[1]
HAVKALEN, DEN ARKTISKE DYBHAVSHAJ
Af dr. phil. Paul M. Hansen
.L/er er vel næppe nogen fisk, der bærer sit latinske navn med større ret end havkalen,
den store, arktiske dybhavshaj. Somniosus microcephalus hedder den, hvilket på dansk be-
tyder den søvnige med det lille hoved, og nogen mere søvnig og dvask fisk, kan man ikke
trække op fra havets dyb. Selvom den er stor og kraftig, den kan nå op til syv-otte meters
længde (selv har jeg dog ikke set hajer længere end ca. 4 m), følger den godvilligt op til
overfladen, når den fanges på krog, og i havoverfladen ligger den blot sløvt og vrider sig
og bevæger halen ganske langsomt. Den vil aldrig virke fristende for nogen sportsfisker.
Ganske vist er det en stor fisk at få på krogen, men den leverer ikke den kamp, som gør
lystfiskeriet til en sport.
Det er dog muligt, at den i sit egentlige hjem i de store dybder, fra 100 til mere end
1000 meter, bevæger sig meget livligere. Man finder nemlig ofte hele store, hurtigtsvøm-
mende fisk, som laks, torsk, rødfisk, hellefisk og havkat i maven på havkalen. Dens vig-
tigste føde er dog sikkert ådsler, hvilket fremgår af, at maveindholdet ofte består af store
stykker spæk og kød af sæl og hval. Ved steder, hvor der flænses hvaler, ser man ofte hav-
kale komme helt op til stranden. I 1926 så jeg, da en finhval blev flænset udfor Godthåb,
at grønlænderne ved hjælp af jernkroge kunne trække ikke så få havkale på land. Hav-
kalen tiltrækkes til flænsestederne ved lugtesansen, der sikkert er dens vigtigste orien-
teringssans.
Ser man på hjernen af en havkai, lægger man straks mærke til dens meget lille omfang
i forhold til dyrets størrelse, kun lugtekolberne er store, hvilket hænger sammen med
lugteorganernes meget betydelige udvikling. Øjnene er ikke stort bevendt. De er mærke-
ligt gennemsigtige og blålige, som om de er blinde, og der findes næppe mange hajer, der
ikke har et, og kun eet, stort snyltende krebsdyr fastsiddende på hvert øje. I det hele taget
har havkalen et utiltalende udseende. Farven varierer fra næsten sort til brun og lysegrå,
ofte er større eller mindre partier af huden mørkere end andre. Huden er besat med grove
hudtænder, der river hul på hænderne, når man rører ved den. På hovedet, særligt på
snudepartiet, udmunder en mængde slimkirtler. Trykker man på hajens snude, vælder den
tykke slim ud af slimporerne som glycerin ud af masser af tuber. Leveren er ofte meget
stor og fed og kan fylde det meste af fiskens bughule. Den er oplagringsorganet for fedt og
182
[2]
En god fangst af havkai er bragt i land, hvor skindene flås af, og kødet skæres
ud i strimler til tørring
183
[3]
giver ca. 50 % tran. Vægten af leveren kan variere meget efter hajens ernæringstilstand,
lige fra nogle få kg til over 300 kg.
I Grønland blev trannen tidligere meget anvendt til lampetran, og et af Den kgl. grøn-
landske Handels fineste produkter, den såkaldte „Trekronertran", bestod af en blanding
af sæltran og hajtran. I nutiden fremstilles der A-vitaminpræparater af leverolien, og vær-
dien af denne er afhængig af vitaminindholdet, der kan være meget svingende, mellem
2000 til 4000 int. enh. pr. g. Indholdet af vitaminer er betydeligt større i hajer ved Øst-
end ved Vestgrønland. Når vitaminerne er udskilt, anvendes olien i industrien.
I 1948 udførtes fra Norge for henved 51/2 million kr. hajtran. Samme år udførte Grøn-
land for lidt over i million kr. hajtran.
Skindet kan garves og give et fint læder til bogbind, tasker m. m. Havkalen er meget
svær at flå, og da prisen på skindene ikke er stor nok i forhold til det store behandlings-
arbejde, er produktionen gået stærkt ned og er nu kun ubetydelig. Havkalens kød anven-
des i Grønland i stor udstrækning til hundefoder. Det skæres i strimler og tørres på stillad-
ser. I frisk tilstand er det giftigt. Hundene bliver ligesom fulde af at spise det. I Island spi-
ses kødet efter at have ligget nedgravet i jorden i længere tid. I Grønland spises kødet i
regelen ikke. Dog har jeg set, at den primitive befolkning i egnene ved Kap Farvel spiste
kødet, efter at det havde været kogt i flere hold vand.
I sit udbredelsesområde har havkalen været genstand for fiskeri fra gammel tid. Ved
Island blev der i forrige århundrede drevet et ikke ubetydeligt fiskeri fra 10—30 tons kut-
tere eller skonnerter, men dette fiskeri ophørte næsten helt efter århundredskiftet. Det er i
nutiden nordmændene, der fra deres sælfangstskuder driver det største havkalfiskeri, og
dette finder særligt sted i det sydlige Danmarksstræde. Det begyndte som en komplet^
teringsfangst til klapmydsfangsten, men betydningen af havkalfangsten er steget, og den
kan nu betragtes som ligeså vigtig som klapmydsfangsten.
Tidligere anvendtes altid håndline til havkalfiskeriet, men i årene før første verdenskrig
blev svære langliner taget i brug, hvilke har vist sig at give et udmærket udbytte. Om en
sådan langlines dimensioner får man et indtryk, når man hører, at en line med 50 kroge
er een kilometer lang. Det stykke af bilinerne (tavserne), der sidder nærmest krogene be-
står af jernkæde eller wire, for at havkalen ikke skal bide dem over. Er der mange hav-
kale, kan linen kun stå ude i få timer. Hvis den står for længe, kan man risikere, at de fisk,
der er gået på krogene, bliver ædt af deres kammerater, og kun deres hoveder bliver sid-
dende tilbage på krogene.
Grønlændernes fiskeri af havkai begyndte i begyndelsen af det nittende århundrede,
efter at man havde foretaget vellykkede forsøg med udbrænding af tran af havkalleveren.
Interessen for dette fiskeri var dog igennem lange tider ret ringe, og først i begyndelsen af
indeværende århundrede var man oppe på en nogenlunde antagelig produktion. Fiskeriet
blev dog drevet meget primitivt, om vinteren med håndsnører gennem huller i isen og
184
[4]
om sommeren fra kajak. Ved vinterfiskeriet fra isen gælder det om ved trampen, råben og
anden støj at lokke havkalen til. Igennem huller i isen sænkes store kroge agnede med
sælkød eller spæk. Selve linen er ganske tynd, men forfanget er jernkæde. Een mand kan
passe flere sådanne liner. Hajfiskeri fra isen drives flere steder i nutiden i det nordlige Vest-
grønland. Sommerfiskeriet fra kajak har jeg selv været vidne til for ca. 25 år siden i sun-
dene ved Kap Farvel. Fem kajakmænd fiskede hajer i september udfor bopladsen Nuk på
ca. 300 m's dybde. Snøren var simpelt, tyndt sejlgarn. Uden spor anstrengelse halede en
kajakmand en stor sløv haj på henved tre meter op til overfladen. Da han så, at hajen
var stor, tilkaldte han en af de andre kajakmænd, der straks roede hen på siden af ham
og støttede hans kajak med sin åre, for at den ikke skulle kæntre. Med en kniv fæstet på
enden af en lang stok tilføjede han sit bytte flere stik gennem ryggen, til den fuldstændigt
lammet lod sig trække helt hen mellem de to kajakker. Med sin skarpe kniv skar fiskeren
snuden af hajen helt ind til øjnene så at hjernen blotlagdes, og med et rask tag trak han
hjernen og hele rygmarven som en lang hvid streng ud af dyret; en strop blev derpå fæ-
stet i hajens kind, og med den blev den bugseret til land, hvor leveren blev udskåret. Un-
dertiden udskæres leveren på fangststedet straks efter ophalingen og havkalen kan da en-
ten sænkes eller dens mave pustes op, så at den flyder i overfladen. Meningerne om hvil-
ken metode, der er at foretrække, er delte, idet nogle grønlændere hævder, at hajerne ved
at æde det nedsænkede skrot mættes og derfor ikke bider på krogen, medens andre mener,
at nedsænkede skrotter lokker mange hajer langvejs fra til fiskepladsen. Da sælfangsten i
nyeste tid mere og mere mistede sin betydning for grønlænderne, og torskefiskeriet gik
over til at blive landets hovederhverv, blev man fra administrationens side interesseret i at
fremme havkalfiskeriet.
Da fiskeriundersøgelserne i 1930 for første gang fik egen motorbåd stillet til rådighed,
var det naturligt, at en af hovedopgaverne blev at fremme havkalfiskeriet ved praktiske
fiskeriforsøg med langliner. Disse liner var fremstillede af stålwire og viste sig hurtigt at
være meget vanskelige at håndtere. Imidlertid traf det sig så heldigt, at et norsk fiskeskib
„Ben Hope" fra Northlandekspeditionen, der drev helleflynderfiskeri i Davisstrædet, kom
ind til Frederikshåb for maskinskade. Både skipperen og stewarden var godt kendte med
hajfiskeri med langliner, og ikke alene gav de os anvisning på, hvorledes en sådan line
skulle monteres, men de gav os også så meget linegods, at vi kunne fremstille en line på
50 kroge. Vi fremstillede en sådan og havde meget held med vort havkalfiskeri med dette
redskab både i 1930 og mange år fremover. I 1931 foretoges, med stort held forsøg i
Amerdlok og Ikertok ved Holsteinsborg. Grønlands styrelse drev her helleflynderfiskeri
med egne motorbåde i en meget kort sæson, juli—august. Allerede medens undersøgel-
serne foretoges gik disse både igang med hajfiskeriet med langliner og fortsatte dermed i
de følgende år. Bådenes sæson kunne derved strækkes over den største del af året, og i
nogle år opnåedes rigtigt pæne resultater. I 1935 og 1936 gjordes vellykkede fiskeriforsøg
185
[5]
bl. a. i Diskobugten og i Umanakfjord. Bestanden af hajer var i disse år udmærket, sær-
ligt i Diskobugten ved Rodebay, hvor der gennemsnitligt fangedes en haj pr. tre kroge.
Forsøgene viste, at den norske type af hajliner i en noget ændret form var udmærket an-
vendelig til hajfiskeri i de vestgrønlandske kystfarvande og fjorde, og at der mange steder
fandtes en rigtig god bestand af havkai. Mange grønlændere, der havde anskaffet sig mo-
torbåde, gik med held igang med dette fiskeri, og enkelte fiskede endog fra større robåde.
Der var ligefrem grund til at håbe, at linefiskeriet efter havkai kunne blive et vigtigt sup-
pleringsfiskeri til torskefiskeriet, og at man måske her kunne udvikle et erhverv, der om-
end kun i nogen grad kunne afhjælpe den katastrofe, der måtte indtræde, hvis torske-
fiskeriet som følge af en klimaændring skulle blive uden betydning. Der er vist ingen, der
blot har drømt om havkalfiskeriet som en fuld erstatning for et svigtende torskefiskeri.
Man må i denne forbindelse tage i betragtning, at havkalen, som er en stor grådig rov-
fisk, naturligvis må være tilstede i langt ringere antal end de mindre fisk, hvoraf den lever.
Den vil derfor lettere være udsat for lokal opfiskning.
Når de forhåbninger, man oprindeligt havde til havkalfiskeriet, ikke har holdt stik i de
senere år, er det sikkert ikke opfiskning, der har skylden. Vinter- og forårsfiskeri kan end-
nu flere steder give et ganske godt udbytte, men i hele Sydgrønland og det sydlige Nord-
grønland er sommerfiskeri med langline efter havkai så godt som helt ophørt. I Disko-
bugten, hvor forsøgsfiskeri i 1935—36 gav en havkai pr. tre kroge, når linerne stod tre—
fire timer, kunne vi i 1948—49 uden risiko lade linerne stå i 12—24 timer, og fangsten
blev kun een havkai pr. 12 kroge. Dette dårlige resultat kan sikkert ikke tilskrives opfisk-
ning, men må skyldes, at hajerne er trukket bort, sandsynligvis på grund af temperatur-
stigningen, der har fundet sted i havet i den nuværende periode. Norske havkalfiskere, der
i 1948 forsøgte havkalfiskeri ved Vestgrønland, fandt kun gode forekomster helt oppe i
Thule distrikt. Sandsynligvis er havkalen, som den arktiske fisk den er, trukket nordpå til
det kolde vand i de allernordligste dele af de grønlandske farvande.
Selvom havkalen har været genstand for fiskeri igennem lange tider, er der mange vig-
tige forhold i dens levevis, der er fuldstændigt ukendte. Således aner man intet om dens
yngleforhold. Man har i dens ovarium fundet mange store æg, som hønseæg, uden fast
skal, men om disse aflægges eller om fostrene udvikles i moderdyret, ved man intet. Af
norske kolleger har jeg hørt, at de på „Øst"-ekspeditionen til Østgrønland fangede en haj,
ud af hvis gat der ved ophalingen flød æg så store som appelsiner men uden skal, om de
var modne til at lægges, var ikke til at afgøre. En anden beretning fra Norge går ud på,
at man i et helleflyndergarn har fanget en stor haj og en ganske lille unge, der sad i gar-
net tæt ved hinanden, så det kunne tyde på, at ungen var født af den store, medens denne
sad i garnet. Fundet blev dog ikke undersøgt af sagkyndige. Ejendommeligt er det, at
man kun yderst sjældent fanger små unger af havkalen. Af 360 havkale fanget i 1936 og
1948 målte kun tre mellem 125 og 150 cm, og havkai af denne størrelse kan ikke være
186
[6]
spæde unger. Kun 26 ialt lå mellem 125 cm
og 2 m. Et ejendommeligt fænomen viste
sig i foråret 1949 i Umanakfjorden, idet
der fangedes store mængder af ganske små
hajer under i m's længde, hvad man aldrig
havde set før.
Endnu er altså havkalens yngleforhold
ganske ukendte, idet man aldrig har fundet
hunner med fostre eller med modne æg, ej
heller har man fundet aflagte æg eller gan-
ske spæde nyfødte eller nyklækkede unger.
Det er muligt, at havkalen i yngletiden op-
holder sig på steder, hvor der ikke finder
fiskeri sted, måske på meget store dybder
i det åbne hav. Andre forhold i havkalens
biologi såsom dens vandringer og vækst er
også ganske ukendte. Ved mærkningsforsøg
har vi forsøgt at studere disse forhold. Vi
har mærket havkai fanget med langliner
både i Nord- og Sydgrønland i årene 1936
— 1939 samt 1948—1950. Mærkerne var
store ebonitknapper, der med sølvtråd fæ-
stedes i kinden, rygfinnen eller brystfinnen på hajen. Ialt er over 400 mærkede.
Det forsøg, der gav flest genfangster, foretoges i Kvanefjord i Frederikshåb distrikt i
1939. 77 havkai mærkedes og syv af disse fangedes igen, den første tre år, den sidste ni år
efter. Medens tre fangedes ganske nær mærkningsstedet, fangedes to en kortere distance
sydfor dette og andre to fangedes i meget stor afstand fra mærkningsstedet, nemlig hen-
holdsvis ved Angmagssalik på østkysten og i det nordlige Upernavik distrikt. Forsøgene
viser, at havkalen kan vandre meget lange distancer.
Den 26. juni 1952 fangedes en mærket havkai ved Prøven i Upernavik distrikt. Den
var mærket i Umanakf j orden den 2. august 1936 og havde således gået ca. 16 år med
mærket. Seksten år mellem mærkning og genf angst er ganske sikkert en rekord. Den, der
hidtil har haft rekorden, er såvidt jeg ved en torsk, der mærkedes i mundingen af Godt-
håbs: jorden og fangedes igen femten år efter på omtrent det samme sted.
Efter de seksten års forløb var havkalen kun blevet 8 cm længere, idet den var vokset
fra 262 til 270 cm. På så stor en fisk er det vanskeligt at måle længden med fuld nøjagtig-
hed, så i praksis må man sige, at hajen muligvis slet ikke er vokset i det lange tidsrum.
Desværre har vi ved mærkningsforsøgene, såvidt vi kan skønne, kun i ganske få tilfælde
Foto: Erik Smidt
Undersøgelseskutteren
„Adolf Jensen" har halet en havkai op med
spillet for at mærke den
I87
[7]
fået pålidelige mål af genfangne fisk. Det ser dog af disse oplysninger ud til, at væksten er
ganske overordentlig langsom, og de store hajer må derfor være ældgamle.
Foruden havkalen er tre andre haj arter fanget ved Vestgrønland. Den ene er en lille
sortbrun haj, der lever på dybt vand, 200—500 m. Den opnår næppe en større længde end
ca. 70 cm. Den er fanget i fjorde i Julianehåb distrikt, men også i det dybe vand udenfor
bankerne i Davisstrædet. Den føder levende unger, der slipper ud af ægget idet de fødes.
Dens latinske navn er Centroscyllium fabricii, på dansk kan man kalde den Fabricius haj.
Pighajen, der er almindelig i vore hjemlige farvande, er i den nuværende varme pe-
riode i mange tilfælde fanget i grønlandske farvande, helt op i Diskobugten og Umanak-
fjord, der er det nordligste sted denne fisk er fanget. I 1937 blev den hyppigt fanget på
langliner, der sattes efter torsk i Sukkertoppen distrikt. Den føder levende unger. Nogle af
de grønlandske eksemplarer havde store fostre, og en pighaj, der blev fanget ved Hol-
steinsborg, fødte flere unger straks efter fangsten. De levede i nogle dage i en balje
med havvand.
En stor sensation hændte i fjor, da en brugde blev fanget i Godthåbsfjorden. Dette er
det eneste eksemplar af denne kæmpehajart (den kan blive ca. 10 m), der er taget i grøn-
landske farvande. Eksemplaret var 8 m langt. Det er dog muligt, at denne store haj også
andre gange har vist sig ved Grønland. Forekomster af søuhyrer, som mange gange er
rapporteret, kan sikkert tilskrives denne kæmpehaj, der ofte svømmer helt oppe i over-
fladen, hvor den søger sin føde, der består af små krebsdyr, som tilbageholdes af det tætte
gællegitter, der minder om hvalernes barder, og også har samme funktion.
188[8]