[1]
LIDT OM LÆGEVÆSENET I GRØNLAND GENNEM
TIDERNE OG PERSONLIGE OPLEVELSER
Af medicinalkonsulent, dr. Sylv. M. Saxtorph
Målet skal være at yde den grønlandske befolkning samme læge-
hjælp, som der ydes patienter i det egentlige Danmark.
IVlen, og det er det tragiske, som vi må gøre os klart, at så vidt kan vi aldrig komme i
Grønland trods alt, hvad der i fremtiden vil blive ofret af store bevillinger til nye syge-
huse, flere læger, flere sygeplejersker og til alt, hvad der hører til første klasses læge-
betjening. Ja, selv med moderne hygiejne i hvert et grønlænderhus er der en grænse for,
hvor langt man kan nå i Grønland sundhedsmæssigt set, og den grænse vil altid være
snævrere end her hos os.
Forklaringen er lige til, men få mennesker tænker derpå. Jeg vil bede læseren heraf
tænke nogle få år tilbage og huske på, hvordan det en tid var her i Danmark. Det var
småt med mulighed for at få brændsel til hele samfundet, og det havde mange følger i
dårlig belysning; det var ofte kun muligt at opvarme en enkelt, helst den mindste stue,
i lejligheden. Der var mange, der til tider intet havde at opvarme med. Der var ikke
varmt vand i hanerne, man måtte vaske sig i koldt vand, det gik ud over den personlige
renlighed; der var ikke varmt vand til opvask, så sparedes der mest muligt på servicet,
og man tog det ikke alvorligt at bruge hinandens kop eller tallerken. Det kneb med stor-
vask, både hvad vand og vaskemidler angik, sæbe var der ikke meget af. Det var ikke
hyggeligt at sidde vinterdage i en kold stue, der blev ikke meget af hjemligt samvær i
stuen, -så enten gik man ud eller også i seng. Det kneb med gassen, så det var ikke altid,
der gaves varm mad hver dag, som man ellers var vant til. Det var vanskeligt at få sine
klæder fornyet, så man gik med lappet og vendt tøj; det kneb med undertøj og senge-
linned, så man sparede mest muligt, og det var langt fra alle, der kunne tage nattøj på
og om aftenen gå i en seng forsynet med lagner, dyne- og pudevår. Det tøj, man havde,
brugtes længst muligt, inden det gik til vask, så det var ikke altid lige rent og hygiejnisk.
Dertil kom strenge vintre, der gjorde manglerne endnu mere følelige.
Blev man syg, meldte vanskelighederne sig også, det tog længere tid for lægen at
komme, han kunne ikke altid komme i sin vogn som før, men måtte bruge cykel, og
dagens samlede sygebesøg tog ham den dobbelte tid. Der var egne i landet, hvor disse
forhold var endnu mere udtalte. De strenge vintre afskar mange mennesker, som boede
281
[2]
rundt på landets mange småøer, fra lægehjælp og jordemoderhjælp. Det kunne være
sådan, at der gik en dag eller to eller måske endnu længere, før lægehjælp kom til øen;
de regelmæssige postbåde udeblev, og gik øerne ud for vigtige lægemidler, måtte beboerne
være lykkelige, om en flyver kom over øen og kastede det nødvendigste ned. Mangen
gang kom jordemoderen pr. fly, men ofte var barnet født, før hun nåede frem.
Sådan har vi oplevet vilkårene her i landet, men det skyldtes helt ekstraordinære for-
hold, og det er heldigvis sjældent og en ren undtagelse, at det er så strengt og vanskeligt.
Men, her må man tænke på, at sådan og tilmed langt vanskeligere er levevilkårene den
dag i dag over hele Grønland; det er normen, at det er sådan, og det er ikke nogen und-
tagelse, at de er sværere endnu!
Går man ud fra det her nævnte, behøves ikke yderligere forklaring, når jeg siger, at vi
i Grønland aldrig kan nå så vidt, at vi kan yde grønlænderne en lige så god sundheds-
tjeneste som her i landet. Men, vi må se at komme så nær op imod danske forhold, som
det nu er muligt.
Sundhedsvæsenet i Grønland har ofte, og navnlig i de senere år, været ude for en
meget kritisk bedømmelse. Hver gang der har været særlige grupper af rejsende, officielle
eller mere private, rigsdagsrepræsentanter, journalister og andre, fyldtes aviserne her-
hjemme ofte med den voldsomste kritik, og forholdene blev betegnet som så skandaløse,
at de var Danmark ganske uværdige, og man kunne ikke være bekendt at yde den grøn-
landske befolkning en så mangelfuld lægehjælp, som det syntes at være tilfældet.
Selv om enhver, der har levet en årrække i Grønland, og ganske særligt som læge, må
indrømme, at der er mange mangler i den sundhedsmæssige behandling af grønlænderne,
har man lov at gøre opmærksom på, at denne voldsomme kritik kommer fra mennesker,
der ser på forholdene ud fra hjemlige, danske forudsætninger, og som oftest er helt ukendte
med de særlige grønlandske forhold, der netop er hindringen for den fuldkomne løsning
af problemerne. Det er betegnende, at medens den offentlig fremsatte kritik næsten altid
stammer fra danske personer, der under et kort sommerophold i landet ikke kan danne
sig et hundredeprocent rigtigt begreb om tingene, så er udtalelserne ofte stik modsatte og
i højeste grad anerkendende, når de kommer fra udlændinge, der kommer til Grønland
for at drive sammenlignende studier, idet de går ud fra indhøstede erfaringer fra andre
arktiske egne. De har mulighed for at se objektivt på forholdene, og selv om også de godt
kan se mangler i sundhedsforholdene i Grønland, så udtaler de, ikke alene af „høflighed''
mod os, men også i hjemlige afhandlinger og indberetninger til hjemlige instanser, den
mest uforbeholdne anerkendelse over de fremskridt, der er nået i Grønland, og som over-
går, hvad de hidtil har set i andre arktiske egne. Når dette skrives, må det ikke forstås
således, at vi sluttende os til denne anerkendelse skulle negligere hjemlig kritik og mene,
at forholdene i Grønland skulle være gode nok. Det er jo kun noget relativt, hvis de er
bedre end andre steder, og siger intet absolut om den øjeblikkelige tilstand.
282
[3]
Sygetransport fra udsted til koloniens sygehus har altid været et stort        Foto; Bcrtil Ha»crt
problem, og de lange rejser i små motorbåde var sjældent behagelige for den syge. Først efter krigen
er store, moderne lægebåde kommet til Grønland
Det er ikke meningen med denne afhandling hverken at skrive et forsvar mod den rejste
kritik af de lægelige forhold i Grønland eller at skrive et afsnit om lægevæsenets udvikling
gennem tiderne, fra den første læge kom til landet få år efter Hans Egedes ankomst i
1721 og til 1951; men for at forstå, hvorfor de nuværende forhold er, som de er, er det
nødvendigt kort at berøre enkelte ting i den periode; det er meget vigtigt for at få det
rette billede frem.
Der har lige til de senere tider været alt for få læger i Grønland. Omkring århundred-
skiftet fandtes der siger og skriver kun 3 læger i landet: i Julianehåb, Godthåb og Jakobs-
havn. Det vil således sige, at lægen i Jakobshavn havde at berejse et distrikt, der strakte
sig fra Nordre Strømfjord i syd og gennem hele det store Egedesminde distrikt, hele egnen
om Diskobugten og derfra helt op til Upernaviks nordligeste boplads. I et foredrag, som
283
[4]
dr. Th. N. Krabbe holdt i „Grønlandsk Selskab" i 1909, meddelte han, at det betød, at
skulle denne læge rejse hjemmefra og hele sit distrikt igennem, måtte han tilbagelægge
næsten 400 danske mil. Når man betænker, at der ikke var noget, der hed motorbåd til
rejsebrug, men at lægen om sommeren måtte rejse i robåd, enten grønlandsk konebåd
eller en 6 årers hvalfangerslup, eller at han f. eks. roede over til Godhavn for dér at oppe-
bie sejlskibet fra Danmark, når det på rejse til Umanak og Upernavik anløb stedet for
at tage inspektøren med på embedsrejse op til disse steder. Om vinteren var lægen i det
daværende Nordgrønland — som den dag i dag — alene henvist til at rejse med hunde-
slæde. I det daværende Sydgrønland kunne man yderst sjældent foretage rejser om
vinteren, da slædekørsel ikke brugtes dér, og rejse med robåd enten var yderst farefuld
eller helt umulig på grund af isdannelser. Det siger sig selv, at under sådanne forhold var
det håbløst at tænke på at få udført nogen virkelig aktiv lægegerning til gavn for den
grønlandske befolkning. Men man kan dog ikke sige andet, end at grunden til en senere
og mere udviklet sundhedstjeneste blev lagt af den tids læger.
Ofte var samme læge den gang mange år i landet og kom til at lære og forstå befolk-
ningens liv langt mere, end tilfældet er nu. De levede ofte nøjsomt og i nærmere tilknyt-
ning til grønlænderne, end tilfældet er nu. Måneders rejseliv sammen med grønlændere
skulle nok bevirke, at læge og befolkning kom til at kende hinanden, til at forstå hinandens
levevilkår, og at lægen ofte ganske anderledes end senere forstod og talte grønlandsk.
Adskillige af datidens læger gjorde rige iagttagelser over den grønlandske befolknings
sundhedstilstand og over de forekommende sygdomme, således at senere tids læger ikke
stod fremmede over for, hvad de ville komme ud for under deres „praksis" i landet. Mange
af disse optegnelser er den dag i dag af betydning. Dr. Meldorf, der var distriktslæge i
Julianehåb fra 1897 til 1903, har i en større afhandling i „Videnskabelige meddelelser fra
Grønland" givet en udførlig redegørelse for de forskellige sygdomme i Grønland, og ad-
skillige af lægerne i det nittende århundrede har givet casuistiske meddelelser eller kortere
afhandlinger om lægelige emner. På anden måde har disse læger gjort sig fortjente bl. a.
ved uddannelse af grønlandske jordemødre. Det er en kendsgerning, at der gjordes meget
i så henseende, og der fandtes ikke få særdeles dygtige fødselshjælpersker. Jeg har i eje
en bog, tidligere tilhørende „Umanak's missions inventar", med titelen „Kort indhold af
det nyeste udtog af fødsels-videnskaben til brug for gjordemødre", forfattet af Johan Syl-
vester Saxtorph og udkommet i påny gennemset udgave i 1813. Bogen gør indtryk af at
have været brugt flittigt og har sikkert tjent som en af de få lærebøger for „gjordemødre".
På anden måde arbejdedes der inden for lægevæsenet. I 1866 blev trykt af Lars Møller
på Sydgrønlands bogtrykkeri vist nok den første bog på grønlandsk om de hyppigst fore-
kommende sygdomme, og hvilke lægemidler der skulle anvendes. Bogen har undertitelen
„Thornams lægebog", „Huslægen af Raspail". Ganske vist forekommer en sådan bog
284
[5]
Foto: Chr. Vibe
Ved Jakobshavn har distriktslæge Vaagstein i en årrække holdt
samariterkursus for koloniens unge. Her ses en ung grønlænderinde oppe til den afsluttende prøve, hvor
overlæge B. Gravesen er censor. Til venstre ses tolken, til højre Gravesen og Vaagstein
nærmest komisk for nutidslæger, men det er dog bemærkelsesværdigt, at der opfordres
kraftig til brug af levertran; og cochleare anbefales stærkt som middel mod skørbug.
En anden ting af stor betydning vandt indpas i Grønland i denne periode, det var
vaccination mod kopper. Som bekendt var koppeepidemien i 1733—34 vel nok den største
nation*ale ulykke, der har ramt Grønland; på et år menes i daværende Sydgrønland at
være omkommet 2—3000 mennesker af denne frygtelige sygdom. Men allerede få år efter
Jenners meddelelse om mulighed for vaccination derimod indførtes denne forebyggende
behandling i Grønland, og det er værd at bemærke, at koppevaccinationen, der den dag
i dag hører til enhver læges pligt at udføre, er det eneste lægelige indgreb, der i Grønland
er obligatorisk.
Omkring dette århundredes begyndelse begynder så den udvikling af sundhedsvæsenet,
som dog først nu ca. 50 år senere kan siges at være ved at nå et forsvarligt stade, som
det må forlanges, om befolkningens sundhed skal kunne bevares og udvikles. Vanskelig-
hederne i denne udvikling har altid været at søge i økonomiske synspunkter, og det må
siges til de i Grønland ansatte lægers ros, at enhver form for udvikling altid er sket ved
285
[6]
forslag fra deres side, fra Grønland til Danmark og så at sige aldrig omvendt, og gang
på gang blev sådanne forslag enten helt negligeret i København eller formindsket til det
ukendelige; altid var motiveringen, at det kostede for meget. Der er først i de allersidste
år kommet gang i udviklingen, og en af årsagerne må sikkert søges i, at nu spørger de
fra grønlandsdepartementet ikke først og fremmest om, hvad det foreslåede vil koste, men
først og fremmest, om det er nødvendigt. Når indstillingen i så mange år var sådan, at
den næsten hindrede alle fremskridt, var det ikke ud fra den mening, at man var ligegyldig
over for problemerne og over for grønlændernes ve og vel; det var ganske vist nok af
økonomiske grunde, men det var også, fordi man — ligesom over for andre problemer
i landet — mente, at man skulle fare med lempe og ikke gå hurtigere frem, end at grøn-
lænderne kunne følge med; således skulle man heller ikke mer eller mindre pludseligt gå
over til intensiv lægegerning med nye store og helt moderne indrettede sygehuse med stort
antal udsendt dansk personale. Det anså man for direkte forkert, så længe befolkningen
manglede forståelse af hygiejne og så længe hele folkets kulturelle og økonomiske stilling
var så lav, som den endnu var dengang. Man var direkte ængstelig for at skulle tage
patienter lige fra den fjerne boplads ind på et sygehus, hvor de ville møde en verden, der
var dem helt fremmed, og hvor man kunne tænke sig, at de ville have svært ved at vænne
sig til den husorden, der nu engang må være et sådant sted, og hvor de let kunne blive
forvænte, idet de måtte føle det som næsten paradisiske tilstande, når de fik en behandling
på sygehuset, som de aldrig havde kendt før. Uden nogen personlig ulejlighed ville de få
en rigelig ernæring med tilsætning af ting, som de aldrig havde kendt før; de behøvede
blot at trykke på en knap, så blev der enten et strålende lys på stuen eller også kom en
af sygehusets personale og spurgte, hvad der ønskedes. Man havde store betænkeligheder
ved at føre selv en syg grønlænder ind under sådanne for ham luksuriøse forhold, og man
nærede betænkeligheder overfor, hvorledes han ville befinde sig ved efter udskrivning at
skulle vende hjem til de beskedne, små forhold på bopladsen. Det er forøvrigt nogle lig-
nende betragtninger, der blev fremført, da man begyndte at planlægge overførelse af
patienter til sanatorieophold i Danmark. Her over for hævdede lægerne, at det kunne
man alt sammen ikke vide noget om, før det var prøvet, og med stor vægt hævdede de,
at når en grønlænder var så syg, at han nødvendigvis måtte ind på et sygehus for over-
hovedet at have mulighed for at komme sig, så skulle der netop være lige så mange mulig-
heder i den retning for en grønlænder som for en rigsdansk. Og man kunne ikke, selv
med den bedste vilje, byde en grønlænder sikre muligheder for helbredelse, når man enten
slet ikke havde noget sygehus eller måske nok et lille et, men helt uden tidens moderne
hjælpemidler.
Der var nok omkring århundredskiftet sket nogen fremgang for sundhedsvæsenet, en
fremgang, som det desværre synes, at lægerne har været godt tilfredse med. Oprindelig
fandtes der slet ikke noget sygehus knyttet til det sted, hvor lægen boede. Enkelte læger
286
[7]
havde vist nok forsøgt at skaffe sig et „patientrum", for mere kunne det ikke kaldes, til
at optage ganske enkelte syge. Jeg har således set et gammelt, gulligfalmet amatørfoto fra
Jakobshavns kirke, hvor en slags „våbenhus" i den ene gavl var udstyret med een stor
briks, og en gammel kolonibestyrer huskede at have set nogle sølle børn med obskure,
skaldede hoveder sidde på denne briks, men andre patienter huskede han ikke, at der
nogensinde havde været. Da Krabbe i 1909 holdt sit tidligere nævnte foredrag, kunne
han meddele, at der var opført nye sygehuse i Julianehåb, Godthåb, Sukkertoppen, Hol-
steinsborg og i Jakobshavn med „formentlig upåklagelig moderne indretning" og hver
med plads til femten patienter. Det var selvfølgelig et skridt, ganske vist meget lille, i den
rigtige retning, og måske var indretningen moderne efter datidens grønlandslægers syns-
punkter, men indretningen fulgte i alle tilfælde ikke med i tidens udvikling, for blot
20 år senere var al indretning, hvis der overhovedet var nogen, i form af lægelige hjælpe-
midler i sørgeligt forfald og praktisk talt ubrugeligt.
Jeg har foran mig tallene for det grønlandske lægevæsens udgifter i finansåret 1907
—08; det giver et ganske godt billede af, i hvor høj grad man skulle gøre noget for de
syge i Grønland med så små midler. Tallene er følgende:
Løn til 6 læger ...................................................... kr. 18.132,03
(godt 3.000 kr. til hver læge)
Løn til 87 jordemødre..............................................  —  10.115,25
(gennemsnitlig 115 kr. pro persona)
Lægerejser, materiel, sygekost .....................................  —    8.117,13
Lægetilsyn med Arsuk, oplæring i dansk af jordemødre, læge-
tidsskrifter, kostpenge på lægens rejser, sygeplejerske ved
Julianehåb  .........................................................  —    2.535,28
Medikamenter og instrumenter....................................  —   13-443,75
To ekstra udsendte læger ..........................................  —    2.647,50
lait...  kr. 54.990,94
«
Til sammenligning tjener, at udgiften til lægevæsenet i Grønland i finansåret 1951—52
var på ca. 6 millioner kroner!
Man har nærmest indtryk af, at myndighederne mente, at med den udvikling, som
sundhedsvæsenet havde været underkastet i de første år af dette århundrede, måtte man
være godt tilfreds, og at man havde nået grænsen for, hvad der kunne fremskaffes af be-
villinger til lægetjeneste i Grønland.
I årene omkring 1920 var der en del uro om lægestillingerne deroppe, og der kom en
ret kraftig kritik frem om de forhold, hvorunder lægerne skulle arbejde. Der var endog
tale om fra lægeforeningens side at boykotte stillingerne. Offentligheden i Danmark havde
287
[8]
egentlig til dette tidspunkt nærmest været af den opfattelse, som også til en vis grad har
holdt sig til de senere år, at alt i Grønland, også lægemæssig set, var såre godt, og man
nærmest forbavsedes over pludselig at høre en ret skrap kritik fra flere grønlandslægers
side. Der blev skrevet både i aviser og i „Ugeskrift for Læger"; men det gik, som også med
senere fremkommen kritik, at den ikke var strengt saglig og ofte skød langt over målet, idet
den mere gjorde indtryk af, at den for en del stammede fra folk, der i almindelighed havde
følt sig skuffet over forholdene deroppe, og som nærmest følte sig ført bag lyset med
misforståede opgivelser om løn, arbejdsforhold, bolig og lignende. En del ting i kritiken
var oplagt rigtige, andre kunne let tilbagevises, og når f. eks. danske læger eller andre
stærkt kritiserede forholdene i Grønland, kunne det fra Styrelsens side tilsyneladende til-
bagevises blot ved at citere, hvad adskillige udenlandske læger efter et grønlandsbesøg
havde sagt af lutter begejstrede og anerkendende ord om hele styret i landet. I hvert fald
gik det den gang som også flere gange senere, at vel gik bølgerne højt en tid, men så døde
diskussionen hen af sig selv og alt fortsatte på den gamle vis.
Måske har jeg skrevet lidt rigeligt om forholdene indenfor lægevæsenet i disse år; jeg
tager ikke stilling for eller imod nogen af parterne, men det er givet, at havde det grøn-
landske sundhedsvæsen ikke været så stillestående og næsten fuldstændig blottet for virke-
lig fremdrift lige til tiden omkring 1925, havde meget sandsynligvis set bedre ud, sund-
hedsmæssig set, end det gør den dag i dag. Når man nu fra mange sider kun synes at se
mangler og fejl indenfor lægevæsenet, skyldes det jo i virkeligheden først og fremmest
fortidens undladelsessynder. Oprindelig var man bange for, at grønlænderne ikke kunne
følge med, om lægevæsenets udvikling gik for hurtigt, men i virkeligheden skete det mod-
satte. Udviklingen og grønlændernes „kulturelle rejsning" kom i skred før ventet, og for-
holdene blev således det modsatte af, hvad der var hævdet; det blev i virkeligheden læge-
væsenet, som ikke fulgte med i den almindelige udvikling, medens tid var, men kom
bagefter med det resultat, at nu skal der i kortest mulig tid ofres millioner for at få en
moderne behandling af de syge.
Det ville nu ikke være retfærdigt at rette alle bebrejdelser mod styret i København; til
en vis grad skortede det på bestemte områder på initiativ fra grønlandslægernes side netop
på et tidspunkt, da lægevidenskaben alle andre steder var underkastet en rivende udvik-
ling. Det var, som begejstringen for alt det nye ikke formåede at trænge den lange vej op
til Grønland; i alle tilfælde formåede de daværende læger ikke at gribe muligheden for
at få Grønland med ind i udviklingen nogenlunde samtidig med, at det skete her i Dan-
mark. Jeg kan nævne et enkelt og meget alvorligt eksempel, nemlig tuberkulosen. Nu er
alle både i Danmark og i Grønland klar over, hvilken samfundssvøbe denne sygdom er
og altid har været. Den tærer på den grønlandske befolknings modstandskraft og virker
hæmmende på alt for mange ellers initiativrige og intelligente grønlænderes virketrang.
Man har jo ikke få eksempler på, at nogle af de mest intelligente unge grønlændere, der
288
[9]

Mange små grønlænderbørn er blevet reddet fra tuberkulosens              foto: Chr. Vibe
.svøbe ved i tide at blive hjulpet ud af fattigdommen og ind på et af de grønlandske
børnehjem, her Julianehåb
sandsynligvis kunne være blevet både åndelige og materielle førere for folket, blev slået
ud, fordi de fik tuberkulose.
Man har i mange år både hos læger i Grønland og hos Styrelsen i København haft en
fuldstændig fejlagtig forståelse af denne sygdoms betydning for grønlænderne. Ikke sådan,
at ikke alle jo nok vidste, at der var mange tuberkuløse i landet, men man havde en helt
forkert forståelse af sygdommens farlighed. Det hævdedes i mange år også fra lægelig
side, at tuberkulosen i Grønland ikke var nær så alvorlig en sygdom som her i Danmark.
Den havde et langt mere godartet forløb og førte kun sjældent til invaliditet; man så nok
grønlænderne have blodspytning som også herhjemme, men det var ikke noget, som de
tog hensyn til, og de kunne godt fortsat passe deres arbejde. Den grønlandske tuberkulose
skulle patologisk-anatomisk i langt højere grad vise spontane udhelinger, end tilfældet
var her i Danmark. Følgelig var det ikke nødvendigt at se så alvorligt på sygdommen,
og det var langt fra nødvendigt at tage alle under behandling. Man undersøgte ikke
systematisk disse patienters opspyt for tuberkelbaciller, og man var slet ikke tilstrækkelig
klar over den frygtelige smittefare, der var til stede næsten overalt, hvor grønlænderne
boede og virkede. Derfor fik tuberkulosen lov til at brede sig aldeles uhemmet og få en
289
[10]
så stor udbredelse overalt i landet, at der nu vil hengå generationer, før man får knækket
dens magt. Her har mange læger i Grønland lige til de nyeste tider et meget tungt ansvar
at bære for, at der ikke i rette tid blev grebet ind, men tværtimod indtil for få år siden
stadig hævdede den skæbnesvangre fejltagelse. Til undskyldning kan kun tjene, at der
først i de senere år er kommet læger til Grønland, der, omend de ikke har haft det offici-
elle stempel som specialister, så dog har haft årelang uddannelse i tuberkulose, og for en-
hver med blot nogenlunde klinisk erfaring i denne sygdoms egenskaber måtte det straks
stå klart, at tuberkulosesituationen i Grønland var langt alvorligere end hidtil anet og
fremført for myndighederne; men det var nu svært for mange at opgive doktrinen om
tuberkulosens godartethed i Grønland, for gjorde man først det, ville en uhyre mængde
problemer vælde frem, og de skulle alle løses, om man blot i nogen grad ville gøre sig
håb om at få bugt med sygdommen. Jeg vil atter nævne lidt fra dr. Krabbes foredrag i 1909.
Der blev under diskussionen nok nævnt tuberkulose, men langt fra sådan, at man kunne få
indtryk af dens betydning, men der nævnedes dog, at en langt kraftigere kamp mod tuber-
kulosen var ønskelig, og der omtales det ønskelige i at få en specialist udsendt. Man har
imidlertid slet ikke indtryk af, at diskussionsdeltagerne, der alle var tidligere læger i Grøn-
land, havde forståelse af sygdommens uhyre betydning. Der tales mere om oprettelse af et
fysikat for Grønland (hvad jo nu ved oprettelse af landslægestillingen er sket), eller man
talte om indsamling af lægemidler i selve landet (cochleare). Lægerne i Grønland har i
tidligere tider haft en ulyksalig tilbøjelighed til at bagatellisere alvorlige ting. I fuldt alvor
diskuterede man, om ikke grønlænderne havde en medfødt immunitet mod venerisk syg-
dom. Det ville i sandhed have været en velsignelse, om det havde været tilfældet.
Ved en anden lejlighed førtes imellem nogle læger en længerevarende diskussion, om
nogle epidemier kunne være tyfus eller „engelsk sved". For nutids læger synes det ganske
klart, at det kun kan have drejet sig om tyfus eller måske om trichinose; men det er i alt
fald tilgiveligt, om der ikke blev tænkt på trichinose, og man havde vel næppe specifike
sero-reaktioner, som man nu har til at lede vejen frem til den rigtige diagnose.
Måske vil det synes, at jeg har udsat disse tidligere kolleger for urimelig kritik, men
jeg har ene og alene fremført disse ting for at søge frem til årsagerne til lægevæsenets til-
syneladende stilstand. Jeg har kendt flere af dem personligt, jeg har lært meget af dem
om grønlandske forhold, og jeg er fuldt indforstået med de vanskeligheder, som de havde
at kæmpe med. Da jeg som ung læge kom til Grønland, havde læger som Kjær, Bertelsen,
Krabbe, Helms og flere andre fra århundredets begyndelse i det store og hele afsluttet
deres grønlandsarbejde. Det er kun naturligt, at vi i mange henseender ikke kunne have
ens synspunkter, men det udelukker ikke, at i hvert fald jeg altid har følt mig taknemmelig
over for, hvad jeg, direkte eller indirekte, har lært af dem.
I et senere afsnit vil jeg fortælle om lægevæsenets udvikling fra 1923 og fremefter og
væsentlig om, hvad jeg selv har oplevet som læge i distriktet om Diskobugten.
290[11]