[1] NEKROLOG Kolonibestyrer Aage Bistrup Om eftermiddagen den 14. oktober afgik koloni- bestyrer Aage Bistrup efter flere års sygdom vect doden, 70 år gammel, og det Grønland,, der nu er historie, mistede i ham en af sine hjørnestene. Bistrup var af gammel grønlandsslægt. Såvel hans far som hans farfar levede mange år i Grøn- land, og begge sluttede deres grønlandsarbejde som kolonibestyrere i Sukkertoppen - samme sted som Bistrup første gang så dagens lys den 26. august 1884, og hvor han sluttede sin grønlandstilværelse. Efter at have afsluttet sin skolegang l Danmark, ansattes han i 1902 som volontør på pakhuskon- toret i København. Han udrejste i 1904 til Grøn- land og gjorde gennem årene tjeneste ved Juliane- håb, Frederikshåb, Godthåb, Holsteinsborg, Jakobs- havn, Ritenbenk og Godhavn for som tredie gene- ration af Bistrup-slægten at slutte et livs arbejde ved Sukkertoppen. Overalt, hvor Aage Bistrup virkede, fandt han sig mange blivende venner mellem såvel grønlændere som danske. Bistrup var ikke alene en dygtig forvalter af sit embede, men også en kender af Grønland og det grønlandske folk, hvis velfærd og fremgang havde hele hans interesse. Få kendte som Bistrup det grønlandske folk, landet og dets natur, hvilket hans bøger '»Landet, der blåner«, '»Mine længslers land« og det ornithologiske mesterværk »Mdetfuglens ja£o_ i Grønland* tydeligt bærer vidnesbyrd om. Bistrup var et særpræget menneske med faste meninger, som han oftest forfægtede med en sta:- dighed, der ikke altid fandt bifald hos ledelsen. Han var et følsomt menneske med et let bevæge- ligt sind og et varmt hjerte. Vi, der havde lært ham at kende, sådan som han virkelig var - både i det daglige arbejde, i hjemmet og på slæderejser eller sommertogter, følte hans karakters retlinethed og hans usvigelige venskab. Troskab og tolerance, overfor mennesker han kunne lide, var for ham no- get selvfølgeligt. Bistrup er t døden vendt tilbage til sit barndoms- land og til den datter, han måtte efterlade i Suk- kertoppen som offer for en polioepidemi. Tabet og længslen efter denne datter kom Bistrup aldrig over, selvom han bar det så smukt og roligt. Hans urne er gravsat i Sukkertoppen, hvor hun hviler. Han vil af os alle blive mindet med taknemmc- lighed og gode tanker. V. B. K. Nicnlaisen 472 [2]