[1] LIDT OM DET VESTGRØNLANDSKE GRUNDFJELDS SAMMENSÆTNING OG OPBYGNING Af mag. scient. Asger Berthelsen IN år man er født i et fladt og bjergløst land, er det vel kun naturligt, at man drages mod Grønlands fjelde og betages af deres vekslende natur. Snart er de bløde og afrun- dede i formerne, snart deles de af brede dalstrøg, og snart hæver de sig spidse og isklædte over en trang fjord. Enhver, der har rejst på Grønland, kan ikke undgå at kende denne formrigdom. Men uvant som vi er med bjerge, er det som regel de ydre former, der falder os i øj- nene. Det er folk, der mere eller mindre fra barnsben er vant til at træde på »gråsten« i stedet for muld, som — uden selv at vide det — lærer at skelne mellem forskellige slags »gråsten«. Derfor vil en erfaren fjeldgænger uvilkårlig se mere til de grønlandske fjel- des indre natur end vi muldglade danskere, hvis vi da ikke netop har lagt os efter at lære ham »kunsten« af. Hvis man gør det, opdager man en skønne dag, at man kan læse i naturen og fjeldene som i en stor åben bog. Måske er det, man læser, ikke altid lige let at tyde, men bare erkendelsen, at man kan læse, er anstrengelsen værd. Så bliver fjeldet ikke blot hjemste- det for smukke blomster og interessante dyr, men en hel historie for sig. Og hvis man er professionel fjeldgænger, risikerer man endda, at det levende liv på fjeldet bliver en biting. Det er geologens opgave at prøve at læse og forstå denne bog. Det kan til tider være et møjsommeligt arbejde, men også spændende som en detektivs. Og ligesom sidst- nævntes må det gøres systematisk - om end med en vis intuition. Det isfrie kystland fra Diskobugten i nord til Kap Farvel i syd er vel det, de fleste grønlandsrejsende kender bedst, og da det netop er dette område, som Grønlands Geolo- giske Undersøgelses sydhold under professor A. Noe-Nygaards ledelse har begyndt en systematisk undersøgelse af, vil det være naturligt at vælge et par eksempler herfra for at fortælle lidt om dette arbejdes metoder og resultater. En del af de videnskabelige resultater er allerede publiceret i oversigtsform. Specielt interesserede kan henvises til disse afhandlinger, idet der her kun skal gives en kort og almen fremstilling. Forinden bør det dog forudskikkes, at mens tilsvarende områder i Canada og Skan- dinavien har været genstand for en intensiv geologisk efterforskning i de sidste 50 år, 241 [2] var størstedelen af det vestgrønlandske område geologisk ukendt land, da undersøgelsen påbegyndtes i sommeren 1946. Siden da er indtil nu gennemført en geologisk oversigts- kortlægning fra Diskobugten til Frederikshåbs Isblink og syd herfor rekognosceringer. Denne undersøgelse har i praksis formet sig ved, at geologerne har rejst landet rundt og indtegnet de iagttagne bjergartstyper på det topografiske kort, mens de samtidig har gjort notater og indsamlet prøver til nøjere undersøgelse i laboratoriet. Målet for undersøgelsen har været at nå frem til et billede af fjeldgrundens sammen- sætning og indre opbygning. Hvorledes dette er muligt lader sig bedst illustrere ved sammenligning. Prøv at se på Deres nabohus og prøv ved at betragte det udefra at regne ud, h vor mange værelser der er, hvordan de er fordelt o, s. v. - efter vinduer, døre og skorstenes anbrin- gelse i forhold til verdenshjørnerne og veje eller gader. Måske passer resultatet ikke helt, men hvis De gør denne leg til en sport, vil De hurtigt opdage, at De er i stand til at be- dømme et interiør efter et eksteriør. Ligesom De har lejlighed til at kontrollere Dem selv, således har geologen ofte lejlighed til at få sine antagelser kontrolleret gennem boringer og tunnelarbejder. Det er på nøjagtig samme måde, at geologen danner sig et indtryk af fjeldets indre former, strukturerne. Hertil kræves blot, at man lærer at skelne vinduer, etageadskillel- ser, døre og skorstene i »gråstenen«. Gennem dette studium af de forskellige bygnings- elementer, deres indbyrdes placering og fordeling kan man nå til en forklaring på, hvor- ledes det hele er »skruet sammen«, og en forestilling om, hvorvidt der ind imellem den almindelige karrébebyggelse findes luksuslejligheder, der kan rumme værdifulde ting. Den undersøgte kyststrækning deles naturligt i to store enheder, hvis indbyrdes grænse ligger i Søndre Strømfjordsområdet. Hver enhed omfatter de dybt nedslidte »rødder« af foldebjerge fra jordens urtid. Den sydlige bjergkædeenhed (orogen) synes at indbefatte det sydligste Grønland, hvor professor C. E. Wegmann ud fra sine under- søgelser før krigen har givet den navnet Ketilliderne efter Ketilsfjord, hvor folderne er meget smukt udviklede. Det nordligste orogen, der er det yngste, er blevet døbt Jiagssugtåqiderne efter Nagssug- toq (Ndr. Strømfjord) af professor Hans Ramberg. Dets aldersforhold til det sydlige foldekompleks kan studeres meget tydeligt i Søndre Strømfjord. I den ydre del af Søndre Strømfjord ser man mange kraftige diabasgange, der efter foldningen af Ketilliderne er trængt op som lava og størknet i revner og sprækker i fjeldet, hvor man i dag ser dem stå som sorte brandmure. I den indre del af Strømfjorden ser man imidlertid, hvorledes disse mørke diabas- gange bliver trukket ud i perlekæder, omdannes og ændrer mineralindhold (fig. i). Disse boudins, som geologerne kalder perlekæderne, er blevet dannet, da området mellem Søndre Strømfjord og Diskobugten blev foldet og omdannet (nagssugtoqidiske foldning). 242 [3] (Fig. i) Udtrukne og omdannede diabasgange fboudins) i den indre del af Søndre Strømfjord, hvor den nagssugtSqidiske foldning har påvirket den gamle ketillidiske sokkel. Foto: Henning Sørensen Hvad vi ser i Søndre Strømfjordsområdet, er en oparbejdning og genfoldning af den gamle (ketillidiske) sokkel, og det er takket være diabasgangene, at vi kan udskille den andel, som den yngste (nagssugtoqidiske) foldning har i udformningen af det endelige strukturbillede. Samtidig med foldningen af Nagssugtoqiderne indtraf formodentlig dannelsen af det brudsystem, der har delt landet mellem Sukkertoppen og Godthåb op i forskellige blok- ke, der er kippet og forskudt i forhold til hinanden. Disse forskydninger er særlig smukt udviklede i Fiskefjordsområdet. Selve Fiskefjorden er således i sit anlæg betinget af en kraftig brudzone, der løber midt i den lange snævre fjord, i hvis indre del den horison- tale forskydning beløber sig til ca. 3 % km. Alderen på dette brudsystem angives ved, at det skærer diabasgangene og altså er yngre end disse (ligesom den nagssugtoqidiske foldning), og at bevægelserne er ledsaget afret kraftige omdannelser (ng. 2), der synes at have foregået i så tidlig tid, at det ovenliggende fjeld ikke var slidt særligt dybt ned. Store dele af det vestgrønlandske grundfjeld, som man kalder disse dybt nedslidte rød- der af de gamle foldebjerge, er i sin tid omdannet på dybder mellem i o og 20 km, hvor der har hersket høj temperatur og stort tryk. Studiet af disse stærkt omdannede bjerg- arter har dog lært os, at temperaturen ikke har været høj nok til at fremkalde en virkelig 243 [4] (Pig. 2) Opbrudt og omdannet ultrabasit i Fiskefjordens brud- zone. De enkelte brudstykker ad- skilles af pegmatiter, der ogsd kan være knuste og bevægede. Det til- førte lyse materiale har ikke blot dannet pegmatiterne, men også ændret brudstykkernes sammensæt- ning. Foto: A. B. omsmeltning af bjergarterne. Selv om man må regne med, at en betydelig stoftransport har fundet sted, må denne være sket ved vandringer i ion- eller molekyleform inden for et ret fast skelet, der i hvert tilfælde omfatter de strukturer, man kan iagttage i bjerg- arterne med det blotte øje. Den overvejende del af bygningsmaterialet i grundfjeldet udgøres af gnejs, en stribet eller lagdelt bjergart, der består af kvarts, feldspat og et eller flere af de mørke mineraler som f. eks. glimmer, hornblende og hypersthen (pyroxen). Gnejsen er som regel ret lys og danner grundmassen for de andre mere specielle bjergarter. Af disse kan nævnes de rustne glimmerskifrc (lerskifre før omdannelsen), de mørkebrune eller sorte amfibolitcr (gamle kalksten og i visse tilfælde lavaer og askelag) med de ofte stærkt rustfarvedc ultrabasit-Iinser (om disse se H. Sørensens artikel i »Grønland«, 1954 p. 215). Gnejsen kan variere stærkt fra sted til sted. Lagdelingen kan være i så stor målestok (fig. 3), at den ikke er synlig i et håndstykke, eller den kan næsten helt forsvinde, så der kun er »spøgelsesagtige rester« tilbage, og bjergarten er blevet til en granit, der består af de samme mineraler som gnejsen, men som savner dennes lagdeling eller parallel anordning af de mørke mineraler. Lagdelingen af gnejsen er et meget vigtigt middel for geologen til at bestemme fjeld- 244 [5] (Fig. 3) Lagdelt gnejsfra Stor- øen, Godthåbs/jorden. Man ser, hvorledes lagdelingen fremkommer ved en vekslen mellem mørke og lyse lag, der i sig selv er næsten strukturløse. Foto: Henning Sørensen grundens strukturer. Men da denne lagdeling undertiden bliver »spøgelsesagtig« eller forstyrres af småfolder (fig. 4), er det ofte lettere at spore strukturerne ved hjælp af mere vedholdende lag som glimmerskifre og amfibolit. Disse kan imidlertid også omdannes til en granitisk bjergart, men da denne omdannelse sker inden for et fast skelet, kan man ofte alligevel fortsat spore dem som »spøgelsesagtige rester« (fig. 5). Medens opfattelsen af f. eks. dannelsen af glimmerskifer ud fra tidligere leraflejringer har været herskende næsten fra begyndelsen af udforskningen af grundfjeldet, har an- skuelserne om dannelsen af grundmassen, gnejsen, været stærkt vekslende. Mange har ment, og nogle mener fremdeles, at gnejsen er en forskifret granit, der er trængt ind som en smeltemasse imellem de oprindelige sedimentlag, der gennem varmeafgivelsen fra den størknende granit er blevet omdannede til krystallinske skifre. Denne opfattelse vandt især fremgang, inden man havde erkendt tilstedeværelsen af regelmæssige struk- turer i grundfjeldet. Ud fra denne erkendelse voksede en ny teori frem om omdannelser og stofvandring inden for et fast skelet, hvorved oprindelig vidt forskellige bjergarter kunne ændres til granit eller gnejs. Denne omdannelsesproces, der fører til dannelsen af en granit, kaldes granitisering. 245 [6] Utallige eksempler på, hvorledes man finder oprindelige sedimenters foldestrukturer bevaret som »spøgelsesagtige rester« inden for store granitområder, har overbevist os om, at de vestgrønlandske gnejs- og granitområder er dannet ved granitisering af oprinde- lige sedimenter som gråvakker (sandhpldige lerskifre) og arkoser (feldspatholdige sand- sten) . Ud fra denne arbejdshypotese synes det ganske naturligt, at gnejsen udviser sam- me bygningsbillede i sin lagdeling som det, man når frem til gennem studiet af glimmcr- skifrenes og amfiboliternes optræden, og vi undgår det uløselige problem at skaffe plads til de mægtige smeltemasser, vi ellers måtte have opereret med. I indledningen brugte vi en sammenligning med et hus' ydre og indre former for at illustrere studiet af fjeldgrundens strukturer. Denne sammenligning lader sig imidler- tid drive videre, for ligesom et stort familiehus er inddelt i flere etager, der har forskel- lige formål og udnyttelse og følgelig forskellig stil, synes det muligt at kunne inddele en bjergkædeenhed, et orogen, i flere etager, der hver præges af sin specielle foldningsstil og særegne omdannelsesprocesser. I den nedre etage er omdannelsen kraftig, og udgangsmaterialet kan i høj grad ændre sammensætning, medens formerne, strukturerne, i mange tilfælde er ret enkle. Et smukt eksempel herpå er Nordre Strømfjordsområdet, hvor vi efter alt at dømme har de op- rindelige sedimenters lagdeling bevaret - omend i foldet form. Gnejsen i den nederste etage (granulit- facies) er almindeligvis hypersthen-gnejs, der i fjeldet fremtræder med en let rusten gulbrun overflade på grund af forvitringen af det jernholdige mineral hypersthen, medens den har en noget mørkere blå- til grøngrå farve i friskt brud, som man kan se det i stenbruddene og sprængningerne i Sukkertoppen og Holsteinsborg. Hypersthen-gnejsen er i almindelighed mere basisk i sin sammensætning end den egentlige granit, idet den indeholder mindre kvarts og kalifeldspat end denne. I den mellemste etage er gnejsen derimod mere granitisk, og større områder kan være helt omdannet til granit. Samtidig optræder der ofte mange pegmatitgange, der ses som lyse, grovkornede årer i fjeldet. Pegmatitens mineraler svarer almindeligvis til gnejsens. Den regionalt udbredte gnejstype er en ret lys hornblende- eller biotitgnejs (biotit (mørk glimmer) er sort som horablende, men spalter i tynde flager). Den øverste etage præges af en ret ringe grad af omdannelse, og udgangsmaterialet er ofte let genkendeligt. Foldningen er dog som regel meget intens her, og forskifringen kan være særdeles stærk. I Nagssugtoqiderne er centralzonen slidt dybest ned, og et stort område præget i den nedre etage findes her fra Amerdloqfjorden i syd til nord for Agto. Dette centrale kompleks flankeres i syd og nord af områder, der er præget i den mellemste etage. Den øverste etage findes der tilsyneladende kun rester af i den nordligste del af Nagssugtoqiderne. I det ældre ketillidiske orogen syd for Nagssugtoqiderne træffer vi igen de samme 246 [7] Foto: A. B. (Fig. 4) Smdfoldning i biotit-gnejs dannet ved granitisering af et oprindeligt sediment. Lagdelingen fremhæves affremstående lyse lag i gnejsen. Et par tynde pegmatitgange skærer billedet skråt. Tovqussaq. etager i grundfjeldet - blot ikke i så regelbundet fordeling, da området er slidt ulige dybt ned i forskellige distrikter. Etagernes rumlige optræden inden for resterne af de nedslidte orogener samt den konstaterede vekslen i sammensætningen af hovedbjergarten fra etage til etage forklares af professor Hans Ramberg ved, at en stofvandring i stor skala har fundet sted inden for hvert orogen, mens det foldedes og undergik omdannelse. Den nedre etage har således undergået en degranitisering (er blevet berøvet granitisk materiale), hvorved gennem - snitssammensætningen er blevet mere basisk, mens den mellemste etage er blevet grå- 247 [8] (Fig. 5) Spøgelsesagtige rester af skifer-foldning bevaret i den gra- nitiserede Finnefjeldsgnejs. Foto: A. B. nitiseret og beriget på granitisk materiale. Dette har sikkert haft en ikke helt ringe rum- fangsudvidelse og øgning af plasticiteten i den mellemste etage til følge, hvilket er i fuld overensstemmelse med den geologiske erfaring, at strukturerne ofte er meget kompli- cerede i dette niveau. Vi når herved frem til det slutbillede, at granitens dannelse skyldes en udsvedning af granitisk materiale i orogenets dybere dele og en ansamling af materialet i den mellem- ste etage. Det vil være indlysende for ennver, at denne slutning betyder en radikal om- lægning af den geologiske tankegang. Men man vil også forstå, at denne teori, der til fulde har bestået sin prøve under de hidtidige undersøgelser på Vestgrønland, er af stor betydning, når geologen ud fra sine geologiske resultater skal komme til en opfattelse af mulighederne for dannelsen og tilstedeværelsen af værdifulde mineraler inden for de undersøgte områder. Dette praktiske og økonomiske resultat er jo netop det ene af den geologiske under- søgelses mål. Det andet må være at holde videnskaben og grundforskningen levende, så man altid har de optimale muligheder for at nå til nye praktiske resultater på den hur- tigste og mest effektive måde. 248 [9]