[1] VERDENS NORDLIGSTE BJERGKÆDE Af dr, phil. /. C. Troeisen rå dr. Lauge Kochs udførlige artikel om Central-Østgrønlands geologi vil læserne være fortrolige med begrebet foldekæde og have fået et godt indtryk af de østgrønlandske bjer- ges brogede historie. I nærværende artikel skal der fortælles lidt om en anden grønlandsk foldekæde — den, der går langs landets nordkyst — og læserne vil samtidig få et lille ind- blik i de metoder, geologerne anvender ved arbejdet deroppe. Central-Østgrønland er forholdsvis let tilgængeligt. Om sommeren kan ekspeditionsski- bene i reglen nå gennem isbæltet ind til kysten og sætte videnskabsmændene i land netop på de steder, hvor de ønsker at arbejde. I løbet af de sidste 25 år er Central-Østgrønland da også blevet temmelig godt udforsket. Ganske anderledes er forholdene på Grønlands nordkyst. Kun i rene undtagelsestilfælde kan et skib trænge gennem de ismasser, der fra Polhavet driver sydpå gennem de sunde, som skiller Grønland fra Svalbard mod øst og fra Ellesmere Land mod nordvest (se „Grønland", hefte i, side 20). Indtil for få år siden måtte en ekspedition, der ville nå Grønlands nordkyst, lade sig landsætte ved Thule i Nordvestgrønland eller ved Danmarkshavn (omtrent på Thules breddegrad) på østky- sten. Efteråret gik så med udlægning af proviantdepoter langs en del af rejseruten, og en- delig næste forår kunne ekspeditionen pr. hundeslæde nå frem til sit egentlige arbejdsfelt. Det hørte næsten til dagens orden, at provianten slap op, før slædeholdet nåede hjem igen, og det kan næppe vække forundring, at undersøgelserne under disse forhold ikke kunne gå ret meget i detailler. Hvad der gjorde det så vanskeligt at arbejde i disse mennesketomme strøg, var hverken kulden eller dramatiske begivenheder som f. eks. overfald af bjørne, men simpelthen de lange — meget lange — afstande og det ofte temmelig ufremkommelige føre. Det hjalp derfor en hel del, at det efterhånden blev teknisk muligt at anvende lufttransport i disse egne. Siden krigens slutning har bl. a. Dansk Pearyland Ekspedition 1947-50 benyttet sig af luftfartøjer ved sit stort anlagte fremstød mod det nordligste Grønland, og — hvad må- ske i det lange løb bliver af endnu større betydning for den detaillerede undersøgelse af disse områder — der er anlagt en lufthavn ved Thule og en (forhåbentlig permanent) vejrstation ved Peary Land. Transportmaskinerne kan dog ikke altid lande netop dér, hvor man gerne vil arbejde, og da det endnu ikke er faldet i de i Nordgrønland arbej- 81 [2] Kridttidslaq KuLiidsiacj Tænkt snit gennem en del af jordskorpen, hvor lag fra kultiden overlejres af lag fra kridttiden. Man ser, at kultidslagene må være blevet foldet og ud jævnet, før kridtlagene blev aflejret dende geologers lod at fa larvefodsbiler eller helikoptere med i flyvemaskinen, er det sta- dig nødvendigt at benytte sig af hundeslæde eller, hvis uheldet er ude, en almindelig træk- slæde for at komme fra landsa^tningsstedet til arbejdsfeltet. Til gengæld er der i de seneste år fremkommet luftfotografier og ret detaillerede kort over de højarktiske egne. Hvad dette betyder for geologernes arbejde, skal omtales senere i artiklen. Vi skal nu se lidt nærmere på den nordgrønlandske foldekæde. Hvad der i vore dage er tilbage af den, d. v. s. hvad vejrsmuldring, forvitring og havets, flodernes og gletschernes nedbrydende virksomhed har skånet, indtager et på det nærmeste øst-vestgående strøg i den nordlige halvdel af Peary Land og halvøerne vest derfor. På den canadiske side, i El- lesmere Land, bøjer foldekæden om i mere sydvestgående retning. Ligesom den østgrøn- landske foldekæde er den oprindelig dannet i en geosynklinal, et langt, smalt sænknings- område. Fra de omgivende landområder skylledes sand og ler ud i geosynklinalen, hvor der efterhånden opstod lag af sandsten, skifer og kalksten. Tykkelsen af disse lag kendes endnu ikke, men det drejer sig utvivlsomt om flere tusinde meter. Syd og sydøst for geosynklinalen finder vi grundfjeldet, det skjold af gnejs og granit fra jordens urtid, der så at sige udgør det egentlige Grønland. Grundfjeldets overflade sænker sig jævnt ned imod geosynklinalen, og på skråningen er der aflejret omkring 3000 meter sandsten og kalksten. Som i Østgrønland indeholder de ældste af disse dannelser ingen dyrerester, men blot nogle tueformede kalkalger. I Peary Land blev der i 1948 i disse lag, der er ca. 500 millioner år gamle, fundet vidnesbyrd om en istid, der efterlod tykke aflej- ringer af morænegrus, af omtrent samme udseende som de dannelser, der dækker store dele af Danmark. I samme jordperiode strømmede smeltet basalt op gennem sprækker i jordskorpen og trængte ind mellem sandstenslagene. Hvor fjordene siden har skåret sig ned i sandstenen, ser man i fjeldvæggene den stivnede basalt som brede, sorte bånd. Derefter fulgte der en meget lang periode med rolige forhold. Bjergkædefoldninger eller vulkansk virksomhed fandt ikke sted, og der skete faktisk ikke andet, end at geosynklina- [3] Fjeldvæg ved Brønlundsfjord i Pearyland. Sandstenslagene, Foto: E- Knuth. 1947 som her hviler på grundfjeldssoklen, har bevaret deres oprindelige, næsten vandrette stilling len under ujævn, men stadig sænkning gav plads for tykke lag af skifer og kalk. I aflej- ringerne fra denne tid finder vi mængder af dyrerester, mest af blæksprutter, koraller og trilobiter (en slags leddyr). På et senere tidspunkt blev geosynklinalen af ukendte årsager udsat for et voldsomt sidetryk. Geosynklinalens forholdsvis svage bund gav efter, mens det grønlandske grund- fjeldsskjold ydede kraftig modstand. Resultatet blev, at de oprindelig næsten vandrette lag i geosynklinalen blev foldede, mens de lag, der var aflejret på kanten af grundfjelds- området, beholdt deres oprindelige udseende. Gennem mange år har der været strid om tidspunktet for denne foldning. Nogle geolo- ger, deriblandt Lauge Koch, har hævdet, at begivenheden fandt sted omkring midten af 83 [4] Uforstyrrede, næsten vandrette lag af kalksten Foto: J' C' Troc>s