[1]
HUNDESPANDET
Af fhv. kolonibestyrer Å. Bistrup
vel holdt hundespand er et smukt syn, og det er værd at studere. Som regel regner
man med 10—14 dyr, hvoraf helst kun 2—3 må være tæver, da disse er mindre og spink-
lere og derfor ikke så tunge i trækket.
Man keder sig aldrig på selv den længste slædetur, thi hver af de i vifteform gående
hunde med de vajende eller opkrøllede haler har sine ejendommeligheder, sine vaner, og
de mange forskellige farver, sorte, hvide, brune og plettede, liver svært op i ensomheden.
Er spandet friskt og veloplagt, kan man ofte få indtryk af, at hundene går og småsnakker
med hverandre. Dyr har nu engang en for menneskene uhørlig måde at meddele sig til
hverandre på.
De mange hundepoters rappe fodslag, slædemedernes sagte hvislen er en beroligelse
for nerverne, de mange skagler virker hypnotiserende. En doven hund røber sig selv, tersen
i dens skagle vil straks vise det, og en advarende henstilling — thi hver hund skal kende
sit navn — er som regel nok til at få den til at gøre sin pligt — ellers bliver den halet ind
og får et slag over snuden.
Et hundespand skal helst være som et regiment soldater. Den røde tråd i det er: stærk,
stærkere, stærkest, og hver hund skal kende rangfølgen. Øverst står basen (itokrut). Med
næstkommandanten ved sin side hersker han suverænt over hele spandet. Er „fatter" til-
fældigvis morgengnaven eller på frierfødder, tilrådes det enhver af de underordnede,
straks den nærmer sig, at smide sig på ryggen som tegn på øjeblikkelig underkastelse —
ellers vanker der klø, grusomme klø.
Man kan ikke selv udvælge sin bas. I et kuld hvalpe kan der være een eller to ud-
prægede bastyper, og en af dem må selv tilkæmpe sig magten gennem mange og ofte
blodige kampe.
En særlig stilling indtager den ældste tæve (ningio). Hun går som regel sine egne veje,
men sætter pris på, at andre af hendes eget køn straks viser hende ærbødighed. Enhver
anden tæve bliver underkastet en grundig undersøgelse, men viser der sig intet tegn på,
at den fremmede er eller snart vil blive løbsk, har den en morsom måde at vise sin foragt
på. Den spjætter ud med bagbenene for derefter roligt at gå videre. Men er der for-
uroligende tegn — ja, så bliver der kamp.
469
[2]
Vover et fremmed spand sig ind på domænet — særlig den kære mødding —, bliver der
ballade; men er de fremmede ikke særligt aggressive, ender hele historien som regel kun
med lidt knurren og arrig bjæffen; kun kan det hænde, at basen umotiveret høvler sin
egen næstkommanderende af, ligesom for blot at manifestere, hvem det er, der er herre.
Bliver der virkelig kamp, kommer hele regimentet i ilden. Slaget indledes da af næst-
kommandanten, medens basen, omringet af sine tropper, foreløbig holder sig lidt i bag-
grunden, klar til at gribe ind, om det skulle blive nødvendigt.
Hvert år hører man om mennesker, der er blevet overfaldet af hunde. — —
Få dage efter, at jeg netop havde iagttaget, hvordan en hvalpemoder lærer sine hvalpe
at dræbe, så jeg en lille pige komme løbende glad og fornøjet nede på isen. To halvvoksne
hvalpe fulgte hende. Så snublede barnet over en isknold. Hvalpene syntes, det var morder-
lig sjovt og gav sig til at hive og slide i hendes tøj. Desværre blev barnet angst og gav
sig til at skrige. Nogle voksne hunde, som lå i nærheden, hørte det og så, at der skete
noget, og styrtede til. Fra sæl- og bjørnejagter huskede de, at alle levende væsner betød
mad, — dejligt, varmt dampende kød med læskende blod, og så gjaldt det om at komme
først. Inden vi nåede at komme ned på isen, var katastrofen sket. Et lille barn med en
knust strube! Allerede som hvalpe havde de jo lært, hvor ethvert levende væsen er mest
sårbart. Denne ulykke begyndte som leg, men det hænder også, at hundene kommer
snigende og omringer En under faretruende knurren, da må man kun håbe, at der er
hjælp i nærheden, ellers kan man få en ilde medfart.
Efter en sådan ulykke lyder 10—12, måske flere skud, og en jæger står pludselig uden
eksistensmuligheder, måske i den bedste fangsttid, den, der skal skaffe ham og hans
familie føde til hele vinteren. Men loven er ubønhørlig. — Civilisationen søger at skærme
folk mod nød og fare, men samtidigt berøver de dem pligten til at tænke og huske, at
mennesket bør være klogere end dyrene. Der er blevet spurgt i bladene, om der intet kan
gøres for at hindre disse overfald. — Jo, der kan!
Der var engang en stout bjørnejæger, en modig mand, der i sin ungdom havde nedlagt
utallige bjørne kun bevæbnet med et spyd. Kom han til en fremmed boplads, så man
ham aldrig uden bevæbnet med sin tunge pisk. Pisken er nu engang det eneste, slæde-
hunden har respekt for. — Så ligetil er problemet.
Medens danske og grønlandske tjenestemænd kun bruger deres hunde til tjenesterejser
langs kysten og småture, hvorfor dressuren ikke behøver at være så fin, er forholdet noget
ganske andet for jægeren, der dagligt færdes langt tilsøs, og på hvem faren altid lurer.
Jægeren må derfor kunne stole fuldtud på sine hunde, som de på ham.
De fleste herhjemme er sikkert af den opfattelse, at hundene må smage pisken dagen
lang, og så er det modsatte netop tilfældet. En dygtig hundekusk rører meget sjældent sin
pisk. Nogle få gange under opvæksten har hvalpen fået den forfærdelige sviende smerte,
når snerten fra den 6—7 meter lange pisk — der kan flække en telefonbog, slå hul på en
470
[3]
Basen er spandets største, flotteste og stærkeste hund — og den ved det
Foto: Chr. Vibe
konservesdåse eller klippe øret af et dyr — ramte deres lår eller bug, og de glemmer det
aldrig! Pisken er kun en trusel, thi alene snertens hvinen gennem luften er nok til at få
hele spandet til at jage skrækslagent afsted, og det må de ikke uden ordre, thi galop
slider for meget på poter og lunger. — Der bruges helt andre metoder.
Slædehunden får kun eet måltid om dagen, nemlig om aftenen, endda et meget spar-
somt tilmålt måltid, derfor er den altid sulten, og dette har jægeren lært at udnytte efter
princippet: „Der er aldrig et slædespor så langt, det ender dog på en mødding!"
471
[4]
En dag vandrer han ud og gemmer noget foder ude på isen. Noget efter kører han ud,
og når hundene nærmer sig skjulestedet, giver han et eller andet bestemt signal, som
ustandseligt gentages, til foderet er nået. Dag for dag gentages det, længere og længere
bort lægges foderet, og mere og mere dæmpet lyder signalet. Hundene, der i det daglige
får lov at lunte afsted, bliver nu opmærksomme ved signalet, ser sig søgende omkring og
falder ind i det lange trav.
Dette signal, som kaldes fodersignal, gælder kun for kortere strækninger, og må ikke
misbruges. En hund kan tilgive smerte, men skuffer man den for ofte med hensyn til det
kære attråede foder, bliver den mistænksom og stoler ikke mere på sin herre.
Samtidigt skal hundene lære at følge et spor, nyt eller gammelt, usvigelig sikkert, indtil
anden ordre gives. En gammel hundekusk gav mig engang det råd: „Kommer Du ud i
en snestorm og ikke mere kan finde vej eller sti, da gem din pisk, hold din mund og lad
hundene om resten, de skal nok finde den nærmeste mødding!" Det var et godt råd og
har sikkert frelst mangt et menneskeliv.
Hanhunde er ikke særlig pålidelige, de har så mange andre interesser og lader sig let
distrahere, men en ældre hunhund kan være uvurderlig til at følge selv flere dage gamle
spor, der ligger skjulte under dyb sne.
Over det omtalte fodersignal går så vejen til det berømte „bjørnesignal", og dette er
straks sværere, thi første gang det skal indøves, skal man være sikker på, at sporet er
ganske friskt, og at resultatet bliver positivt. Men den eller de hunde, der blot en eneste
gang har smagt arvefjendens blod, glemmer det aldrig, og lyder en dag signalet, vil ingen
magt i verden kunne standse dem, før bamsen er nået eller hver smule luft pumpet ud
af deres lunger, så de segner af træthed.
Hundene har en meget fin høresans. De nævnte signaler er ofte næsten uhørlige. — En
tændstik der stryges, et par vanter der gnides mod hinanden, et dæmpet slag på slæde-
meden, og hundene ved, hvad det betyder.
Disse signaler kaldes „det skjulte tegn" og er fangerens hemmelighed. Noget han end
ikke betror sin nærmeste, ofte endda end ikke sine sønner.
Hvor der ikke findes bjørne, men hvor jægeren alligevel kan komme ud for i en farlig
situation at måtte kræve det yderste af sit spand, bruges et faresignal. Jeg har aldrig set
det udført i praksis, men det fortælles, at der trommes på en oppustet fangstblære anbragt
lige bag hundene; under høje hyl regner de sviende piskeslag derefter ned over spandet,
og de skræmte hunde farer forvildede afsted.
Særlig et „bjørnespand" er jægerens stolthed og kæreste eje. Jeg hørte engang en ung
europæer spørge en bjørnejæger, om han måtte låne hans hunde, og svaret lød: „Nej, så
må du hellere låne min kone!" Jeg tror, han mente det.
472[5]