[1] DANSK PATRULJETJENESTE I NORDØSTGRØNLÅND Af fhv. patruljemand Steen Malmquist Patruljens start og historie JJra midten af forrige århundrede til anden verdenskrigs begyndelse har Nordøst- grønland ligget hen som tumleplads for videnskabelige ekspeditioner og danske og nor- ske fangstvirksomheder. Ekspeditionernes formål var i begyndelsen næsten udelukkende forsøg på at kortlægge hidtil ukendte egne af Grønlands nordøstkyst, men senere, da kortlægningen var nogenlunde tilendebragt, var det landets geologiske, arkæologiske, zoologiske og botaniske udforskning, der blev det primære. Fangstselskaberne byggede på strækningen Kong Oscars Fjord til Danmarkshavn fangststationer med passende mellemrum, og mellemrummene blev i tidens løb fyldt ud med små rejsehytter, hvor fangstmændene kunne overnatte, når de var på fangst- rejser. Da krigen kom i 1939, befandt der sig i Nordøstgrønland et antal danske og norske fangstmænd samt enkelte overvintrende fra et par videnskabelige ekspeditioner. Det er klart, at disse menneskers tilstedeværelse på denne fjerne og vanskeligt tilgængelige del af østkysten, ikke var særlig gunstig i en krigstid, hvor det er vanskeligt at afse skibstonage; derfor blev en del af folkene evakueret, medens resten blev samlet i en militær enhed under navnet Nordøstgrenlands danske Slgdepatrulje. På dette tidspunkt havde krigen i Europa allerede raset i en god tid. Patruljen bestod af et dusin mand, ikke mange skulle man mene, men deres styrke lå i et nøje kendskab til de landområder og kyststrækninger, de skulle berejse, og sidst, men ikke mindst deres rutine i arktisk rejseteknik. Det var et stort og ansvarsfuldt job, som var blevet tildelt denne håndfuld mænd, men ved fælles hjælp og ved et godt sammenhold lykkedes det dem at gennemføre en effektiv afpatruljering af kysten fra Scoresbysund i syd til Norske Øer i nord, en stræk- ning på 1000 km i lige linie, dertil kommer så fjordene og øerne. I 1943 blev den første tyske aktivitet i Nordøstgrønland observeret af et hold patruljefolk, det skete på Sabine- øen. Under forsøg på at nå tilbage til Eskimonæs for at rapportere opdagelsen, blev danskerne dog overrumplet af en tysk patrulje, som erobrede slæder og hunde. Selv slap 412 [2] Patruljeslæde på vej over jg-f jorden i dyb sne. Hundene er forspændt to og to efter Norne-systemet. Foto: Steen Malmquist danskerne igennem til Eskimonæs til fods, efter en meget hård tur. Grønlands Admini- stration i Godthåb blev selvfølgelig straks underrettet om episoden, og Eskimonæs fik travlt med at gøre klar til at modtage et eventuelt tysk angreb. Angrebet kom dog først næsten 2 uger senere og foregik i ly af mørket. Den tyske styrke var langt bedre udru- stet end den danske, således havde danskerne kun almindelige rifler og pistoler, medens tyskerne var i besiddelse af automatiske våben. Da flere af folkene fra Eskimonæs var blevet sendt ud for at advare et hold nordpå, var der kun tre mand på stationen, da angrebet fandt sted, medens den, tyske styrke vel har været tre gange så stor. Det blev hurtigt indlysende, at det ville være umuligt at holde tyskerne stangen; derfor trak danskerne sig tilbage, og det lykkedes dem efter en farefuld rejse, helt uden udrustning, at nå frem til Ellaø-stationen i Kejser Frantz Joseph Fjord. Den ene episode afløste nu den anden, desværre faldt en dansk patruljemand således i et tysk baghold og blev dræbt. Flere patruljefolk blev taget til fange og ført til Sabine- øen, men det lykkedes dem alle at undslippe, da tyskerne var enfoldige nok til at benytte danskerne som hundekuske og vejvisere. En af disse tilfangetagne folk, Marius Jensen, benyttede en lejlighed, hvor han kørte for den tyske kommandant på Sabineøen, til at 413 [3] afvæbne denne og helt alene køre ham de 500 kilometer til Scoresbysund, hvorfra han senere blev overgivet til amerikanerne. Sabineø-stationen blev ødelagt af amerikanske ny, dog lykkedes det den tyske besæt- ning at undslippe med fly til Norge. Ligeledes måtte amerikanerne ødelægge Eskimonæs- stationen, da man frygtede, at tyskerne ville tilegne sig stationen og benytte den som basis for fremrykning sydover. I slutningen af samme år opdagede et patruljehold, der var kørt ud fra patruljens nye station, som samme sommer var Blevet bygget ved Dødemandsbugten, at tyskerne havde oprettet en ny station på norctøstlcysten af Shannonøen. Uden tyskernes viden blev stationen udspioneret af patruljemånden Carlos Ziebell, som uset havde kunnet snige sig i læ af nogle klipper lige ved stationshuset, og herfra kunne han få et godt over- blik over situationen. Slædeholdet vendte om og underrettede om opdagelsen, man samlede så patruljens folk i de kommende måneder og forberedte et angreb på den tyske station. Godt 4 måneder efter var man klar til at angribe stationen. Man var blevet forsinket af at vente på en amerikansk styrke, som skulle støtte patruljen under de kommende kamphandlinger, men det blev i sidste øjeblik opgivet af forskellige grunde, så patrulje- folkene måtte, kun otte mand ialt, selv forsøge at bekæmpe den tyske styrke, hvis stør- relse man ikke kendte på forhånd. Angrebet fandt sted 19. april 1944. Patruljefolkene var godt forsynede med våben, men det viste sig desværre, at den tyskejDvermagt var alt for stor, så angriberne måtte trække sig tilbage, dog uden at lide tab, hvorimod tyskerne bødede med en dræbt og flere sårede. Et par måneder senere sendte amerikanerne et skib op for at tilintetgøre stationen, men da havde tyskerne allereHe forladt den, antagelig afhentet afskib. Kun een gang mere konstaterede man, at tyskerne forsøgte at anlægge vejrstation i Nordøstgrønland. I efteråret 1944 opdagede amerikanske flyvere, at et ukendt skib havde sat folk i land på Lille Koldewey, kun en mil syd for det nuværende Danmarks- havn. Et coast guard-skib blev sendt op, og tyskerne blev tilfangetaget. Dette var et kort resumé over krigstidens begivenheder i Nordøstgrønland. Da krigen sluttede, blev slædepatruljen afviklet, og folkene rejste hjem. Men allerede samme år kom nye fangstmænd til kysten, i første omgang kun danske, og året efter norske. Dr. Lauge Kochs geologiske undersøgelser af Kong Oscars — og Kejser Frantz Josephs fjorddistrikter blev genoptaget med ekspeditionshovedkvarter på Ellaø, og ved Danmarkshavn og Daneborg blev der bygget vejrstationer. I 1950, 5 år efter krigens ophør, blev det besluttet forsøgsvis at genoprette en slæde- patrulje i Nordøstgrønland. Søværnet var interesseret i at få uddannet befalingsmænd i elementær arktisk rejseteknik og levevis. Ved siden af den rent militære opgave blev der 414 ; [4] Patruljefolkene må selv skaffe sig kød ved fangst. En skudt narhval er her slæbt ind til Dødemandsbugtenfor atflænses. Foto: Vagn Petersen tillagt den nyoprettede patrulje politimyndighed inden for det nordøstgrønlandske om- råde, det vil sige fra Scoresbysunds norddistrikt til Nordostrundingen. Den nye patrulje bestod det første år af 7 mand, hvoraf 2 var grønlandske instruk- tører, og den fik hovedkvarter i det gamle ekspeditionshus på Ellaø. En slædepatrulje må selvsagt nødvendigvis have hunde til at trække slæderne, men da der i Nordøstgrønland kun findes hunde, som tilhører de to vejrstationer samt de få fangstfolk, måtte man indkøbe hundene i Diskobugten på Vestgrønland, og via Køben- havn blev de så transporteret til Ellaø. Dog blev der overtaget enkelte hunde fra Peary- land-ekspeditionen, som blev afviklet samme år. Efteråret kom, og man tog straks fat på en grundig uddannelse af personellet. Allerede inden isen lagde sig, havde man jagtet sæler fra motorbåd og kajak, således at man ved siden af det opsendte hundefoder, bestående af tørfisk og spæk, havde lidt frisk sælkød til fodring af hundene, inden de for alvor skulle i selen. Senere på vinteren blev der sat hajliner, som gav et pænt udbytte. Med grønlænderne som instruktører gik man i gang med at bygge slæder, sy hunde- 415 [5] seler, lave piske og skagler, og hvad der ellers hører til en komplet slædeudrustning, beregnet for langfart. Ikke så snart havde isen lagt sin bærende flade over fjorden, før man for alvor kunne gå i gang med den praktiske undervisning i hundekørslens krævende kunst. Selv om det nok den første tid kneb lidt med at håndtere pisken, varede det ikke længe, inden alle mand var i stand til at få hundene til at løbe i den, retning, der ønskedes. Slædeholdene sammensættes såledos, at der kører to mand på hvert hold, bestående af een slæde forspændt ti hunde. Een mand bliver hjemme for at tage sig af de daglige radioforbindelser med omverdenen. Efterårsrejserne, som begyndte i november, blev ikke så lange det første år, da der jo udelukkende var lagt an på træning af mandskabet, så man på de kommende forårs- rejser rigtigt kunne udnytte de vundne erfaringer til at få afpatruljeret så megen kyst- strækning som muligt. Træningsturene forløb tilfredsstillende uden uheld, og man samledes så i december hjemme på stationen, hvor man tilbragte mørketiden med at gøre forberedelser til forårsrejserne, samt med teoretisk undervisning af forskellig art. Det kan blandt andet nævnes, at alle mand blev undervist i modtagning og afsending af morsesignaler, samt betjening af det forhåndenværende radiomateriel. Denne undervisning blev foretaget af to af folkene, som hjemmefra var uddannet som telegrafister. Forskellige arter af hel- og halvautomatiske våben havde man også til opgave at afprøve i stærke kuldegrader og snefygning med mere. En vigtig del af undervisningen er undervisning i skindbehand- ling samt flænsning af forskellige dyrearter. En patruljemand skal kunne klare sig selv i en evt. nødsituation, derfor er det nødvendigt for ham at være helt på det rene med, hvorledes de forskellige dyrs skind og kød, beredt på den rigtige måde, kan give ham varme og en mæt mave. Han skal vide, at en moskusokse skal flænses senest 3 kvarter efter, at den er nedlagt, da den ellers gasser op, og kødet bliver ildesmagende. Han skal vide, hvorledes han skal flænse en remmepel for at kunne udnytte skindet mest hensigts- mæssigt til forarbejdning af remme og^ piske. Han skal vide, hvor længe han skal koge eller stege bjørnekød, for at dræbe evt. trikiner, han skal lære at lave mad til sig og sine kammerater, da der ikke bliver udsendt faglærte kokke til patruljen; hver mand må tage sin ugentlig tørn i kabyssen. Men ved siden af det rent tjenstlige arbejde står det ham frit at opsætte rævefælder i terrænet eller drive anden lovlig jagt. Skindene af de ned- lagte dyr tilfalder ham selv, dog med undtagelse af bjørneskind, for hvilke der er fast- sat bestemte regler i en puljeordning. Den. største glæde har patruljemanden i sine hunde. De er eet og alt for ham. Han lever så tæt op ad dem til daglig, at han lærer hver enkelt hund at kende til bunds. Til gengæld lærer hundene også deres herre at kende, de ved, hvor de har ham, glad og fornøjet i fint føre, svedig og hidsig i dårligt føre. Men hundenes humør er næsten altid 416 l-^.-T.r«lfr- _ [6] Foto: Steen Malmquist I dyb sne var det ofte en fordel at forsyne slædemederne med ski, der blev forstærkede med blik af gamle pemmikanddser. Under de lange rejser var reparationer tit nødvendige. godt, og selv i de mest håbløse situationer, hvor det måske har skortet på foder i mange dage, viser de en utrolig hengivenhed og evne til at hjælpe og yde det yderste for at få trukket slæden og læsset ud af det øjeblikkelige dilemma, vel vidende, at der venter dem et godt foder ved først givne lejlighed. Det første forår kom. Man startede med to slæder til norddistriktet, medens en enkelt måtte klare syddistriktet. Den ene af nordslæderne tog sig hovedsagelig af fjordkørsel, medens den anden fortsatte nordover i lige linie til Danmarkshavn vejrstation. Da pa- truljen passerede Daneborg vejrstation for nordgående, havde den den triste opgave at optage rapport over begivenhederne omkring en ung telegrafists død. Denne var om- kommet i en snestorm engang i februar. Rejserne gik fint, og man nåede at gennemføre det fastlagte program. I slutningen af maj var holdene hjemme på stationen igen, og man tog straks fat på at gøre klar til tø- bruddet, men ind imellem skulle der skydes sæler til hundefoder. I forårstiden foregår dette på isen, hvor sælerne ligger ved siden af deres åndehuller, eller i lange rækker langs med de åbne revner. Sælerne er meget sky, så længe de ligger oppe. Ved det mindste tegn på fare forsvinder de i deres huller, og så er de afskrevet forjægerne. Næ, man må 417 [7] bruge list for uset at kunne komme på skudhold af dette vildt. Man ifører sig hvid ano- rak, helst også hvide bukser, og foran på geværet fastspænder man en lille slæde, på hvilken derved hjælp af et par stivere er rejst et hvidt skydesejl, gennem hvis midte ge- værpiben stikker frem. I dækning af dette sejl kan man nu uden altfor stor risiko for at blive opdaget af sælen komme denne på en passende skudafstand og nedlægge den med et velrettet skud. Hen på sommeren kom der beskedJhjemmefra, at patruljen fremtidig skulle have nyt hovedkvarter, hvortil man med første skibslejlighed vilde opsende byggematerialer og håndværkere, så stationen kunne være færdig allerede samme år. Stationen på Ellaø blev nu forladt på nær to mand, som i sommermånederne skulle afpatruljere fjordene med motorbåd, for så om efteråret at blive transporteret til det nye hovedkvarter. Patruljens mandskab var nu forøget 31 ti mand. De to grønlandske instruktører, og en af telegrafisterne, som kun skulle være der det første år, var rejst hjem, og så var der kommet nyt mandskab op hjemmefra. Det gamle personel skulle så i den kommende vinter instruere det nye. ~. Også denne vinter gik godt. Man havde fint føre og fik gennemkørt en væsentlig længere strækning af kysten end året forud. Patruljen var nu ligesom faldet mere fil rette, og man kunne arbejde inden for mere faste rammer, end det var muligt det Første år, hvor man jo så at sige begyndte på bar bund. Det tredie år, altså 1952—53, var der n mand ved patruljen, og man kunne således nu køre ud med fem slædehold. Allerede om efteråret ved første islæg fik patruljefolkene en stor opgave, idet den britiske Nordøstgrønlands-ekspedition, der var startet samme år, var kommet i uforudsete vanskeligheder, og derfor havde bedt patruljen om hjælp til at køre et hold weasels fra Hochstetter Forland op til Danmarkshavn. Denne hjælp blev ydet, og samtidig fik patruljefolkene lejlighed til grundigt at studere mekaniske transportmidlers anvendelighed kontra hundeslæder. Det må siges, at alle blev enige om, at hundeslæden var svær at erstatte med et rent mekanisk køretøj. I det fine forårsføre nåede to slædehold helt op til Kronprins Christians Land, på 80 grader nord, og tilbage til hovedkvarteret i løbet af tre og en halv måned. Et hold som berejste egnene omkring Danmarkshavn, blev for en tid afbrudt i deres rejseplan, da de i samråd med folkene på Danmarkshavn måtte hjælpe med afhentning af den omkomne kaptajn Jensen, den danske forbindelsesofficer på den britiske ekspedition, som i april styrtede ned fra en klippe og blev dræbt ca. 100 km sydvest for Danmarks- havn. Og endelig nåede to slædehold sydover til Mesters Vig. Sommeren 1953 blev en af de mærkeligste, man har oplevet i Nordøstgrønland i mange år. Der var så godt som ingen storis ud for kysten, så det bevirkede, at en meget 418 : [8] Dyb sne på Ingolfsfjorden på 80° 30' nord på vej mod Nordostrundingen. Her måtte hver dagsrute tilbagelægges to gange f or at få bragt læsset frem i det tunge føre. Foto: Steen Malmquist voldsom dønning stod ind på kysten og undergravede denne, så der mange steder blev taget op til 5-6 meter af brinkerne. Een fordel bragte det isløse år dog med sig, og det var, at patruljens motorbåde, uden at møde isvanskeligheder af nogen art, kunne komme til at sejle forsvarlige depoter ud for den kommende køresæson. På grund af den stærke dønning, opstod der en voldsom brænding langs kysterne, så det kunne være meget vanskeligt at få depoterne transporteret i land fra motorbådene med slæbejollerne, og det skete da også adskillige gange, at folkene fik sig en forsvarlig dukkert i det kolde vand, når båden blev tippet rundt i brændingen. Den efterfølgende vinter blev meget hård. Der kom et kolossalt snefald, som man heller ikke havde kendt mage til i mange år. Det stærke snefald i forbindelse med en mildning på 10 dage i februar, forårsagede, at der dannede sig en isskorpe i snelaget, som vanskeliggjorde det for moskusokserne at grave sig ned til føden, som hovedsagelig består af polarpil, og dette afstedkom, at mange okser bukkede under for sulten, nogle køer kastede kalvene for tidligt, og andre kalve er antagelig døde efter fødselen, da de ikke kunne skaffe sig tilstrækkelig næring fra deres udsultede mødre. Moskusbestanden blev hårdt beskattet denne vinter, men forhåbentlig vil der nu følge nogle gunstige år. Også slædekørslen blev vanskeliggjort af den dybe sne, som lå overalt. Det blev nød- 419 [9] •:P>F-»*•*«««« af slædepatruljens varder ved Kap Prins Knud på nordsiden af Kronprins Christians Land. Foto: Steen Malmquist vendigt at gå bort fra den almindelige forspændingsmetode, hvor hundene går foran slæden i en vifte, og i stedet lade dem gå to og to ved siden af hinanden, således at de to forreste kunne træde spor for de resterende, som så bedre kunne bruge kræfterne til at trække slæden med. Trods det dårlige føre nåede to slædehold til Vejrstation Nord, via Kronprins Christians Land og Norctostrundingen, men måtte blive på stationen sommeren over, da tilbagekørsel ikke kunne nås inden tøbruddet. På denne lange tur kørtes med to slæder, men kun med een, mand på hver, da man på denne måde kunne transportere et betydeligt kvantum hundefoder og proviant. På det ca. 1000 kilometer lange stræk fra Danmarkshavn til Nord, havde man kun eet depot at støtte sig til, men det viste sig at være stærkt decimeret af ræve, da man nåede dertil. Man nåede dog til Station Nord uden synderlige uheld. Et andet hold nåede ind over indlandsisen til J)ronning Louises Land, hvor det be- søgte hovedkvarteret for den britiske ekspedition. Holdet havde ligeledes et meget dår- ligt føre. Men i sydterrænet, hvor de store fjældvægge kunne give læ for vinden, lå 420 [10] Under et ophold ved Station Nord foråret overværede patruljekørerne en nedkastning af solarolietromler, der foregik i frit drop, som billedet viser. Foto: Steen Malmquist sneen dog højest. To slædehold lå hernede og svømmede i sne til livet, men fik gennem- kørt de fleste af de planlagte strækninger. Slædeholdene var hjemme i hovedkvarteret inden i. juni, dog blev et af de sydgående hold på Ellaø, hvor det skulle oversomre for at sejle depoter ud i sydterrænet i den for- holdsvis lange sejlsæson, som der er ved Ellaø. Om efteråret skulle de så vende tilbage ved første islæg. Holdene ved Station Nord oplevede det mærkelige, at isen overhovedet ikke brød op i områderne vest og nordvest for Kronprins Christians Land den sommer, så der var mulighed for at køre med slæde hele sommeren. Der blev da også foretaget en rejse til mundingen af Independencefjorden i juni, og omkring i. august blev der kørt en depottur til mundingen af Danmarksfjorden. I slutningen af august blev holdene med en del af hundene afhentet med fly og returneret til hovedkvarteret. Forsøgsvis blev der sendt to andre folk til Nord, som skulle overvintre der og undersøge mulighederne for at oprette en varig patruljepost heroppe. Efterårsrejserne i 1954 blev fulgt af uheld. Et hold, der netop var startet fra hoved- kvarteret for nordgående, blev i et fjeldpas overfaldet af en voldsom snestorm, som i løbet af forbavsende kort tid begravede deres telt i en kompakt snedrive, der, takket være den stærke blæst, blev føget hård som cement. Teltstængerne kunne ikke tage 421 [11] "• trykket fra sneen og brækkede. De to manet i teltet, måtte skære hul i teltdugen, og grave ::- - ~ -** - | >. - sig op til overfladen, trække deres renskindsposer med derop, og så prøve at ride stor- men af i fri luft, liggende i poserne. Da de havde ligget her i halvandet døgn, og stormen stadig fortsatte, turde de ikke tage risikoen for at blive liggende, da de begge var stærkt forkomne. De tog chancen og begav sig hjemover sammen med deres hunde. Efter ti timers march kom de med forfrosne hænSer og ondt i lungerne til stationen, hvor de straks kom under behandling. Tre af huncfene kom først nogle dage senere. Et andet hold blev overrasket af et snefald, som uojen afbrydelse varede i ca. i måned, "TT ' -T1** i .. -- ' nede i Kejser Frantz Joseph Fjorden. Efterårsisen kunne ikke bære vægten af snelaget og knækkede (ligeså stille) for derefter at sejle til havs fra kysten omkring Kap Franklin og nordover mod Myggbukta. Da isen drev ud, lå holdet i telt knap 800 meter fra den nyopståede iskant og måtte skyndsomt søge mod land, da der allerede var opstået en revne mellem telt og land på et par meters "bredde. Der måtte trædes omkring 16 dobbelt- spor med ski foran slæden i den dybe sne for overhovedet at få hundene og slæden frem, men efter meget besvær nåede man da over revnen og kom op på land, hvor teltet blev rejst. Dagen forinden var holdet kørt gennem isen i en af sne overdækket revne, og alt var blevet vådt, samtidig med at så_godt som alt petroleum var mistet. Der fulgte nu en frygtelig tid i teltet. Provianten var allerede for flere dage siden blevet underlagt en streng rationering. Det var umuligt at komme frem langs kysten, hvor isen var gået helt ind, på grund af stadig sneen qgjbundløst føre. Tøjet kunne ikke blive tørret, da man manglede petroleum til primusapparaterne. På nær et par dåser sardiner slap provianten helt op, og hundefoder var det længe siden, man havde haft; men vejret ville ikke bedres. Efter mange dages forløb besluttede man så at løbe risikoen og forsøge at gå nordover til Myggbukta Vejrstation, som lå 4.5 km nordligere. Teltet blev efterladt, ligeledes slæden, og med en mand forrest_til at træde spor startede man så med alle hundene i hælene nordover. Det tog tre dage at komme til Myggbukta, hvor man blev godt modtaget af den tre mand store norslke besætning. De sultne maver blev fyldt, og i løbet af en uges tid var hunde og mæncTkommet nogenlunde til hægterne igen, og på en lånt slæde fortsatte man så til hovedkvarteret, hvortil man først kom den 30. decem- ber midt i den mørkeste mørketid. I midien af februar startedes forårsrejserne, og det blev et forår uden lige med fint føre, lige bortset fra det sydligste sydterræn. Dette forår blev så godt som hele kysten fra Station Nord til Garlsbergfjorden berejst, ialt 7000 slædekilometer. Jeg håber, at man har fået et lille indBlik i Slædepatruljens arbejde i Nordøstgrøn- land. I fredstid er det et sundt, friskt og lærerigt arbejde. Men ved et eventuelt freds- brud, ved patruljemanden også, hvor han hører hjemme, han ved, han til enhver tid kan klare vanskelige situationer, som måtte forekomme, og han har fremfor alt lært at stole på sig selv og sit hundespand. 422 [12]