[1]
KVINDEN I FREMTIDENS GRØNLAND
Af læge Kirstine Ladefoged Jensen
\Jfr0nland havde indtil sidste verdenskrig ligget stille og fredeligt hen fjernt fra verdens
storme, men Grønland blev i krigsårene 1940—1945 revet ud af sin isolerede tilværelse.
Verdens opmærksomhed rettedes i stigende grad mod denne vældige polarø.
For den, der har haft lejlighed til at se Grønland før og efter krigen, er der ingen tvivl
om, at der er sket en udvikling deroppe under og efter krigen.
Mange grønlændere er vågnet op til at forstå, at der må gennemgribende ændringer
til i deres land, men samtidig er de også — i hvert fald de bedste af dem — klare over, at
de må, som aldrig før, føle ansvar og pligt overfor det samfund, de tilhører.
Knud Rasmussen har engang sagt: „Fra det øjeblik, den primitive mand har haft sit
møde med den såkaldte civiliserede verden, gives der ingen vej tilbage."
Vi har prøvet på at skærme og hjælpe grønlænderne for de mest skadelige virkninger,
der kunne komme ud af dette møde, ved at lukke Grønland — men Grønland som et
lukket land i fremtiden er en umulighed. Den sidste krig førte med sig, at menneskene
deroppe ønskede landet lukket op — ønskede forbindelse med verden udenom dem — vel
vidende, at dette møde i første omgang ville betyde både ondt og godt for dem.
Grønlænderne er ikke klare over, hvad et moderne, civiliseret samfund er. De har
i hvert fald ikke rigtig lært at forstå værdien af solidaritet i modgang og medgang, det
vi kalder samfundsfølelse. Der må derfor ske en ændring i indstillingen i Grønland. Fra
blot at fremsætte ønsker og krav må den store, brede befolkning bringes til at forstå, at
skal samfundet blive godt, må der ydes noget til gengæld.
Det er vor uafviselige pligt at være med til at skabe nye erhverv i Grønland og at ud-
bygge de gamle, for derigennem at gøre det muligt, at den grønlandske økonomi i frem-
tiden kan hvile i sig selv. De to fundamentale ting, man bygger et bedre samfund op på,
er en forbedret økonomi og en bedre folkeopdragelse. Udviklingen af økonomien og op-
dragelsen må gå hånd i hånd.
Den fuldstændige omkalfatring, der nu sker i det grønlandske samfund, vil komme til
at gribe dybt ind i menneskers sind, og vi har pligt til at gøre vort til, at Grønland kan
gå den ny tid imøde så godt rustet som overhovedet muligt — ikke mindst i åndelig hen-
seende.
104
[2]
Den grønlandske kvinde må her være
med i arbejdet.
I januar 1948 fik den grønlandske kvinde
stemmeret. Der var blandt danske kvinder
stor glæde over, at dette skete, men fra
dem, der var lidt bedre inde i forholdene,
f. eks. fra de grønlandske landsrådsmedlem-
mers side, blev der ytret tvivl om, om tiden
nu også var inde til det. Man sagde herfra,
og også fra kredse, der kendte tilstandene
i Grønland godt, at det, man først og frem-
mest trængte til, var ikke så meget, at kvin-
derne fik stemmeret, men det, at man satte
en stærk kampagne igang for oplysning om
sociale og politiske forhold blandt grønland-
ske kvinder, og nogle føjede til, at også en
stor del af de grønlandske mænd havde
behov herfor.
Der kan som sagt være tvivl om, om det
var på det rigtige tidspunkt at give kvin-
derne i Grønland stemmeret, men der er
ikke tvivl om, at det, at hun har fået den,
har bragt hende til at begynde at forstå, at hun mangler en hel del for at bruge den på
rette måde. Der må kundskaber og en vis udvikling til for at føle og kunne bære ansvar
for sit land og for sit folk.
Der er og har alle dage i Grønland været enkelte fremragende kvinder, der har betydet
uhyre meget for udviklingen. Her skal nævnes enkelte af dem.
Omkring 1740 rejste en ung grønlandsk kvinde Arnasak med Poul Egede (Hans
Egedes søn) til København og opholdt sig der et år. Der fortælles om hende, at hun var
fremragende ved sin dybe og inderlige tilegnelse af kristendommen og utrættelig i sin
iver i at trænge til bunds i Guds ord. Da Arnasak vendte tilbage til Grønland, blev hun
til uvurderlig hjælp for de danske missionærer og blev ovenikøbet anledning til, at man
rejste spørgsmålet om „kateketinder" (kvindelig medhjælper ved kirkeligt arbejde) så
tidligt som ca. 1750. Spørgsmålet fandt dog ingen endelig løsning dengang.
1867 bestod grønlænderinden Caroline Rosing dansk jordemodereksamen. Fru Rosing
talte udmærket dansk, læste danske bøger og opdrog sine børn efter dansk skik og brug.
Hun nævnes den dag i dag med stor respekt på hele den grønlandske vestkyst.
I begyndelsen af det 20. århundrede kom kvinderne aktivt med i menighedsarbejdet
Fhv. statsminister Hans Hedtoft dekorerer
fru Katrine Chemnitz, der deltog i den store
kommissions arbejde
105
[3]
i Grønland, og der har altid siddet kvinder i disse samfundsbestyreiser. Da provst Fr. Balle
omkring 1920 stiftede en K. F. U. K.-afdeling i Godthåb, blev grønlænderinden Kistarak
Høegh (som nu er præstekone i Grønland) en bærende kraft i det arbejde, der her blev
gjort. Hun har også senere i hele sit virke været til meget stor gavn for sine landsmand-
inder. I sommeren 1951 ind valgtes den første kvinde i Godthåbs kommuneråd (fru
Guldborg Christoffersen).
Den dag idag tager en del af de grønlandske hjem sig ikke helt så godt af pigerne som
af drengene, — det er, som om forældrene ikke helt forstår, at pigerne også bør have en
uddannelse. Jeg tænker ikke her på, at de skal tage en eksamen, men på, at de skal lære
at blive dygtige og gode husmødre.
Man regner i det hele taget mindre med kvindens arbejde, men her er et af de punkter,
hvor selv nogle af de mest moderne og fremskridtsvenlige mænd i Grønland har vanske-
ligt ved helt at gøre sig fri for den gamle grønlandske opfattelse. Det er en gammel grøn-
landsk tradition, at kvinderne ikke skal blande sig i samfundsforhold.
Dengang den grønlandske mand var sælfanger, gik en stor del af kvindernes tid og
arbejde med at hjælpe manden i dette erhverv. Det var hende, der tog sig af sælen fra
det øjeblik, den var i land. Hun gik straks igang med flænsningen af sælen, og når man-
dens fangst var bragt i hus, var det kvinden, der tog sig af skindene, fjernede fedtet fra
dem, garvede, vaskede og strakte dem. Senere syede de så klæder af dem. Alt dette er
med sælens forsvinden ændret. De grønlandske kvinder har i mange henseender de samme
opgaver i hus og hjem som andre danske kvinder. En undtagelse danner endnu de „lejede"
deroppe. De „lejede" er i Grønland kvinder, der arbejder som en slags arbejdsmænd i
kolonierne og hjælper til ved losning og lastning af skibe. Denne gruppe af grønlandske
kvinder trænger i ganske særlig grad til, at der gøres noget for dem. Disse kvinder er til-
bøjelige til at leve fra dag til dag, ikke blot økonomisk, men også sådan, at de overhovedet
ikke tænker på deres dygtiggørelse og deres fremtid i det hele taget.
Langt den største del af kvinderne er idag ikke i stand til selvstændig at begynde et
oplysningsarbejde. Mange af dem slider og slæber dagen lang. De må ofte hente vand
langt borte ad vanskelige veje opad fjeldene. Hver vanddråbe er kostbar for dem. I God-
havn f. eks. hentes vandet ved en elv, der løber hele året. På vejen herud ser man altid
1                         en eller flere vandbærere, der er på vandring efter vand. I Holsteinsborg ligger husene
opad et stejlt fjeld. Her henter man vandet nede i dalen, og i sommer så jeg gang på
;'lj i                       gang gamle kvinder slæbe deres tunge spande opad fjeldstien, eller opad de vaklende
'                          trapper. Og var vand så endda det eneste, der skulle slæbes på, men brændsel henter
kvinderne også. Langt ude i fjeldene samler de brænde sammen, lyng og tørv, og bærer
det så i sække eller bundtet sammen på deres ryg kilometervis. Mange hjem i Grønland
er snavsede, men man forstår det bedre, når man ved, hvilket slid det er at få fat på
vandet. En af mine kvindelige tolke skrev til mig fra Grønland: „Ja, hvor ville det være
106
[4]
en stor hjælp for os kvinder heroppe, hvis den dag kommer, hvor vi ikke behøver at hente
det vand, vi skal bruge. Før vandforholdene bliver bedre, tror jeg ikke, vi kan komme på
højde med danskerne, hvad renlighed angår."
Der bliver nu sat effektivt ind for at finde ud af, hvordan vandforsyningen kan laves
i alle de større kolonier, og der er udsigt til, at dette spørgsmål kan løses mange steder.
Hvis den økonomiske standard hæves, vil grønlænderne kunne købe udenlandsk brænd-
sel, og herved vil kvinderne også i udpræget grad kunne lettes i deres daglige arbejde.
Der er således håb om, at den grønlandske kvinde kan lettes i det daglige slæb, og hun
kan få tid og lejlighed til at interessere sig for andre ting.
De grønlandske boliger er altfor små. Mange af dem har kun et enkelt rum, der tjener
til køkken, soverum og opholdsstue. I Jakobshavn besøgte jeg en bødkerfamilie bestående
af mand, kone og 8 børn, de boede i to små værelser — det ene var køkken plus sove-
værelse, det andet opholdsstue. Her var pænt og rent, men det var et af de hjem, hvor
det særlig grelt slog mig, hvor upraktisk alting er. Alt børnenes tøj lægges under briksen,
der står i køkkenet. Der fandtes ikke et skab eller en kommode. Enhver kan tænke sig,
hvor svært det er at holde orden i et sådant hjem.
Skal man håbe på et kulturelt fremskridt i Grønland, må der skabes bedre boliger. Et
kulturliv, der forudsætter læsning, skrivning og uddannelse, har ingen vækstbetingelser
i de grønlandske boliger, sådan som de er idag. Gennem de få ting, jeg her har nævnt,
håber jeg, De forstår, hvor vanskeligt det er for den grønlandske kvinde både at finde tid
og plads f. eks. til at læse.
Er den grønlandske kvinde da moden til at tage samfundsmæssige opgaver op? Ikke
i al almindelighed, men der er, som sagt, .en lille intelligent, vågen og interesseret skare
kvinder deroppe, — de har også ofte god hjælp i huset og kan få tid til at interessere sig
for andre ting end det rent huslige —, og det er dem, man må begynde at sætte igang.
Det er iøvrigt mit indtryk, at dette ikke er svært. De brænder efter at komme igang
med at læse og lære, med at dygtiggøre sig, ikke blot til hjemmets sysler, men også til at
forstå samfundsspørgsmål. — I Frederikshåb sagde fru Cecilie Petersen: „Vi grønlandske
kvinder tænker ligeså meget som mændene på, hvordan vi kan få vore samfundsforhold
gode. Foreløbig tænker vi dog mest på de forhold, der angår vore børn."
Hovedvanskeligheden ved at give kvinderne den uddannelse, man gerne har ville bi-
bringe dem, har været den, at det har været nødvendigt at sende dem hjem til Danmark
for at få en uddannelse. Tilegnelsen af det danske sprog kom da i begyndelsen i vejen,
og meget ofte, ikke mindst i de senere år, skete der det, at grønlænderinderne, når de
havde fuldendt deres oplæring herhjemme og skulle til Grønland for at frugtbargøre deres
viden for deres landsmænd, istedet blev her i Danmark, enten fordi de giftede sig dansk,
eller fordi de herhjemme opnåede en stilling, der var bedre end den, de kunne opnå
i Grønland.
107
[5]
Næsten al udvidet uddannelse af grønlænderinder er foregået i Danmark hidtil, og
i alt væsentligt har det været en uddannelse til jordemødre eller til sygeplejersker, der har
fundet sted. Endnu har ingen grønlænderinder taget fuld dansk seminarieeksamen, men
een har taget forskolelærerindeeksamen.
I 1925 dannedes privat en komité til grønlænderinders uddannelse, som påtog sig at
hjælpe grønlandske kvinder til Danmark og her skaffe dem en uddannelse. Lige fra første
færd lagde man vægt på, at disse kvinder skulle forstå, at en danmarksuddannelse ikke
var en personlig gave til dem, men at den medførte en moralsk pligt til senere at være
et eksempel for deres landsmandinder og delagtiggøre disse i de kundskaber og færdig-
heder, de havde erhvervet.
Hvordan kan den grønlandske kvinde da dygtiggøre sig, så hun kan være med til at
skabe det nye og bedre Grønland, som forhåbentlig skal se lyset, når engang nogle af
grønlandskommissionens udmærkede forslag er bragt ud i livet
Først og fremmest ved, at man skaber uddannelsesmuligheder i selve Grønland. Hidtil
har, som sagt, de fleste grønlændere, der skulle lære noget, været sendt hjem til Danmark.
Indtil 1950 fandtes i Grønland een efterskole for kvindelige elever, der optog ca. 20 piger
hvert andet år. Kun ganske få piger har kunnet optages på Grønlands eneste højskole og
seminarium i Godthåb før nu.
Der må i Grønland skabes forøgede muligheder for at dygtiggøre kvinderne, først og
fremmest hjemmets kvinder, der altid vil være de fleste. Man kan gøre dette
1)   ved at lave husmoderskoler, hvor den grønlandske kvinde uddannes i praksis og teori,
2)   ved, at flere kvinder kommer på efterskolerne, højskolen og seminariet,
3)   ved oplysning af speciel interesse for kvinderne i den grønlandske presse og radio,
4)   ved udgivelse af oplysende litteratur og
5)   gennem husmoderforeninger.
Endelig må der, som her i Danmark, laves studiekredse. Her er det specielt, at organisa-
tionen „Folkevirke" har sat ind og fået lavet en række småpjecer om samfundsforhold og
spørgsmål af speciel interesse for kvinder.
Vil blot nogle af de vågne kvinder gå igang med en sådan studiekreds, f. eks. over
„Borger i Grønland" eller „Hvad er demokrati?" (to småbøger skrevet af henholdsvis
redaktør Kr. Lynge og efterskoleforstander Fr. Nielsen), så vil hver af disse kunne danne
en ny ring om sig af kvinder, der vil kunne sættes igang.
Efter mine rejser deroppe er jeg helt sikker på, at dette kan gøres, at der netop er basis
for at sætte ind på en ny bov, om jeg så må sige. Der har været gjort meget oplysnings-
arbejde i Grønland, hidtil mest fra kirkens og skolens side, men gennem det oplysnings-
arbejde, „Folkevirke" tager op, sigtes på den grønlandske kvinde.
Det er vist efterhånden klart for enhver, der arbejder med de grønlandske problemer
108
[6]
/ den nye bagerbutik i Julianehåb fungerer unge grønlænderinder
som ekspeditricer, mens grønlandske husmødre er taknemlige kunder. For ja år siden var det
intet sted i Grønland muligt at købe kager, alt måtte hjemmebages
Foto: Chr. Vibe
af idag, at man overhovedet ikke kan sætte for stærkt ind for almindelig folkeoplysning.
Først og fremmest skal naturligvis skolerne udbygges, men hele den brede befolkning
trænger til åndelig næring for at kunne klare sig i alt det nye, der dukker op. Man må
her på en så letfattelig måde som muligt tage sigte på at lære grønlænderne samfunds- og
ansvarsfølelse, men også økonomisk sans.
Grønlænderne idag tørster efter oplysning, efter at læse og lære, først og fremmest bøger
af oplysende art, og ikke blot almindelig underholdningslitteratur. Der er således god jord-
bund for oplysningsarbejde i studiekredsform, hvor den enkelte deltager tvinges til at
arbejde med.
Gennem de husmoderforeninger, der nu er opstået rundt om i Grønland, har man
taget rent huslige problemer op, men også emner af almindelig oplysende natur. Gang
på gang mødte jeg under mine rejser deroppe en så umiddelbar og ægte glæde over, at
danske kvinder ville forsøge at være med til at sætte et oplysningsarbejde igang.
Flere gange mødte jeg udtalelser som: „Hvor er det en skam, jeg blot har drenge, for
det må blive en herlig tid, kvinderne går imøde." Eller fra gamle kvinder: „Hvor ville
jeg gerne have været ung, så jeg kunne have været med i alt det, der nu skal ske."
109
[7]
Skal den opgave, vi her tager op, lykkes, må vi have hjælp fra grønlænderne selv, fra
de mest fremragende af dem, og det vil vi også få.
Befolkningen i Grønland idag er ikke så sorgløs og smilende, som den var i 1936, da
jeg var deroppe som vikarierende distriktslæge. Det er, som om livets vanskeligheder er
kommet dem nærmere på livet, og samtidig med, at smilet ikke trives så godt som tidf
ligere, og utilfredsheden stikker hyppigere frem, har man indtrykket af, at grønlænderne',
også de grønlandske kvinder, er ved at vågne op og forstå betydningen af, at de lærer så
meget som overhovedet muligt, først og fremmest naturligvis i skolerne, men også gennem
en videre uddannelse, helst i Grønland.
Situationen idag i Grønland bringer hele det grønlandske folk, mænd som kvinder, ind
i det aktive samfundsliv. Stillingen er vanskelig, forsåvidt som langtfra alle grønlændere
er helt egnede til at løse de opgaver, der ligger for, og det må erkendes, at-det i særlig
grad på grund af den historiske udvikling gælder kvinderne, — men vejen fremad må
være at give ikke mindst kvinderne uddannelse og oplysning om samfundsborgeres pligter
og rettigheder.
Den grønlandske kvinde må vækkes til forståelse af hendes pligter indadtil i hjemmet
både åndeligt og materielt — udadtil overfor hendes medborgere og overfor samfundet'.
Kort sagt, hun skal lære at forstå, hvorfor hun har stemmeret, men hvad der er meget
vigtigere, at hun i første række skal bruge denne rent upolitisk til løsning af de sociale
spørgsmål, som jeg før har nævnt.
Enhver grønlænder bliver ved sin fødsel dansk statsborger, og derved knyttes han til
Danmark ved rettigheder og pligter, ligesom han får krav på hjælp og beskyttelse. Jeg
tror, ingen skade det var til, om vi slog denne samhørighed med Danmark stærkere fast —
at vi begyndte at forstå, at grønlænderne bør have samme rettigheder som andre danske,
men at de så naturligvis også må have den samme adgang til at skaffe sig de kundskaber,
som er nødvendige for på rette måde at forvalte de stillinger, de erhverver.
Der må naturligvis ved det arbejde, der begyndes her, tages hensyn til de specielle
muligheder, forudsætninger og begrænsninger, grønlænderinderne nu engang har. I den
overgangstid, Grønland nu står i, må også den grønlandske mand bringes til at forstå,
hvor vigtigt det er for det grønlandske samfund som helhed, at kvinder og mænd arbejder
sammen på, at Grønlands fremtid kan blive den bedst mulige. Alle gode kræfter må
sættes ind for at hjælpe grønlænderne i den uhyre vanskelige tid, som det altid er for
mennesker, når det samfund, vi lever i, skal omskabes. Danmark må her forstå sit ansvar
og være med til på alle områder at hjælpe og vejlede grønlænderne. Danmark må fortsat
have det mål for øje at føre grønlænderne frem til at have kår jævnbyrdige med andre
i det danske rige.
l IO[8]