[1]
SKIBE I GRØNLANDSFARTEN
Af fhv. skibsinspektør R. K. Tving
S/S „Gustav Holm"
Okrueskonnerten „Gustav Holm" blev bygget i København i 1893 til Kryolit Mine- og
Handelsselskabet og sejlede på Ivigtut under navnet „Fox II" indtil 1924, da selskabet
satte et nyere skib, „Fox III", i fart.
I 1924 gik skibet under navnet „Grønland" og med kaptajn Ejnar Mikkelsen som
ekspeditionschef til Scoresbysund for at grundlægge en ny koloni på dette sted.
Ældre læsere vil mindes, at rejsen fik et ret dramatisk forløb, idet skibet fik havari
i isen, fik ror og rorstævn knust og måtte foretage hjemrejsen ved hjælp af et nødror.
Den følgende vinter blev skibet overtaget af Grønlands Styrelse, og navnet blev ændret
til „Gustav Holm". I begyndelsen blev skibet sat ind i den almindelige besejling af Grøn-
land, men anvendtes senere til ekspeditionsformål.
Under verdenskrigen lå „Gustav Holm" sammen med flere andre grønlandsskibe op-
lagt i København, hvor man en dag så en forbisejlende tysk marinebåd stoppe op ved
skibssiden, hvor bådens besætning gav sig til at skrabe i ishudspladerne, som til tyskernes
øjensynlige skuffelse viste sig kun at være af jern. De havde håbet at finde kobber, men
fik en lang næse.
Efter besættelsens ophør blev „Gustav Holm" igen benyttet til kystsejlads i Vestgrøn-
land og besejling af Østgrønland, indtil skibet i 1950 gjorde sin sidste rejse til Ellaø
og Nyhavn.
„Gustav Holm" var en del større end „Godthaab", idet tonnagen var 409 brutto og
217 netto tons. Dimensionerne var 144,7 x 28,0 x I5»I feet- Maskinen var en høj- og
lavtryks dampmaskine på 230 hk, der næppe formåede at give skibet mere end 6 knobs
fart under de gunstigste forhold. Desuden havde skibet en ikke ringe sejlføring, der under
heldige vindforhold kunne yde en god hjælp ved fremdrivningen.
I betragtning af skibets størrelse og byggemåde var passagerkapaciteten stor, idet skibet
havde plads til 25 — dog for de flestes vedkommende i store fælleskabiner på forbanjen.
Gennem de første 30 år af sin eksistens besejlede skibet som allerede nævnt Ivigtut og
gjorde her fortræffelig fyldest som det meget sværtbyggede og solide fartøj, det var. Det
467
[2]
tilhørte åbenbart den tidsalder, da man byggede skibe af træ og bemandede dem med
mænd af jern.
Til nærmere belysning heraf tjener, at man — d. v. s. skibsføreren — foragtede den
blødsødenhed, der i visse skibe var begyndt at finde udtryk i lukket bro eller styrehus.
Nej, en rigtig sømand skulle ud i kulden og den friske blæst. Så var man mindre udsat
for at falde i søvn. Derfor var der i hine gamle dage kun et åbent brogelænder omkring
skibets kommandobro, og der måtte end ikke påsættes skjulsejl af sejldug. Rygtet for-
tæller, at kulden en gang var så skrap, at andenstyrmanden besvimede på broen. Vagt-
mandskabet fik ham kaldt til bevidsthed igen, og så fortsatte han sin kolde tørn. Skipperen
måtte endelig ikke underrettes om, hvad der var sket. Nå, sådan var sølivet i gamle dage,
hårdt, men friskt.
„Gustav Holm" var et forbavsende heldigt skib, der så vidt vides aldrig har været ude
for større havarier bortset fra førnævnte rorskade.
Igennem trediverne blev det „Gustav Holm "s opgave at være førerskib under de store
ekspeditioner til Nordøstgrønland under dr. Lauge Kochs ledelse. Også her havde skibet
mange drøje ture gennem isen, men klarede sig altid velbeholden ud og hjem.
En lille anekdote fortælles fra en af disse rejser. Efter et anløb af Akureyri i Nord-
island skulle skibet fortsætte rejsen, og under afsejlingsmanøvrerne bakkede kaptajnen
for at komme klar af kajen. Andenstyrmand, som skulle passe agterskibet, var ikke op-
mærksom på, at agtertrossen slækkede op og tilsidst kom i skibsskruen, der måtte stoppes.
Kaptajnen kom agter og sagde rolig og behersket til styrmanden: „Nå, De vidste måske
ikke, at skibet har skrue i denne ende, lille De?"
Det gik med „Gustav Holm" som med „Godthaab" — skibene stod foran et stort efter-
syn, der ville blive for bekosteligt i forhold til den anvendelse, man i fremtiden kunne gøre
af dem. I 1951 blev „Gustav Holm" derfor solgt til en finsk køber, der indrettede skibet
til islandsfiskeri. Skibet har senere på sine rejser anløbet København og synes stadig at
være i brugbar stand til sit nye formål.
468[3]