[1] EN DAG I MINEBYEN VED MESTERS VIG Af geolog Jan Bondam JVastrup. „Passagerer til Mesters Vig bedes henvende sig ved paskontrollen" — „Passen-' gers to Mesters Vig . . ."! Det foregår rutinemæssigt, som om Mesters Vig er en lufthavn i den normale ruteflyvning. Mesters Vig lufthavn er en landingsbane på et stort delta, et sted halvvejs inde i Kong Oscars Fjord på Grønlands østkyst. Der er øde, så langt øjet rækker, hvidklædt og stille. I det klare solskin glinser nogle radiomaster, og en dynge barakker ligger grupperet om- kring dem. Her ender den lange luftvej, som forbinder det lille samfund i minebyen med dem derhjemme. Videre til minebyen, tolv kilometer ind i landet, bagved fjeldene. Der er livlig trafik på vejen på en dag som denne, hvor der er ankommet en maskine fra Danmark med post og proviant, med nye folk og med materiel til minen og værkstederne. Byen ligger midt i Store Blydal, omgivet af høje fjelde. Domkirken hedder et af dem — om sommeren, når aftensolen skinner på fjeldets nordvestlige flanke, farver det himlen med røde, gule og grønne streger. Maskinerne, de hvides hjælpeånder, summer og banker døgnet rundt. De forsyner os med elektricitet, med varme og med vand. Der er ingen ro mere i de store, tavse dale. Alt det mylder, alt det liv er der, fordi blyfundet ved Mesters Vig er et af de betydelig- ste, som er gjort i de sidste ti år. Det er der, fordi bly er et af de vigtige råstoffer, verden har brug for. Verdensbeholdningen af bly og en række andre metaller er ret begrænset, til gengæld har de en betydelig anvendelse i industrien. I en overskuelig fremtid, indenfor rundt regnet hundrede år, har man opbrugt reserverne. Hvert nyt fund mødes med den største interesse. Bly-zinkforekomsten ved Mesters Vig er af den normale malmtype. Hovedmalmene er blyglans og zinkblende, begge sulfider. Malmen ligger indlejret i en kvartsgang og udgør en vis procentdel af denne. Kvartsgangen i Blyklippen er en af de mange, der gennemskærer terrænet i det nordlige Scoresby Land. De følger brudzoner, forkastninger, opfylder dem for at sige det mere konkret. Området omkring Mesters Vig består af ungpalæozoiske sedimenter fra Karbon- 386 [2] Udsigt fra fjeldene ved Kong Oscars Fjord op gennem Store Blydal. Foto: chr-vibe / midten til venstre skimtes flyvepladsen, og derfra snor en vej sig op gennem dalen til minebyen og Perm tiden. Det er overvejende sandstensserier, med dybrøde, grønne, gule og grå far- ver. Mindre bevægelser i jordskorpen har forårsaget brud; store områder er hævet i for- hold til de tilstødende. Bevægelserne stammer ikke allesammen fra samme tidsalder, og man har med sikkerhed kunnet påvise to forskellige forkastningssystemer. Det ene system har brudt en stor del af Østgrønland i stykker, og man har givet det navnet „den postdevoniske hovedforkastning", hvorved man mener den store brudzone mellem det krystallinske bagland og de vestlige sedimenter. I Tertiærtiden opstod på østkysten en livlig vulkanisme i lighed med den på Island, Færøerne, Disko og Nussuaq halvøen i Vestgrønland. Store arealer blev dækket af lava- strømme, og man kender dem nu som basalter. Hvor disse er borteroderede kan man spore den vulkanske virksomhed som basaltgange, tilførselskanaler til de tidligere vul- kaner eller udbrudsspalter. Man træffer også sills, fladtliggende lag af basalt, presset ind imellem sedimenterne. Fra denne tid stammer også et kompleks syenitiske bjergarter — Werner Bjergene —; herfra mener man, at mineraliseringen i Mesters Vig-området er udgået. Kvartsrige, vandige løsninger har ført bly og zinkmalm med sig og presset sig ind i forkastningszonerne. Det har ikke været høje temperaturer, malmen er dannet ved — de har heller ikke været smeltede. Man må nærmest betragte kvartsåren som en beton- S«? [3] masse, som naturen har brugt til at tætte revner med i jordskorpen. Der regnes med en dannelsestemperatur på mellem tohundrede og firehundrede grader, men afsætningen af kvarts og malm har taget sin tid. Det har været en uhyre langsom proces og en selektiv proces — blyglans og zinkblende er ikke fældet på samme sted, man kalder det zonar op- byggede malmlegemer. Blyglans og zinkblende er led i et mineralselskab, andre mineraler, omend i små mæng- der, ledsager dem. Det er svovlkis og kobberkis, begge malmmineraler, jernspat, et jern- karbonat og tungspat, et bariumsulfat. Nu har sommeren nået Mesters Vig. Rypelyng, pil og birk er skudt frem under sneen og har lagt en grøn dis over fjeldene og bakkerne. Tusindvis af småelve risler over og under de myriader af sten, som dækker skråningerne. Det vrimler af liv alle vegne, og et utal af insekter dirrer i sollyset. Der er lunt i dalene, og solen skinner alt, hvad den kan skinne i den korte tid, livet leves på disse kanter. Men et par meter under overfladen ligger den evige frost, permafrosten, som danner et uigennemtrængeligt bælte af kulde og is. Permafrostbæltet strækker sig til mel- lem hundrede og tohundrede meter under overfladen. Det skaber minegange, som der ikke færdes i, om til krystalalléer. En skorpe af bladtynde, sekskantede iskrystaller dækker loft og vægge. Lyset af en minelampe kastes titusindfold tilbage og skaber liv, synes det. Hulrum, mange steder i minen, er opfyldte med tæt, glashård is, som har ligget der kanske siden Istidens begyndelse, flere titusinde år tilbage. Permafrosten er årsagen til solifluktion, eller jordafglidning. De optøede jord- og sten- blandinger på skråningerne skrider nemt nedad over det frosne underlag og danner ter- rasser, efterhånden som de kommer frem. Permafrosten har sin nyttige side også. Den gør, at elvene hele året rundt fører vand, tilmed ved tredive, fyrre graders kulde. Rindende vand er en absolut betingelse for at kunne gennemføre minedrift. Lufthamrene og boremaskinerne fungerer ikke uden vand, opvarmning af barakkerne, vand igen, man kan ikke undvære et baderum, på den vis kan man fortsætte. Det moderne menneske med moderne redskaber har indstillet sig på et stort vandforbrug. Lige som det om sommeren kan hænde, at elvene skifter leje, finder vandet om vinteren nye veje, hvor det møder mindre modstand. Sommetider bryder strømmen igennem is- dækket og fortsætter sit løb over isen, til det fryser igen. Men som sælerne i de isdækkede fjorde holder også vandet åndehuller åbne, der hvor isen er svagest. For at sikre sig en konstant tilførsel af vand, uden at strømmen ustandseligt skifter, har man lavet et svagt sted i isen. Man har lagt et elektrisk opvarmet rør på bunden af elven og behøver blot at holde det et par grader over frysepunktet. Så enkelt kan det gøres. Man kan prøve at finde en forklaring for dette fænomen. Det beror fra vores side kun på nogle spekulationer. Det kunne tænkes, at vandet stammer fra et afsmeltningsniveau 388 [4] Udsigt fra minebyen over Store Blydal mod „Domkirken", på hvis tot, der kan findes forsteninger af den firbenede fisk Foto: Chr.Vibe 389 [5] midt i fjeldene, fra permafrostens nedre begrænsning. Her må vitterligt finde afsmeltning sted, men dette kræver også, at der er tilførsel ovenfra og det må være i form af is. En anden mulighed er et afsmeltningsniveau i gletscherne, men på grund af smelte- punktets relativ lille afhængighed af trykket, er denne mulighed betydelig mindre sand- synlig. Det er ikke så ligetil, at der kan gives svar på spørgsmålet: „Hvor kommer vandet fra?" Faktum er, der findes vand hele vinteren igennem. Hvad sker der i minebyen? Natskiftet er lige kommet tilbage fra arbejdet, og dagskiftet har indtaget dets plads. Der arbejdes i døgndrift hele året rundt. Vi har fået en minelampe og en hjælm udleveret, og vi følger med ind i minen. Det første, man ser, når man går lige ind i minens slangemund, er maskiner igen. En ventilator hviner, en pumpe holder vandet i cirkulation. Et miniaturelokomotiv banker og stønner, femten vogne skubber det foran sig. Der er et værksted og lagerrum med lysstofrør i loftet. Der er mineformandens kontor med en lille elektrisk ovn (temperaturen i minen ligger lige omkring o grader) og et brunpoleret skrivebord. Alt er hugget ind i klippen. Vi følger nu først den lange, lige transport-ort igennem sandstenen. En hvilkensomhelst minegang betegnes som ort. Der er fast bjerg, og kun på enkelte svage steder er der bygget støtter. Inde i malmzonen ligner det en juvelerforretning. Malmen ligger som glinsende klum- per i den hvide kvarts, som et diadem på en fløjelspude. Der brydes i øjeblikket. Minearbejder Olsen er et par og tredive år. Han er fra Vestjylland og var karl, før han fik lyst til at prøve noget nyt. Grønland er et lokkende navn, det er anderledes, det er fjernt, det er en ny og spændende oplevelse. Og man kan da vel også lære at håndtere en lufthammer, ligesåvel som man kan lære at omgås en slåmaskine. Han har været her næsten et år, og nu står han med lufthammeren. Han ved nøjagtigt, hvordan en salve skal bores ud, hvor meget dynamit han skal bruge, hvilket borejern han skal anvende, hvordan han skal laste en tipvogn. Nye muligheder i en erhvervsgren, der ligger danskerne så fjernt. Mellem tyve og tredive huller skal der bores ud for hver salve, afhængig af ortens dimensioner. Skuddene i en salve må ikke falde samtidig, men komme i en ganske bestemt rækkefølge. Lidt længere ind i minen kommer fra en tværort den stadige stønnen af en diamant- boremaskine. Man skal opspore malmen og bestemme dens kvalitet. Man skal hente op- lysninger fra de dybere liggende bjergarter, man skal stadig være et hestehoved foran ortdrivningen. Det gøres med et diamantbor. Dette er faktisk ikke andet end en roterende ten og en hel masse rør, som man efterhånden skruer på hinanden. Det første rør i bore- hullet er kærnerøret, de andre overfører kun den roterende bevægelse. Kærnerøret bærer på enden en diamantkrone. Diamanterne ligger indfattet i en blød metallegering. Ved 390 [6] Set. Hans aften samles minebyens befolkning til et festligt bål, mens midnatssolen skinner på fjeldtoppene Foto: Chr.Vibe boringen ridser diamenterne sig frem igennem bjerget og skærer en nydelig, glat kærne ud af det, som efterhånden fylder kærnerøret. Kærneprøverne giver et godt billede af bjergartens beskaffenhed og meget afgøres og bestemmes netop efter deres malmindhold. Diamantboringerne er derfor yderst vigtige for driften, og der gøres, hvad gøres kan, for at få så lidt kærnetab som muligt. Imidlertid er tipvognene blevet lastet, og malmtoget er kørt ud på tippen. Vognene skal tømmes. Men først skal der tages prøver, man skal vide, hvilke værdier toget repræ- senterer. Prøvetagningen er et kapitel for sig. Det er lige så afgørende for minedriften at vide, hvad der brydes, som det er at vide, hvordan og hvor der skal brydes. En prøve skal være en gennemsnitsprøve, og siden minedriften er kommet ind i moderne baner, er der skrevet tykke afhandlinger om, hvordan en prøve bør tages. Ligetil er det altså ikke, og den bedste metode er ikke altid den mest praktiske. Hvor nøjagtig skal en prøve tages, hvor, hvordan og hvor meget? Man skal tage et bestemt rumfangsmål af hver vogn, spredt over hele vognen. Det kan være en spandfuld for eksempel, eller en skovl- fuld eller nogle håndfulde. Heraf bygger man sig en stenkegle og deler den i fire lige store dele. Så tager man en fjerdedel, eller en ottendedel og sender til laboratoriet. Prøver tages også inde i minen. Man mejsler for eksempel en rende ud over hele ort- 391 [7] omkredsen, på bestemte afstande, med en lufthammer og samler stumperne på en pressen- ning. Man kan måle malmlinsernes eller malmårens bredde med en tommestok og be- regne kvaliteten. Der kan bores huller i loftet med regelmæssige afstande fra hinanden. Der findes i det hele taget mange forskellige metoder. Man bliver forbavset, når man ser, hvordan det hele kører og snurrer rundt her. Selve landet leverer intet til minen, alt kommer udefra. Man må beundre det arbejde, der ud- føres her, at det kan udføres. Enhver kan danne sig et billede af, hvordan her må have set ud før, ved blot at gå et par hundrede meter længere op i dalen. Her ligger en kvarts- åre i terrænet, som for en lægmand ikke bærer det særlige præg, der kan sætte mennesker igang med at slæbe maskiner, huse og proviant op til stedet. Her på overfladen glinser ingen blyglans og zinkblende. Alt er overtrukket med en forvitringsskorpe og ser dødkede- ligt ud. Men for en geolog eller en prospektor indeholder åren en verden af nye mulig- heder, og et slag med hammeren åbner denne verden. Det er Lauge Koch-ekspeditionens fortjeneste, at den fik øje på denne vigtige blyfore- komst ved Vesters Vig. Det var et systematisk prospekteringsarbejde, som førte til lokalise- ringen af kvartsårerne ud fra nogle løse blokfund, som blev gjort i 1948. Det er med prospektering og nøje undersøgelse af forekomsterne, at basis for minedrift skal lægges. Prospektering er som et lykkehjul. Man kan lede efter malm det halve af ens liv uden at finde så meget som for en femøre malm. Nuomstunder beror det dog ikke længere helt på tilfældigheder; med kendskab til den geologiske opbygning af et område kan man systematisk skelne muligt fra umuligt, men stadigt kræver prospekteringsarbejdet stærke ben og udholdenhed. Meget arbejde er lavet, meget mere arbejde skal laves, og mange vanskeligheder skal overvindes endnu. Grønlands østkyst har fået en ny industri, og mange steder i verden holder man øjnene rettet mod Mesters Vig. Vil brydningen kunne gennemføres? 392 [8]