[1]
GRØNLANDSKE RETS- OG MORALBEGREBER
UNDER OMSTØBNING
Af universitetsadjunkt Verner Goldschmidt
er har i de senere år været megen* offentlighed om Grønland og de reformer, som man
er i fuld gang med at gennemføre deroppe. Mange danske ved efterhånden, at Grønland
i hvert fald teknisk, økonomisk og administrativt er ved at forandre karakter. Samtidig
med at denne viden har vundet stadig større udbredelse, er kendskabet til grønlandsk leve-
måde, tankegang og idealer imidlertid særdeles ringe. Det må ikke forstås sådan, at man
i Danmark ikke har nogen mening om disse spørgsmål; det har man i høj grad. De fleste
har læst Knud Rasmussens og Peter Freuchens levende og fængslende skildringer fra
Grønland. Den viden, som vi har fået gennem dem, angår imidlertid en anden tidsepoke
end den, man nu oplever i Grønland. De skikke, rets- og moralbegreber, som Knud Ras-
mussen og Freuchen så genialt har skildret, er efterhånden i vidt omfang gået i opløsning
og er blevet erstattet af nye levemåder og nye tankesæt.
Rets- og moralbegreberne har, siden den danske kolonisation begyndte, helt forandret
sig. Hvorfor? Dette hænger sammen med en række faktorer. For det første har visse be-
tydningsfulde forandringer i klima og dyreliv haft deres andel i forandringerne. Dertil
kommer, at nye, tekniske hjælpemidler i dagliglivet, såsom penge, moderne jagtredskaber,
motorfartøjer og nye hustyper, har haft deres store andel i, at helt nye indstillinger til
vigtige livsproblemer har vundet indpas i den grønlandske befolkning. Endelig har det
naturligvis haft den allerstørste betydning, at befolkningen gennem kontakten med euro-
pæerne er blevet påvirket af nye idésæt og tænkemåder. Jeg tænker ikke mindst på den
kristne morallære. I det følgende skal jeg gennem nogle eksempler forsøge at belyse, hvor-
ledes forandringerne indenfor moral- og retslivet har fundet sted i vor tids Grønland.
Jeg skal ikke her komme ind på skikke som konebytning, polygame ægteskaber og
lampeslukningsleg. Disse skikke er forlængst forsvundet. Jeg skal derimod opholde mig
ved et problem, som i de senere år har givet anledning til mange drøftelser, og som spiller
en ikke uvæsentlig rolle indenfor det grønlandske retsliv.
Lige fra gammel tid har frie kønsforbindelser været noget meget udbredt blandt den
grønlandske ungdom. Trods en kraftig moralsk, religiøs påvirkning i modsat retning er
det stadig en udbredt indstilling i Grønland, at der ikke er noget umoralsk i at få børn
udenfor ægteskab. Antallet af børn født udenfor ægteskab er stigende. Medens det i 1938
209
[2]
var 91 %o af samtlige fødte, var tallet i 1948 steget til 204 %o. Til sammenligning kan
nævnes, at promillen i Danmark i perioden 1941—45 udgjorde gi. Den nyeste retspleje-
statistik fra tiden i. december 1951 — 1. december 1952 viser, at antallet af faderskabssager
i Vestgrønland har været 273. Til sammenligning kan nævnes, at antallet af civile sager
i samme periode kun var 31, og at antallet af kriminelle sager udgjorde 111.
I det gamle Grønland ansås det for en social nødvendighedtat få børn, hvad enten de
fødtes i eller udenfor ægteskab. Sagen var, at under den gamle naturaløkonomi, hvor
jagten var det eneste betydende erhverv, indså grønlænderne, at det var fuldstændig af-
gørende, at man havde efterkommere, som kunne forsørge en, når man nåede op i de
aldersklasser, hvor man ikke selv mere var i stand til at ernære sig. Der var i det gamle
Grønland ikke mange kvinder, som forblev ugifte, når de havde børn. Allerede den om-
stændighed, at de havde et barn, og da navnlig hvis det drejede sig om et drengebarn,
gjorde dem attråværdige. Man kan sige, at børn i det gamle Grønland var en forsikring
for alderdommen. Ingen mand var dengang interesseret i at løbe fra sit faderskab, tvært-
imod. I dag er det ganske anderledes. Også på dette punkt har Grønland forandret
karakter.
Antallet af faderskabssager og en del sager vedrørende svangerskabsafbrydelse vidner
om, at børn, som fødes udenfor ægteskab, er lige så lidt velkomne i Grønland, som det
f. eks. er tilfældet hos os. Naturaløkonomien er ikke mere fremherskende i Grønland.
Pengeøkonomien har vundet indpas. Børnene er ikke på samme måde som tidligere en
forsikring for alderdommen. Alderdomsunderstøttelsesregler og pensionsregler er trådt
i stedet og yder meget større sikkerhed. Den kristne moral har i et vist omfang medført,
at man ser ned på, at børn fødes udenfor ægteskab. Af disse forskellige grunde er det
kønslige samliv i flæng, som har fundet sted i det grønlandske samfund lige fra de ældste
tider, nu blevet et ganske alvorligt moralsk og retligt problem, og der kan spores tendenser
til, at ungdommen i hvert fald på de større bebyggede steder ikke i så vidt omfang som
før har kønslige forbindelser med alle og enhver.
Det bør for fuldstændigheds skyld tilføjes, at der er endnu en faktor, som har gjort, at
promiskuiteten er blevet til et moralsk og retligt problem, og det er kønssygdommenes
udbredelse. Disse sygdomme kendtes ikke i det gamle Grønland, og i ca. 200 år lykkedes
det at holde landet praktisk taget fri derfor. Fra omkring 1910 har gonorrhoeen imidlertid
vundet en endog betydelig udbredelse i Vestgrønland. Grunden til, at sygdommen hurtigt
spredtes, var netop i første række de herskende seksualskikke blandt ungdommen. En
undersøgelse, som er foretaget i en nordgrønlandsk koloni 1946, viser, at omtrent 33 pct.
af alle personer mellem 16 og 50 år led af sygdommen, og flere steder har næsten alle
voksne været smittet.
Også i indstillingen til ægteskabet er der sket forandringer i moral- og retsopfattelsen
i den grønlandske befolkning. Før kolonisationen var der ikke noget, der hed lysning og
210
[3]
/ det gamle eskimosamfund var    Foto: W' LUthy> Lauge Koch-ekspeditionen
fangerens bytte ikke altid hans eget. Alle større dyr som remmesæl, hvalros og hvaler blev delte
mellem bopladsens familier efter ganske bestemte regler. Denne uskrevne
lov eksisterer endnu i små afsidesliggende samfund, f. eks. Thule og Scoresbysund.
På billedet viser Jacob Simonsen fra Syd Kap,
Scoresbysund, hvorledes harpunen med fangstlinen sættes på skaftet
[4]
vielse. Når en mand og en kvinde ville leve sammen, gjorde de det, uden at nogen form
for myndighed medvirkede ved forbindelsens stiftelse. På samme måde når ægtefællerne
var blevet kede af hinanden, så gik de bare deres vej. Der krævedes ikke særlige foranstalt-
ninger i den anledning. Under kolonisationen skete der store forandringer på dette om-
råde. Allerede Hans Egede krævede, at de kristnede grønlændere, når de ville giftes,
skulle lade sig kirkeligt vie. Skilsmisser fandt sted i de første 100 år af kolonisationen, men
fra begyndelsen af det 19. århundrede lukkede kirken af for adgangen til skilsmisse, og
siden da har de grønlandske ægteskaber ikke kunnet opløses i levende live. I den aller-
seneste tid er der opstået den ejendommelige situation, at man fra grønlandsk side har
rejst krav om, at regler om skilsmisse indføres i Grønland; men samtidig med, at^nan
har fremsat et sådant ønske, som navnlig bæres af trangen til på dette område at blive
ligestillet med danske, har man fra grønlandsk side rejst krav om, at skilsmisse på grund
af utroskab ikke bliver lige så let at opnå som i Danmark. Medens eet ægteskabsbrud
efter dansk ret er tilstrækkeligt til at få et ægteskab opløst ved dom, ønsker man fra
grønlandsk side, at der skal foreligge flere ægteskabsbrud, eller at der skal være tale om
eet ægteskabsbrud af særlig graverende karakter, for at man skal kunne bevilge ægte-
fællerne skilsmisse ved dom. Det er ganske interessant, at vi nu efter over 200 års koloni-
sation er ved at vende tilbage til en ordning, hvorefter ægteskaber skal kunne opløses
ved skilsmisse. Moralsk og retligt har man på dette felt gået hele vejen rundt: fra at
acceptere ægteskabets opløselighed til at nægte muligheden heraf og til igen at acceptere
en sådan skik.
At indføre skilsmisse i Grønland er ikke bare gjort med at skrive en paragraf om det.
Hvad skal ægtefællerne gøre, når de er skilt? Hvor skal den ægtefælle bo, som må forlade
det fælles hjem? Hvorledes skal den ene ægtefælle forsørge den anden, når de ikke mere
bor sammen? Disse spørgsmål kan nok lettest løses på de pladser, hvor pengeøkonomien
i dag er fremherskende. Værre er det på de steder — og de findes stadig — hvor natural-
økonomien endnu råder. Underholdsbidrag skal helst betales i penge. Det bliver vanske-
ligt, hvis man skal betale i naturalier, f. eks. sende den fraskilte kone parter af de sæler,
man fanger, eller af de fisk, man fisker. Dertil kommer, at mangelen på boliger kan gøre
det vanskeligt at tage konsekvenserne af, at den ene ægtefælle må forlade det fælles hjem.
Hvor skal den pågældende drage hen? På en lille plads er der ikke flere boliger end de
strengt nødvendige, og tvinge ægtefællen til at rejse til en fremmed plads, hvor den på-
gældende slet ikke hører hjemme, kan man naturligvis ikke. Det er derfor et stort spørgs-
mål, om de sociale og økonomiske forudsætninger for skilsmisseinstitutet i dag er til stede
i Grønland; men hvad enten dette er tilfældet eller ikke, så har det grønlandske landsråd
ønsket, at skilsmisse skal indføres. Det påhviler herefter administration og lovgivningsmagt
at bistå landsrådet med udformning af skilsmisseregler, der både er tidssvarende og passer
til de forskellige vestgrønlandske samfund. At opgaven ikke er let, er indlysende.
212
[5]
Fra et helt andet område skal jeg nævne, hvorledes rets- og moralbegreber er kommet
i støbeskeen. Under naturaløkonomi har man ikke brug for andet samarbejde end det,
som ligger indenfor familien, når manden skal fange byttet til familiens underhold, og
konen skal tilberede det til mad og klæder. Nogen indbyrdes økonomisk afhængighed og
gensidighed indenfor dette primitive, gammel-grønlandske samfund fandtes ikke — ikke
udover det, at man hjalp hinanden i nødsituationer og delte byttet med dem, der ikke
havde noget. Man havde ikke i disse samfund på samme måde som i vort komplicerede
bysamfund noget behov for et egentligt samarbejde, byggende på indbyrdes aftaler. Der
var i de gamle samfund nok et fællesskab med hensyn til forbruget af goder, derimod ikke
som i vort samfund noget fællesskab med hensyn til „produktionen". En grønlandsk fanger
kunne uden at være afhængig af nogen anden, når det passede ham, og han fandt, at
vejret og jagtmulighederne var tilstrækkelig gode, gå ud på fangst alene i sin kajak. Når
han kom hjem med byttet, kunne der imidlertid være trang til, at også andre end han selv
fik andel i det. Det kunne være, at der ikke var andre, som havde været ude den pågæl-
dende dag, og det kunne være, at der ikke var mere mad på stedet. Så fandt man det
rimeligt og selvfølgeligt, at så mange som muligt fik andel i jagtbyttet. Der havde efter-
hånden i det gamle Grønland udviklet sig meget detaillerede regler om, hvorledes for-
skellige sødyr skulle deles mellem jagtdeltagerne og andre, som boede på den plads, hvor
det pågældende sødyr blev bragt ind.
I Danmark har der lige fra gammel tid udviklet sig betydningsfulde regler om, at løfter
skal holdes, og ordholdenhed er i vort samfund et meget vigtigt moralsk princip. Mange
danske lige fra Hans Egede og op til vor tid har klaget over, at grønlænderne ofte ikke
holdt deres løfter. Klagerne blev navnlig fremsat over, at unge grønlændere, som var
ansat som tjenestefolk hos danske, pludselig uden varsel forlod pladsen i utide. Jeg tror
ikke, at der er mange danske, som har boet i Grønland gennem længere tid, som ikke
har været ude for, at deres grønlandske medhjælp pludselig forsvandt. Det kan ikke undre,
at de danske ofte har været irriteret i den anledning, og det har da heller ikke skortet
på forargelse og vrede i den forbindelse. Hvad er nu grunden til disse forhold? Princippet,
at løfter skal holdes til punkt og prikke, er som nævnt gammelt i dansk kultur. Men man
skal også se sagen fra grønlandsk side. Dér har dette princip ikke rod i gammel kultur-
tardition; det er først med pengeøkonomi og den dermed fulgte udvikling af hele det
økonomiske liv, at der i Grønland er blevet behov for moralske og retlige regler om, at
løfter skal holdes. Et moderne samfund med en vidt forgrenet arbejdsdeling og gensidig
afhængighed kan alene eksistere på grundlag af, at løfter, som det ene menneske afgiver
til det andet, bliver holdt. Det er ganske interessant, at grønlænderne på et område, hvor
de har været i høj grad afhængige af hinanden, har været fuldt så ordholdende, som man
efter dansk moral og ret ville kræve. Det har været almindeligt, at grønlændere, som
skulle bygge hus — jeg tænker hermed på huse af moderne tilsnit — har været afhængige
213
[6]
af hjælp fra deres fæller. Jeg har aldrig hørt om tilfælde, hvor de ikke har fået denne
hjælp. Når en mand byggede hus, hjalp en af hans kammerater ham, og når senere
kammeraten byggede hus, betragtedes det som noget fuldstændig selvfølgeligt, at den
første bygmester nu hjalp ham. Man må altså tage afstand fra en påstand om, at det
ligger i grønlændernes karakter ikke at være ordholdende. De har blot været det på helt
andre områder end vi, fordi der i kraft af de sociale forhold kun har været behov for
det dér.
Blandt moderne indstillede grønlændere og særlig i det grønlandske landsråd er man
klar over, at regler om løfters forbindende kraft efterhånden er blevet meget vigtige. Alle-
rede for en del år siden indførte man nogle tyendevedtægter, som imidlertid ikke kom til
at spille nogen rolle. Nu påtænker man at indføre en medhjælperlov, svarende til den
danske, og der har i 1952 ved den grønlandske landsret for første gang i Grønlands
historie været en egentlig retssag i anledning af, at en grønlandsk medhjælper uden grund
og i utide havde forladt sin plads.
Retsregler og retssager kan imidlertid ikke gøre det alene. De sociale forhold har som
nævnt forandret sig, således at der nu er blevet et større behov end på noget tidligere tids-
punkt for, at man kan stole på hinandens løfter. Jeg skal blot nævne, at indførelse af
moderne fiskefartøjer, som i mange tilfælde kun kan benyttes rationelt af flere i fællesskab,
har gjort det nødvendigt, at de pågældende ejere eller brugere af fartøjet kan stole på
hinandens løfter såvel med hensyn til anvendelsen af fartøjet som med hensyn til for-
delingen af fangsten.
Det er forøvrigt interessant, at indførelsen af motorbåde i Grønland har haft stor be-
tydning for forandringen af moralske og retlige begreber.
Jeg har ovenfor omtalt de gamle regler om deling af jagtbyttet. Disse delinger fore-
kommer endnu på små, mere afsides beliggende pladser. Grunden til, at disse regler er
trængt tilbage, er i første række, at antallet af de jagtdyr, for hvilke reglerne fandt anven-
delse, mange steder på grund af den klimaændring, som i dette århundrede har fundet
sted i de arktiske egne, er svundet så stærkt ind, at de ikke længere spiller nogen rolle
for ernæringen. Motorbådens indførelse i Grønland har imidlertid også haft sin andel i
den ændring, der har fundet sted. Jeg skal belyse dette med et eksempel fra en lille plads
i Nordgrønland. Endnu i 1948 var det der på stedet almindeligt, at man delte jagtbyttet
efter de gamle regler, men så var der en af fangerne på stedet, som fik en motorbåd på
afbetaling af den danske stat. Han var nu ikke længere interesseret i at dele det bytte, han
fik gennem anvendelsen af sin nye motorbåd, med sine fæller. For ham gjaldt det om at
skaffe kontante midler, således at han kunne betale af på motorbåden, så at han ikke
risikerede, at staten ville tage den igen på grund af misligholdelse. Han var derfor interes-
seret i at sælge sit bytte til andre. En sådan fremgangsmåde var i fuldkommen modstrid
med de gamle regler om deling af jagtbytte, og det kan derfor ikke undre, at der efter-
214
[7]
hånden rejste sig stor vrede mod ham. Kommunerådet på det pågældende sted forsøgte
ved forskellige, lokale regler at begrænse hans adgang til at bruge motorbåden. Motor-
bådsejeren ville imidlertid slet ikke rette sig efter de givne regler, fordi de i så høj grad
ville begrænse den nytte, han kunne få af motorbåden, at det økonomisk ville skade ham,
og han anvendte den derfor, som det passede ham. Vreden mod ham blev til sidst så stor,
at et medlem af kommunerådet og en anden agtet borger på stedet overfaldt ham og for-
søgte at dræbe ham. Fra grønlandsk side så man ikke strengt på dette overfald. Man
sympatiserede med det, og de to voldsmænd blev blot idømt bøder. Nu har ikke alene de
to voldsmænd, men mange andre på stedet selv fået motorbåd. Ingen skrider nu ind mod
den motorbådsejer, som sælger sin fangst. Man har her et eksempel, og der er mange fra
andre dele af Grønland, som viser, hvorledes indførelsen af nye tekniske hjælpemidler
kan ændre moral- og retsbegreber, selv indenfor et relativt kort tidsrum.
Jeg har i det foranstående givet nogle eksempler på, at rets- og moralbegreber i det
moderne Grønland er under omstøbning. Eksemplerne er langtfra udtømmende. Der
kunne nævnes mange fra helt andre felter af kulturlivet, men de nævnte skulle være til-
strækkelige til at vise nogle af grundene til, at der også indenfor moral- og retslivet i det
moderne Grønland er sket og stadig sker betydningsfulde forandringer.
Det vil forhåbentlig fremgå af det anførte, at det ikke er flerkoneri, konebytning og
regler om deling af jagtbytte, som sætter sit præg på ret og moral i nutidens Grønland.
Tilstanden er hverken som i det gamle Grønland eller som i Danmark. På små isolerede
pladser findes endnu rester af gammel, grønlandsk ret og moral, som ganske er forsvundet
på større steder,' som ofte har kontakt med fremmede. Med Grønlands åbning og de
hyppigere forbindelser med Danmark er der kommet større fart i udviklingen ikke alene
i det økonomiske liv, men også indenfor rets- og morallivet. Hvad der var ret og rigtigt
igår, er det måske ikke mere i dag. Ikke alle kan følge med, der vil stadig være nogle, som
ikke kan tilpasse sig de nye forhold, nogle af dem bliver kriminelle, andre falder på anden
måde det offentlige til byrde. Intet vil kunne hindre en sådan udvikling, som man har
set alle steder, hvor den moderne europæiske kultur trænger ind i en mere enkelt kultur,
de fleste steder har en sådan udvikling haft langt alvorligere, sociale bivirkninger, end det
har været tilfældet i Grønland.
En af de vigtigste grunde til at omstøbningen af rets- og moralbegreber i Grønland er
forløbet mere gnidningsløst end i mange andre ikke-selvstyrende områder er måske, at
det grønlandske styre har været opmærksom på, at der i vid udstrækning består en
sammenhæng mellem ret og moral på den ene side og økonomiske, sociale og kulturelle
forhold på den anden side. Det siger sig selv, at et øget kendskab til denne sammenhæng,
som ofte er af en temmelig kompliceret natur, vil kunne give det grønlandske styre midler
i hænde til at hindre eller formindske de komplikationer, som ikke mindst en hastig ud-
vikling af moral- og retsbegreber kan føre med sig.
215[8]