[1]
SELVBESTØVNING HOS
GRØNLANDSKE LYNGPLANTER
Af dr. phil. O. Hagerup
.H.vis en gammel tropefarer på en klar sommerdag går i land på Øst-Grønlands barske
kyst, kan det ske, at både den døde og den levende natur ved sin fremmedartethed griber
ham således, at han føler sig, som om han var »faldet ned fra månen«: stilhed, renhed,
uberørthed, farver, spejling, mærkelige fugle, sæler, hvaler, bjørne, ræve, moskusokser
o. s.v. Hvor er dog alt forskelligt fra en venlig og frodig tropisk kyst med palmer og ur-
skov ud i havet, hvor ingen isskuring truer med at pløje vegetationen op og dræbe den.
Og så er der dog spredt vegetation næsten overalt inde på land helt op til Grønlands
nordkyst. Det er altså ikke blot den lave temperatur, som er planternes værste fjende.
Men for at en eller anden art skal kunne fortsætte med at eksistere, må den ikke blot
kunne klare vinteren; men den skal også formere sig - helst både vegetativt og ved frø.
Der er nogle få grønlandske planter, som udvikler frø ved »jomfrufødsel«. Men for
langt de fleste arter gælder det, at en bestøvning er ganske nødvendig for en god frøsæt-
ning.
Derfor melder det spørgsmål sig også rent umiddelbart: hvorledes bliver da de grøn-
landske planter mon bestøvede? Græsser, halvgræsser, siv og flere andre bestøves jo som
bekendt ved vindens hjælp. Men blandt alle de andre er der mange, som ser således ud,
at man uden større betænkning gætter på, at de bestøves af insekter. Mange har således
både duft og rigelig honning. Og desuden ser blomsternes farver måske ingen andre ste-
der i verden så yndige ud som netop i de barske omgivelser: »Yndig er blomsten klædt
og bold, dejligt at skue på fjeldet gold.«
Og efter at disse stemninger er løbet af med en, drager man let den nærliggende, men
dog falske slutning, der rent praktisk kan udtrykkes således: »Hvis jeg var en sommer-
fugl eller bi, ville jeg bestøve disse yndige blomster.« Men man glemmer derved, at bier
og mennesker vist er lige så forskellige indvendig som udvendig. Og det viser sig desuden
at mange blomster udvikler frugt, også når de vokser på sådanne steder, hvor de ikke
bliver besøgt af insekter. Man kan tillige udelukke insekter ved at omgive blomsterne
med en pose, uden at dette dog forhindrer frugtsætning.
55
[2]
Fi£. /. Bølle (Vaccinium uliginosum). Mediant længdesnit af blomst i selvbestøvning.
Fig, z. Rypebier (Arctostaphylos alpina). Åfediant længdesnit af blomst i knop-selvbestøvning.
Fig. 3. Rypebier. Tværsnit af Stevknapper, som er presset tæt sammen om griffelen, der er hul.
Fig 4. Fire stevkorn hænger sammen. Et er spiret på ar.
De mest tillokkende, grønlandske blomster findes vist i lyngfamilien; deres ynde i form,
farver, duft og honning overgåes måske ikke af andre. Men ikke nok med det; planterne
dækker også mægtige arealer med en ofte sammenhængende vegetation (hede), hvorved
de kommer til at høre til Grønlands vigtigste og mest dominerende arter. Og kommer
man i blomstringstiden, virker det ganske overvældende at se de milliarder af skønne
blomster, der ligefrem præger omgivelserne og krydrer luften. Men hvor er nu de mæng-
der af bestøvere, som ville være nødvendige for at besøge alle de blomster, der snart
sætter frugt?
Det virker imidlertid meget påfaldende, at man kan vade mellem blomster time efter
time og dog kun se ganske enkelte humler eller små sommerfugle. Og selv om disse også
på sædvanlig måde besøger blomsterne, betyder dette dog kun en tilfældig chance, der
er uden kvantitativ betydning og let kan undværes fuldstændigt. Således vokser f. eks. den
grønlandske Mose-Bølle også på Færøerne, hvor den sætter rigelig frugt uden insekt-
besøg.
Selv nær den barske yderkyst nærmest ved det stormfulde ishav vokser der forskellige
lyngplanter som vegetationens mest hårdføre pionerer: Firkantlyng (Cassiope), Mose-
bølle (Vaccinium), Rypebær (Arctostaphylos alpina), Rævling (Empetrum), Alperose
(Rhododendron) o. s. v. Jo længere man lommer bort fra yderkysten, des tættere bliver
56
[3]
Fig. 5 Bidlyng (Phyllodoce). Blomstrende gren.
Fig 6. Bidlyng. Mediant længdesnit af blomst i knop-selvbestevning.
lynghederne. Og der udvikles en sådan mængde frugter, at selv de store bjørne og rævene
finder det umagen værd at samle bærrene af f.eks. Bølle og Rævling. Det samme er til-
fældet med fuglene (ryper, måger), hvis ekskrementer gennem hele eftersommeren er
farvede stærkt blå.
Der er således ingen tvivl om, at blomsterne er blevet godt bestøvede, uden insekters
hjælp, til trods for at lære- og håndbøger er enige om, at lyngplanterne er skole-eks-
empler på sindrig tilpasning til insektbestøvning.
For at trænge ind i dette for næsten alle grønlandske planter så vitale problem, som
bestøvningen er, vil vi begynde med at undersøge et fint og nøjagtig mediant længde-
snit af en udsprungen blomst af Bøllen (Vaccinium uliginosum). Et sådant er tegnet i
fig. i, hvor blomstens munding vender nedad, ligesom den gør i naturen.
57
[4]
mærkeligste ved bestøvningsmekanlsmen er støvbladene (prikkede i fig. i): ved
deres basis sidder de fast både på kronens inderside og på frugtknudens overside. Støv-
trådene er meget tynde ved enderne, men tykke på midten; de er ved deres basis klemt
fast mellem opsvulmede partier af krone og frugtknude.
Også støvknapperne er mærkelige ved, at de har lange horn (sorte i fig. i), dersom
stålfjedre er spændt mod kronens inderside, hvorved støvknapperne presses ind imod
griffelen (og tæt sammen, fig. 3), idet de ved tynde hængsler er fæstede til støvtrådene
og derfor let bevægelige.
Men desuden er støvknapperne mærkelige ved, at deres spidser er trukket ud i lange
rør, hvor igennem støvet udtømmes. Kanalerne gennem rørene er dog så fine, at de ret
store støvkorn, der hænger sammen fire og fire (fig. 4) kun vanskeligt kan passere, og
desuden kun hvis blomsten rystes af vinden. Anbringes blomsten i vindstille rum - f.eks.
i et vindue - bliver de slet ikke bestøvede. Indholdet af støvknapperne udtømmes altså
på lignende måde som indholdet af en fintporet peberbøsse, der ikke blot skal have
porerne nedad; men den skal også stadig rystes.
I de hængende lyngblomstervenderjietop de fine porer nedad, og desuden presses de
- som ovenfor nævnt - ind mod griffelen og dermed Uge hen over arret (fig. i). Så snart
blomsten springer ud, begynder den sagte strøm af pollen at falde ned over arret, der
nødvendigvis må træffes af meget pollen, fordi det netop sidder i kronens snævre åbning.
En vis mængde af støvet kommer dog ud. af blomsten uden at træffe arret, hvilket kan
sees deraf, at der sommetider sidder enkelte støvkorn uden på blomsten.
En mikroskopisk undersøgelse viser, at støvkornene let spirer (fig. 4) på arrets store
slim-prop og sender dernæst lange, tyncfe støvrør ned gennem en fin kanal i griffelens
midte; derfra vokser de direkte ned i frugtknudens hulrum og befrugter frøanlæggene.
Hele denne indviklede og mærkelige Tsestøvningsproces, som man kunne kalde for
»vind-selvbestøvning«, foregår altså ganske normalt og også helt uden insektbesøg. Skulle
endelig den sjældne begivenhed, som en visit af et insekt er, indtræffe, da har blomsten
næsten altid bestøvet sig selv i forvejen. Helt værdiløs er insektbesøg dog ikke; dette
fremgår af, at der — om end meget sjældent - forekommer en krydsning mellem blåbær
og tyttebær.
Det er åbenbart bestøvningsmådens automatiske sikkerhed, som er årsagen til, at der
udvikles så mange bær. Grønlænderne er dog ikke så glade for disse som for frugterne af
rævling, fordi de mener, at bøllerne ikke blot farver tænderne, men også ødelægger
disse, hvilken opfattelse if. Porsild ligger i plantens navn »Qingutarnaq«.
Den grønlandske mose-bølle er desuden mærkelig ved at være så forskellig fra den
danske, at den godt kunne betragtes som en selvstændig art under navn af dværg-mose-
bølle = Vaccinium microphyllum. Den har nemlig kun 12 kromosomer (medens den
danske har 24). Desuden er den en lille, lav busk med små blade og vokser på tørre ste-
58

[5]
4 - Kantlyng (Cassiope tetragona).
De hejarktiske heders karakterplante.
Foto: Chr. Vibe
59
[6]

der. Den art, som findes i Danmark, er sjælden i Sydgrønland og ser helt anderledes ud:
den er nemlig en knæhøj, opret busk med store blade; og den vokser på fugtige steder,
f. eks. i Bøllemosen, som har fået sit navn efter planten.
Den måske mest hårdføre af den østgrønlandske hedes dominerende arter er firkant-
lyngen, Cassiope tetragona, der også frembringer et væld af yndige, duftende blomster,
som næsten alle sætter frugt, der modnes under sneen den følgende vinter (Porsild).
Også Cassiope har vindselvbestøvning på lignende måde som bølle; men støvknapperne
åbnes oftest, lidt^ør blomsten springer ud. Derved bliver eventuelle insektbesøg overflø-
dige; thi blomsten har allerede bestøvet sig selv i forvejen.
Rypebær (Arctostaphylos alpina) er en ret almindelig indblanding i heden, hvor den
bliver meget iøjnefaldende ved sit smukt vinrøde efterårsløv. I fig. 2 ses, at den også har
»knop-selvbestøvning«; og da kronen er stærkt håret indvendig, er muligheden for,
at noget støv skulle kunne falde andre steder end på arret kun ringe. Desuden sidder arret
netop i kronens nederste spids, hvor næsten alt støvet samles, når det falder ud af støv-
knappen.
Også blå-lyngen (Phyllodoce, fig. 5-6) har knop-selvbestøvning. Den har ingen stive
horn på støvknapperne; men disse er alligevel pressede hen over arret, fordi støvtrådene
ved deres basis har en opsvulmning, som er fast trykket ind mod en ringformet valk
omkring kronens basis.
Hos tyttebær (Vaccinium vitis idaea), blåbær (Vaccinium myrtillus), vintergrøn
(Pirola), moslyng (Cassiope hypnoides), tranebær (Oxycoccus), melbær (Arctosta-
phylos uva ursi) og Rosmarin-lyng (Andromeda) bestøver blomsterne sig selv på lig-
nende måde som ovenfor beskrevet hos bølle. Alle disse lyngplanter har hængende blom-
ster, hvilket er et vigtigt led i selvbestøvnings-mekanismen.
Men der findes desuden på Grønland fire arter med oprette blomster, nemlig Loise-
leuria, alperose (Rhododendron) og to post-arter (Ledum). Om disse også bestøver sig
selv, bør undersøges ude i naturen. Men en eventuel selvbestøvning må i så tilfælde ske
på andre måder end de ovenfor nævnte.
Efter den gængse opfattelse hører orkideerne og lyngfamiliens medlemmer jo til de
bedste og mest typiske eksempler på sindrig tilpasning til insektbestøvning, der betragtes
som absolut nødvendig. Men vi har nu set, at for de grønlandske arters vedkommende
er nævnte anskuelser absolut urigtige. Dernæst ville det være meget interessant at få
undersøgt, hvordan alle de andre arter forholder sig med hensyn til bestøvning. Nogle
få planter er tvebo (f. eks. pil) og synes derfor at måtte bestøves af insekter eller vind;
måske skal kvan (Archangelica) helst besøges af fluer? I enkelte ranunkler på Spitsber-
gen fandt Høeg edderkopper. Men for at opnå helt sikre resultater, bør de enkelte arter
hver for sig sikres mod ethvert insektbesøg ved, at blomsterne overbindes med poser.
Thi man må ikke lade sig vildlede af, at »netop en hel del af de almindeligste arter er
60
[7]
Bidlyng (Phyllodoce coemlea).
Foto: A. Rosenkrantz
slik bygget, at bier og humler vilde være naturlige besøkere og bestøvere.« Men »blom-
sterne folder sig ut til ingen nytte; de pynter sig og frister og gør sig til - og så er der
ingen at gøre sig til for.« Således skriver Høeg om Spitsbergens blomster. Og han slutter:
»efter dette skulde næsten alle oprindelige insektbestøvere på Spitsbergen kunne klare
sig ved selvbestøvning«.
Det ville være en lokkende opgave at undersøge, om der i Nordgrønland findes een
eneste plante, som ikke kan undvære insektbesøg. Jeg gætter på, at de alle kan bestøve
sig selv (eller bestøves ved vindens hjælp).
61[8]