[1]
DE FØRSTE FORSØG MED BIAVL
I GRØNLAND
Af fhv. formand i Københavns Amts Biavlerforening N. C. Bastholm
jTvlt pionerarbejde er svært. De fleste nye idéer møder modstand, således også tanken om
at forsøge biavl i Grønland. Engang i foråret 1948 henvendte den nyvalgte formand i
Københavns Amts Biavlerforening, B. Schwartz Hansen, sig til mig, der havde været for-
mand i 25 år, med spørgsmålet: „Vil du være med til at gøre et forsøg med biavl i
Grønland?"
Jeg så på ham: „Biavl i Grønland, den tror jeg ikke på. Jeg tror ikke, bierne kan klare
den lange indespærring om vinteren. Her i Danmark er de inde højst 6 måneder. Bierne
tager næring til sig hele vinteren, og der er grænser for, hvor længe de kan holde sig
uden at kunne komme ud og tømme sig for ophobede ekskrementer. Kan de ikke komme
ud, udtømmer de sig inde i stadet og tilsviner tavlebygning, vægge og gulv, hvorefter de
som regel går tilgrunde."
„Ja, det er helt rigtigt, men vi har dog bevis for, at i Kanada drives rentabel biavl
under langt højere breddegrader end Julianehåb, ligeledes i Norge og Sverige."
Vi drøftede emnet længe, og til sidst blev vi enige om at forsøge. Vi fik forbindelse med
ministersekretær Arup, der er meget grønlandsinteresseret. Han var straks med på tanken.
Vi undersøgte nu en del litteratur om floraen og insektlivet i Grønland og fik et møde
i stand med professor C. A. Jørgensen, dr. Ole Hammer og fhv. kolonibestyrer Bistrup,
men ingen af disse troede rigtigt på tanken, dog mente dr. Hammer, at et forsøg burde
gøres. Vi arbejdede energisk videre med tanken og henvendte os til grønlandsdeparte-
mentet om økonomisk støtte, men blev afvist. Dog lovede man beredvilligt at ville trans-
portere eventuelt materiel til Grønland. Tilfældet ville, at en dansker fra Grønland,
B. Nørdum, var hjemme på besøg. Han viste interesse for sagen og fik et praktisk kursus
i biavl. På landsmødet for hele landets biavlere luftede vi derefter tanken og slog til lyd
for, at landets 25 amter enten hvert skulle levere et bistade eller en bifamilie. Alle frem-
mødte repræsentanter tog godt mod forslaget, og allerede sidst på sommeren blev der
sendt 7 nye, moderne bistader ind til os i København. De blev bragt videre til den grøn-
landske handels plads og sammen med hr. Nørdum sejlet til Grønland, hvor han så skulle
finde egnede pladser til at stille dem op på. Hermed var begyndelsen gjort.
Mere vanskeligt var det næste skridt:  at finde de rigtige bier og at få bifamilierne
75
[2]
l,
levende derop. Vi har jo her i landet den gamle, nordiske, brune bi, som er hårdfør, den
gule mere sarte italiener samt krydsninger mellem disse. Vi valgte krydsningerne.
Imidlertid turde vi ikke løbe den risiko at spærre bierne inde i transportkasserne den
lange tid, det ville tage at sejle dem op til Grønland, først fra afsejlingsstedet i Jylland,
på Fyn eller Lolland, så ventetiden her og transporten over Atlanten og videre til sta-
derne i Grønland. I vor nød henvendte vi os til marinen, og der mødte vi velvilje og for-
ståelse. Det blev aftalt, at vi sommeren 1949 skulle sende bierne og en biekspert til Grøn-
land i en af marinens Catalinaer. Datoen blev fastlagt, og 7 bifamilier ankom fra pro-
vinsen og blev anbragt i Botanisk Have. Men så fik vi den jobspost fra Grønland, at isen
den sommer lå så fast og tæt, at det var umuligt at komme ind til de pladser, hvor bierne
skulle anbringes. Dette medførte, at de fleste bier måtte returneres til afsenderne, mens
de tre familier blev anbragt i skolebigården på landbohøjskolen. Vi kunne ikke gøre
mere det år.
Først foråret 1950 blev det alvor med at få bierne sendt til Grønland. I en forrygende
snestorm sidst i april kørte jeg fire bifamilier til marinens flyveplads i Dragør, hvor
de kom ombord i Catalinaen sammen med Schwartz Hansen, der skulle følge dem
til Grønland, der nåedes tre døgn senere efter mellemlanding i Norge og Island. På
Narsarssuak-basen i Sydgrønland mødtes en ny skuffelse. Bistaderne, der var kommet op
med skib, var ikke bragt på plads, men med velvilje fra forskellig side blev de bragt over
fjorden til Kagsiarssuk og herfra ført videre på hesteslæde til de udvalgte steder. Sneen
lå endnu i høje driver, men i dalene, hvor bistaderne anbragtes, var der lunt og en
frodig vegetation. Bierne tog straks kending af stedet og fløj livligt. Efter 8 dages forløb
var alle fire familier anbragt i deres stader og Schwartz Hansen hjemme igen.
Under et møde med departementschef Eske Brun bestemtes det, at jeg senere på som-
meren skulle rejse til Grønland og fodre og indvintre bierne. Afrejsen fandt sted med
„Umanak", der 6j/a døgn efter passerede Kap Farvel, og en skønne dag klatrede jeg fra
en motorbåd op over klippeblokkene ved Kagsiarssuk for at hilse på den stoute grønland-
ske fåreholder Otto Frederiksen. Han havde ventet mit besøg, og efter en kop kaffe i
hans hyggelige stuer begav vi os i følge med et større selskab til stedet, hvor de to bistader
var anbragt. Vejret var strålende med ca. 20 graders varme. Det var en ret anstrengende
tur over fjeldet, der var bevokset med lav, mos og forskellige blomster som timian, gede-
rams, kæruld, klokkeblomst, løvetand, stenbræk foruden lavt krat af birk og pil.
En times tid efter nåede vi et fortryllende sted i en dalsænkning ved en lille sø. Helt
omgivet af høje fjelde stod to af bistaderne. Bierne fløj villigt, men hvem kan tænke sig
min overraskelse, da jeg åbnede for taget og så, at bierne overalt i stadet havde bygget
vildt. Der var jo ingen, der havde tilset bierne, fra de først i maj var anbragt i stadet og
til nu midt i august. Hele rummet var fyldt med vokskager, og disse var alle fyldt med
honning. Fjerne det kunne jeg ikke uden at lave hærværk, men meget forsigtigt fik jeg
76
[3]
Midt mellem Skovfjorden og Bredefjord fandt man en idyllisk plet med krat af birk og pil,
hvor de første grønlandske bistader blev anbragt, og her trives bierne fint på andet år
åbnet for rummet, hvor de af os anbragte vokstavler var, og her fik jeg løftet nogle af
disse og kunne konstatere, at der var rigeligt med blomsterstøv, æg og yngel. Jeg anslog,
at der var ca. 30 kg honning. Et lille stykke blev skåret af en af de fyldte kager og anbragt
i en blikæske for at blive bragt hjem til undersøgelse. Derefter blev bierne pakket godt
til. Ved det næste bistade mødte os det samme syn. Også her var der ikke andet at gøre
end at pakke bierne godt ind, hvorefter vi kunne begive os på tilbagevejen.
De andre to stader var placerede ca. 20 km borte. Efter en solid frokost hos Otto
Frederiksen, der bød på kogt laks med hjemmebagt rugbrød, hjemmekærnet smør og
nymalket mælk, der alt smagte dejligt, tog vi afsted igen. Denne gang red jeg på hesteryg
sammen med Frederiksens søn Erik den Røde, opkaldt efter Grønlands første opdager,
der netop tog land her ved dette vidunderlige sted. Det gik op og ned over skrænter og
klipper, men de små grønlandske heste gik sikkert og roligt. Desværre var begge de to
andre bifamilier dronningløse og stod ikke til at redde, så vi forlod dem igen uden at
foretage os noget. Rimeligvis er de blevet dronningløse på oprejsen.
Ved en samtale med Frederiksen og hans kone spurgte jeg, om det ikke var noget for
Erik den Rode at komme til Danmark og lære biavl. De talte lidt sammen om sagen og
fortalte mig så, at det ville de gerne have. Kort efter forlod jeg det dejlige Kagsiarssuk og
77
[4]
Det er med lidt forsigtighed,
man nærmer sig landets
nye gæster.
Læg mærke til det frodige
pilekrat mellem staderne
fulgte med „Umanak" på en tur rundt i Grønland på en spændende og uforglemmelig
rejse. Først i september var jeg igen hjemme i Danmark.
Det første forsøg var hermed gjort, og vi havde fået vished for, at der var rigeligt med
nektarydende planter. Dog var det vanskeligste spørgsmål endnu ubesvaret. Hvordan ville
bierne klare vinteren?
Vinteren gik, og allerede sidst i april fik vi telegram fra fåreavlsstationen i Julianehåb
om, at bierne fløj livligt. På stationen var ansat en ung norsk landbrugskandidat, der fra
sit hjem var kendt med at omgås bier, og ved velvilje fra departementschef Eske Brun
havde han fået skriftlig tilladelse til at tage sig af bierne, så vidt hans tid tillod det.
Allerede sidst i maj 1951 kom den unge Erik den Røde til Danmark. Han boede først
en halv snes dage hos mig, hvor vi hver dag grundigt behandlede bier. Han var helt-
igennem villig og lærenem. Derefter kom han til Fyn i tre måneder på en gård, hvor
der var 120 bistader. Han var med ved alt forefaldende arbejde og blev rost i høje toner
og betragtet som søn i huset. Derefter kom han tre uger til Sønderjylland, hvor han lige-
ledes var med ved alt biarbejde til alles tilfredshed. Så var han igen hos mig i ti dage, og
sidst i september sejlede han atter hjem til Grønland.
Midt på sommeren 1951 blev der atter pr. fly sendt tre bifamilier til Grønland, og den
unge landbrugskandidat tog sig af dem og satte dem på plads. Fornylig modtog vi bud-
skab med fotografi (p. 79), hvoraf det ses, at bierne stadigt kan samle godt med honning.
Den af mig hjembragte honningprøve blev analyseret af Statens Biavlsforsøg. I erklæ-
ringen herfra hedder det: „Statens Biavlsforsøg har modtaget en honningprøve fra første
års forsøg med biavl i Grønland. Honningen var klar, gulligt ravfarvet, og efter krystalli-
[5]
Der er glæde mellem de
unge grønlandske biavlere
over sommerens honninghøst.
De hvide områder
på pladerne er tillukkede
honningceller.
Til højre den unge
Erik den Røde, der rejste
til Danmark for at lære biavl
seringen ligner den hvidkløverhonning, men er lidt mere gul. Den har en fin krydret lugt
og smag, der ikke minder om de honningtyper, vi kender. Ved analysen viste det sig, at
liden klokke udgjorde 60 pct., rosenfamilien 20 pct., hvoraf hovedmængden — måske
alle — er en potentil. Ved sammenligning viste det sig at stemme med kragefod. Måske
er der også lidt gåsepotentil og andre arter imellem. Pil udgjorde 5 pct., fjeldsyre 2 pct.,
og der var enkelte fund af mælkebøtte, en korsblomst, en skærmplante, gederams, pileurt
og birk. Journalist Helge Christensen, der deltog i besøget ved bistadet, har venligst op-
lyst følgende: Der var en meget frodig vegetation med masser af grå pilebuske, og der
var en mængde blåklokker, desuden var der fladbælg, kragefod og gederams. Bierne blev
set i følgende blomster: liden klokke, ensian, en hvid stenbræk, en stenurt og kokleare.
Ovre ved basen var der plantet petunia, tropeolum og kotoneaster, og flere fra flyve-
pladsen meddelte, atrierne kom derover, når vejret var godt. Disse oplysninger stemmer
godt med resultatet af pollenanalysen. Vi havde ventet, at der skulle være pollen af flad-
bælg, stenbræk, nellikefamilien og af lyngtyper, men ingen af disse blev fundet."
Vort forsøg har altså vist, at der kan trives bier i Grønland. Ved en rationel pasning
kan de give honningudbytte. Dette resultat åbner jo også andre muligheder, idet mange
insektbestøvede planter nu kan indføres. Hvidkløver fandt jeg flere steder, men jeg fik
oplyst, at den stammede fra frø, der havde siddet i indført hø. Planterne forsvandt igen
regelmæssigt, da der ingen bier var til at bestøve blomsterne. Måske findes der mange
andre planter, der godt kan trives i Grønland, når blot bestøvningsforholdet er i orden.
Hermed er vort forsøg tilendebragt, og det er nu vort inderlige ønske, at grønlands-
departementet vil interessere sig for denne sag. Danske biavlere har nu beredvilligt af-
79
[6]
holdt alle udgifter til materiel og bier, de danske sukkerfabrikker har stillet sukker til
rådighed for os, marinen har fløjet os op og hjem, og departementet har transporteret
materiale og artiklens forfatter både op og hjem. Vi har mødt velvilje og forståelse for
sagen, men vi ønsker den ført videre, da vi mener, det er en kulturel opgave, der i frem-
tiden kan blive til både gavn og glæde for grønlænderne.
Mon far kommer hjem med fangst? I Thule-distriktet er fangsten stadig
eneste mulige erhverv
Fot.Chr.Vibe
80[7]