[1] GRØNLANDS JORD UNDER KULTUR Af driftsleder K. N. Christensen, Narssaq åfremt Sydgrønlands kyster ikke blev beskyllet af koldt polarvand, og hvis indlandsisens hvide kalot ikke stadig afgav kulde til omgivelserne, ville disse egne have samme betin- gelser for landbrug, havebrug og skovbrug som Sydnorge, der ligger på samme bredde- grader. Men i stedet hersker der subarktisk klima i Sydgrønland. Dette udelukker dog ikke, at der kan drives landbrug og havebrug under former, som er tilpasset dette klima. Der kan ikke avles modent korn i et omfang, der har praktisk betydning, men for græsavl til høslet er betingelserne gode. Og hurtigvoksende grønsager trives særdeles godt og kan give et pænt udbytte. De umådelige strækninger af dal- og fjeldarealer med vegetation af for- skellig art giver udmærkede betingelser for græssende får og rensdyr en stor del af året. Køer og heste kan om sommeren finde gode græsningsmuligheder, men kan dårligere klare sig ude om vinteren. Man kan heller ikke regne med, at får altid kan klare sig ude. Det er nødvendigt at have en reserve af vinterfoder, som i alt væsentlig må skaffes fra arealer, der er bragt under kultur gennem opdyrkning. Selv om det er muligt at bruge lyng, tang, lav og tørret fisk som tilskud, er det dog nødvendigt at have en betydelig reserve af god og velbjerget hø, og dette lader sig ikke fremskaffe i tilstrækkelig mængde fra naturlig forekommende græsarealer. I forhold til de udstrakte isfri områder er de arealer, hvor jorden kan kultiveres, af mere end beskedne størrelser. Det er svært at finde sammenhængende, dyrkbare arealer på mere end få hektars størrelse. I dalstrøg langs kysten og ved fjeldfoden findes, ligesom i tilsvarende bjergegne andre steder, en del mer eller mindre stenfyldte arealer, som med besvær kan kultiveres, og hvor man ved år efter år at rydde et mindre areal med tiden kan skaffe sig små marker, I nordbotiden (ca. år 1000 til ca. år 1450) har der næppe fundet nogen egentlig jord- kultivering sted. Man har manglet egnede redskaber, idet jern var et sjældent og kostbart metal, og træredskaber har været lidet egnede til stenrydning. Man har skaffet sig små hjemmemarker ved at rydde overfladestenene bort i nærheden af beboelsen og anvendt disse sten til opførelse af huse og stengærder. Man har savnet egnede redskaber til bjerg- ning af hø. Små håndsegl har formentlig været de vigtigste redskaber til afskæring af græs til hø. Klimaet synes at have været ret mildt, og husdyrene har i stor udstrækning kunnet bjerge føden ude en stor del af året. 407 [2] I tiden 1721 til 1915 har man væsentlig kun interesseret sig for anlæg af småhaver ved de danske tjenesteboliger. Jorden har ofte været tilført fra hustomter. Mange grøn- lændere har også i denne periode anlagt småhaver, men vanskeligheden ved at skaffe egnet frø, læggekartofler m. v. har bevirket, at udbredelsen af havebruget blev meget beskedent. Først da staten ved anlæggelse af forsøgsstationen ved Julianehåb distrikt trådte mere aktivt til, blev det lettere at skaffe disse ting, og samtidig fik uddannede fag- folk lejlighed til at øve indflydelse, hvorefter havebruget tog et stort opsving, og i dag betyder dyrkning af grønsager overordentlig meget for befolkningen i det sydligste Grøn- land. Men egentlig kultivering af større arealer for dyrkning af foderplanter har først fundet sted efter 1915, hvor stationen ved Julianehåb som en af de vigtigste opgaver tog dette arbejde op. Sydgrønlands klima kan karakteriseres ved sine relativt lange, men kølige somre samt forholdsvis milde vintre, når hensyn tages til, at man befinder sig i subarktiske egne. Alle- rede i slutningen af april kan græs og buske begynde at grønnes, og en månedstid senere ophører nattefrosten, som ikke igen indtræder før engang i september. Egentlig vinter bliver det først i december, og allerede i marts luner forårssolen meget, og sneen begynder at smelte bort. Snefaldet om vinteren kan være meget forskelligt, men ofte forsvinder sneen gentagne gange i vinterens løb som følge af føhnstormene. Om sommeren kan dag- temperaturen være ret høj, men der bliver som regel ret koldt om aftenen og om natten. Dette bevirker, at planternes modningsproces skrider meget langsomt frem, og de fleste kulturplanter holder sig grønne hele sommeren. Kun de arktiske planter modner og sætter frugt. Klimaet egner sig derfor bedst for græs, ensilageplanter og havegrønsager. Ned- børen er stor og kan ofte ligge omkring i ooo mm årlig. Alligevel kan der indtræffe tørke- perioder som følge af jordens ringe evne til at tilbageholde fugtighed. Vinteren er relativ mild. Kun undtagelsesvis kan der indtræde meget stærk kulde. Med års mellemrum kan der optræde meget hårde vintre, som ofte i høj grad går ud over de husdyrholdere, der ikke har tilstrækkelig reserve af vinterfoder. I et udpræget bjergland, som Grønland, hvor forvitringen ikke er særlig fremskreden, og hvor der ikke gennem vulkansk virksomhed er aflejret løse jordlag, vil jordbunden altid være meget stenfyldt. Mosearealerne danner delvis en undtagelse, men ofte er tørvelaget i disse dog så tyndt, at løse sten stikker op gennem overfladen eller ligger umiddelbart under denne. Stenrydningen vil derfor som regel være det besværligste og dyreste arbejde ved opdyrkningen. Mosearealerne har færrest sten, men skal til gengæld afvandes ved åbne grøfter, der senere kræver megen vedligeholdelse. Mange steder er den dyrkbare jord delvis dækket af pilekrat, der må ryddes. I sammenligning med grønlandske forhold må f. eks. kultivering af mose og hede i Danmark anses for at være en børneleg. En grønlandsk jordbruger må udvide sin hjemmemark ved hjælp af spade, brækstang, svære grebe og dynamit, selv om moderne traktorer i de senere år er blevet en stor hjælp. 408 [3] d tdtL^rl^td™8 * haVebr"S " ' d« S'"' - *" *- 'jordegne. Dog kan tidlige gransager trives & M' °f ,mUllSlledcrae er stors. i de indre amnt,„— . . o "iv»,j p^ 'mand langt nordliffere ri i hidtil kultiverede arealer 8-nsager under glas kan lade "dgor ,ilsammen kun beskednegstg »n-uiig, a, afgere, hvor megen d H orc lukkende vwt k„y„e, til .Jordkys eLe „! W i lande,. De lune te og ' ""' '°O "*" lune „ ,rodige dalstrfjg betinge, af foAindetaveje over ia^d tvivl om, a, der i disse indlandsegne D« er imidlertid ikke nok, „ stoffer er af afgorende betydning „ - ^e ti.stedev.rende n,ring Jffe7dc "e n-nden °« er n „d, " «*"" « - * ^ "H ,' J.' . Der er ingen "' 409 [4] år bliver tilgængelige. De danner således en værdifuld reserve i jorden. De vigtigste plante- næringsstoffer er kvælstof (Noa), fosforsyre (P2O5) og kali (K^O). Ligeledes spiller forekomsten af mangan og andre mikronæringsstoffer en rolle. Den grønlandske jords indhold af plantenæringsstoffer er ret godt undersøgt. I 1925 blev sådanne undersøgelser foretaget i Godthåb og Julianehåb distrikter af daværende statskonsulent K. Hansen samt forsøgsleder E. Knudsen. Forfatteren foretog lignende undersøgelser samme år i Kap Farvel-egnen. K. Hansens og E. Knudsens resultater er offentliggjort I „Beretninger og Kundgørelser" for 1926. I 1951 foretog forfatteren under- søgelser vedrørende mængden af tilgængeligt næringsstof såvel i Godthåbsf j ordene som i fjordene i Julianehåb distrikt. En kortfattet beretning herom findes i „Det grønlandske Selskab"s årsskrift for 1952. Den mere udførlige beretning er endnu ikke publiceret af Grønlandsdepartementet. Undersøgelserne har vist, at totalmængden af næringsstof er stort, men at mængden af tilgængeligt næringsstof er ringe for kvælstof og forforsyre, medens der ofte findes ikke ringe mængder tilgængelig kali. Men vil man have en god afgrøde, er det nødvendigt at tilføre betydelige mængder kvælstof- og fosforsyregødning og som regel også lidt kali. Den dyrkbare jord i Grønland består som regel af et tykkere eller tyndere lag af ret uomsat humusdannelse, hvorunder findes grus- eller sandholdigt underlag. Humusjorden nedbrydes meget langsomt, og en egentlig mulddannelse finder ikke sted. Mikroorganis- mernes virksomhed er yderst langsom i det kølige klima. Regnorme, som f. eks. i Danmark er af meget stor betydning for mulddannelsen, spiller næsten ingen rolle i Grønland. Der findes regnorme, men de er tynde og lidet aktive. Den næringsjord, der dannes ved bearbejdning af humuslaget, er derfor ikke egentlig muld, men ret grovkornet og porøs. Dens volumenvægt er langt ringere end for dansk agerjord, og dens evne til at holde på fugtigheden ligeledes langt mindre. Jorden tørrer derfor let ud selv i en kortvarig tørke- periode. En medvirkende årsag til den ringe mulddannelse er, at den grønlandske jord er ret sur, hvilket modvirker mikroorganismernes arbejde. Denne surhed skyldes den humussyre, der altid dannes under henfald af hedevegetationen. En sådan surhed kan ophæves ved tilførsel af kalk, men der findes ingen brugbare kalkforekomster i Grønland, og tilførsel af kalk fra Danmark ville blive alt for kostbar. Jordens surhedsgrad måles gennem kon- centrationen af brintioner, og for surhedsgraden har man opstillet en skala. Brintionkon- centrationen kaldes ph, og surhedsgraden betegnes ved tal fra i til 10. Tallet ph 7,5 be- tegner neutral jord, medens tal herunder betegner sur jord, og jo mindre tallet er, desto mere sur er jorden. I de mange prøver, der er taget af grønlandsk jord, svinger ph-tallet mellem 4,2 og 6,9. Flertallet af prøverne viste ph-tal mellem 5 og 6. Mange kulturplanter trives godt ved denne reaktion, navnlig græs, roer, kartofler, vårsæd og mange grønsager. Man må derfor til dyrkning i Grønland fortrinsvis vælge planter, der klarer sig godt i en 410 [5]