[1]
SCORESBYSUND-PROBLEMER
Af lektor Niels Lyhne Jensen
x_/stgrønlands nordligste distrikt, Scoresbysund, indtager uden tvivl en særstilling
blandt Grønlands mange og i forhold til folketallet så forskelligartede samfund. Ikke
blot er det med sine tre besejlinger om året og hundreder af mil til nærmeste nabo vel
omtrent det mest isolerede, men det er også enestående ved de omstændigheder, hvor-
under den nuværende bebyggelse fandt sted. På privat dansk initiativ bragte man for
tredive år siden et antal grønlændere af Angmagssalik-stammen til dette vældige arkti-
ske fjordsystem, for at de her skulle forsøge at skabe sig en tilværelse som sælfangere,
således som de havde gjort det i deres hjemegn, men under vilkår, der var anderledes
end dem, de kendte, og i et område, som oprindeligt var beboet af en helt anden, nu
forsvunden stamme. Disse faktorer, den europæiske medvirken ved koloniens oprettelse,
de ændrede klimatiske betingelser og disses indflydelse på fangstforholdene, samt løs-
rivelsen fra generationernes kæde i Angmagssalik, har alle bidraget til at give befolk-
ningen i dette område dens særlige præg.
I mange henseender har forsøget på nykolonisering af fjordområdet været en succes
og kan betegnes som et vellykket eksperiment i, hvad man på engelsk ville kalde "social
engineering". Af de 82 grønlændere, som oprindeligt rejste til Scoresbysund, er der nu
blevet over halvtrediehundrede, der takket være de rige fangstmuligheder kan glæde
sig ved en efter grønlandske forhold høj levestandard. Man ser det, straks man kommer
i land; det er sunde kraftige folk, man møder, pæne i tøjet, pjalter kendes ikke - især
er børnene velklædte — og renligheden står efter grønlandske forhold højt. Lus mærker
man ikke til, både de unge mænd og de unge piger går ind for hårpleje; synet af en
ung grønlænderinde, som står i solen og vasker sit lange rødsorte hår, er så typisk en
situation som nogen, man kan iagttage på bopladsen.
Det er fristende at blive stående ved sådanne indtryk og udbrede sig om bopladsens
muntre sorgløse leben, om børnenes utrættelige leg og tummel, om østgrønlændernes
smilende væsen og fribårne venlighed mod en fremmed — det ville ikke være et usandt
billede af livet i Scoresbysund; men selv om det kun var kort tid, det var mig beskåret
at lære forholdene i kolonien at kende, mener jeg dog at have fået indtryk af, at det
lille samfund har sine problemer, medført af udviklingens gang, og det kan det være
281
[2]
nok så nyttigt at komme ind på. Jeg iler med at sige, at jeg ikke tiltror mig evne til
at sige noget, som ikke er evident for de fastboende danske, i mange tilfælde mine in-
formanter; men idet jeg ser hen til deres overbærenhed, fortrøster jeg mig til, at jeg
som udenforstående iagttager måske kan pege på forhold, hvorom de nævnte for øje-
blikket reserverer sig deres mening.
Selv om man kommer til Scoresbysund med det udtrykkelige forsæt at danne sig et
indtryk af de moderne grønlænderes levevis ved selvsyn og uafhængig bedømmelse, er
det vanskeligt for ikke at sige umuligt at holde sig fri af den sociale placering, som man
tildeles fra det øjeblik, man sætter foden på land. Det grønlandske samfund er delt i
to, der er danske, og der er grønlændere; det tjener intetsomhelst formål at tilsløre
denne kendsgerning. De fester hver for sig, de sørger hver for sig, og de har skarpt ad-
skilte funktioner i det samfund, hvis velfærd og fremtid de er fælles om at skabe, og
hvori de formelt set er ligestillede borgere. Man kan som dansk ikke lade være at lade
sig påvirke af de værdisynspunkter, hvprudfra danskere som gruppe bedømmer grøn-
lænderne og deres adfærd. Den nævnte tvedeling medfører også, at der er en vedtagen
fjernhed i forholdet mellem grønlænderen og en selv. Scoresbysunderne er skam ven-
lige nok, men der er noget uafhængigt ved deres væsen, de er ikke straks hjertensvenner
med en fremmed, og underdanighed ligger dem fjernt. Alt dette er i sig selv tiltalende,
men det gør det just ikke lettere at få kontakt. På et område er skellet mellem grøn-
lændere og danske ophævet, nemlig mellem børnene. De leger lykkeligt sammen uden
sproglige og sociale skranker af nogen art.
En anden ting, som heller ikke gør det lettere at lære Scoresbysunderne og deres leve-
vis at kende, er de vanskeligheder, som de sproglige forhold frembyder. Selv om man
udruster sig med et elementært kendskab til vestgrønlandsk — det eneste, som man ved
læsning kan erhverve sig - kommer man ikke langt. Den østgrønlandske dialekt er både
glosémæssigt og lydligt forskellig fra vestkystens sprog, og der går lang tid, før man kan
udsondre ord i Scoresbysundernes gutturale, afsnubbede talestrøm. Målet skal nu være
noget forskelligt fra det, man taler i Ångmagssalik, bl. a. på grund af indflydelse fra
vestgrønlandsk gennem de fra vestkysten tilflyttede familier. De i de senere år nytil-
komne fra Ångmagssalik vakte i begyndelsen moro hos de lokale på grund af deres efter
disses opfattelse grinagtige taleform. lEke sært, at man kom til kort med sit nødtørftige
vestgrønlandsk; det gik mig, som man kan forestille sig, det ville gå en ungarer, som på
Harboøreegnen forsøgte at klare sig med en svensk parlør.
Dansk tales i begrænset omfang, men danskerens stilling i kolonien, så vidt jeg kunne
iagttage, er et problem i sig selv. Alle får jo undervisning i dansk i skolen, men af de
fem. og tyve dansktalende grønlændere, som efter min opgørelse fandtes i kolonien,
havde ingen opnået denne færdighed gennem skolen, hvilket vel heller ikke var at for-
vente. Disse havde tilegnet sig færdighed i dansk som kivfakker ved kolonien eller vejr-
282
[3]
Ung fanger fra Scoresbysund, hvor f angsten endnu byder gode livsmuligheder.
Foto: W. Luthy
[4]
stationen eller som arbejdere i Mesters Vig. Det var dog kun en trediedel af dem, som
talte flydende dansk, og der var et spring mellem denne gruppe og resten, omfattende
alle, som kunne formås til at føre en fåmælt samtale på dansk, ned til de hårdnakkede
sjæle, som udmærket godt forstod dansk, men vægrede sig ved at tale det. De fleste
dansktalende var unge mænd, blot fire var mænd over fyrre år, og kun fem var kvinder.
Det mest interessante er dog, at en del grønlændere uden for den nævnte gruppe ved
enkelte lejligheder røbede, at de kunne_ forstå og tale lidt dansk. Jeg gjorde også den
erfaring, at folk, om hvem de fastboende danske ikke anede, at de kunne dansk, over
for mig, en hjælpeløs fremmed, lagde helt antagelige kundskaber for dagen. Et par af
disse gik forøvrigt helt i baglås, så snart de bemærkede, at jeg havde erhvervet mig et
par gangbare grønlandske brokker. I nærværelsen af andre grønlændere syntes de
dansktalende i blandt dem særligt uvillige til at udfolde deres færdighed. Jeg oplevede,
at en mand, med hvem jeg næsten dagligt havde ført samtaler på dansk, viste sig gan-
ske uvillig til at tale andet end grønlandsk ved en kaffemik, han afholdt i sit hus. Det
må vel forklares som den uvilje mod at udlevere sig i indergruppens nærværelse, som
er karakteristisk for snævre samfund, hvor man kender hinanden ud og ind. Man kunne
have ventet, at der var en vis prestige forbunden med at beherske dansk, men det
syntes ikke at være tilfældet. Der synes på den anden side heller ikke at være tale om
en slags selvhævdelse udtrykt i den manglende interesse for at kunne dansk; det var
bare en komplikation, man ikke ønskede at bebyrde sin tilværelse med.
På grund af forskellige forhold kom jeg til at opholde mig den meste tid ved selve
kolonien og kom først og fremmest til at lære befolkningen der at kende. Af de øvrige
bopladser havde jeg kun lejlighed til at besøge Kap Hope, hvis beboere for en stor dels
vedkommende var gæster i kolonien det meste af sommeren. Der kan ikke være tvivl
om, at befolkningen i Scoresbysund drages mod hovedkolonien. I Sydkap boede nu
kun tre familier, og på Kap Brewster var der kun to tilbage, hvoraf den ene agtede at
flytte over til kolonien så snart, det var muligt. Butikken virker som en magnet; grund-
læggernes velmente forsøg på at anlægge beboelserne i nogen afstand fra indkøbsstedet
er ikke faldet i befolkningens smag. Det hænger sammen med, at butikken ikke blot
giver mulighed for tilfredsstillelse af grønlændernes umådelige købelyst (som i deres
. tilfælde, vel at mærke, ikke er forbundet med nogen besidderglæde), men den er også
centrum for det livligste samkvem; mænd, koner og børn af alle aldre tilbragte timer
her hver eneste dag, hvad enten de havde noget at købe eller ikke. Danske er tilbøje-
lige til at finde denne tilstand uønskværdig; men det er jo åbenbart, at butikken for-
uden sin egenskab af handelssted har antaget en funktion, som dækker et vigtigt behov
på denne afsides plads.
Ved første øjekast synes kolonien blot en håndfuld huse, som tilfældigt er slængt hen
over klippen; men ved nærmere bekendtskab erkender man den sammenhæng, som
284
[5]
\   n
mandlig
O   kvindelig
søn, datter
- -  søskende
• • søskendebørn
ITU

gør samlingen af hytter til et samfund. Et netværk af slægts- og svogerskabsforbindelser
spænder fra husstand til husstand, som det hossatte diagram viser. Det er inden for
disse rammer, at individet lever sin tilværelse, på en gang forpligtet og betrygget i for-
hold til hvert eneste menneske på bopladsen. Det forklarer måske den tilsyneladende
harmoni eller i hvert fald fraværelsen af åbenlys og højrøstet kævl, som prægede bo-
pladsen. Det kunne se ud, som om grønlænderne bedre end vi forstår kunsten at leve
i fordragelighed med hinanden. Men straks man har påpeget netværket af slægtskabs-
bånd, må man sige, at det er umuligt at skønne, hvor grænserne for hensyntagen går;
den vaghed, som er østgrønlændernes kendemærke, gælder også her; man må væbne
sig med deres evindeligt gentagne imara - måske. Det er sikkert, at inden for familien
i snævrere forstand er samhørighedsfølelsen og den gensidige hjælp stor. Som udtryk
herfor må man tage, at en aldrende fader, som om det ikke kunne være andet, sørgede
for føden til sine fem voksne, ikke særlig energiske sønner, for sin svigerdatter og børne-
285
[6]
børn, foruden for sin kone og mindreårige afkom hele sommeren, og at en ellers ikke
af blindhed præget fanger fandt sig i sine svigerforældres og voksne svogres gæsteri uge
efter uge. Det tilføjes, for fuldstændigheds skyld, at man opretholder den velkendte
skik, hvorefter fangerne gavmildt overlader kød af de hjembragte sæler til de boplads-
fæller, som stiller med fade ved flænsningen, men det synes ikke, at slægtskab her
spiller nogen rolle. Her er en grønlandsk tradition, som har meget smukt ved sig, men
den bidrager just ikke til den produktivitet, som er vort samfunds primære dyd, og når
rigeligheden på kød er så stor, som den lykkeligvis er i Scoresbysund, giver den efter
vor tankegang lidt for let adgang til af praktisere den utopiske livsform, ifølge hvilken
man yder af (som det synes) beskeden evne og nyder efter behov. I samme åndedrag
som der gøres opmærksom på ovennævnte udtryk for solidaritet, må det nævnes, at
denne savnedes ved andre lejligheder, hvor man ville forvente den. Det var meget ringe
bistand, som de, der selv byggede hus, modtog fra frænder og venner, og den begravelse
og det bryllup, jeg havde lejlighedJil at overvære, gav mindre anledning til bekræftelse
af sammenhold, end det er tilfældet hos os og vel i de fleste andre kulturer.
Hvad det påpegede stærke indgifte mellem familierne i Scoresbysund angår, kan der
være grund til at nævne, at der heraf kan opstå et problem, når tredie generation af
Scoresbysundere vokser op. De vil finde de flest mulige ægteskabspartnere mellem
deres fætre og kusiner. Det betyder, at man enten må opgive den fordom mod ægte-
skab mellem næstsøskendebørn, man stadig opretholder, eller der må komme nye folk
til udefra.
Sommeren igennem var det væsentligt de gifte mænd med eget hus, som gik på
fangst; de unge ugifte mænd i alderen 16-21, gjorde det kun nu og da, idet de havde
nok i at gøre dagleje for kolonien og iøvrigt levede af landets overflod. To unge brødre
fra Kap Hope var de eneste undtagelser. Det viste sig, at de unge mænd først ret sent
begynder at gå i kajak og ofte først bygger sig een, når de er omkring tyve og færdige
til at indgå ægteskab. Der er i Scoresbysund ikke tale om, at fædrene underviser søn-
nerne i kajakfangst i en tidlig alder, således som det er tilfældet i Angmagssalik. Bag-
grunden herfor er dels de ændrede klimatiske forhold, der gør det muligt at drive jagt
fra iskanten det meste af året, dels den store rigdom på sæler. Dygtighed i kajakfangst
er ikke nær så påkrævet, som længere mod syd. Disse forhold betyder, at de unge mænd
efter konfirmationen, og indtil de gifter sig, har en fri og sorgløs periode, hvor de driver
lidt fangst, går på dagleje eller gør tjeneste som kivfakker. Da de stadig lever som
påhæng hos forældrene, hvor der som regel er rigelighed på kød, mangler de aldrig
penge til ammunition, hvoraf de er storforbrugere, eller til de foretrukne nydelses-
midler: cigaretter, tyggegummi og mariekiks. De har det kort sagt aldeles herligt;
men den relative lange periode, hvor de stripper om på denne måde, kvalificerer dem
just ikke til at blive koloniens fremtidige bærere. Det var sikkert ønskeligt, at de unge
286
[7]
Ung kvinde -fangerkone - og lykkelig for de kår, livet ved Scoresbysund byder hende.
Foto: W. Luthy
[8]
TT'
besad den fangerteknik, som deres fædre medbragte fra Angmagssalik, og hvorpå kolo-
niens velstand stadig bygger; men netop fordi det ikke står som et uomgængeligt krav
på indeværende tidspunkt, kunne det se ud til, at et samfundsmæssigt initiativ må til
for at tilvejebringe en oplæring i kajakfangstens finesser.
En faktor, som griber stærkt ind i livet i Scoresbysund, er tilstedeværelsen af vejr-
stationen i koloniens nærhed. Den har givet grønlænderne mulighed for en ny om end
mindre produktiv levevej ved kivfaktjeneste, og den har allerede haft og vil fremdeles
få indflydelse på befolkningens sammensætning. Tilstedeværelsen af det danske perso-
nel har resulteret i en del blandingsbørn, og der er i øjeblikket i kolonien en halv snes
ugifte mødre med danskebørn. Det så ud, som om disse pigers chancer for at blive
gift med grønlændere var reducerede, hvad enten det skyldtes, at de vragedes af de
unge grønlandske mænd eller, hvad der er nok så troligt, at de nærede en ulykkelig
ambition om at blive dansk gift. Det siger sig selv, at det hverken for dem selv eller
deres børn var nogen misundelsesværdig stilling, de indtog. Man kan naturligvis fra
et ophøjet sociologisk stade betragte deres skæbne som en uundgåelig konsekvens af en
udvikling, der har ført mange flere europæere til området end tidligere, ja kan endog
— hvis man hælder til sådanne tvivlsomme teorier — opfatte dem som udfyldende en
funktion i en ønskværdig raceblanding. Ser man imidlertid på de enkelte tilfælde fra
et menneskeligt standpunkt, må man beklage dem, og jeg finder i hvert fald, at der
kan være anledning til at pege på bagsiden af al den vulgære erotiske romantik, som
beretninger fra Grønland er fulde af.
Det er værd at gøre sig klart, at når man taler om Scoresbysund-koloniens problemer,
mener man dermed vanskeligheder, som har med fangersamfundets indpasning i vort
sociale og økonomiske system og meoT den tilsigtede højnelse af det kulturelle niveau
at gøre. Det er derimod ikke interne problemer for grønlændersamfundet som sådant,
og man kan derfor ikke forvente, at befolkningen selv skulle kunne se dem eller be-
brejde dem for letsind eller manglende ansvarsfølelse. Det er vist ingen hemmelighed
for nogen, at grønlændernes skolekundskaber sine steder er ret beskedne. Det gælder
Scoresbysund, hvor undervisningen i et vist omfang har været og er baseret på læser-
institutionen. Mændene kan gennemgående læse og skrive, men ifølge oplysning fra
oversygeplejersken, frøken Vest, kneb det meget stærkt med de unge pigers færdighed
deri. Her hos os er vi grundfæstede i troen på, at disse kundskaber er absolutte goder,
som alle gerne skulle være velsignede med, vi er tilbøjelige til at gøre os større bekym-
-.L..
ringer om den beskedne standard i et samfund, hvor man langt fra har brug for disse
færdigheder hver dag, end der måske er grund til. Hvor langt ønsker man, at Scoresby-
sunderne skal nå i så henseender og til hvilket formål? Intelligensprøver skal have
konstateret, at børn i Scoresbysund er mindre intelligente end danske børn, og det er
vel rigtigt, bortset fra at man kan tvivle på, at der er mening i overhovedet at foretage
288

[9]
sammenligning. At boglig lærdom ikke tiltrækker dem synderligt, er vel kun, hvad
man kan forvente. Det er vel også derfor, at aftenskolen ikke florerer. Denne har natur-
ligvis stor værdi på en isoleret plads som Scoresbysund og kan gøre meget for at give
tilværelsen indhold og farve; men i hvilken retning skal dens bestræbelser gå? Efter
mine begrænsede erfaringer at dømme kan der ikke være tvivl om, at intet vil interes-
sere Scoresbysunderne mere end beretninger om deres egen fortid. Jeg havde med-
bragt et eksemplar afThalbitzersværk om Angmagssalikfolket, og af alt, som jeg kunne
underholde mine grønlandske venner med, når de kom og besøgte mig, var der intet,
som optog dem mere end illustrationerne heri. De gamle genkendte med begejstring
slægtninge og kendinge og forklarede kyndigt, hvad der foregik på fotografierne; de
unge granskede dem eftertænksomt og drøftede dem ivrigt indbyrdes. Deres reaktion
kan tages som udtryk for, at hvis man vil vække Scoresbysundernes interesse for kul-
turel oplysning, må man begynde med at fortælle dem noget, som virkeligt optager
dem: deres egen fortid. Udlånet fra det ikke meget benyttede lokale bibliotek bekræf-
tede dette indtryk. Missionen så det i sin tid som sin måske nødvendige opgave at føre
østgrønlænderne bort fra den oprindelige hedenske kultur. Man gav dem kirkegang og
salmebog, men stillede dem ellers så temmelig tomhændede. Dette gælder måske i
ganske særlig grad Scoresbysunderne, der i 1925 blev afskåret fra, hvad der var tilbage
af levende tradition i Angmagssalik.
Scoresbysunderne er fattige på alle former for kulturel udfoldelse. Sang hører man
sjældent uden for kirken, ingen i kolonien kunne traktere et instrument — vist uhørt i
Grønland - og til den vældige danseiver svarede en ringe variation og færdighed; man
har jo på disse områder næsten ingen forbindelse med vestkystens tradition. Her er
iøvrigt felter, hvor aftenskolen kunne sætte ind, og dens mulighed herfor er jo i Scoresby-
sund glædelig forøget med det nytilkomne forsamlingshus. Dans, sang og musik er nu en-
gang al kulturs begyndelse, og man bør ikke undervurdere værdien af sådanne virksom-
heder for samfundets trivsel også på mere prosaiske områder.
Ovenstående iagttagelser og betragtninger udgiver sig ikke for andet end subjektive
indtryk hos en, som havde det privilegium at opholde sig otte uger i kolonien sidste
sommer. Det er dog muligt, at man i dem kan skimte et grundsynspunkt, som jeg tror,
kan være frugtbart for videre studium af liv og samfund i Scoresbysund. Dette går ud
på, at østgrønlænderne nok i visse retninger har taget imod vores civilisation; de har
antaget vor religion, har nemmet mange tekniske færdigheder og har tillagt sig en hel del
af vore vaner og nydelser; alligevel synes det, som om de har bevaret fra deres primitive
tilstand visse værdisæt, forestillinger om værdien af arbejde og ejendom, meninger om
sexualliv etc., der ganske adskiller sig fra vore. Det må hilses med glæde, at der nu ende-
lig er nedsat et udvalg med Grønlands sociologiske udforskning som formål; det tør
siges at være en af de mest betydningsfulde videnskabelige opgaver, som venter deroppe.
289[10]