[1]
FORSTENINGERNE FORTÆLLER OM
FORTIDENS KLIMA, NATUR, PLANTE- OG DYRELIV
I CENTRAL-ØSTGRØNLAND
Af dr. phil. Eigil Nielsen
1V1 ellem Indlandsisen i vest og den mægtige, isfyldte polarstrøm i øst er Central-Øst-
grønlands bjergrige og fjordskårne landskaber i nutiden placerede under klimaforhold så
barske, at kun de nøjsommere blandt den arktiske verdens dyre- og planteformer er i
stand til at hævde sig her.
Fattige som levekårene er i nutiden, har de dog under den egentlige istid for ikke
så særligt mange årtusinder siden været endnu fattigere. Klippegrundens skrammede over-
flader og terrænets hele relief bærer vidnesbyrd om, at de nuværende isfri områder den-
gang i meget betydelig udstrækning var dækkede af indlandsis, og vi har lov til at for-
mode, at det antal dyre- og planteformer, der fristede livet under sådanne forhold, var
endnu langt mindre end i dag.
Går vi længere tilbage i tiden, årmillioner eller hundreder af årmillioner i stedet for
blot årtusinder, viser det sig derimod, at det nuværende Central-Østgrønlands område i
umådelige tidsrum har været hjemsted for så rige faunaer og floraer, at det er udenfor
enhver tvivl, at klimaet må have været betydeligt gunstigere end i nutiden.
Selv om vi kan fastslå dette, må vi dog ikke glemme, at en nogenlunde nøjagtig vur-
dering af klimaforholdene på grundlag af de rester, vi finder af fortidens dyre- og plante-
former, er meget vanskelig at gennemføre, og des vanskeligere, jo længere vi går tilbage
i tiden. Kun i de alleryngste aflejringer kan vi påvise arter, der enten ikke er uddøde eller
som er meget nært beslægtede med former fra nutiden, hvorfor de giver visse holdepunkter
for en bedømmelse af klimaet; men jo længere vi går tilbage, des mere forskellige bliver
dyre- og planteformerne fra nutidens, og des mere hasarderet bliver det uden videre at
drage den slutning, at disse former har levet under lignende kår som deres fjerne efter-
kommere fra vor tid.
Trods denne indvending er der dog en række tilfælde, hvor man maa siges at befinde
sig på nogenlunde sikker grund i bedømmelsen af klimaet udfra fossilerne. Eksempelvis
kan nævnes, at tilstedeværelse af dyreformer på paddestadiet eller mange af de former,
254
[2]
Panserfisk fra Grønlands Devbn-tid,
som man må antage, de har set ud efter forsteningerne at dømme
Efter: C. Heilman
der står på krybdyrstadiet, må betyde et nogenlunde varmt klima, idet sådanne koldblo-
dede former ikke har været istand til at vise nogen større aktivitet, uden. at omgivelsernes
temperatur var relativt høj. Typiske koralrev må også tyde på et varmt klima, og tilstede-
værelsen af eller manglen på årringe i træernes ved kan bedst forklares af et klima hen-
holdsvis med eller uden sæsonændringer.
Til bedømmelse af fortidens klimaforhold har palæontologerne i tidens løb fået en
værdifuld hjælp af geologerne, der i en lang række tilfælde har været i stand til at afgøre,
om de aflejringer, hvori fossilerne findes, er dannede i varmt eller koldt, fugtigt eller tørt
klima, og samspillet mellem palæontologer og geologer har blandt andet ført til, at man
for visse afsnit af forhistorien har kunnet konstatere eksistensen af tropiske, tempererede
og kolde zoner ligesom i nutiden, medens der i andre afsnit har været et betydeligt mere
ensartet klima over hele kloden.
De fossilførende aflejringer giver andre vigtige oplysninger om det milieu, i hvilket de
uddøde dyre- og planteformer har levet. Man kan dels udfra aflejringernes kemiske be-
skaffenhed, kornstørrelse og kornenes sorteringsgrad og dels udfra deres mere eller mindre
regelmæssige lagdeling få mange oplysninger om de forhold, under hvilke lagene er afsat.
Man kan også studere de enkelte lagflader, der jo på et eller andet tidspunkt har udgjort
en overflade på landjorden eller havbunden, og som dels kan vise spor af de væsner, der
har bevæget sig hen over den, og dels smukke mønstre af bølgeslagsmærker, aftryk af
regndråber, netværk af fine sprækker opståede ved indtørring og andre karakteristiske
reliefformer, der hver for sig giver en eller anden detailoplysning om naturforholdene.
255
[3]
At gennemgå alle de muligheder, palæontologien med geologien som hjælpevidenskab
råder over, når det drejer sig om at bestemme de naturforhold, under hvilke en fossil
flora eller fauna levede, er ikke formålet med denne artikel. Det må være tilstrækkeligt at
fastslå, at det i et anseeligt antal tilfælde har været muligt at foretage en sådan bestem-
melse, omend med så megen usikkerhed, at den mulighed i alle tilfælde må stå åben, at
fremtidens forskning vil foretage væsentlige raderinger og omtegninger af de fortidens
landskabsbilleder, som nutiden er i stand til at skitsere.
Som allerede nævnt i en tidligere artikel findes i Central-Østgrønland aflejringer fra
næsten alle geologiske hovedperioder siden slutningen af Jordens urtid, eller med andre
ord fra det ikke langt fra 600 millioner år lange tidsafsnit, fra hvilket vi kender så vel-
bevarede forsteninger, at vi ved hjælp af disse kan følge hovedtrækkene i forløbet af
organismernes udvikling.
Indenfor hver af de i området påviste hovedperioder er der foregået mange natur-
begivenheder, nu påviselige alene gennem aflejringernes vekslende karakter, men som,
da de skete, betød lige så mange sceneforandringer, af mer eller mindre gennemgribende
natur, for dyre- og plantelivet. Bjergkæder hævede sig og smuldrede atter bort, vulkan-
udbrud dræbte alt liv i større eller mindre områder med askeregn og strømme af ild-
glødende masser, landet erobredes af havet eller dukkede atter frem, klimaet vekslede
mellem varmere og koldere og fra ørkenagtigt tørt til sumpagtigt fugtigt. Et områdes
historie gennem næsten 600 millioner år må nødvendigvis blive et skuespil med så mange
akter, og så mange scener i hver akt, at det er utænkeligt her at skildre dem alle. Spørgs-
målet rejser sig derfor, efter hvilke principer en frasortering kan finde sted, og her har
jeg valgt at indskrænke mig til nogle skildringer fra perioder, hvor Central-Østgrønland
overvejende var land, fordi landjordens organismer stort set har gennemgået en hurtigere
og mere dramatisk udvikling end havets, udsatte som de stedse har været for langt mere
drastiske omskiftelser med hensyn til klima- og øvrige milieuforhold.
I den ældste del af Jordens oldtid — Kambrium og Ordovicium — dækkede et forment-
ligt varmt hav store dele af Central-Østgrønland. Måske trak dette lavvandede hav sig
i perioder tilbage, vi ved det ikke bestemt, men ihvertfald kendes ingen på land dannede
aflejringer, og selvom sådanne engang skulle blive fundet et eller andet sted i området,
er det højst usandsynligt, at de ville indeholde fossiler, da livet fra sin faste borg i havet
dengang kun netop var begyndt på sine første togter til landjorden, der indtil da fra
tidernes morgen havde henligget helt ubefolket.
Fra den senere del af Ordovicium til langt ind i Devontiden har vi i Central-Østgrøn-
land hverken hav- eller landaflejringer; men vi ved gennem geologernes undersøgelser, at
der i dette tidsrum skete meget betydelige bevægelser i jordskorpen resulterende i dan-
nelsen af mægtige bjergkæder, hvis byggemateriale tildels udgjordes netop af havaflej-
ringerne fra det ovennævnte tidlige oldtidshav.
256
[4]
Efter: C. Heilman
/ Devon var Central-Østgrønland ofte udsat for lange tørkeperioder,
hvor mange luftåndende fisk krøb på land, eventuelt for at nå frem til andre søer i nærheden. De fleste
omkom, men enkelte lykkedes det i tidens løb at vænne sig til livet på land
Såsnart bjergene begyndte at rejse deres brede rygge, begyndte de også at smuldre hen,
og nedbrydningsprodukterne — sten, sand og ler — transporteredes fra de højere partier
ned i dale og udover sletter, for enten at aflejres her eller at føres videre helt ud i havet.
Fra den mellemste og øvre del af Devontiden samt fra Karbontiden finder vi i Central-
Østgrønland vidt-udbredte landaflejringer af uhyre tykkelse (måske indtil 14 km) dan-
nede af smuldet fra de store bjergområders gradvise nedbrydning og indeholdende rester
af de dyr og planter, der levede i aflejringsområderne enten på det tørre land eller i
større og mindre søer og vandløb. På grundlag af disse fossilførende lag er det muligt at
danne sig en ganske god forestilling om det central-østgrønlandske landskab både i Devon-
tiden og i Karbontiden.
Vi kan med fantasien til hjælp skitsere et typisk devonisk landskab som et bredt dalstrøg
omrandet af mægtige, mangefarvede fjelde, hvis tinder er skjult i tunge regnskyer. Dal-
bunden består af sand og grus af en overvejende rødlig farve, og gennem dalen snoer sig
en mægtig, vandrig flod, langs hvis bredder der findes pletter af en vegetation, som kun
sjældent når mere end krathøjde. Luften i dalen er varm og tør, og det er øjensynligt, at
flodens svulmen alene skyldes voldsomme regnskyl i fjeldregionen, fra hvis brusende bjerg-
bække floden modtager stadige tilskud under sin vej gennem dalen. Flere steder er floden
257
[5]
m
Vegetationsbillede fra et lavtliggende, frodigt sumpområde ved         Efter: Vaxternas Liv
overgangen mellem Trias- og Juratiden. Billedet er bygget over fund fra Skåne, men kunne lige så godt
illustrere forholdene i det samtidige Central-Østgrønland. Floraen omfatter blandt andet
padderokker, bregner, cykader og nåletræer
gået over sine bredder og har oversvømmet lavtliggende områder af dalen, således at der
er opstået udstrakte, lavvandede søer, og fra bredderne kan man se, at disse søer rummer
et rigt dyreliv, der først og fremmest omfatter talrige ejendommelige fisketyper tilhørende
henholdsvis lungefiskenes, tværmundenes og de kvastfinnede fisks gruppe. Både lunge-
fiskene og tværmundene ernærer sig fredeligt ved græsning i bundvegationen, men må
selv tjene som føde for de store kvastfinnede fisk, hvis lange, spidse tænder viser deres
glubske rovdyrnatur.
Alt er således tilsyneladende idyl i dalen; men få måneder efter er billedet skiftet. Regn-
skyerne skjuler ikke længere bjergtoppene, og solen bager endnu kraftigere end før. Floden
er tørret ind til en række småpøle, og søerne er blevet til sumpstrækninger eller er helt
forsvundne. Planterne står visne og brune, og vinden rejser støvet og sandet i små dan-
sende hvirvler over det livløse land.
Helt livløst kan her dog ikke være. I de små vandansamlinger i flodsengen og i de
dybeste dele af sumpene skimter man stadig omridsene af dyr, der bevæger sig. Det er
fiskene, der er oppe ved overfladen for at snappe luft under deres kamp for at opretholde
258
[6]
Vegetationsbillede fra det vestgrønlandske kystområde i den          E£ter: Vaxternas Liv
mellemste del af Kridttiden, d. v. s. fra et tidsafsnit, hvorfra vi i Central-Østgrønland ingen landaflejringer
kender. Løvtræerne, der helt fattes på det foregående Vegetationsbillede, er her fremtrædende
livet til næste regnsæson. Vi ved, at nogle af disse fisk havde lunger og derfor var egnede
til at klare sig i meget lidt eller helt uden vand, måske ved at grave sig ned i mudderet
og vente; men vi ved ikke, om de alle havde det, ihvertfald synes fossilfundene at tyde
på, at der her og der indtraf en massedød i et eller andet vandhul, og denne massedød
synes først og fremmest at have ramt netop de fisketyper, om hvilke vi ikke ved, at de var
forsynede med lunger, og som derfor løb den største risiko ved indtørringen af søerne.
Vi ved også, at nogle enkelte former, der nedstammede fra kvastfinnede fisk fra en tid-
ligere del af Devontiden, havde tilpasset sig til at klare de vanskelige forhold ved at
benytte de parrede finner til at bevæge sig over land fra et udtørret vandhul til steder,
hvor vandet endnu ikke var sluppet op. Det var de såkaldte „firbenede fisk", som blev
nærmere beskrevet i en tidligere artikel, disse ejendommelige foretagsomme typer, hvis
parrede finner var blevet omdannet til ganglemmer, med hvis hjælp de gennem de føl-
gende geologiske perioder skulle vandre frem til at blive klodens herskere i en fantastisk
udvikling, blandt hvis enderesultat vi mennesker kan regne os selv.
Det ser ud til, at klimaforholdene i den følgende periode — Karbontiden — var ander-
259
[7]
ledes end i Devontiden, for selvom de uhyre masser, der stadig aflejredes i de lavere-
liggende landområder, hidrørte fra de samme fjeldregioner som i Devontiden, har aflej-
ringerne en noget anden karakter, idet først og fremmest den røde farve er mindre
dominerende. Dette kan tyde på, at temperaturen er blevet noget lavere, og samtidig
antyder forekomsten i visse lag af særdeles hyppige planterester en så stor frodighed, at
det må formodes, at nedbøren har været tilstrækkelig til at skaffe tålelige vækstbetingelser
året rundt. Det ser ud til, at der i visse perioder har været store skovstrækninger med høje
træer af ulvefods- og padderoktypen; men hvilke skabninger der har strejfet om i disse,
ved vi meget lidt om, fordi yderst få dyrefossiler er fundet i aflejringerne. Af firbenede
dyr kender vi kun fodsporet af en nogenlunde stor urpadde, af fisk har vi en hel del rester
i sorte skifre, der taler om tilstedeværelsen af udstrakte sø- og sumpområder, men af
hvirvelløse dyr kendes kun ubestemmelige fragmenter.
Mod slutningen af Jordens oldtid — i Permtiden — brød havet atter ind over store om-
råder af Central-Østgrønland, og fra den del af landet, der ikke blev sat under vand, har
vi higen aflejringer bevarede, hvorfor det eneste, vi kender til livet på Permhavets kyster,
er nogle få, lidet sigende planterester, der er ført ud i havet enten af vinden eller af rin-
dende vand.
Lidt mere ved vi om det central-østgrønlandske land i den følgende periode — Trias-
tiden —, der indleder Jordens middelalder. Gennem en mellem 500 og 1500 meter mægtig
serie af aflejringer fra denne periodes ældste del eller muligvis repræsenterende hele peri-
oden — meningerne herom er delte — kan vi skimte de dramatiske detailler i en kamp
mellem havet og landet, en kamp i hvilken havet skulle ende med at blive den vigende
part. Det ser ud til, at havet ved Triastidens begyndelse dækkede nogenlunde det samme
område af Central-Østgrønland som havet i den senere del af Permtiden. Dette Triashav
har været et meget lavvandet indhav med en stærkt bugtet kystlinie i vest og i øst næsten
afstængt fra det åbne verdenshav af en i nord-sydlig retning forløbende ørække. Klimaet
har været varmt, subtropisk eller tropisk, med rigelig regn i bjergområderne mod vest,
men tørt i det lavereliggende kystland. I det lune havvand har der været et rigt liv af
brogede fisk, skalbærende blæksprutter, muslinger, snegle og mange andre dyreformer, og
langs kystlandets floder har man rimeligvis kunnet møde nære slægtninge til Devontidens
„firbenede fisk", små urpadder, der ernærede sig som fiskejægere i flodmundingerne, og
som måske af og til vovede sig ud på erhvervets vegne i det saltere vand.
Det, man kan aflæse af aflejringernes karakter videre frem gennem tiden, er, at det
lave Triashav først nu og da gennem længere perioder blev helt afstængt fra verdens-
havet ved, at ørækken mod øst hævede sig så meget, at den kom til at danne en sammen-
hængende landbarriere, og senere, at det således isolerede havområde i det varme og
tørre klima helt tørrede ud. Vi finder så den tidligere havbund forvandlet til en ørken-
gold landflade, lysende hvid af saltene fra det inddampede hav, og næppe fristende for
260
[8]
nogen form af liv undtagen i områder, der gennem flodernes vandtilførsel fra højlandet
i vest efterhånden forvandledes til udstrakte ferskvands- eller brakvandslaguner, i hvilke
nogle få arter af muslinger fandt sig så godt tilrette, at deres skaller, når forholdene var
gunstigst, dækkede lagunernes bund som et sammenhængende tæppe.
Fiskene var efter fundene at dømme ret sparsomt repræsenterede i disse laguneområder,
medens urpadderne ejendommeligt nok, fiskejægere som de var, tilsyneladende trivedes
fortræffeligt. Vi har allerede hørt, hvorledes de ældste urpadder, i Central-Østgrønland
repræsenteret af den „firbenede fisk", foretog skridtet fra vand til land. Der er grund til
at formode, at visse af de i samme område fundne triassiske urpadder fra livet på land
og i ferskvand via de østgrønlandske brakvan4slaguner tog skridtet til saltvandet, og —
hvad jeg dog foreløbig er ene om at mene — tilpassede sig så godt til livet i det åbne
hav, at de gennem størstedelen af Jordens middelalder hævdede deres position her som
de såkaldte hvaløgler, der ellers almindeligvis betragtes som en hovedgruppe indenfor
krybdyrene.
Mod slutningen af Triastiden blev klimaet i de central-østgrønlandske laguneområder
øjensynligt fugtigere, og de tidligere golde strækninger dækkedes af en yppig vegetation
bestående af omkring 200 forskellige arter, omfattende bl. a. bregner, frøbregner, Cyka-
der, Ginkgoer og nåletræer. Bortset fra nogle få hvirvelløse dyr, deriblandt 6 insektarter,
kender vi intet til dyrelivet i dette plantcparadis, hvilket muligvis har sin forklaring i, at
forholdene, skønt velegnede til konservering af plantedele, har været ugunstige for kon-
servering af knoglerester.
Allerede tidligt i Juratiden oversvømmede havet atter de lavereliggende dele af Central-
Østgrønland, og først i Tertiærtiden finder vi atter landaflejringer med forskellige fossile
planterester, der viser, at klimaet stadig er varmt. Tertiærtiden er iøvrigt præget af vold-
somme frembrud af basalter, og de planteførende aflejringer er sandsynligvis dannet i de
roligere perioder mellem de enkelte basaltfrembrud, hvert af hvilke utvivlsomt må have
udryddet alt levende i de ramte områder.
Ved Tertiærtidens slutning er klimaet som overalt i verden blevet koldere, og tilsidst er
den istid sat ind, som har modelleret det central-østgrønlandske landskab, vi møder i
nutiden, og hvis dyre- og planteverden nu kæmper for tilværelsen som den foreløbigt
sidste i en række af hundreder dyre- og planteverdener, der gennem tiderne har befolket
dette område.
261[9]