser. Flyver man i ikke for stor
højde, opdager man hurtigt, at dette dyr stadig er almindelig udbredt. Der har været
skrevet meget om hensynsløs jagt paa moskusokser. Det må dog ikke glemmes, at jagten
på disse dyr i almindelighed har været drevet over ganske smalle kyststrækninger. Men
26
[7]
nye flokke vandrer stadig ind i disse egne, bestanden synes ikke at være formindsket i de
sidste 25 år.
Et dyr, man ikke ser mere, er den snehvide polarulv. Den forsvandt i midten af
i93o'erne. Et spor vest for bunden af Kejser Franz Josephs Fjord i sommeren 1951 viser
dog, at den stadig, omend meget sjældent, lever her. Og netop fornylig er der rapporteret
en ny immigration af ulve fra de canadiske øer til Nordvestgrønland. Der er således
mulighed for en ny indvandring af ulve nord om Grønland til østkysten.
Fra arktisk Canada indvandrer også lemming og hermelin, og i år, hvor der er mange
lemminger, tiltager antallet af sneugler, falke og kjover samt ræve stærkt.
En del dyr er fordrevet af menneskene. I 1926, det år, hvor overvintringerne begyndte
at tage fart, kunne man endnu i forårsmånederne i de store fjorde se adskillige isbjørne på
een gang færdes rundt ved de mange isfjælde for at fange sæler. Isen i Kejser Franz
Josephs Fjord var endnu den gang både forår og efterår overbroderet med bjørnespor.
Tidligere ynglede bjørnen talrigt inde ved Gletscherne, men dette er nu hørt op, og efter-
hånden som klimaforbedringen skrider frem, bliver isbjørnen sjældnere også ude i drivisen.
Hvalrossen, der for et kvart århundrede siden fandtes i store flokke mange steder, f. eks.
i mundingen af Scoresby Sund, ved Clavering Ø og nær Danmarks Havn, er nu på grund
af det stigende antal mennesker næsten forsvundet.
Narhvalen besøger stadig i ret stor mængde fjordene, men som helhed er havets dyreliv
ret ringe. Sælerne findes ingen steder i større mængde. Dette skyldes, at fjordene, navnlig
længst mod vest, er så dybe, at de dyr, sælerne lever af, ikke kan leve herinde.
Da treårsekspeditionen startede i 1931, var et af ekspeditionens hovedformål at under-
søge, hvorvidt der ville være basis for at overflytte grønlændere fra Vestkysten til Øst-
grønland. Det viste sig dog hurtigt, at havets dyreliv i de store fjorde var for ringe til at
kunne bære en permanent eskimobefolkning. Og den tilsyneladende rigdom på landvildt
kan ikke bære en eskimoisk befolkning. Der er da også fra 1951 indført forskellige fred-
ningsbestemmelser med henblik på beskyttelse af dyrelivet.
Arkæologerne fortæller os, at det ser ud, som om de mange små bopladser, man træffer
overalt i fjordene, med få undtagelser kun har været kortvarige bebyggelser; og selv om
klima og betydelige mængder af landvildt synes at have værdi for en eskimostammes
trivsel, så er sødyrene, der spiller hovedrollen for eskimokulturen, ikke til stede i særlig
stor mængde, og dette har vel været den egentlige årsag til, at eskimoerne allerede for
over 100 år siden uddøde i disse egne. Nogen stor fremtid for selv en beskeden grøn-
lænderbefolkning er ikke til stede i Central-Østgrønland. Danske og norske fangstmænd
har forsøgt at etablere en tilværelse baseret på fangst af ræve, bjørne, laks og sæler, men
denne fangst har gennem årene givet store tab. De mennesker, der i fremtiden kommer
til at færdes her, bliver sikkert telegrafister og meteorologer, af hensyn til den internatio-
nale lufttrafik, samt de mennesker, der bliver knyttet til eventuel minedrift.
27[8]