[1]
NEKROLOG
Odåq
(ca. 1888 - 6. maj
Odåq
Så er der da ikte nogen niere tilbage, som kan
fortælle om den stolte dag i april 1909, da Robert
E. Peary med sine seks ledsagere, hvoriblandt den
unge polareskimo Odåq, førte slædesporet udover Is-
havet frem til Nordpolen. Odåq døde den 6. maj 1955
som den sidste af Nordpolens erobrere, i en alder af
ca. 67 år.
Odåq var ganske ung, vel omkring 18 år, da Peary
første gang tog ham med på den store færd mod Nord-
polen. Det var foråret 1906, og da måtte man vende
om, efter at man havde stridt sig frem til 87° 06 nord-
lig bredde. Men tre år senere var Odåq igen med i
Peary's følge på vej mod Nordpolen, og da blev der
først gjort venderejse ved målet.
Denne rejse var højdepunktet i Odåqs liv. Næppe
har han dengang syntes, han præsterede noget særligt,
men eftertiden fik ham til at forstå, at der i april 1909
blev ydet en bedrift, der siden har været genstand for
stor beundring. Og Odåq nød denne beundrmg,~nød
at fortælle om de store dage i Peary's følgeskab^ om
selve målet, hvor der blev uddelt tre snapse til hver,
og hvor Peary pegede i alle retninger og sagde: »Nord-
polen er her! Ikke der, ikke der og ikke der, men
her, hvor vi nu står«, og derefter stampede den store
Peary energisk i isen for at slå opdagelsen eftertrykke-
ligt fast.
Odåq var en af de første mellem polareskimoerne,
der tilegnede sig lidt af den hvide mands kultur. Han
var en stor beundrer af Peary's viljestyrke og lærte at
forstå, at det at Tomne noget og nå noget var først og
fremmest at ville noget - og ville det så meget, at intet
kunne standse. Da Odåq's yngste søn, Pilekvisten, en-
gang fulgte Manne Rasmussen og mig på en ekspedi-
tion til Washingtonland, sagde Odåq til mig ved af-
skeden: »Når nu min dreng rejser ud med dig på sin
første store rejse, vil intet glæde mig mere, end hvis du
kan komme tilbage igen og fortælle mig, at Pilekvisten
aldrig er veget tilbage for at udføre, hvad du pålagde
ham. Den store Peary lærte mig aldrig at give op, når
det gjaldt om at komme frem på en rejse, selv om is-
skruningerne var højere end skibets mastetoppe, så vi
mitte trække den bageste slæde op med den forreste,
når denne kørte nedover. Vi blev ved og blev ved og
kom til sidst over alle forhindringer - og min søn skal
lære det samme. Du må aldrig tillade ham at give op!«
Dette at holde ud, til alt segnede, var blevet Odåq's
eget livssyn, hvor det gjaldt slæderejser. Han var even-
tyrer af fødsel og elskede at sætte fjerne rejsemål og nå
dem. Hvert år i en lang årrække rejste han den lange
vej fra hjemmet i Melvillebugten nord om Smith Sund
til Ellesmereland og ned til Jones Sund og tilbage igen
samme forår blot for bjørnejagtens skyld. For Odåq
var foretagendets daglige spænding den stadige driv-
kraft. Var han først hjemme igen, faldt han til ro, mæt-
tet af de store oplevelser. Derfor var han aldrig den
ledende kraft hjemme på bopladsen - nej, hans felt lå
fjernt bag de fjerneste forbjerge.
Odåq's mor, Itsugssarssuaq, kom til Grønland som
otteårig pige på den sidste af de større folkevandringer
fra arktisk Canada til Thule-distriktet. Det skete i
1864. Hun voksede op mellem polareskimoerne og
blev moder til en stor slægt, der i dag udgør en værdi-
fuld del af Thule-befolkningen.
Chr. Vibe[2]