[1]
LIDT OM LÆGEVÆSENET I GRØNLAND GENNEM
TIDERNE OG PERSONLIGE OPLEVELSER
Af medicinalkonsulent, dr. Sylv. M. Saxtorph
II.
Skuffelser og vanskeligheder i starten
De mennesker, der i de senere år efter en rejse til Grønland fremkommer med den
skarpeste kritik over forholdene på sygehusene, deres dårlige udrustning og deres
mangelfulde udstyr med moderne hjælpemidler til diagnose og behandling, skulle have
set forholdene, som de var for 25—30 år siden, og jeg er vis på, at kritiken ville være
betydelig mere afdæmpet, om overhovedet fremkommet.
Tre uger efter min ankomst til Jakobshavn skrev jeg den 14. juli følgende i min dag-
bog: „Inden afrejsen fra Danmark havde jeg nu og da haft den tanke, om det forestående
grønlandsophold muligvis ville blive så årelangt, at et helt afsnit, måske det længste, af
mit liv skulle præges deraf. Jeg kan allerede nu ganske klart se, at det bliver der ikke tale
om. Et årstid eller så er man for skams skyld nødt til at blive her; men længere bliver det
så sandelig heller ikke!!!" Først efter 22 års forløb, i 1945, opgav jeg arbejdet og min til-
værelse i Grønland!
Det var fuldt forståeligt, at man var ved at bukke under for de skuffelser, man led, og
at man syntes, at vanskelighederne var helt uoverkommelige. Jeg var indstillet på at møde
primitive forhold; men jeg havde ikke i min vildeste fantasi tænkt mig, at sygehusfor-
holdene kunne være så skandaløst elendige, som de var, da jeg „overtog embedet", som
det så højtideligt lød. Jeg tror, det er sundt for folk og specielt for nuværende kolleger
i Grønland at høre lidt om forholdene dengang.
Det sygehus, jeg i 1923 kom til, var over al måde forsømt; der fandtes ikke maling
hverken på de udvendige bræddevægge eller de indvendige. Huset var ikke bygget op på en
cementsokkel som nu, grunden bestod af kampesten, der i begyndelsen var holdt sammen
af lidt cement i mellemrummene; men i tidens løb var dette cement smuldret bort fra
stenene, så storm og sne føg tværs igennem det ikke opfyldte rum under stuernes gulv-
brædder. Rummet under huset var et yndet tilflugtssted for sundhedsvæsenets hunde;
de lå derinde og fødte hvalpe, og vovede en fremmed hund sig derind, udkæmpedes væl-
dige slagsmål med hyl og skrig fra ofte 10—20 hunde, så patienterne ofte alene af den
grund ikke fik nattero. Det er jo klart, at med en sådan isnende kulde umiddelbart under
en sygestues gulv, føltes det i stuen som en meget generende fodkulde; det var hyppigt
sådan, at fik man ikke efter gulvvask hurtigt tørret gulvet nogenlunde tørt, så lagde der
441
[2]
sig et jævnt, tyndt islag på det, og jeg har flere gange under stuegang oplevet, at jeg
gled på det glatte gulv!
Var husets ydre så meget forsømt, stod det ikke bedre til inden døre. Der var ikke et
rum, hvor gulvets linoleumsbeklædning ikke var i laser eller kun delvis bevaret; gulvene
lignede nærmest en sø med bølgegang, sådan lå de fleste steders gulvbeklædning og
krøllede. De indre vægge var i datidens beboelseshuse (og altså også i sygehuse) nogle
steder beklædt med korkplader som isolering; men det var langtfra almindeligt. På
væggens brædder var slået et lag spunsdug, og på det var klistret brunt karduspapir, der
så blev overmalet med oliefarve. Når det var lavet godt og vel vedligeholdt, var det rigtig
godt, og der var den store fordel forbundet dermed, at både vægge og loft kunne sæbe-
vaskes. Og dette kunne nok være nødvendigt af og til, når røg fra kakkelovne eller os
fra tranlamper bogstavelig talt havde sværtet vægge og loft sorte; men det krævede selv-
følgelig, at væg- og loftsbeklædning dannede store, intakte flader, men sådan var det bare
ikke, da jeg overtog sygehuset. Fra loftet hang papir og spunsdug i store laser så langt ned,
at man godt kunne støde imod, når man gik frem og tilbage, og væggene var ikke bedre,
ikke en eneste sygestue havde hel vægbeklædning; følgen heraf var, at hverken vægge
eller loft kunne vaskes og havde vist ikke været det i årevis. For at gøre det første indtryk
endnu mere trist, fandtes der ikke skabt maling noget sted hverken på dør, vindueskarm
eller det i forvejen så tarvelige inventar.
Når man betænker, at bygningen skulle tjene som sygehus, var den indre udnyttelse
meget mærkværdig. Der fandtes midt i huset et ret stort rum, der tjente både som kon-
sultationsstue, operationsstue og som en slags kontor. Som operationsstue var den selv-
følgelig meget uheldig, ikke mindst fordi den aldrig kunne holdes så ren, som et sådant
rum skal være. Det viste sig også, at trods al omhu var man aldrig fri for en ringe sår-
infektion ved operationer, hvorimod det meget let holdtes fuldstændig aseptisk, da man
senere tog det nye sygehus i brug og opererede i et rum, der udelukkende brugtes dertil
og ikke til noget andet.
Da jeg kom til Jakobshavn, kendtes begrebet „danske sygeplejersker" ikke! Sygehuset
„lededes" af en grønlandsk jordemoder med eksamen fra jordemoderskolen i Danmark.
Hun boede i det eneste virkelig gode værelse i huset, et godt, stort værelse med vinduer
både mod øst og syd; det eneste værelse med nogen sol. Her boede hun samt et barn uden
for ægteskab og en søster til hende. Af sygehusets meget ringe materiel havde de lagt
beslag på de eneste to gode senge plus sengetøj. I husets nordre gavl var der to små mørke
og kolde stuer, det var de eneste sygestuer, der fandtes; i den ene af dem var slået en
briks op, der fyldte det halve af gulvfladen. I denne stue lå en stor dreng på 3die år med
følgerne efter et vådeskud i det ene knæ; der var tilsyneladende ikke gjort andet ved
ham end blot skiftet forbinding, og følgen var, at der efterhånden havde dannet sig en
mægtig stor kronisk knoglebetændelse med henfald og nekrose af store partier, og for at
442
[3]
/ forgrunden Jakobshavns lægebolig, i baggrunden
sygehuset med liggehal
Foto: S. M. Saxtorph
gøre sagen værre endnu, så havde han længe ligget med en florid skørbug. Den anden
patient var en yngre kone med kronisk gonorrhoe; som det viste sig, „lå" hun blot på
sygehuset uden at få nogen som helst behandling. I den anden stue lå i en faldefærdig
seng en patient med en lettere psykose. Endelig kunne man ad en faldefærdig hønsestige
komme op til et ret stort gavlværelse, som egentlig kunne have været ganske anvendeligt,
om det havde været holdt nogenlunde, hvad det altså ikke var. Det så ud, som var der
ikke gjort rent i måneder! I en umalet, „hjemmelavet" træseng lå en yngre enke i tuber-
kulosens sidste stadie. Hun havde afgjort ikke fået rent tøj på i mange uger, og lagnerne
var nærmest gråsorte. Jeg vil aldrig glemme blikket i hendes Øjne, når hun så på sine tre
børn, der blot stod ved sengen og stirrede på hende med et udtryk af den dybeste håbløs-
hed og fortvivlelse. Jeg har ofte tænkt på, at det sceneri egentlig var et udtrykt billede af
tuberkulosens stade i Grønland dengang.
Jeg har skrevet, at den grønlandske jordemoder havde hele ansvaret for sygehuset på
samme måde, som ellers en dansk sygeplejerske har det. Hun havde patienternes for-
plejning i en slags entreprise; hun skulle sørge for sygehusets proviantering og fik dertil
75 øre pr. dag pr. patient. I øjeblikket lyder det måske ikke af så meget, men med de
priser, der dengang var på varer fra butik eller på frisk proviant købt af grønlænderne,
443
[4]
ville det være meget let at give de indlagte en helt igennem god kostforplejning; men
der var jo også lejlighed til misbrug på den måde, at hun gav patienterne en ussel kost og
selv tjente på den forretning. Kort efter min ankomst til Jakobshavn skulle jeg ud på en
ca. 8 dages tur; foruden forskellige instrukser om behandling af de indlagte bad jeg
hende om på en tavle for hver dag at nedskrive, hvad patienterne havde fået at spise,
specielt hvad middagsmad de havde fået, og hvor meget grønlandsk proviant hun havde
givet dem. Da jeg kom tilbage, præsenteredes jeg ganske rigtigt for en tavle, nydeligt ud-
fyldt for hver dag, og deraf fremgik det, at alt havde været i orden med kosten. Nu havde
jordemoderen imidlertid glemt, at der blandt patienterne var en yngre kvinde, der også
kunne tale dansk, og da jeg tidligere havde fået mistillid til jordemoderen også på andre
områder, viste jeg tavlen til patienten og spurgte, om det forholdt sig rigtigt, hvad der
var skrevet ned om deres måltider. Det viste sig at være det rene bedrag; patienterne
havde så at sige ikke fået andet end tykke rugbrødsklemmer med tynd margarine og tynd
the til, og det gjaldt alle måltider både til morgen, middag og aften! Da jeg bad jorde-
moderen om en forklaring, indrømmede hun blankt, at det var opdigt altsammen, hvad
hun havde skrevet på tavlen om kosten, og da jeg nu gik hende nærmere på klingen,
måtte hun også indrømme, at hun overhovedet ikke havde givet patienterne de behand-
linger, hun skulle have udført i mit fravær. Det er forståeligt, hvor håbløst det hele måtte
forekomme et menneske, der var rejst til landet virkelig ledet af ideale grunde og i håbet
om at kunne gøre i hvert fald lidt for de syge grønlændere. Det var i sådanne øjeblikke
til at fortvivle.
Jeg har nævnt, hvorledes sygehuset praktisk talt manglede maling og anden ydre ved-
ligeholdelse. Det skulle ikke pynte på udseendet, selvom det ganske vist ikke gik ud over
„facaden", at sygehusets personale i lange tider havde fulgt det princip blot at tømme
potter og bækkener ud ad vinduerne i det håb, at hundene nok ville besørge den videre
fjernelse. Man tænker blot på, at affald fra tyfuspatienter også var gået den vej! — Der
manglede så at sige alt det, en læge (eller sygeplejerske) skal bruge til behandling og
pleje af patienterne; man havde nærmest indtryk af, at alt, hvad der hidtil var blevet
gjort for syge grønlændere, indskrænkedes til, at de blev indlagt på sygehuset, og så blev
der egentlig ikke foretaget mere med dem; det var nu næsten at stole for meget på vis
medicatrix naturae. Da jeg kort efter min ankomst kom ud for en mindre og ganske
banal operation, var det bogstavelig talt umuligt at få sterilt materiale udover, hvad man
selv kunne koge; men det har jo også sin begrænsning. Det var virkelig for meget at for-
lange tilstedeværelsen af noget så kostbart som en almindelig autoklave; man havde hidtil
brugt den fremgangsmåde at lægge de ting, der ønskedes steriliseret, i noget, der nærmest
lignede en blikkagedåse, og så havde man stillet den med indholdet til „opvarmning"
oven på komfuret ude i køkkenet, og så bildte man sig ind at have betryggende sterilt
materiale til operationsbrug! Der fandtes end ikke noget i retning af sterilt indpakkede
444
[5]
Fra den gamle operationsstue
i Jakobshavn.
Sygeplejersken assisterer,
en danskuddannet jordemoder
passer narkosen,
mens en grønlandsk assistent
hjælper til
Foto: S. M. Saxtorph
sager udsendt fra Danmark i form af sterilt vat, gaze, forbindsstykker eller lignende. Som
forholdene var på sygehuset, måtte jeg gennemføre det princip, at hvor der ikke var vital
indikation for et større operativt indgreb, tjente man patienten bedre med medicinsk be-
handling end ved at udsætte ham for de komplikationer, der under de elendige forhold
kunne støde til både i nær tilslutning til selve indgrebet og senere på grund af total
mangel på mulighed for kyndig efterbehandling og pleje. Man må jo huske, at vi havde
kun tranlamper til belysning! Jeg har opereret under sådanne forhold, at en grønlandsk
elev stod på hver sin side af operationsbordet holdende en tranlampe, der så flyttedes lidt
op og ned eller til siden, som det nu passede bedst for dog ikke at arbejde helt i blinde;
det havde mange svagheder. Blandt andet hændte det, at eleverne kunne blive så interes-
serede i at kigge efter, hvad der foregik, at de glemte at holde lampen ret op og ned. Så
sprang pludselig et lampeglas, fordi flammen lyste lige op mod et bestemt punkt på
glasset, eller det hændte, at lampen begyndte at ose, og spildetrannen fra opsamlingsskålen
drev ned over patienten og ud på gulvet. Det „at holde lampe" var ved en operation en
næsten lige så betroet stilling, som det for ca. 75 år siden var at holde karbolsprayen
i gang! Heldigvis tænkte man ikke meget på brandfaren ved at have æterdampe rundt
i luften og selvfølgelig også i en vis koncentration omkring tranlamperne.
Een ting, der ikke alene var upraktisk, men som også ofte gav anledning til utroligt
spild af tid, var, at „apoteket" eller rettere hele lageret af medikamenter, droger og for-
bindsstoffer ikke var på selve sygehuset, men optog et rum i den dengang lille lægebolig.
Det var sådan, at kom der patienter til morgenkonsultation og skulle have en eller anden
445
[6]
slags medicin, så måtte de vente med at afhente den til hen på eftermiddagen, for i
mellemtiden måtte medicinen tilberedes nede i lægeboligen, og var der noget, der krævede
opvarmning til fremstilling, hændte det såmænd ofte, at man havde kogende sælhunde-
kød over det ene kogehul, mens man kogte kinadekokt over det andet. Nu bagefter kan
man måske nok more sig derover, men det var nu ikke altid lige lystigt, så længe det
stod på!
Efter denne lille digression tilbage til jordemoderen. Hun var jo efterhånden så stærkt
kompromitteret, at jeg ikke længere kunne beholde hende på sygehuset, og hun blev da
også fjernet. Den afløser, jeg så fik som „leder" af sygehuset, var også en dansk uddannet
grønlandsk jordemoder, og hun var mig på mange måder en udmærket hjælp; hun var
flittig og gjorde sit yderste for at holde sygehuset i nogenlunde ordentlig stand, men hun
havde et noget heftigt temperament, og det gik ofte ud over forholdet til eleverne på
sygehuset, så hun godt kunne „lange" dem en, når de ikke lystrede hende. Der var ikke
noget at sige til, at hun manglede dybere forståelse af patienternes sygdoms-symptomer
og ønsker. Det var ved at revne imellem os i anledning af en lille patient med tuberkuløs
hjernehindebetændelse. Dengang, da vi jo endnu ikke kendte noget til de nyere anti-
biotica, var et sådant tilfælde dødsdømt fra det øjeblik, man havde stillet den rette
diagnose. Et af de første symptomer er foruden madlede, at sådanne små patienter får
opkastninger efter næsten hvert eneste måltid. Hos denne lille patient opfattede jorde-
moderen det nu som udslag af ligegyldighed og uartighed. Naturligvis snavsede barnet
sin skjorte og sit lagen til ved disse hyppige opkastninger. Jeg havde sagt jordemoderen
sammenhængen, men hun mente sig klogere og skulle have sagt, at hun skulle nok vænne
barnet af med sådanne uartigheder; metoden bestod i, at hun, når barnet havde haft
særlig mange opkastninger, satte det ind i et mørkt og koldt kosterum under en trappe
og låste døren. Alt dette fik jeg naturligvis først at vide senere, da barnet var død. Når
man ved, hvor meget grønlænderne elsker deres børn, kan man godt forstå, at de var
harmdirrende af vrede mod sygehuset og os, fordi deres dødssyge barn var blevet be-
handlet så slet på sygehuset. Det var ingen morsom situation for mig; jeg kunne jo kun
helt og fuldt holde med de vrede forældre og på det dybeste beklage det skete, og jorde-
moderen blev så suspenderet, og jeg stod uden hjælp på sygehuset igen. Der var blot et
håb på bedring, når den danske sygeplejerske ville komme til sygehuset. Det blev da også
en mærkedag for sygehusets trivsel den dag, da den første virkelige sygeplejerske overtog
ledelsen deraf. Men af det foregående vil det formentlig forstås, hvor mange vanskelig-
heder der mødte en læge i de første måneder af hans tjenestetid i Grønland, og det er
jo endda kun enkelte, jeg har omtalt; der var mange flere.
446
[7]
T u berkulosepatienter
i liggehallen
Foto: S. M. Saxtorph
Fremskridt, men hvad med tuberkulosen?
Af det foregående må man jo nu imidlertid ikke tro, at alt var den rene elendighed
og så håbløst ud for os læger. Da jeg først var blevet „grebet af landet", dets natur, dets
folk og den særlige form for lægegerning og havde bestemt mig til i hvert fald ikke lige
straks at tage tilbage til Danmark, gjaldt det at tage kampen op for forbedringer, og det
blev unægtelig en kamp. Selv om man i det store og hele vandt fremgang, så gik det ofte
meget, meget langsomt. Jeg kæmpede for et røntgenapparat, lige fra vi fik det nye syge-
hus i 1927 og til 1939; men netop fordi besværlighederne var store, fyldtes man med så
megen større glæde, når de blev overvundet.
Første fremskridt skete i 1924, da vi fik en fuldt uddannet sygeplejerske, og med glæde
så man, at der efterhånden kom uddannede sygeplejersker ved alle sygehusene. Det kan
slet ikke siges, hvad det betød for hele arbejdet både med de indlagte patienter og med
patienterne i husene, at man havde en sådan dygtig medhjælper, som man fuldtud kunne
stole på og overlade arbejdet, når man selv var ude på længere rejser.
Efter min beskrivelse af sygehuset, som det var ved min ankomst, er det forståeligt, at
jeg omgående indgav forslag om et nyt. Jeg havde det held, at med første rigsdagsdelega-
tion i 1923 fulgte daværende medicinaldirektør, dr. Tryde, og han indgav en sådan ind-
beretning om sygehusforholdene i Jakobshavn, at den bidrog meget til, at der straks
bevilgedes penge til en nybygning, og det blev til det sygehus, der nu har tjent godt i
over 25 år, men som nu også trænger til en modernisering og udvidelse.
Det var en festdag, den forårsdag da vi nyttede patienterne fra det gamle over på det
nye sygehus, den bygning der virkelig var et sygehus, hvad den tidligere bygning ikke
med rette kunne kaldes. Da dette sygehus planlagdes, blev det fra flere sider kritiseret
447
[8]
som vanvittig stort, der kunne umuligt være behov for så mange sengepladser, og det
ville sikkert hurtigt vise sig, at der ville være helt uovervindelige vanskeligheder i den
daglige drift, f. eks. med ishentning til vandforsyning, kultransport etc. etc. I det store
og hele kan man kun sige, at de mennesker, der planlagde sygehuset og fik det gennem-
ført, havde ret. Sygehuset har i de forløbne 25 år altid været fuldt belagt, og nu kan vi
se, at det havde været bedre, om det havde rummet endnu flere sygestuer. Det var en
stor begivenhed, da det elektriske lys blev tændt og tranlamperne lagt på loftet. Det var
jo sådan i tranlampens tid, at ikke alle patienter på samme tid kunne have lys nok til at
læse eller arbejde ved, kun den, der havde sin seng lige ved lampen, havde gavn deraf.
Det måtte selvfølgelig hele mørketiden igennem virke deprimerende på patienterne, og
meget egentligt lægearbejde hæmmedes eller gjordes helt umuligt, fordi man ikke havde
lys nok. Det viste sig da også omgående, at alt gik meget lettere, efter at vi havde fået
ordentligt lys på stuerne, gangene, loftet, arbejdsværelset og ikke mindst på personalets
værelser.
Vi havde egentlig først nu følelsen af at have et sygehus at arbejde med, og trods ad-
skillige mangler er der udført et godt arbejde på Jakobshavns sygehus. Mange patienter
har dér genvundet helbredet, og endnu flere har i hvert fald fået hjælp og pleje på en
helt anden måde, end det hidtil kunne gøres for syge grønlændere. En stor fejl var det,
at vi ikke fra begyndelsen havde et sådant „elektricitetsværk" knyttet til sygehuset, at vi
straks havde kunnet få en røntgeninstallation. Det måtte vente lige til efteråret 1939,
hvor endelig forholdene blev således, at vi kunne tage et røntgenapparat i brug; men da
var de fleste og bedste af ens arbejdsår gået, uden at man havde haft lejlighed til at an-
vende sin viden og erfaring vedrørende tuberkulosen.
Med indretningen af dette sygehus havde vi fået anskaffet alt det nødvendigste til
patienternes behandling og pleje. Det var nu muligt at byde patienterne betryggende
forhold på sygehuset, og vi turde indlade os på behandlinger, vi ikke tidligere havde
turdet tænke på. Mange lykkelige oplevelser har man haft inden for dette sygehus' vægge,
og de har bragt en glæder så store, som man vist kun kan føle i Grønland; men vi led
også skuffelser, der nok kunne tynge svært på en, for man var jo som læge altid ene om
at bære ansvaret, ligegyldigt om resultatet blev godt eller ej, og det kunne til tider hvile
frygtelig tungt på en.
Der var jo enkelte mærkedage i vor tilværelse på sygehuset. Det var ikke en af de
dårligste den dag, da vi for første gang tog en tuberkulosepatient i behandling med kun-
stig pneumothorax. Min nabokollega kom fra Egedesminde med en matros fra et af
sejlskibene; det havde vist sig, at han havde en langt fremskreden tuberkulose i den ene
lunge; han var stærkt smittefarlig og måtte selvfølgelig fjernes fra skibet. Det eneste håb
for ham ville være at få anlagt en pneumothorax på den syge side. På det tidspunkt
fandtes der selvfølgelig ikke et pneumothoraxapparat og det i det land, hvor der blandt
448
[9]
o            Mange dag« om vinteren må den nordvestgrønlandske læge tilbringe          Foto: Chn vibe
/-a hundeslæden, hvor hundenes humør er afgørende for, om hjælpen skal nå frem i tide
alle lande, der overhovedet er under lægebehandling, findes mest tuberkulose! Ved hjælp
af den arktiske station i Godhavn fik vi af nogle flasker, glasrør og ledninger fremstillet
et brugeligt apparat; det var nok primitivt, men forsvarligt at bruge, og det lykkedes da
også at få dannet en virkelig god pneumothorax med god kollaps af den syge lunge. Da
man var nået frem til en ren rutinemæssig behandling af manden, blev han igen over-
flyttet til Egedesminde. Der kom en så afgjort bedring af hans lungetilfælde, at der var
håb om at få ham igennem; men så skete det, der så ofte har ødelagt et godt resultat af
behandlingen: patienten fik tegn til en voldsom strube- og tarmtuberkulose, og det stod
han ikke igennem. Men tilfældet havde givet mig mod til at fortsætte. Jeg skrev hjem
efter et pneumothoraxapparat af en særlig solid model, jeg fra mit mere end 5-årige
ophold som læge på sanatorier i Danmark var fuldt fortrolig med brugen af. Jeg fik det
svar, at tuberkuloselæger havde erklæret det for uforsvarligt at ville drive pneumothorax-
behandling uden at have røntgenundersøgelser at støtte sig til. Jeg kunne kun svare, at
det var jeg ganske enig med de læger i, at det ville være helt uforsvarligt at handle sådan
i Danmark; men jeg var ikke læge i Danmark, og jeg havde intet røntgenapparat, og jeg
fandt det mere uforsvarligt ikke at prøve en sådan behandling, der i mange tilfælde ville
være livsreddende for patienterne. Det havde været ulige lettere at udvælge de bedst
449
[10]
egnede patienter, når man havde et røntgenfotograf! af deres lunger; men jeg vidste, at
jeg kunne stole på mine stetoskopiske undersøgelser af patienternes lunger, og selv om jeg
vel kendte min egen begrænsning, så turde jeg dog godt påtage mig at indlede en sådan
behandling. Jeg har da heller aldrig haft grund til at fortryde min beslutning dengang.
Der går den dag i dag i mit daværende lægedistrikt grønlændere, på hvem jeg for over
20 år siden indledte pneumothoraxbehandling, og som på det tidspunkt var meget alvor-
ligt angrebne, og som uden denne behandling aldeles givet ville være bukket under for
sygdommen. De er den dag i dag fuldstændig raske, og blandt dem findes både fangere
og bestillingsmænd, og blandt dem finder man nogle af de mest fremtrædende forkæm-
pere for „den nye tid" i Grønland.
For sandhedens skyld må det siges, at det jo ikke gik lige godt med alle disse patienter,
men det gør det intet sted, dertil er lungetuberkulose alt for lunefuld; men det er en trøst
at vide, at disse patienter ville alligevel uden behandling være gået til grunde.
Der havde været adskillige grunde for mig, dengang jeg tog min beslutning at rejse til
Grønland som læge, men den vigtigste af dem var min interesse for tuberkulose. Jeg
havde hørt så meget om dens forekomst blandt grønlænderne og vidste, at den var så
udbredt, at det var blevet til et samfundsproblem, der måtte gøres noget ved.
Da jeg kom til Grønland, vidste man i virkeligheden ikke meget eksakt om tuberku-
losen udover, at den var meget udbredt, og at mange gik og spyttede blod; men ellers
var den anskuelse, som jeg tidligere har berørt, fremherskende, at tuberkulosen i Grøn-
land tilsyneladende var af en langt mere godartet karakter end den, man f. eks. traf her
i Danmark. — Man behøvede blot et minimum af kendskab til tuberkulosens klinik og
behøvede blot at have været en ganske kort tid i landet for at se, at den teori var helt
forkert. Man har altid regnet børnetuberkulosen for et vist kriterium på tuberkulosens
udbredelse og særlige art. Hvor der træffes megen tuberkuloseinfektion (positiv tuber-
kulinreaktion) blandt børn og især hyppige tilfælde af tuberkuløs hjernehindebetændelse,
dér har lungetuberkulosen også en stor udbredelse hos de voksne og må være tilstede i en
stærk, smittefarlig form. Og sådan er det netop i Grønland. Jeg så det derfor som min
væsentligste opgave at ofre al den tid, det daglige arbejde levnede mig, på at klarlægge
tuberkulosens udbredelse i nogle forskellige samfund i mit lægedistrikt og ud fra de er-
faringer, som både disse undersøgelser ville give mig, og som jeg ellers fik samlet gennem
årene fra de på sygehuset indlagte patienter. Med det samme kunne man skabe, i hvert
fald for selve byen Jakobshavns vedkommende, et fuldstændigt kartotek både over den
samlede befolkning og specielt også over de sikkert tuberkuløse og de for sygdommen
mistænkte personer. Selv om resultatet af sådanne arbejder nok ville give mange værdi-
fulde oplysninger, var jeg stadig fuldt klar over den store mangel, der ville være derved,
fordi jeg ikke havde mulighed for røntgenundersøgelser, og de ganske lette, begyndende
tilfælde kan næsten kun opdages ved hjælp af røntgenundersøgelser.
450
[11]
Dette tuberkulosearbejde var næsten mest interessant „ude i marken".— Syd for Jakobs-
havns Isfjord ligger nogle ret store pladser under udstedet Claushavn; de består næsten
udelukkende af fangerbefolkning. Dengang var livet på disse pladser ganske primitivt.
Pengemæssig set havde folkene meget lidt; men de levede et relativt lykkeligt og tilfreds
liv, til tider i overflod, når fangsten var god, til andre tider var det hen mod smalhans,
uden at der dog var egentlig trangstid; de fleste huse var små og meget primitive med
yderst lidt bohave. Der var i mange henseender stor forskel på disse ca. 300 menneskers
levevis i forhold til bybefolkningen i Jakobshavn, der helt levede en tilværelse baseret på
fiskeri og derved på penge. Det kunne tænkes, at undersøgelser af sådanne to befolknings-
grupper ville give interessante og måske forskellige resultater.
En sådan undersøgelsestur til disse pladser, selv om de ikke var langt fra den hjemlige
by, måtte nærmest arte sig som en lille videnskabelig ekspedition; vi måtte være belavet
på at være borte fra de hjemlige kødgryder i op til 14 dage og måtte derfor have en ikke
ringe udrustning med os; vi måtte regne med selv at sørge for fortæring, der var jo ingen
steder, man sådan kunne indlogere sig, derfor havde vi soveposer og overflod af skiftetøj
med, så vi kunne tage al slags vejr.
Det var tidligt på efteråret, da lægebåden havde sat os i land ved bopladsen Avang-
nerdlit, „Nordre Huse" på dansk, og igen tøffede af sted for først at komme efter os, når
arbejdet var endt. Det var meget spændende, hvor vi skulle „holde til", d. v. s., hvor vi
kunne holde vore undersøgelser, spise og sove. Efter snakken frem og tilbage blev skole-
kapellet overladt os til jubel for børnene, der så slap for skolegang så længe. Et skole-
kapel er, som navnet antyder, et rum, der i ugens hverdage benyttes som skolelokale og
om søndagen er kirkerum; i lokalets øverste ende var der et meget primitivt „kirkeligt"
udstyr bestående af et alterbord, bedeskammel og et farvebillede med motiver fra bibelen
som altertavle. På væggen hang de uundgåelige, ganske almindelige skiftertavler med
numrene på sidste søndags salmer. Trods et sådant rums beskedenhed i retning af kirkeligt
udstyr, betragtedes det som et helligt sted, hvad det også var, indviet til gudsdyrkelse var
det jo, og man færdedes derinde med en vis ærefrygt, lige så meget som i en stor kirke;
men som alt menneskeværk var også denne bygning dengang noget skrøbelig. Den var
dygtig utæt, så det trak ind alle vegne, men værre var det, at tag og loft var noget utætte,
hvad vi fik at føle, da det faldt i med vedholdende regn. — Det begyndte så småt med
dryp, dryp rundt forskellige steder, så vi måtte forlægge vore undersøgelsespladser til
snart et sted, snart et andet. Da dryppene blev hidsigere og hidsigere, måtte vi have noget
at opsamle vandet i, hvor det faldt værst. Pladsens folk var elskelige, de kom med, hvad
de havde af fade og skåle, og da heller ikke det slog til, kom de med næsten det vigtigste
inventar i ethvert grønlandsk hus, den allestedsnærværende potte! Efterhånden var det
sådan, at man balancerede rundt imellem vandfade, kedler og potter, og regnen blev
værre og værre. Til sidst lagde folkene nogle store, udrangerede konebådsskind op på
451
[12]
loftet, og de virkede velgørende, i hvert fald for en tid, dryppene hørte op, potter blev
slået ud og kunne stilles til side, og der blev endelig en dejlig fred og ro til undersøgelserne,
der unægtelig havde været en del generet af alt det dryppende vand. Alt gik godt i ad-
skillige timer, vi var begyndt at føle os hjemme, og vi havde drukket kaffe adskillige
gange, og hen mod aften kom kogt sælkød frem, så alt var nærmest såre godt, og da det
begyndte at skumre, tændte vi noget lys, bl. a. i en underlig staffeliagtig indretning, som
det viste sig tjente som en slags prædikestol for kateketen. Men så skete katastrofen! Der
var grænser for, hvor meget vand der kunne samles i skindene på loftet, søen løb ganske
simpelt over sine bredder deroppe, og med et brag flød vandet ned, idet på en eller anden
måde alle skindene på een gang tabte deres beholdninger ud over loftet og videre i styrt
ned over næsten alt i stuen. Vi havde heldigvis i tide fundet ud af, at det eneste sted,
hvor loftet var tæt og derfor tørt nedenunder, var i den „hellige" del af lokalet nærmest
omkring alter og knæfald, og dér havde vi i rette tid fået vort gods anbragt, og vi måtte
nu også selv ty derhen. Da vi hen på aftenen skulle til ro i soveposerne, var der kun et
eneste tørt sted at være, og det var netop mellem alter og knæfald, og kateketen var yderst
forstående og erklærede, at vi måtte godt lægge poserne dér og i det hele „holde til" dér,
så længe det andet var så vådt. Og så holdt forøvrigt også regnen op.
Hvordan foregik nu arbejdet? Jo, i forvejen havde jeg fået afskrift af „designationen",
det er en fortegnelse over alle beboerne, ordnet efter husnummer, således at man fik op-
lysning om, at det og det ægtepar boede f. eks. i hus nr. 8, og de havde så og så mange
børn med opgivelse af fulde navn, fødselsdato, dåbsdato o. s. v. Boede der andre i huset,
var der også alle oplysninger om dem, så man i virkeligheden havde noget udmærket reelt
at gå frem efter. Man begyndte ganske simpelt med, at alle fra hus nr. i efter tilsigelse
stillede op, og vi gik så ganske systematisk frem med hver enkelt; en kort oversigt over
helbred til dato, selvfølgelig særlig med udspørgen om mulige tegn på tidligere tuber-
kulose. Selv om man sikkert skal tage med forbehold alt, hvad der gælder „huskestof",
så får man dog ved at sammenligne, hvad de forskellige familier oplyser, et sikkert nogen-
lunde rigtigt billede af de tidligere forhold. Derefter blev hver enkelt undersøgt på en
måde, der nu ganske givet anses for forældet, nemlig med det gode, gamle hørerør, steto-
skopet. Det er sikkert og vist, at den undersøgelsesmåde over for tuberkulosen har sin
snævre begrænsning og specielt sammenlignet med en røntgenundersøgelse; men for den
læge, der gennem tusinder og atter tusinder af stetoskopier har erhvervet sig en stor sikker-
hed deri, for ham giver den undersøgelse oplysninger, som hverken røntgen eller nogen
anden undersøgelse kan give. Den giver bl. a. oplysninger om den eventuelle sygdoms øje-
blikkelige stade; man kan ligefrem høre sig til, om det er en sygdom i fuld gang, eller om
det overvejende drejer sig om helbredelsesprocesser m. m., derfor er det efter min mening
en stor fejl, at man i begejstring over røntgenundersøgelsens så alt overskyggende for-
træffelighed næsten fuldstændig har opgivet at „lure på patienten". Da jeg jo nu ikke
452
[13]
havde røntgen på det tidspunkt, måtte jeg love for min stetoskopiske erfarenhed. Var der
noget at høre på en patient, blev det indført på en brystskitse trykt på kartotekskortet
med et almindeligt stempel; så blev der gjort tuberkulinprøve på hver eneste en, ligesom
der blev taget blodprøve til at bestemme det, der kaldes blodsænkningshastigheden, og
endelig blev der uddelt spytteglas til alle, der mente, at de gik og spyttede klatter op. —
Efter i times forløb aflæstes blodsænkningshastigheden, og efter 24—48 timers forløb kom
alle igen til eftersyn for positiv eller negativ tuberkulinreaktion, spytteglas blev afleveret
og mærket, pakkedes ned til mikroskopi efter hjemkomsten. — Det forstås, at sådant
„ekspeditionsarbejde" nok kunne give arbejde fra morgen til aften, selv om vi var nogle
stykker, der med øvelsen havde fået et godt samarbejde. Jeg kan ikke her komme ind på,
hvor stor værdi man måtte tillægge sådanne undersøgelser, men det er nu lige til, at det
var af værdi, når man derved fandt grønlændere lidende af tuberkulose måske tilmed i
smittefarligt stadium, uden at hverken de selv eller vi i forvejen havde haft anelse derom.
Og det har en ikke mindre betydning, hvis man helt kan udelukke tuberkulose enten hos
hele familier eller endog på enkelte pladser.
Ved denne lejlighed fandt jeg ved en sådan „generalundersøgelse" i selve udstedet
Claushavn, at der i tiden for undersøgelsen ikke fandtes en eneste person lidende af tuber-
kulose. Jeg tror med absolut sikkerhed at kunne udelukke enhver mulighed for smittefare
blandt de godt 100 mennesker, der dengang boede på pladsen. Når man ellers betænker
tuberkulosens udbredelse i Grønland, lyder det jo helt usandsynligt, at der virkelig skulle
være små samfund, der vel nok før eller senere havde været ude for kontakt med tuberkel-
baciller, hvad jo positiv tuberkulinreaktion viste, men hvor forholdene (eventuel immu-
nitet) havde været således, at der ikke opstod sygdom. Et sådant resultat af undersøgelsen
som det fra Claushavn medførte bl. a., at jeg henstillede til styrelsen, landsfoged og andre
myndigheder, at i fremtiden burde ingen fremmed, enkelt eller hele familier, have lov
at tage fast bopæl i Claushavn kommune uden først at være undersøgt af læge og for-
synet med et „sundhedspas". Det kunne meget let føre til ulykker, om en tuberkuløs
familie slog sig ned og uden at tage nogen form for forsigtighedsregler spredte smitte
om sig, ikke mindst blandt stedets børn, der i stort tal var tuberkulin-negative og altså
så modtagelige overfor tuberkulosesmitte som tænkes kunne. Men myndighederne ville
ikke gå med til et sådant påbud; man har alle dage i Grønland været meget ængstelig
for at udøve nogen form for tvang overfor befolkningen, og det ville man altså heller
ikke overfor Claushavnerne. Resultatet udeblev ikke. Der kom en familie med flere
tuberkuløse medlemmer til stedet, og fra da af har pladsen leveret et vist kontingent såvel
til sygehusets tuberkuloseafdeling som til den lokale kirkegård.
Den tilsvarende undersøgelse i selve byen Jakobshavn gav et ganske andet resultat,
idet der var langt flere tilfælde af smittefarlig lungetuberkulose i byen end ude „på lan-
det", og undersøgelserne med tuberkulin viste, at der blandt børnene helt ned til 1—2 års
453
[14]
alderen var langt flere positive tilfælde i byen som et tegn på, at bybefolkningen var langt
mere genneminficeret med tuberkulose, end tilfældet var ude på de små bopladser. En
anden ting af interesse viste ikke alene disse undersøgelser, men også daglige erfaringer
havde vist det, at der absolut ikke fandtes mere tuberkulose i de fattige og fattigste hjem
end hos de mere „velhavende". Som støtte for rigtigheden af disse forskellige tuberkulose-
undersøgelser uden hjælp af røntgen skal jeg blot nævne, at da jeg endelig i 1939 fik
installeret røntgenanlæg ved sygehuset i Jakobshavn og ved hjælp deraf foretog en for-
nyet undersøgelse af befolkningen i selve byen, blev resultatet, at der ikke afsløredes et
eneste tilfælde af frisk, smittefarlig tuberkulose, som jeg ikke i forvejen havde kendt. Dette
skal ikke siges hverken for at prale af rigtigheden af tidligere undersøgelser eller for at
sige, at man godt kan undvære røntgen som undersøgelsesmiddel. Grunden til dette,
egentlig noget uventede resultat, må sikkert søges i den kendsgerning, at jeg som følge
af mit lange ophold som læge på samme sted (jeg havde i 1939, da røntgenundersøgelsen
fandt sted, været 16 år i Jakobshavn og kendte som følge deraf bogstavelig talt hvert
eneste menneske) havde haft lejlighed til at blive opmærksom på de mindste sygdomstegn.
Jeg havde både ved disse og lignende undersøgelser og ved mit daglige arbejde i by og
distrikt efterhånden erhvervet mig et sådant kendskab til tuberkulosen og specielt lunge-
tuberkulosen i et udsnit af den grønlandske befolkning, at jeg under et permissionsophold
i Danmark turde efterkomme gentagne opfordringer fra „Dansk Tuberkuloselægeselskab"
om at fortælle dets medlemmer om tuberkulosen i Grønland. Jeg har haft lejlighed dertil
to gange. Første gang var mere en slags orientering om tuberkulosens klinik, medens jeg
på det sidste møde (nu snart for 20 år siden!) væsentlig samlede mig om tuberkulosens
udbredelse og fremkom med bestemte forslag til at få startet en rationel bekæmpelse af
sygdommen deroppe. Jeg har nu den indre tilfredsstillelse, at de retningslinier for be-
kæmpelse, som jeg dengang fremkom med, i det store og hele er lagt til grund for den
nuværende plan til sygdommens bekæmpelse. Blot må jeg sige, at jeg havde ikke i min
vildeste fantasi den gang tænkt mig muligheden af i stor stil at hjemsende tuberkulose-
patienter til behandling på sanatorier i Danmark. Jeg tror, at om jeg dengang havde
gjort det, ville jeg være blevet betragtet som sindssvag og behandlet derefter, og ingen
turde dengang blot tænke sig den mulighed, at der skulle ofres millioner på tuberkulosens
bekæmpelse i Grønland! Man havde måske kunnet spare nogle af millionerne, og hvad
vigtigere er, kunnet spare menneskeliv i Grønland, om der noget tidligere var lyttet, ikke
alene til, hvad jeg indberettede, men også til, hvad så at sige alle lægerne i Grønland i
det sidste kvarte århundrede havde skrevet og sagt. Men tiden var åbenbart ikke moden
dertil dengang!
454
[15]
Udstedsbørn fra Sarqaq, nord for Jakobshavn. Tilværelsen ved
Foto: Chr. Vibe
udstederne kan have sin egen charme, men sker der en ulykke, er lægehjælpen altid langt borte
Alvor — lex coiencidentiae — små glæder
Først i februar, nøjagtigt var det den tredie — jeg glemmer aldrig den dag — var en
ung jakobshavner gået ud i fjeldet bag byen for at se, om der var nogle ryper at skyde;
han gik jægerens hurtige, elastiske gang bakke op og bakke ned. Han traf ingen ryper
i nærheden af beboede steder, dertil var der alt for megen støj og uro; kun længere hen
på foråret, når træktid og parringstid forvirrer fuglene, kan de komme flyvende mellem
husene, eller de kan sidde på taget af et hus, som vi kan se duerne herhjemme. — Jægeren
måtte derfor længere og længere bort, og da han havde set enkelte fugle højere oppe i
fjeldet, måtte han se at komme tilvejrs. I løbet af eftermiddagen fik han også nogle fugle
og måtte se at komme hjemad; dagene var endnu korte, og det begyndte så småt at
skumre. Det gik også rask hjemad, mange steder kunne han ligefrem rutsche på hårde
snefaner ned ad store skråninger. Han havde ikke taget patronerne ud af haglbøssen, for
der kunne måske endnu komme en enkelt rype. På en af snefanerne tog den stejle skrå-
ning magten fra ham, og han var ved at styrte ud over en dyb skråning. I en fart tog
han geværet til hjælp som et slags ror for at komme på ret køl igen, men så skete det,
uden at han senere kunne forklare den rette sammenhæng. Han fandt sig selv ved foden
455
[16]
af bakken, helt forvildet og straks ude af stand til at tænke klart. Hvor var hans gevær,
hvor var ryperne, og hvad var der sket med ham selv? Sneen omkring ham var farvet
rød af blod, han kunne ikke røre sin højre arm, og det var nok oppe fra skulderen et sted,
at blodet sivede ud! Det kunne vel ikke være så galt, for han havde jo egentlig ikke
nogen smerter, følte sig kun så frygtelig svag i benene, da han rejste sig, og af og til
sortnede det helt for hans øjne, så han var bange for at besvime. Han blev nu snart klar
over, at det vist alligevel var ret slemt, for det blev ved at bløde, og han måtte nu hellere
se at skynde sig, om han skulle nå hjem eller frem til folk, før kræfterne helt svigtede.
Men først kravlede han rundt for at få fat i geværet og de skudte ryper, selvfølgelig måtte
han have sin fangst med hjem. Han lagde straks mærke til, at skuddet i bøssen var gået
af, så den måtte vel være stødt mod et eller andet, og det havde fået den til at gå af,
men nu var det for sent at fortryde, at han ikke havde taget patronen ud, da han be-
gyndte hjemturen. Det var et held for ham, at han ikke var langt borte fra fiskernes slæde-
vej ind til fiskepladserne på Isfjorden; kunne han blot nå at slæbe sig derhen til vejen,
inden det blev helt mørkt! Efter ulidelige vanskeligheder og næsten dødelig træt nåede
han frem til slædevejen, men så kunne han heller ikke mere. Han mærkede, at der var
noget vådt helt ned ad hans ene ben, og det var lige som det svuppede i kamikken. Det
foruroligede ham, for så var han klar over, at han måtte have mistet meget blod, og det
blev jo ved at bløde; sneen blev rød, hvor han havde siddet og hvilet.
— Det var lidt over almindelig aftenspisetid, da en elev fra sygehuset hæsblæsende kom
ind og bad mig omgående komme op på sygehuset, der var kommet en patient med et
slemt skudsår. En af de få ting, jeg under mit grønlandsophold aldrig lærte at tage med
ro, var, når der kom patienter med skudsår. De skader, et nærskud fra en haglbøsse kan
forvolde, kan man næsten ikke forestille sig, før man selv har set dem. Det kan dreje sig
om en fuldstændig sprængning af vævet, eller det kan være sådan, at skuddet kun har
efterladt en ganske lille indskudsåbning praktisk talt uden blødning, og det hele ser for
den ukyndige ganske uskyldigt ud. Det har desværre mangen ung, uerfaren læge ladet
sig narre af, eller en jordemoder har ment, at en så ringe skade var ikke noget at plage
lægen med, hun sender følgelig ikke bud efter ham, men syer det lille sår sammen og
lægger en steril forbinding udenpå og føler sig egentlig som situationens herre! Resul-
tatet bliver i sådanne tilfælde i løbet af få dage — mors! Sagen er den, at inden for den
„uskyldige" indskudsåbning er der en stor eksplosionsagtigt sprængt hulhed indeholdende
alt muligt infektionsmateriale som flossede tøjrester, snavsede uldtrøjestumper, forladning
fra patronens filt og pap, og når så denne hule fyldes med udsivet varmt blod, er det hele
den mest ideelle udrugningsanstalt især for bakterier, der trives bedst uden tilgang af
luft. Disse anaerobe bakterier spredes med rivende hast ud i omgivende, tidligere sundt
væv, de er luftdannende, og et sådant parti, eller en hel ekstremitet, svulmer op til det
uhyggeligste, og føler man på den, mærker man luften knitre overalt under huden. Er
456
[17]
Grønlands gamle har tit fristet en kummerlig tilværelse, fordi de           Foto: Chr' Vibe
altid var tilovers i de små samfund. Det bliver en af nytidens opgaver at skabe trygge kår for dem
Billedet her er fra Thule 1936
følgen af et skudsår nået så vidt, når lægen ser patienten, skal der mindst et mirakel til
for at redde ham, og så er det så tragisk at tænke på, at havde blot ikke den forbandede
„uskyldige lille" indskudsåbning ikke narret, kunne resultatet være blevet helt ander-
ledes, om man blot havde åbnet for hele sårhulen i stedet for at lukke den fuldstændig til.
Det viste sig nu med vor unge rype jæger, at skuddet var gået lige op i armhulen og
bogstavelig talt sprængt alt vævet itu. Knoglen var knust, hud og muskelrester hang i
laser og dinglede imellem rester af tøj af en islandsk trøje cg blår fra forladningen. Der
var ingen pulsation at føle det sædvanlige sted nede ved håndledet, og der var ingen
tvivl om, at alle blodkarrene (i hvert fald pulsårerne) ud til armen var skudt over. — Det
var i tranlampens tid og på det gamle sygehus, og det var med frygt og bæven, at jeg
begyndte operationen; der var slet ikke andet at gøre end at sætte armen af helt oppe
i skulderledet! Men kunne han klare så stort et indgreb? Patienten var tydelig nok stærkt
chokeret og ville sikkert have været bedst tjent med at vente et døgn eller så; i den tid
havde man kunnet stimulere ham, men han ville have forblødt sig, om han skulle have
ventet; han havde allerede mistet alt for meget blod.
457
[18]
Ved „tranlampens milde skær" gik man så til operationen, og jeg tror at kunne sige,
at teknisk set gik alt, som det skulle, han syntes ikke at være faldet yderligere af under
operationen, og da den var endt, var ethvert spor af blødning standset, og med et vist
håb så jeg ham i sengen omgivet af varme puder og med fast vagt for hele natten; han
var svag, men der var håb om godt resultat. — Hvem der ikke sov den nat, var mig,
ustandselig troede jeg at høre døren gå efter budet, der ville hente mig op til patienten,
men der kom intet bud, og om morgenen var jeg klar over, at han i alle tilfælde havde
klaret natten.
Vi er nået nøjagtig et år længere frem, og det er atter den tredie februar! Ved 22-tiden
ser folk oppe fra fjeldet, at der kommer en båd nordfra, og den styrer lige mod pynten
neden for sygehuset. Det eneste, man ser, er lyset fra en lygte, der med bådens bevægelser
i en gammel nordendønning løftes og sænkes, og så hører man stemmer ude fra mørket
om at få en båre ned til fjæren til at bære patienten op i. Vi var klare over, at det måtte
være noget alvorligt, når de i en sen aftens mørke kommer roende ind til byen i hvert
fald mindst 20 km, som er afstanden til nærmeste plads mod nord.
Det var en ung mand fra udstedet Rodebay, han havde været på rypejagt; det var
gået galt med bøssen, et vådeskud af største alvor, og her havde vi ham på operations-
bordet med nøjagtig samme læsion, som vi for et år siden havde stået overfor. Det gjorde
et voldsomt indtryk på os alle!
I det år, der var gået, siden tilfældet lige beskrevet, var vi flyttet på det nye sygehus,
og vi fik her rigelig lejlighed til at erfare, hvad det betød, at vi i forvejen kunne have alt
forberedt til et sådant akut tilfælde. Alt, hvad skulle bruges til operation, lå sterilt ind-
pakket i sterile bøtter og klar til brug lige fra operationskitler til de forbindinger, der
skulle afslutte operationen. Man kunne, trods den nervøse spænding overfor et så alvor-
ligt tilfælde, ikke lade være at føle en vis tilfredsstillelse ved at se, hvorledes alt nu
klappede, enhver vidste, hvad der var deres arbejde, og vi følte alle, at vi arbejdede i
fællesskab for sammen at kunne bidrage til det bedste resultat. Der var ikke andet at
gøre end at foretage nøjagtig samme operation som for et år siden. Det syntes da også
at skulle gå godt, indgrebet havde ikke taget særlig lang tid, og der havde kun været
minimal blødning fra det øjeblik, vi fik ham under behandling. Men, lige da vi trætte,
men med en følelse af godt udført arbejde, lægger sidste forbinding om patienten, kolla-
berer han og dør.
Det var den mærkeligste følelse af tomhed og skuffelse, der fyldte os, det var, som var
alt arbejdet spildt, og samtidig kom jo tanken, om vi havde handlet rigtigt, kunne
han have været reddet, om det og det var gjort anderledes? Når noget forløber ander-
ledes end håbet, spekulerer man vel altid over, hvorfor det nu netop gik, som det gjorde.
Det er ofte, at man midt i det mest tragiske oplever det stik modsatte. Da den for-
ulykkede mand i båden blev transporteret ind til sygehuset, fulgte ganske naturligt hans
458
[19]
Mi!
Moderne grønlænderhuse er nu under opførelse i alle byer langs           Foto: Chr' Vlbe
kysten — med gode og sunde boliger vil mange sygdomme kunne afværges i tide
ulykkelige mor med, og en søster til ham var kokkepige på sygehuset. Efter ankomsten
til Jakobshavn var moderen taget ind hos nogle slægtninge, men søsteren sad ude i køkke-
net og ventede på, hvad vi skulle komme og sige. Da det hele var forbi ved 2-tiden om
natten, måtte jeg jo se at få det sagt til søsteren, og jeg fulgte så med hende ind på
operationsstuen, hvor hendes døde bror nu lå i en seng. Nu er det hos mange grøn-
lændere en gammel skik, at de ved et dødsfalds indtræden ikke lægger fjerneste dæmper
på deres følelser, der kan give sig meget voldsomme udslag i form af højlydt jamren og
næsten skrigen og hylen, og det var heller ikke anderledes nu; da kokkepigen så sin døde
bror, satte hun øjeblikkeligt i nogle hjerteskærende hyl som udtryk for hendes grænseløse
sorg. Der var ikke andet for, end jeg måtte sige til hende, at af hensyn til patienterne på
sygehuset måtte vi have ro om natten, man kunne godt sørge over tabet af en bror uden
at hyle så højt. Hun var fuldt forstående og faldt omgående til ro, kun en stille hulken
bag et lommetørklæde holdt for hele ansigtet røbede hendes følelser. Så sagde jeg til
hende, at nu måtte hun hellere gå at hente sin mor. Så kom jo også den stakkels mor,
og i samme øjeblik hun så sin døde søn, gentog det samme sig for hendes vedkommende
som for hendes datter. Men så tog datteren affære, og med værdighed overtog hun min
rolle, men selvfølgelig uden opfordring fra mig, men det var midt i al det sørgelige næsten
komisk at høre hende sige: „Så, mor, hold nu op med det, man kan godt sørge over sit
459
[20]
døde barn uden at hyle sådan, og der skal være ro på sygehuset om natten." Ak ja, ville
folk altid så hurtigt tage mod lære!
Men da vi for tredie gang kom til tredie februar, var vi unægtelig spændte på, om vi
mon igen på den dag skulle opleve noget lignende; men så langt kunne lex coincidentiae
nu heller ikke strække sig!
Der kunne jo fortælles et utal af oplevelser fra mine mange år i Grønland, men alt
må have sin begrænsning. Hvad kunne man ikke fortælle om fangeren, der blev bragt
til sygehuset pr. slæde over isfjordens skrueis efter et ulykkestilfælde med slæde ned ad en
stejl bakke; på hans ene skinneben stak benpiberne lige ud i skindbukserne, — et så vold-
somt åbent benbrud havde han fået. Efter lang tids forløb blev han udskrevet som
fuldstændig rask med solid heling og uden forkortning af ekstremiteten. Jeg nåede at
komme til at drikke kaffe i hans hjem på næste rejse i distriktet, men en måned senere
var han død af en lungebetændelse!
Der var også historien om manden, jeg mente havde blæresten (det var før røntgen-
tiden ); jeg fik en nabokollega til at assistere mig, og jeg har formentlig set noget vigtig
ud, da jeg stod med en stor sten mellem fingrene og sagde noget lignende som, at jeg jo
altså alligevel havde ret, for her var jo stenen! Kollegaen slog koldt vand i blodet på mig
ved at foreslå mig at undersøge, om der ikke var flere sten, nu jeg alligevel havde åbnet
til blæren; jeg var vist lidt mere „ydmyg" i udtrykket, da jeg fra blæren hentede endnu
3 sten, men så var der heller ikke flere.
Ligegyldigt hvor et menneske færdes, eller hvad han foretager sig, er det klart, at livets
store begivenheder må gøre indtryk på ham; det er så lige til, at man kan leve længe på
en stor, skelsættende glædelig oplevelse, og i de samfund, vi her i almindelighed lever
under, er det vel netop kun de store begivenheder, der gør indtryk på os. De daglige,
små oplevelser når slet ikke at gøre sig gældende; de er næppe oplevet, før noget nyt
trænger sig på, og kun så lidt af det oplevede når at sætte sig fast i ens sind endsige at
påvirke ens følelsesliv. Det er, eller var, må man måske nu sige, charmen ved livet i Grøn-
land, ligegyldig om man var læge, præst eller kolonibestyrer, at man bogstavelig talt
levede med i alt, hvad der skete omkring en, det betød altsammen noget for det daglige
liv! Hvad ved man herhjemme om tiden for fuldmåne, og er det ikke nærmest lige-
gyldigt, i hvert fald for bymennesket, om det er norden- eller sydvestenvind? Vinter-
frosten føles kun som noget ubehageligt og dyrt noget, for der skal mere brændsel til,
og kun de unge skøjteløbere er interesserede deri. Det er helt, helt anderledes i Grønland.
Hvad betyder ikke vejret for grønlænderens fangst, og hvad betød det ikke for lægen,
når han var ude på lange rejser. Kom sydvesten, måtte han søge nødhavn med sin den-
gang lille og skrøbelige båd, eller man lå vejrfast dagevis ude i et grønlandsk udsted; men
man forstod at indrette sig og hygge sig under disse primitive forhold; der er læst mange
bøger, både faglige og skønlitterære bøger, medens båden lå og vuggede trygt i en vig
460
[21]
skjult for stormen. Og forholdene tvang os til at komme på nært hold af den grønlandske
befolkning; vi lyttede til hinanden, når vi om vinteren på slædeture delte teltets hygge ved
den dampende kogte aftenkaffe efter rejsens besværlighed; og vi var jo også fælles om
at fryse godt om morgenen, inden vi var kommet i skindtøjet og fået stivheden af lem-
merne, for det var jo ikke egentlig skumgummiunderlag, vi lå på! På så mange måder
lærte vi at forstå hinanden, og mange af os kom til at holde af hinanden, for som rejse-
kammerat udfolder grønlænderen alle sine bedste egenskaber. Man forstår at agte hin-
anden, og mange af os blev gode kammerater, og netop fordi vi havde det sådan, var
årets mange rejsedage (ca. hver tredie dag var lægen på rejse) fulde af oplevelser og
fulde af små glæder midt i alle besværlighederne. Lad mig fortælle et lille eksempel på
vort livs afhængighed af naturens luner.
Vi kom en martsdag kørende på hjemturen fra Skansen (udsted på Diskoøens østside)
efter lægebesøg i Godhavn. Vi havde nordenvinden lige i ansigtet, så kulden bed; vi frøs
og måtte ustandselig løbe ved siden af slæden for at holde varmen, og så var det en af
de dage, da hundene voldte alle de kvaler, der tænkes kunne; de filtrede ustandselig
skaglerne ind i hinanden, ville ikke trække ordentlig; man blev til sidst gal i hovedet og
begyndte at bruge pisken, hvad kun gjorde ondt værre! Vi var kun os to, Knud, min
bagagekører, og mig selv, hver med sit spand hunde. Lige så glad en sjæl Knud i reglen
var, lige så let kunne det hænde, at han fuldstændig tabte modet og syntes, at alt var
komplet håbløst. Sådan havde han det også den dag. Han jamrede, at vi aldrig nåede
frem til Ritenbenk inden mørkets frembrud, og mange steder omkring øen var isen
strømskåret, så kom vi først der over, når det var blevet mørkt, kunne vi ikke være helt
sikre på at følge sporet, og vi ville nok gå gennem isen og måske omkomme, så ingen af
os kom hjem til vore koner!
Det var imidlertid en strålende klar solskinsdag, og jeg beroligede Knud med, at det
i hvert fald var lige ved fuldmåne, så selv om det blev lidt sent, inden vi nåede over til
Ritenbenkøen, så ville månen alligevel lyse tilstrækkeligt til, at vi kunne følge de rigtige
spor. Men så skete der det, da det virkelig var blevet godt hen på aftenen, og vi skulle
til at have gavn af månelyset, at månen blev mindre og mindre, kort sagt tilsidst total
måneformørkelse! Jeg var noget betænkelig ved, hvordan Knud ville tage det; men det
var alligevel så overraskende, at han ikke kunne lade være med at grine af vor tilstand,
og at vi havde glemt, at det ville blive måneformørkelse, hvad jo stod på den grønlandske
almanak. Nå, da månen ikke ville lyse for os, tændtes det mest pragtfulde nordlys, jeg
har set i Grønland; det lyste så stærkt, at vore skygger kørte ved siden af os, og hundene
havde ikke spor vanskelighed (hvad de sikkert heller ikke ville have haft i mørke!) ved
at følge den slagne slædevej, og i højt humør, med hundenes haler lystigt i vejret og med
månen atter lysende for os, kørte vi sent på aftenen op mellem husene i Ritenbenk.
461
[22]
En sådan dag var fuld af det, jeg kalder for livets små glæder. Man kan ikke leve godt
i Grønland uden at agte på disse små glæder, som man heldigvis kan møde til alle tider
både i sit arbejde, i sin fritid, i sit hjem og det i en mangfoldighed, vi slet ikke kender
her i Danmark.
462[23]