[1]
TRÆK AF RENSDYRJAGTENS HISTORIE
Af stud. mag. G. Nellemann
XVensdyrjagt er og har, så længe man kender dertil, altid været en højt skattet sommer-
beskæftigelse i Grønland, men man har aldrig regnet den for at være af så stor betyd-
ning, at den kunne konkurrere med sælfangsten. Men har nu de helt gamle og op-
rindelige forhold mellem disse to jagtformer altid været de samme, har rensdyrjagten
mon ikke engang betydet mere, end den gør nu?
Dette spørgsmål stiller man sig, når man både fra etnografisk og arkæologisk side
hører, at rensdyrjagten var de ældste eskimokulturers økonomiske grundlag.
Rensdyret må betragtes som den primære årsag til, at de arktiske egne blev befol-
kede. Under den sidste istid levede oldstenalderens jægere i Nordeuropa i stor udstræk-
ning af rensdyrjagt, og følger man den vigende isrands spor nordover, vil man finde
rester af rensdyrjægere, jo nordligere jo yngre, indtil man oppe i de nordlige skove og
på tundraerne vil støde på deres arvtagere, nutidens rensdyrjægere i Sibirien og
Amerika. Nogle af disse har tæmmet rensdyret - er blevet rensdyrnomader — men det
er en anden historie.
Vi har altså, både i den gamle og i den nye verden, folkeslag der, som de europæiske
stenaldermennesker, bygger deres eksistens hovedsagelig på rensdyret. Fælles for disse
er ikke alene rensdyrets betydning — flere andre træk finder vi hele vejen rundt om
Nordpolen, fra Lapland til Grønland, og af disse skal vi her se på dem, der har direkte
med rensdyrjagten at gøre.
Om rensdyrjagtens metoder i Grønland kan vi læse et og andet - omend ikke over-
vældende meget - hos de gamle danske forfattere. Man tog, som den dag i dag, ind
i bunden af fjordene med hele familien om sommeren, og her drev man klapjagt —
eller for at bruge et etnografisk fagudtryk - drivjagt på renerne. Hans Egede skriver:
». . . der (længst inde i fjordene) anstille de en Klap-Jagt, og med Qyinder og Børn
omkring sette dem og forjage dem hen til trange Stier og Passer, hvor Mandfolkene
ligge paa Luur og passer dem op. Naar de nu ikke ere saa mange Folk, at de kand ind-
sperre dem, saa betjene de sig af lange hvide Kieppe, med støkker Torv Stungne paa
Enden og Spiidsen deraf, og setter dem i Veien for Dyrene at de skal skye derfor og
ikke undløbe.«
81
[2]
At man også har bygget stengærder, mellem hvilke man drev renerne, kan vi se
deraf, at disse fangstanlæg endnu findes. Disse fangstgærder ender enten i en dal-
snævring, hvor der er bygget skydeskjul, eller måske i vandet. I sidstnævnte tilfælde
dræbte man dyrene med lanse fra kajak, medens man på land brugte bue og pil.
Disse metoder må betegnes som fællesjagt, da de krævede et vist mandskab, og Hans
Egede skriver da også, at »de med Qyinder og Børn i Haabetal lader sig finde paa Jagt«.
Men også en eller nogle få jægere kunne drive renjagt. På denne jagt benyttede
man sig af, at renerne ser forholdsvis dårligt. Man kunne holde et rengevir op på hove-
det og håbe på, at renen ville tage fejl og komme nærmere - og man mente endda, at
slædeopstanderne kunne gøre samme jjavn, idet renerne forvekslede disse med ren-
takker. Man brugte også den metode, at to mænd gik hen mod renerne ganske tæt
sammen. I nærheden af dyrene gemte den ene sig, medens den anden gik sin vej igen.
Renerne så da et menneske komme, og et menneske gå igen, og mente sig sikre. Ofte
var de endda så nysgerrige, at de gik efter mennesket for at se, hvor det gik hen - og
så løb de lige i armene på den skjulte jæger. Om vinteren brugte man at køre renerne
op med en slæde, når de færdedes på isen, men vinterjagt var sjælden.
. - Ser man nu ud over de arktiske egne, vil man opdage, at flere af disse jagtmetoder
har en uhyre vid udbredelse, for ikke at sige, at de stort set er fælles for alle de nord-
lige rensdyrjægere. At benytte sig af naturlige dalsnævringer og kløfter ligger lige for,
men selv en sådan teknik som den at benytte opstillede rækker af stokke eller stenvarder,
for at renerne skal tro, at det er mennesker »og skye derfor og ikke undløbe«, kender
man både fra Nordamerika og Sibirien, og skulle jeg nævne alle de forfattere, der
beretter om, hvordan indianere og sibiriske folk jager renerne, når de svømmer over
søer eller floder, ville dette nærmere blive en bibliografi end et lille causeri om rens-
dyrjagt.
Tamrenerne i Sibirien har været til stor hjælp på jagten ved at optræde som lokke-
dyr. Sligt kendes naturligvis ikke fra Grønland, men rentakkerne på jægerens hoved
bygger dog på samme ide.
Alt dette siger os nok et og andet om renjagtens høje alder, men egentlig ikke noget
om, hvorvidt den i det gamle Grønland spillede en større rolle end i senere tider.
Men havde jeg, da jeg omtalte de stenbyggede fangstgærder, fortalt, hvor vi finder dem,
havde det givet et fingerpeg i denne retning. Sådanne utvivlsomme fangstanlæg til
renjagt kendes fra områder i Grønland^ hvor ingen ren har sat sine ben i umindelige
tider, nemlig bl. a. i Julianehåbs distrikt og ved Angmagssalik.
Når renerne ikke længere findes her, kan det det førstnævnte sted nok i nogen
grad skyldes geværet, der tyndede bedre ud i hjordene end bue og pil.
Men også hvor der var rener, er selve renjagten blevet bremset i nogen grad
af kolonisationen. De gamle dagbøger fra Handelens og Missionens folk lader tydeligt
82
[3]
Hans Egedes tegning af rensdyrjagten.
Bemærk de opstillede stokke med græstørv på toppen. J forgrunden jages en hare med bue og pil.
[4]
skinne igennem, at rensdyrjagten ikke var populær hos de danske; det lange ophold i
indlandet bevirkede, at der kam mimjre spæk i tønderne og færre omvendte sjæle i
kirkerne. At det med spækket ikke er en løs påstand ses af den i øvrigt udmærkede Lars
Dalagers transaktioner: Han opkøbte for tobak og lærred et halvt hundrede af de
dårligste rensdyrgeværer, tilintetgjorde dem, og udlånte - mod en fast årlig afgift -
nogle af handelskompagniets gode rifler til sæljagt — med det resultat, at der det føl-
gende år var en merindtægt på ca. i .000 rigsdaler for spæk. For at give Dalager, hvad
hans er, bør jeg tilføje, at han forærede 200 opmagasinerede renskind til tidligere
renjægere og til fattige enker og andre uforsørgede.
Jeg indledte med at skrive, at arkæologien og etnografien giver gode grunde for, at
rensdyrjagten i gamle tider var det Jaæjende erhverv hos eskimoerne. Disse teorier er
opstået af undersøgelser i Alaska og Canada og kan ikke uden videre føres over på
Grønland, — og måske er Grønland først blevet befolket, efter at man i Nordamerika
var begyndt at lægge mere vægt på havfangsten. Naturbetingelserne her er ikke så gode
for en rensdyrkultur, idet det store bagland, de endeløse tundraer, mangler. Man
måtte lempe sig efter naturforholdene, og ville man leve i Grønland, kunne man
sikkert kun de færreste steder gøre det alene på grundlag af rensdyret, sådan som de
canadiske rensdyreskimoer og Nunamiut i Alaska gør det. Men at der har været steder
i Grønland, hvor forholdene har været, om jeg så må sige »canadiske«, kan vi læse hos
Rink: ». . . der gives enkelte grønlandske Familier, som have deres Vinterpladser i de
bedste Rensdyregne, og drive en saadan Jagt hele Aaret igennem, at de fortrinsvis leve
af Rensdyret, og altsaa, igennem det, paa en maade af Landjorden. Dette gælder især
den afsides Vinterplads Narsarsuk (Upernaviks distrikt), hvis beboere sjeldent skulde
lide Nød, men til enhver Aarstid have Overflødighed af Rensdyrkjød, ikke at tale om
de andre Landdyr, Harer, Ryper samt Ræve, hvis Skind tjene dem som Handelsvare.
Kun naar de trænger til Spæk til deres Lamper, søge de Sælhunde i Strømstederne
eller under den faste Landis . . .«
Vi har efterhånden stiftet bekendtskab med det meste af, hvad etnografien, gennem
de skrevne kilder, har at sige om rensdyrjagten i det gamle Grønland. Men også arkæo-
logien kan sige os lidt. De eskimoarkæologiske undersøgelser er alle — på een nær —
foretaget ved kysten, og det, man finder her, er naturligvis hovedsagelig vidnesbyrd
om havjagten. Dog viser rensdyrjagten sig tydeligt i de mange genstande af rentak.
Men vil man arkæologisk beskæftige sig med denne side af kulturen, må man natur-
ligvis opsøge de gode rensdyrdistrikter, både de nuværende, og de, der engang var
gode.
Hvordan boede rensdyrjægerne? Ja, var rensdyrlandet ved bunden af en fjord, så
boede de med hele familien i teltet, som var fragtet herind med konebåden. Men i det
egentlige indland, langt fra fjorden, måtte man klare sig på anden vis. De skrevne
84
[5]
Rensdyrjægernes overnatningshule i indlandet syd for Ameralik.
Her fandtes udviklingen fra flintpilespids til moderne riffelkugler.
Foto: Nellemann
kilder siger os ikke meget, men noget ved vi da ad denne vej. Et morsomt eksempel
finder vi i Frode Petersens beretning om en opmålingsekspedition i Egedesminde-
distriktet i 1897. Inspireret af geodæternes private vanskeligheder med nattekulden
skriver han: »Et praktisk Vink giver imidlertid Rensdyrjægernes Fremgangsmaade.
Naar de maa kampere under aaben Himmel fylde de tørt Græs mellem Klæderne
og Legemet og faa derved en udmærket Beskyttelse mod Nattekulden.«
Fra arkæologien ved vi også lidt, og denne viden skyldes især Eigil Knuths indlands-
rekognosceringer. Flere boligformer fra indlandet kendes; regulære huse har Knuth
85
[6]
Foto: Nellemann
Renjagerhus under udgrapning. Dette hits og andre ligger
ned den østlige ende af Taserssuaq indenfor Buksefjorden. Pladsen blev fundet under Eigil Knuth's rekognoscering.
fundet ved lokaliteterne Ataneq og Qavdlunatssiait nord for Ujaragssuit i Godthaabs-
fjorden. Knuth var der i selskab med rensdyrjægere, og han havde ikke lejlighed til at
foretage egentlige udgravninger, menji:pnst_ateredei at der var tale om rigtige, sten-
byggede huse, og trods navnet Qavdlunatssiait, var der ingenting, der tydede på, at
husene skyldes nordboerne. .Disse bopladser i rensdyrdistrikterne var ingenlunde
ubetydelige, idet der ved de to pladser var henholdsvis n og 10 hustomter. Også i
området syd for Ameralikfjorden fandt Knuth eskimoiske indlandsboliger, huse, telt-
86
[7]
ringe og klippehuler, og i litteraturen finder man hentydninger til primitive jægerly
af græstørv, ren tak og vidjer. I en af Knuths huler, der næsten kun kan betegnes som
et klippely, er der af et hold arkæologer fra Nationalmuseet foretaget en mindre ud-
gravning. Fundene var sparsomme, men giver trods dette allerede vide perspektiver;
på jordoverfladen lå patronhylstre og afgnavede ben af rensdyr, der var skudt for
mindre end en uge siden af jægere fra Kapisigdlit. Et stykke nede i jorden fandtes bly
— man har støbt kugler her engang — og længst nede en stump af en pilespids af flint.
Dette lille klippely blev af Kapisigdlit'erne takseret til at kunne rumme 5-6 mand,
men de kendte andre, der kunne tage op til 35. Ja, jeg behøver vist ikke at sige, at
undersøgelsen af en sådan hule er en oplagt opgave for arkæologerne. I det hele taget
ligger der store opgaver for denne videnskab i det grønlandske indland, og det er ikke
alene i Godthåbsdistriktet, for også i indlandet ved Diskobugten og andre steder kender
man rensdyrjægerly.
Da jeg begyndte at skrive dette, var det mit håb, at jeg kunne slutte med at sige,
at rensdyrjagten engang var det bærende erhverv i Grønland. Det ville imidlertid
være en hasarderet påstand, hvis man tager Grønland som et hele. Men så meget må
jeg kunne sige, at mulighederne for, at vi i fremtiden gennem arkæologien vil kunne
få mere at vide om denne side af erhvervslivet, er store. Og hvis man for alvor be-
skæftiger sig med dette problem, kan det være, at man kan finde frem til et andet
forhold mellem havjagten og indlandsjagten, end det man regner med nu.[8]