[1]
HANDELEN PÅ GRØNLAND FRA 1721
Af kontorchef P. P. Sveistrup og direktør A. W. Nielsen
Hans Egede kom til Grønland 1721, var det blandt andet for på nogle bergenske
købmænds vegne at handle med grønlænderne.
Denne handel havde i modsætning til den handel, vi kender i forbindelse med megen
europæisk kolonipolitik, ikke noget formål i retning af stor fortjeneste, men havde i det
væsentlige til opgave at danne økonomisk basis for Hans Egedes missionerende virk-
somhed.
Dette særegne formål måtte igen på flere områder føre til en ud fra almindelige forret-
ningsmæssige betragtninger afvigende handelspolitik. Man satte sig f. eks. ikke til opgave
at købe så meget spæk som muligt, selv om tranpriserne i Danmark var høje, og trannen
kunne sælges med god fortjeneste. Hans Egedes handel ønskede ikke at købe, hvad be-
folkningen havde brug for af spæk og skind for at kunne komme den ofte hårde vinter
igennem uden afsavn. Hans Egede satte sig som købmand til opgave at hjælpe grønlæn-
derne, og for så vidt dette kunne ske gennem køb og salg, ønskede han at fremme
handelen.
Den tradition, Hans Egede skabte, holdt sig nogenlunde i tiden efter hans hjemrejse,
selv i en periode hvor haridelen var forpagtet bort, dels til en privat købmand, Jakob
Severin, dels til et privat handelskompagni, Det almindelige Handelskompagni. Skønt
begge havde til formål at tjene penge, kom dette synspunkt kun langsomt til gennembrud
i Grønland, fordi traditionen fra Hans Egedes tid var så stærk, at det udpræget forret-
ningsmæssige blev holdt mere i baggrunden.
I årenes løb tabte traditionen dog noget af sin magt. Der forekom ikke få tilfælde, hvor
de monopolistiske købmænd efter vor tids opfattelse misbrugte deres magtstilling, men
allerede på den tid var det private kompagnis stilling svækket, og i 1773 overtog staten
handelen, og fra dette tidspunkt har Den kongelige grønlandske Handel haft monopol
på al handel og erhvervsvirksomhed.
Umiddelbart efter 1773 blev den grønlandske handels forhold drøftet i statskontorerne,
og det blev fastslået, at handelens formål ikke først og fremmest var at skaffe indtægter
til staten, men at danne basis for grønlændernes udvikling, og de forskellige købmænd
361
[2]
(senere kolonibestyrere) blev derfor underordnet inspektører (senere landsfogeder), der
skulle drage omsorg for, at handelen blev drevet i overensstemmelse med befolknin-
gens behov.
Denne såkaldte administrative handel har i princippet uantastet været gældende i
Grønland i en periode, hvor opfattelsen i Danmark af forholdet mellem stat og handel
har været underkastet meget store svingninger fra merkantilisme gennem en udpræget
liberalisme til en nu mere socialt præget liberalisme.
Når der ikke gennem den lange periode har været bratte svingninger, hænger det i ikke
ringe grad sammen med, at man i Danmark mere og mere har fået den opfattelse, at
man har påtaget sig at hjælpe den grønlandske befolkning fra det stenaldertrin, den stod
på, da Hans Egede kom til landet, til at blive ligeberettigede med andre mennesker og
andre folk. En af vort lands i midten af det nittende århundrede mest ansete forret-
ningsmænd, L. N. Hvidt, gik således stærkt ind for dette synspunkt.
Det må nævnes ved siden af dette ideelle synspunkt, at de geografiske forudsætninger,
som al erhvervs- og handelsvirksomhed i Grønland faktisk må være underkastet, har
været af en ganske speciel karakter, der igennem den lange tid har opfordret til at følge
denne linie og ville have vanskeliggjort væsentlige afvigelser.
Det første er den meget spredte bebyggelse. Grønlænderne boede i denne lange periode
på små pladser, sjældent på mere end et par hundrede mennesker. Der var på et sådant
sted sjældent plads til mere end een købmand; hvis der skulle være eksistensbasis for flere
købmænd på en så lille plads, måtte avancen være urimelig stor, og den enkelte grøn-
lænder ville praktisk talt ikke have mulighed for at søge til en anden købmand på en
anden plads, der ofte kunne ligge 50, ja, måske 100 km borte. Men når der i de aller
fleste tilfælde kun kunne være een købmand, ville denne — hvad enten det var en privat-
mand eller staten — have et faktisk monopol. Man har da ment, at det ville være bedst
for grønlænderne, at det var staten, der havde monopolet.
Det næste, der må nævnes, er, at Grønland er meget fattigt på produkter, der efter-
spørges på verdensmarkedet; klimaet er for koldt til, at korn kan modnes, og til at træer
kan vokse i en sådan grad, at det kan få erhvervsmæssig betydning. Den kongelige grøn-
landske Handel havde i hvert fald gennem hele det nittende århundrede kun eet eksport-
produkt af betydning — den af spæk fremstillede tran —, og på dette produkt måtte
handelen hvile i eet århundrede.
Som bekendt gik verdensmarkedets efterspørgsel efter tran stærkt tilbage gennem den
sidste halvdel af det nittende århundrede. Trannen blev erstattet af mineralsk olie, og
skulle man have anvendt almindelige forretningsmæssige principper på Grønland, skulle
den pris, man ville have givet for trannen, være sat ned, med den følge, at den grønlandske
befolknings købeevne ville være gået tilsvarende ned. Dette var imidlertid i strid med den
grundlæggende idé i den administrative handel, idet en sådan nedgang i købekraft ville
362
[3]
Den kgl. grønlandske Handels flagskib „Umanak" fortøjet i havnen
ved Egedesminde
Foto: Chr.Vibe
have virket hemmende på det kulturelle arbejde. Man fik derfor bevillingsmyndighedernes
tilslutning til, at staten kunne tage tabet, der i ikke så få år var flere hundrede tusinde
kroner om året, hvad der dengang ansås for et stort beløb.
Med hensyn til salget i butikkerne fulgte den administrative handel heller ikke de
almindelige forretningsmæssige principper. Man kalkulerede så at sige udsalgspriserne ved
at give de forskellige varegrupper særlig karakter og lægge den største del af handels-
omkostningerne på de varegrupper, som man mente „moralsk" bedst kunne bære dem.
Ud fra de grundlæggende principper i denne meget særprægede kalkulationsmåde (som
forøvrigt i vore dage har et sidestykke i den måde, hvorpå staten fremkalder lavere priser
på livsnødvendige næringsmidler som mælk og brød) er det forståeligt, at f. eks. en vare
som spiritus slet ikke førtes som almindelig salgsvare i butikkerne, og på dette område
adskiller den ældre grønlandske statshandel sig på afgørende måde fra handelsvirksom-
heder i andre koloniområder.
Tankegangen kommer tydeligt frem også med hensyn til almindelige købmandsvarer,
hvor de, der skønnedes mindst påkrævede, fik det højeste tillæg til indkøbsprisen, medens
de, der skønnedes mere påkrævede for at alle, ikke mindst de mange børn, kunne blive
mætte, fik et væsentligt mindre tillæg og altså faktisk blev solgt uden at måtte bære de
363
[4]
virkelige omkostninger. Man gik så vidt, at man brugte prisfastsættelsen som et betyd-
ningsfuldt led i erhvervspolitikken ved at sælge de varer, som man specielt ønskede, grøn-
lænderne skulle købe, til en pris, der lige dækkede den indkøbspris, der blev givet i Køben-
havn, det vil sige, man forlangte ikke dækning for omkostningerne på Handelens plads,
transporten fra København til Grønland og handelsomkostningerne i Grønland, hvorfor
disse varer faktisk gav et stort underskud for Handelen.
Det var den danske stats politik, at vel ville man på ingen måde udbytte Grønland
(således skulle den grønlandske befolkning have et eventuelt overskud af Handelens virk-
somhed), men man ville på den anden side helst se, at det grønlandske samfund økono-
misk hvilede i sig selv, idet man dengang anså dette princip for det sundeste både for de
danske skatteydere og for grønlænderne, som derved ville blive mindre afhængige. Skulle
Den kongelige Handel opnå dette samtidig med, at den på en hel række områder gav
tilskud gennem priser, der ikke dækkede de faktiske omkostninger, måtte der være om-
råder, hvor der var en betydelig forskel mellem Handelens indkøbs- og salgspris. Man
valgte hertil varer, som befolkningen efter den administrative handels opfattelse havde
mindst brug for. Som eksempel herpå kan nævnes kaffen, der særlig i ældre tid var stærkt
efterspurgt som stimuleringsmiddel, men som i de senere år delvis er afløst af cigaretterne;
det vil næppe være muligt i denne forbindelse at benytte udtrykket handelsavance, snarere
må man tale om en art indirekte beskatning.
Ønsket om, at den grønlandske økonomi så vidt muligt skulle hvile i sig selv, kom også
til at give sig udtryk i de bevillinger, der fra den danske stat blev givet til nyanlæg af
handels- og erhvervsvirksomhed. Disse var helt igennem så små, at de bygninger, der
kunne opføres, ikke kom til at stå mål med tilsvarende bygninger i den del af Danmark,
der ligger indenfor Skagen, selv om de fuldt ud kunne stå mål med, hvad der fandtes
i andre kolonilande. Om en sådan fremgangsmåde var rigtig, kan der vel være delte
meninger om, men det er utvivlsomt, at ansvaret herfor ligger hos bevillingsmyndighederne.
I det tyvende århundrede er kontakten mellem Danmark og Grønland vokset meget
betydeligt. Dette skyldes på den ene side, at sejlskibene er afløst af damp- og motorskibe,
og at Grønland nu er i daglig radioforbindelse med Danmark. Alt kan gå hurtigere og
mere regelmæssigt, rejserne bliver hyppigere og tager kortere tid. Danske varer og danske
sædvaner trænger hurtigere frem. På den anden side må nævnes den forøgede interesse,
man i Danmark fik for det „fjerne" Grønland. På rigsdagen blev diskussionerne om
Grønland hyppigere, og mange rigsdagsmænd har i tidens løb besøgt Grønland. Alt dette
har haft sin betydning for den administrative handel, der efterhånden blev mere lydhør
overfor kritik og mindre ængstelig for at prøve noget nyt.
De to hovedproblemer, der i dette århundredes første halvdel kom til at betyde mest
for den administrative handel, var konjunktursvingningerne og den af klimaet fremkaldte
erhvervsomlægning.
364
[5]
Erhvervsomlægningen, det vil sige omlægningen fra naturaløkonomien, der hviler på
sælfangsten, til pengeøkonomien, der hviler på torskefiskeriet og egentlig erhvervsvirk-
somhed, har været omtalt så ofte og ud fra så mange stærkt differerende synspunkter, at
det vil være muligt i denne artikel at begrænse sig til den administrative handels og
forudsætte de øvrige bekendt.
Den administrerende handel var af den opfattelse, at da der tidligere havde været
klimasvingninger i Grønland med virkninger på torskeforekomsten, kunne man ikke føle
sig sikker på, at der ikke ville komme en tilbagegang til et koldere klima med den følge,
at torskestimerne forsvandt. Hvis man helt havde forladt jagterhvervet til fordel for
fiskeriet, ville det være en katastrofe, fordi det ville være meget lettere for grønlænderne
at skifte erhverv fra jagt til fiskeri end omvendt. Man fandt det derfor ikke rigtigt at gå
for hurtigt frem ved overgangen til det nye.
Den administrerende handel var endvidere af den opfattelse, at det ville være en meget
stor overgang for et folk som det grønlandske at gå over fra jagterhvervet til fiskeriet.
Til alle de traditioner, befolkningens tankegang var præget af, til at jægeren var den
bærende kraft i det lille samfund, og til hans virksomhed knyttede der sig mange og
meget store værdier, som man burde være forsigtige med ikke at slå i stykker, inden der
kunne sættes nye menneskelige værdier i stedet. Man ville derfor gerne fremme fiskeriet
på sælfangstens bekostning, men ikke hurtigere, end at ligevægten i grønlænderens sind
kunne bevares som grundlag for den kulturelle udvikling.
Endelig var man af den opfattelse, at en hel befolknings oplæring til at fremstille et
nyt produkt krævede en vidtgående vejledning. Fremstillingen af saltfisken, på grundlag
af den magre grønlandske torsk, skulle helst være rigtig, således at varen kunne blive et
førsteklasses produkt. Kunne dette opnås, veg man ikke tilbage for ret store relative om-
kostninger ved befolkningens oplæring i det nye erhverv.
Det er tidligere nævnt, at der var konjunktursvingninger i det nittende århundrede, og
at man søgte at holde Grønland fri af dem. Konjunktursvingningerne i det tyvende år-
hundrede har imidlertid været af en ganske anden størrelsesorden. Man oplevede først
en verdenskrig 1914—18, der gav fantasipriser for de grønlandske eksportprodukter; det
var først og fremmest trannen, hvis priser steg langt mere end priserne på de produkter,
som grønlænderne skulle købe på verdensmarkedet. Grønland, betragtet som økonomisk
enhed, havde dengang højkonjunktur i et enestående omfang, som ville kunne have af-
givet basis for en gullashperiode mere omfattende, end vi kender i Danmark indenfor
Skagen i de samme år. Dette modsatte den administrative handel sig; grønlænderne fik
under hele krigen uforandrede priser og havde et nogenlunde uforandret erhvervsliv,
medens konjunkturgevinsten gik i statens kasse.
Der fik den imidlertid ikke lov til at blive ret længe; krigens højkonjunktur blev afløst
af efterkrigstidens depressioner. Disse ramte den grønlandske handel hårdt, idet priserne
365
[6]
Foto: Chr.Vibe
På hånd eiskontor et i Godthåb. En grønlænderinde gør tjeneste som
kontordame. Til højre kolonifuldmægtig Borup-Larsen og handelsinspektør Malmquist
for de få grønlandske eksportprodukter, på overgangen mellem spæk og fisk som grøn-
landsk hovedprodukt, faldt til en brøkdel af, hvad de tidligere havde været. Hele dette
prisfald, der som bekendt ramte det danske samfund meget hårdt, blev Grønland holdt
udenfor takket være den beskyttelse, som landet havde i det opretholdte monopol, og hele
det grønlandske erhvervsliv fortsatte sin udvikling, som om der ingen økonomisk krise
var; og medens prisudviklingen fremkaldte meget stor arbejdsløshed med alle deraf føl-
gende ulykker her i landet, havde den grønlandske befolkning ikke anden arbejdsløshed,
end hvad klima og vejrforhold fremkaldte.
Vil man forsøge at vise den administrative handel retfærdighed i den tid, hvor den
med rette eller urette har været hårdt angrebet, må man erindre, at markedet for saltfisk
et enkelt år lå så dårligt, at den gennemsnitlige pris, der kunne opnås for hele det på-
gældende år, var 19 øre pr. kg. Den administrative handel var klar over, at det gav et
tab, som statskassen på en eller anden måde måtte bære. Mange grønlændere havde ikke
andre muligheder for at tjene det daglige brød end at fiske, og denne mulighed kunne
man ikke berøve dem. Tiden, der fulgte, har vist, at dette synspunkt var rigtigt. Der kan
næppe være tvivl om, at hvis handelen havde været anlagt efter almindelige, forretnings-
mæssige principper, ville det det pågældende år have været uøkonomisk at sende skibe
366
[7]
efter saltfisk til Grønland; store dele af Grønlands befolkning måtte have været henvist
til socialhjælp under den ene eller anden form.
Den administrative handel har således utvivlsomt gjort sin gavn ved at skabe en basis
for den kulturelle udvikling af den grønlandske befolkning. Der kan med grund tvivles
på, at der findes nogen befolkning i verden, der har foretaget overgangen fra et primitivt
erhvervsliv til deltagelse i verdensøkonomien med så relativt få og små overgangsvanske-
ligheder.
Men er dette sagt, kan det heller ikke nægtes, at den administrative handel — eller
rettere den danske rigsdag, der har haft det fulde ansvar for denne handelsform — har
begået fejl og har vist en snæverhed i sine synspunkter, der, da forholdene ændredes, blev
skæbnesvanger for det gamle system.
Vi tænker her først på den snæverhed med hensyn til bevillingerne, der stadig har
præget rigsdagens forhold til Grønland, sålænge den administrative handel bestod. En
årlig bevilling til nyanlæg på Grønland på et par hundredetusinde kroner var under de
givne forhold ikke tilstrækkelig, selvom der blev anvendt den yderste økonomi selv med
småting. Måske tog denne økonomi i detailler også noget af overblikket overfor de store,
nye spørgsmål.
Hvad der måske betød endnu mere for den administrative handels fald, efter at prin-
cippet havde været anvendt i mere end 175 år, var, at man på visse områder opretholdt
for meget af den gamle tids bureaukratiske tankegang, selv efter at tiderne var forandret
væsentligt. Man havde på et meget tidligt tidspunkt opdraget befolkningen til selvstæn-
dighed og til deltagelse i det politiske fællesarbejde, men undlod at give grønlænderne
indblik i det frie samfunds økonomiske problemer. Man kunne ikke med rimelighed holde
dem udenfor deltagelse i det økonomiske fællesskab og samarbejde. De økonomiske dispo-
sitioner i forbindelse med Grønland blev ikke forklaret i det omfang, som var nødvendigt,
hvis de skulle opfatte sig selv som ligeberettigede partnere i samarbejdet. Savnet af økono-
misk vejledning og økonomisk forståelse, samt et medansvar for de trufne dispositioner
har ført til kritik af mange enkeltheder, som det var berettiget at kritisere, hvis de blev
taget ud af deres sammenhæng.
367[8]