[1]
BØR GRØNLAND HAVE EN STRAFFELOV?
Af universitetsadjunkt Verner Goldschmidt
JXrænkelsen af samfundets skrevne eller uskrevne love er et af de ældste menneskelige
problemer. Der findes næppe noget samfund, hvor man ikke kender brud på lov og orden,
men man har på forskelligt sted og til forskellig tid anlagt yderst forskellige synspunkter
på, hvad der var forbrydelser, og hvorledes man skulle reagere overfor gerningsmanden.
Grønland danner ingen undtagelse i denne henseende; så langt tilbage i tiden, som man
har kendskab til det grønlandske samfund, er brud på den bestående orden forekommet,
og samfundet har vendt sig mod retsbryderen.
Efter Hans Egedes beretning skal der have fundet meget få krænkelser sted af det gamle
Grønlands uskrevne love. Med kolonisationen skete der en omvæltning, missionærerne
fordømte en række forhold, som hidtil af den grønlandske befolkning var blevet betragtet
som naturlige, f. eks. flerkoneri, drab af gamle, som ikke var i stand til at klare sig selv,
og udøvelse af virksomhed som troldmand. Der fandt i begyndelsen mange krænkelser
sted af de regler, som kolonisatorerne indførte. Disse retsbrud, som i det væsentlige skyldtes
uoverensstemmelser mellem befolkningens og missionærernes moralopfattelse, blev af kolo-
nisatorerne ikke betragtet som forbrydelser i juridisk forstand. Man betragtede befolknin-
gen som primitive hedninger, hvis handlinger i første række var bestemt af, at de ikke var
kristne. Der var i kolonisationens første tid mere tale om forskellige missions- og kolonisa-^
tionsproblemer end om et kriminalitetsproblem.
Den kulturelle, sociale og tekniske udvikling, som navnlig i løbet af første halvdel af
dette århundrede har fundet sted i Grønland, har i sit kølvand haft et stigende antal brud
på den bestående ro og orden. Næsten ethvert fremskridt indebærer muligheder for nye
retsbrud. Indførelsen af pengeøkonomi og forøgelsen af varemængden befordrer berigelses-
forbrydelser, det samme gælder udviklingen af et handelssamkvem. Åbningen af Grøn-
land for fremmede, der ser helt anderledes på mange ting end grønlænderne, rummer også
mange muligheder for forstyrrelser af samfundsordenen. En øget adgang til at nyde
alkohol virker i samme retning. Alle disse forhold og flere til har bidraget til, at kriminali-
teten i Grønland er blevet et socialt problem, man må regne med. Efter den sidst ud-
arbejdede kriminalstatistik for Grønland tredobledes kriminaliteten fra 1938 til 1948.
Så længe man i Vestgrønland førte den såkaldte reservatpolitik, anlagde man etiske,
93
[2]
pædagogiske og etnologiske synspunkter på grønlændernes krænkelser af den bestående
orden. Man så ikke på disse forhold fra et strafferetligt synspunkt, man opfattede ikke de
dermed forbundne problemer på samme måde, som vi i vort samfund opfatter kriminali-
tetsproblemet. Dette er først sket efterhånden, som reservatpolitiken er blevet afløst af en
politik, der i sig indebærer, at staten i hovedsagen kræver det samme af den grønlandske
befolkning som af sine øvrige borgere. Det er velkendt, at der under sidste verdenskrig
kom fart i udviklingen henimod Grønland som et område ligestillet med det øvrige Dan-
mark. KonsekVenserne af denne udvikling har fundet udtryk i de reformer, som har været
i gang, siden grønlandskommissionen afsluttede sit arbejde. Det er bemærkelsesværdigt,
at netop i denne fase af Grønlands udvikling er kriminaliteten blevet et socialt problem.
Medens forbrydelserne i Grønland stort set er de samme som i Danmark, er måden,
hvorpå man behandler dem, der har forbrudt sig, særpræget. Individuel behandling af
lovovertrædere er det mest iøjnefaldende træk ved den uskrevne, grønlandske strafferet.
Den individuelle behandling har naturligt udviklet sig i de små grønlandske samfund,
hvor alle, også de, der virker som dommere og politi, kender hinanden, og hvor man
som regel har et indgående kendskab til de omstændigheder, hvorunder lovovertrædel-
serne bliver begået. Man ved f. eks., at en mand har begået tyveri, fordi han lever under
dårlige milieuforhold, eller fordi han er blevet uarbejdsdygtig p. gr. af tuberkulose, og
kan ofte ved at flytte ham til et andet milieu eller ved at bringe ham under lægebehandling
i betydelig grad forringe muligheden for, at han påny forser sig. Det er endvidere et vig-
tigt træk ved den måde, hvorpå man i dag behandler grønlændere, der har begået krimi-
nelle handlinger, at behandlingen ikke indebærer, at den pågældende bliver udelukket fra
at deltage i samfundslivet. Folk, der „afsoner", holdes som regel ikke isolerede fra andre;
dette er kun tilfældet, når de pågældende betragtes som samfundsfarlige. Det forhold, at
domfældte ikke udelukkes fra samfundet, er den vigtigste grund til, at man i Grønland
ikke kender det i andre samfund så prekære problem, der består i at gøre straffede egnede
til at vende tilbage til samfundet.
Man skulle efter det ovenanførte ikke tro, at der i Grønland er noget behov for en lov-
givning om forbrydelse og straf. Det er der imidlertid, og fra 1914 til i dag har de grøn-
landske landsråd talrige gange givet udtryk for, at de ønskede skrevne regler på det om-
handlede område. Medlemmer af de grønlandske retter har ofte klaget over den usikker-
hed, de følte ved at skulle dømme i kriminelle sager uden at have skrevne regler at holde
sig til. Det er også blevet fremført, at det i høj grad svækker dommernes autoritet, at de
ikke har nogen skreven lov at henvise til, når de afsiger domme, idet domfældte i flere
tilfælde har beskyldt dommerne for at handle udfra usaglige motiver eller efter deres eget
forgodtbefindende. Ønsket om skrevne strafferetlige regler har i årene efter den sidste
verdenskrig fået yderligere en begrundelse, som man må tillægge den største betydning.
Kravet om retlig ligestilling for alle i Grønland uden hensyn til afstamning, som fandt så
94
[3]
klart udtryk i grønlandskommissionens betænkning og i den nye grønlandske retsplejelov,
har yderligere forstærket behovet for gennemførelsen af skrevne bestemmelser om forbry-
delse og straf. Den grønlandske befolkning kan ikke længere acceptere den i øjeblikket
gældende ordning, hvorefter grønlændere og danske strafferetligt behandles forskelligt.
De stærke ønsker fra grønlandsk side, som ganske deles af danske tjenestemænd, der har
medvirket i den grønlandske retspleje, førte til, at grønlandsdepartementet udarbejdede et
udkast til en kriminallov for Grønland. Udkastet bygger på indgående studier af grøn-
landske retsafgørelser gennem en længere periode og på interviews med medlemmer af
forskellige grønlandske retsinstitutioner. Udkastet er blevet godkendt i to på hinanden føl-
gende landsrådssamlinger og har været genstand for sagkyndig behandling i justitsmini-
steriet og den stående straffelovskommission, som består af de mest fremtrædende krimi-
nalister her i landet. Alle instanser, som hidtil har beskæftiget sig med udkastet, har været
enige om, at de fremtidige skrevne regler i Grønland om forbrydelse og straf i hovedsagen
skal bygge på den strafferetslige ordning, som naturligt har udviklet sig i Grønland under
kolonisationen. Der har således ikke været tale om at indføre den danske straffelov, men
om en ordning, hvorefter den individuelle behandling af lovovertræderne ville blive be-
varet. Man har også lagt vægt på at bevare det i Grønland hævdvundne princip, hvor-
efter domfældte ikke udelukkes fra samfundet, medmindre de er farlige for samfundets
sikkerhed. Efter udkastet er der bl. a. mulighed for at dømme lovovertrædere til milieu-
forandring, uddannelse, arbejde og lægelig behandling. Som det fremgår af det anførte,
lægger udkastet ikke vægt på at straffe lovovertræderne; den individuelle behandling, som
efter omstændighederne kan være ligeså ubehagelig eller ubehageligere end egentlig straf,
er sat i forgrunden. Dette betyder dog ikke, at udkastet slet ikke kender straf i vor for-
stand, idet det indeholder hjemmel til idømmelse af bøde.
Besvarelsen af spørgsmålet, om Grønland skal have en straffelov, bliver kun til dels be-
kræftende. Ingen tænker på at indføre fængsler i Grønland. Man ønsker ved lov at skabe
en ligestilling mellem alle, der tilhører det grønlandske samfund uden hensyn til, om de
kaldes grønlændere eller danske, og man ønsker gennem denne lov i det væsentlige at
bevare det retssystem, som har udviklet sig i grønlandsk retspraksis. På denne måde bliver
den omhandlede lov ikke en straffelov i dette ords traditionelle betydning, men snarere en
lov, hvorefter mennesker, som er tilpasningsvanskelige, kan bringes under kriminalforsorg.
Retstilstanden i Grønland på dette område er i pagt med nye strømninger indenfor kri-
minalpolitiken også i det øvrige Danmark; der er således heller ikke tale om, at udkastet
til en ny grønlandsk kriminallov er udtryk for principper, som ikke vil kunne anerkendes
udfra dansk retsopfattelse, tværtimod kan det måske på visse punkter være forbillede for
udviklingen herhjemme.
95[4]