[1]
TAMRENER I GRØNLAND III
Af fuldmægtig Jens Fynbo
Indskibning og transport over Nordatlanten
om tidligere anført var folden, hvori renerne blev listet ind, ca. i km i omkreds, og
herinde susede renerne rundt langs trådhegnet. Dyrene kunne sagtens have taget sprin-
get over hegnet og ud i friheden, men erfaringen viser, at rener ikke springer over et
sådant hegn. En af de ting, som overrasker mest den første gang, man står over for rener,
er klovene, der er så kraftigt udviklede, at man skulle tro, at de ville give dyret en besvær-
lig gang, men Sjelle Hansen og jeg måtte indrømme, mens vi stod inde midt i flokken,
at dette absolut ikke var tilfældet. Det var et storslået syn at se disse godt 3000 rener
nærmest »glide« henover det ujævne terræn, og besynderligt var det samtidig at høre
de lyde, som renerne udstødte, og som mest af alt ligner grisenes grynten.
Omtrent midt i flokken i Kjøllefjord stod ca. 15 samer med lassoer, og kort efter tog
indfangningen sin begyndelse.
Selvom man nok har læst om cowboys, der kaster med lassoer, og undret sig over de
bedrifter, som er udført på den måde, så tror jeg næsten, samernes lassokastning stiller
større krav til sin udøver end cowboyens meget omtalte gerning.
Samerne rider på »Apostlenes Heste« under lassokastningen, men farten giver ikke
cowboyens galop meget efter. I første omgang, når man ser på samernes indfangning,
synes man, at det må bero på et tilfælde, hvilket dyr lassoen rammer, men vi opdagede
snart, at dette var en fejltagelse. Alle tamme rener i Finmarken er mærket i ørene, selv-
om det må indrømmes, at en uøvet ikke er i stand til at tyde mærkerne, mens dyrene
farer rundt, men samerne har trænede øjne, og vi opdagede snart, at lassokasteren ud-
søger sig et bestemt dyr af flokken, og når han har udsøgt sig dyret, som han ønsker at
fange, så farer han afsted side om side med flokken og på 25-30 m' afstand flyver lassoen
ud af hans hånd og havner midt i skoven af gevirer netop om geviret på det dyr, han
har udset sig. Vi så det allertydeligst i de enkelte tilfælde, hvor lassokasteren løb efter et
enligt dyr, og konstaterede, at kastet var meget fint beregnet, og at der lå en uhyre kraft
i selve kastet. Det var en sjældenhed, hvis et kast glippede, og vedkommende, som havde
været uheldig, undgik ikke at høre en del ironiske bemærkninger herom. Så snart lassoen
var havnet om et dyr, ilede i eller 2 hjælpere til for at holde dyret, idet een mand ikke
er i stand til at holde en kraftig ren, men når først to mand har fat i geviret, så må
renen overgive sig.
193
[2]
Efter indfangningen læssedes dyrene op i de transportkasser, som var anbragt på bi-
lerne. Der var 2 transportkasser på hver bil, og i hver kasse blev anbragt 4-5 dyr, og
når kasserne var fyldt, kørte bilen ned til skibssiden, hvor kasserne med hele indholdet
blev løftet ned i lastrummet, hvorefter dyrene blev lukket ind i de dertil indrettede båse
med 4 dyr i hver bås.
Samerne ville gerne have indlastningen afsluttet den samme dag for at få dyrene ud
af folden og derefter påbegynde rejsen sydover til vinterens bejteområder så hurtigt
som muligt, men da mørket faldt på, var der kun indladet 240 dyr, og det var umuligt
at fortsætte indladningen den dag, dels var samerne trætte og dels var indfangningen
meget vanskelig efter mørkets frembrud. Vi startede tidligt den følgende morgen og
ved middagstid var 300 dyr indfanget ombragt ombord i »Hanne S«. Kl. 16 var alt i
orden, indladningen godkendt af søkyndige besigtigelsesmænd, skibet var udklareret,
og »Hanne S« stod ud af Kjøllefjord havn på vej mod Grønland med sin levende last,
hvori var includeret 4 hunde, som var afrettede til renvogtning.
Til sammenligning med grønlandske forhold kan det sikkert have sin interesse at vide,
at et økonomisk opgør som det, jeg skulle foretage i Kjøllefjord, ikke kunne finde sted
i selve byen, men vi måtte rejse videre om på bagsiden af Norge til Vadsø for at afregne
i den daværende bank.
Samernes tillidsmand fulgte med sammen med lappefoged Pleym, distriktsveterinær
Magnus Lie og flere andre, som skulle videre på tjenesterejse rundt i Finmarkens ren-
avisdistrikt. Vi kom til Vadsø den følgende morgen, og så snart banken lukkede op, gik
lappefoged Pleym, samernes tillidsmand og undertegnede hen i banken for at foretage
det økonomiske opgør vedrørende købet af dyrene, indlastningen o. s. v. - Det blev hur-
tigt overstået, og da samernes tillidsmand havde fået udbetalt den stak pengesedler,
som leverandørene skulle have udbetalt for de 300 dyr, slog han en snor om pakken, og
selvom det var en voldsom storm, gik han dog op ad Vadsø hovedgade med værdierne
i hånden. Han var ikke interesseret i at få checks eller lignende udleveret, nej, det skulle
være rigtige norske menneskepenge.
Som tidligere anført var der storm i Vadsø, ligesom vi oplevede storm over Finmar-
ken, men det viste sig, at »Hanne S« havde mødt endnu mere storm til søs. Efter at have
ligget i læ under en af øerne i den norske skærgård, syntes vejret at klare så meget, at det
kunne forsvares at gå til søs med den levende last. Overstyrmand Froulund Sørensen og
skibsføreren var i forvejen instrueret om ikke at forcere farten stærkere, end det kunne for-
svares over for dyrene, men samtidig skulle rejsen jo også gennemføres hurtigst muligt
for af få dyrene ud i friheden igen. Der gik nogle dage, hvor jeg havde tabt forbindelsen
med skibet, råen en nat, vi nåede til Narvik, blev jeg vækket kl. 2 af telefonen, der
meldte, at »Hanne S« ønskede samtale, og denne samtale var noget af et chock både for
Sjelle Hansen og mig, idet Froulund Sørensen meddelte, at der var døde adskillige dyr.
[3]
Renerne i deres »stalde«
ombord på »Hanne S« efter indskibningen i Finmarken.
Hvad kunne årsagen hertil være? Der blev ikke megen søvn den nat. Sjelle Hansen og
jeg ringede rundt til lappefogder og veterinærer i Nordnorge for at søge en opklaring på
fænomenet, og vi aftalte med lappefoged Hagen i Saltdal, at vi skulle stå af bussen den
følgende dag, når vi ankom dertil, for at drøfte den alvorlige situation og søge at af-
hjælpe den bedst muligt. Den måde, sygdommen udartede sig på ombord i skibet,
tydede stærkt på, at der kunne være tale om forstoppelse, og efter at have drøftet sagen
med veterinærerne, meddelte vi derfor skibet, at dyrene skulle sættes på smalkost. En
overgang spekulerede vi på, om dyrene muligvis kunne være døde af ren og skær søsyge
på grund af det hårde vejr, men denne teori gik vi hurtigt fra og standsede ved tanken
om forstoppelse, og faktisk er det først i sommeren 1953 under distriktsveterinær Mag-
nus Lie's rejse til Grønland og de undersøgelser, han har foretaget deroppe sammen-
holdt med de oplysninger fra Jens Rosing og dennes to medhjælpere, som var med
under transporten, blevet opklaret, at sygdommen var urinforgiftning. lait gik 37 dyr
tabt under overfarten til Grønland, og selvom man ikke kan se bort fra, at enkelte af
195
[4]
dyrene er gået tabt på grund af det hårde vejr, der kan have slynget et enkelt dyr så
hårdt ind mod tremmerne, som skilte båsene, at dyret derved er blevet dødeligt kvæstet,
så må det dog betragtes som et undtagelsestilfælde, medens den væsentligste årsag til
dødsfaldene skyldes drikkevandet, som ved forurening af urin blevet giftstof for dyrene.
Såvel renvogterne som skibets mandskab og officerer ombord på »Hanne S« havde
en hård tur med pasning af dyrene. Vinden over Atlanten blæste hele tiden med en
styrke på 4 - 9, så både dyr og mennesker havde svært ved at holde balancen, så det
undrer ikke, at man ombord fik den tanke, da dyrene begyndte at vise sygdomstegn,
at der var tale om søsyge. Men da der samtidig viste sig tegn på forstoppelse, forsøgte
man at give dyrene lavement, og da dette tilsyneladende hjalp, blev der trods søgang
og vanskelige arbejdsforhold sat fuld styrke på denne behandling; en enkelt dag var
man således oppe på at give 150 dyr lavement, og selvom man siden er blevet klar over
den egentlige sygdomsårsag, så er der ingen tvivl om, at når så mange dyr klarede over-
farten, så skyldes dette det store arbejde, som blev udført af renvogtere, skibets mand-
skab fra kaptajn og nedefter og ikke mindst overstyrmand Froulund Sørensen. Denne,
der som kendt mand havde et særligt ansvar for, at lasten kom frem i den bedst mulige
stand, følte dette ansvar og var aktiv i arbejdet både tidligt og sent.
Den 25. september ankom »Hanne S« til Godthåb, og efter et kort ophold-der fort-
satte skibet videre til Sulugssugut i Godthåbfjorden, og den samme dag kl. 18 gik det
første rensdyr fra skibet for at betræde de grønlandske vidder. Et nyt afsnit i Grønlands
historie blev dermed påbegyndt, og vi håber, at forsøget må krones med held, så det
går på samme måde i Grønland, som det tidligere er gået i Sydgeorgien, hvor der i 1909
blev landsat 9 semler og 2 bukke. Dette Kile antal dyr havde indtil 1928 formeret sig,
så der var en flok på ca. 500, medens der i mellemtiden var slagtet ca. 200 dyr. Man på-
regner i almindelighed, at enjrensdyrflok, der bliver passet godt og har ordentlige græs-
gange, vil fordoble sit antal i løbet af en 3års periode, og såfremt dette sker med den
flok, som er i Grønland, vil der i løbet af få år være et grundlag for et nyt erhverv.
Det er vort håb, at der blandt den grønlandske befolkning vil vise sig interesse for
renavlen, så der ikke fortsat skal skaffes vogtere fra Norge til pasning af dyrene, men
indtil der er uddannet tilstrækkeligt grønlandsk mandskab, vil det være nødvendigt at
antage gode vogtere fra Norge, og som tidligere anført kræver pasningen af rensdyr
særlige evner, stor interesse og en langvarig uddannelse, for at man kan regne med
succes. Foreløbig er der ansat 2 norske samer som vogtere, og disse vil under Jens
Rosings ledelse og med hjælp fra grønlandsk side være tilstrækkelige til at passe en flok
af et væsentligt større omfang end den tilstedeværende.
Renavlsforsøgets første tid i Grønland har været fulgt med spænding af os, som har
været med fra forsøgets første dage, og det er glædeligt, at efter tællingen i 1953 er dyre-
nes antal, tiltrods for forstyrrelse i brunsttiden, som faldt under overfarten fra Norge til
196
[5]
Endelig ved målet,
hvor den første ren går i land over kongebroen til dens nye fædrelands lovende græsgange og lavmarker
Grønland, hvorved parringen i 1952 blev forsinket en del, dog kommet op på ca. 320
dyr, og her må ikke glemmes, at i den første tid, hvor renerne var urolige og ukendte
med terrænnet, skete der enkelte uheld med de indførte dyr.
Ifølge de sidste oplysninger trives dyrene godt, og forsøget synes at skulle udvikle sig
i en heldig retning. Vi håber, at det må gå sådan, som Jens Rosing udtalte ved afrejsen
fra Kjøllefjord, at renerne en skønne dag vil strømme over de grønlandske fjelde som
en elv, der bryder op i forårstiden. Grønland er et stort land, og der findes mange andre
strækninger end Godthåb distriktet, hvor der er mulighed for renavl, og en dag ser vi
måske den grønlandske »fanger« på pulk henover snemarkerne med rensdyrforspand,
medens hans flok af tamrener skraber sneen tilside og sikrer ham økonomisk så godt,
at fiskerne må misunde ham hans tilværelse.
'97[6]