[1]
GRØNLAND - SOM EN MAND FRA
INKAERNES LAND SÅ DET
Ved V. R. Haya de la Tone
Oversat fra spansk ved lektor Lorenzo C. V. Aabye
JL/et er vist almindelig anerkendt, at udlændinge, der besøger et af dem ukendt land,
hyppigt får øje på mange ting, som de indfødte eller fastboende indbyggere ikke plejer
at fæstne sig ved. Det skyldes, mener jeg, ikke, at de ikke er i stand til at se disse ting.
Det vil være rigtigere at sige, som man siger på engelsk, »that they take them for
granted«, og derfor ikke tillægger dem deres virkelige betydning.
Sådan kan det være gået mig, da jeg besøgte Grønland. Jeg tror at have fået øje på
visse ting, der sikkert ikke er ukendte, men mine iagttagelser kan dog måske tjene den
danske læser til underretning og som udgangspunkt for visse overvejelser.
Først og fremmest ønsker jeg at gøre rede for min egen indstilling og for min interesse
i at besøge Grønland. Jeg tog ikke derop for at se landet som turist. Turistens indstilling
er noget for sig. Turisten besøger fremmede lande for at slappe af, for at lette sig for
sine daglige bekymringer, kort sagt, for at more sig. Jeg, derimod, tog til Grønland for
at iagttage, for at studere og for at lære. Jeg er en oprigtig beundrer af de skandina-
viske demokratier, der efter min opfattelse er de mest fremskredne og fuldstændige i
Europa, ja i verden. I mine talrige artikler til pressen i Syd- og Nordamerika har jeg
igennem det sidste år hævdet, at efterkrigstidens virkelige, forbilledlige demokrati ikke
er at finde hverken i De Forenede Stater eller i England, ja, ikke engang i Schweiz.
Det er her, vi finder det, i de nordiske lande, der er de eneste, der i øjeblikket giver et
konkret svar på vort århundredes store spørgsmål: Om mennesket overhovedet er i stand til
at nå frem til en tilstand af økonomisk retfærdighed og en høj kulturel udvikling indenfor rammerne
af et demokratisk system, der løser problemet om social og racemeessig lighed uden samtidig at ofre
friheden.
Jeg vil hævde, at skandinaverne - selv om de nok endnu kan anke over og kritisere
deres samfundsmæssige indretninger - der jo aldrig kan blive helt fuldkomne - er de
folk, der er nået længst i virkeliggørelsen af de demokratiske idealer efter den anden
verdenskrig. Og at det er dem og ikke andre, vore latinamerikanske nationer bør tage
som eksempel til efterfølgelse. I flere henseender er nemlig af samtlige Europas nationer,
321
[2]
de skandinaviske de, der frembyder flest lighedspunkter med de latinamerikanske folk,
navnlig på det sociale område.
Et af disse lighedspunkter er de skandinaviske landes indre problem i forholdet til de
racefremmede grupper, der udgør en integrerende del af de skandinaviske samfund.
Blandt disse grupper udgør samerne l Norge, Sverige og Finland typiske tilfælde. For
mit eget vedkommende har jeg, lige siden jeg kom til Skandinavien, levende interesse-
ret mig for at få at vide, hvorledes de nordiske lande havde løst problemet vedrørende,
hvad man kunne kalde »de mindretal«, der udgør en del af deres befolkninger. Efter
at jeg havde gjort mig bekendt med Norges, Sveriges og Finlands strålende sociale ind-
sats i forholdet til samerne, var jeg meget interesseret i at studere det, i kraft af sin ud-
strækning og særlige geografiske og sociale betingelser, endnu interessantere tilfælde:
Grønland.
Denne interesse var Grunden til min rejse. Jeg kommer fra et kontinent, der også
blev koloniseret, og i hvilket der lever mange millioner mennesker af ikke-europæisk
race. I det latinske Amerika er problemet om forholdet mellem de europæiske kolonisa-
torer og de indfødte befolkninger det største historiske problem for vore stater. Og det
er et problem, som endnu efter de mere end 400 år, der er forløbet siden opdagelsen
og erobringen af den såkaldte Nye Verden, ikke har fundet sin løsning i de lande, som
vi kalder Indoamerika.
Hvilke er da de første slutninger, jeg har kunnet drage efter at have besøgt Grønland
og inden for det muliges grænser iagttaget Danmarks civilisatoriske indsats i dette land?
Lad mig her først indskyde, at jeg er velvidende om? at Grønland, efter at den nye
danske grundlov af 1953 er trådt i kraft, ikke længere er en koloni, men en provins inden
for kongeriget. Til trods for denne, Grønlands nye juridiske og politiske status, vil jeg dog
fortsat betegne Danmarks værk i Grønland som en kolonisation, hvilket er noget andet
end en erobring. I sin »Verdenshistoriens Filosofi« skelner Hegel med hensyn til Amerika
meget klart og rigtigt mellem disse to begreber, idet han erklærer, at Nordamerika blev
koloniseret, medens Latinamerika eller Indoamerika kun blev erobret. Den erobring, som
spaniere og portugisere gennemførte i Amerika, lod de indfødte befolkninger uberørte,
for så vidt som det ikke lykkedes at kolonisere dem, d. v. s. fuldt og helt at tilpasse dem
til og indføre dem i den vestlige civilisation. Og selv om de geografiske og samfunds-
mæssige forudsætninger i henholdsvis jSlbrdamerika og Latin- eller Indoamerika ganske
vist var meget forskellige, bliver den kendsgerning stående, at der her bør skelnes mel-
lem erobring og kolonisering. Og således må jeg skelne i Grønlands tilfælde.
Den danske kolonisation i Grønland frembyder enestående karakteristiske træk: For
det første drejer det sig her om et europæisk civilisatorisk foretagende rettet mod verdens
nordligste egne. Alle andre lignende foretagender har været rettet mod syd, sydvest eller
sydøst.
322
[3]
Dr. Victor Raul Haya de la Tom, fremtrædende peruviansk politiker og sociolog.
Foto: Chr.Vibe
For det andet har alle andre europæiske koloniserings- og erobringsforetagender i nye
lande i disses naturforhold fundet talrige ting, stoffer og rigdomskilder, altså råstoffer,
der muliggjorde og lettede en civilisatorisk indsats. Selvom klimaet var ham fjendt-
ligt og de geografiske forhold vanskelige, fandt den europæiske kolonisator i Asien,
Afrika, Amerika og Oceanien dog altid produkter, byggematerialer, levnedsmidler,
dyr og værdifulde mineraler, guld, ædelstene, uld, bomuld o.s.v. - Han fandt i hvert
fald en trævegetation for tømmerhugst, kornsorter som ris og majs, rodfrugter som kar-
toflen og utallige af jordens frugter og frembringelser, som blev store rigdomskilder,
såsom krydderier, sukker, kaffe, tobak, kakao o. a.
323
[4]

I Grønland derimod befinder den danske kolonisator sig i et land, hvoraf de ni
tiendedele er dækket af evig is. Han finder hverken kornsorter eller træer (bortset fra
de træstammer, der fra tid til anden langsomt kommer drivende ind til kysten over
Ishavet fra det fjerne Siberien). Det eneste, han finder, er klipper, sne, nogle
plantearter, vand, fisk og sæler. Og blandt de fåtallige landdyr, den af eskimoerne
tæmmede hund. — Hvert stykke træ, hver stump metal, hver kerne korn, hvert stykke
tøj og hvert husdyr, kort sagt, alt i retning af byggematerialer, værktøj eller andre for
en civiliseret tilværelse nødvendige brugsgenstande, har følgelig måttet krydse et stort
og stormfuldt hav for lidt efter lidt at danne grundlag for en tidssvarende udvikling og
skabelsen af en mere fremskreden arbejdsteknik og en mere civiliseret levevis.
Når jeg betragtede havnene i Godthåb og Egedesminde, hvor skibene lægger til, når
jeg beundrede vandforsyningsreservoixet i det fremskridtsvenlige og travle Sukker-
toppen, eller når jeg besøgte fabrikkerne, der behandler fiskeriprodukterne i Christians-
håb og i Sukkertoppen, eller skolerne, hospitalerne, forsamlingshusene, arbejdernes
spisesale og de nye og veludstyrede boliger, som jeg fandt allevegne, var den tanke, der
atter og atter slog mig, og som jeg ikke kunne frigøre mig for, denne: »Alt dette kom-
mer langt borte fra, det eneste, man her har haft til at bygge op og civilisere med, har
været sten og vand, skind, tran og hvalolie. Dette historiske dramas epos, forvandlingen
af Grønland fra en udørken til et civiliseret, frit og produktivt land, ligger gemt i hvert
stykke tømmer, hver stump ståltråd og metal, hver meter kabel, hver brugsgenstand
eller møbel, i hver dråbe petroleum, mælk eller .... øl. Alt uden undtagelse er blevet
bragt hertil over havet, langt borte fra.
Jeg har i mine rejsebreve til blade og tidsskrifter i Syd- og Nordamerika skrevet, at
enhver, der overhovedet er modtagelig for indtryk, ved sin ankomst til Grønland uvil-
kårligt vil ønske, at han var maler eller digter. - Maler, på grund af det fremmed-
artede, vidunderlige og, uden overdrivelse, virkeligt uforlignelige landskab. Og digter,
for at kunne prise denne menneskets skabende kraftudfoldelse i kamp med en impo-
nerende, men stridbar natur, som det kun har været muligt at besejre i kraft af intel-
ligens og vilje i forbindelse med en slags korsfareridealisme. Det virkeligt særegne og
skønne ved dette civilisatoriske foretagende er nemlig - og dette er endnu et af de ekscep-
tionelle træk, der adskiller det fra andre kolonisationsforetagender i verden - at det til-
med drejer sig om en uegennyttig indsats uden de øjeblikkelige fordele eller den økono-
miske gevinst, som i så rigt mål blev høstet i alle de af naturen begunstigede oversøiske
lande, der blev opdaget, udforsket og udnyttet af europæerne.
Og her kommer vi til endnu et af de typiske historiske træk ved koloniseringen af
Grønland: Den er et civilt værk og ikke en militær kolonisation. Alle andre koloniriger
i verden er blevet oprettet med anvendelse af væbnet magt, med soldater. Men i kolo-
nisationen af Grønland finder vi ingen militarisme, hverken i fortiden eller i vore dage.
324
[5]
Grenlands indbyggere har måttet foretage et pludseligt spring
fra deres primitive livsførelse (kajakken, hundeslæden) til moderne civilisation (motorbåden og bilen).
Foto: Chr. Kryger
Den er i sit inderste væsen resultatet af en religionens, en arbejdets og en kulturens
missionærgerning. Hans Egedes inspirerende ånd er stadig nærværende ligesom hans i
bronce forevigede symbolske skikkelse, der fra toppen af en stejl klippe skuer ud over
havnen ved Godthåb. Hans foldede hænder fatter ikke om et sværd, men hviler på en
vandringsstav. Hans legeme er ikke iklædt nogen rustning eller generalsuniform, men
en forkyndende præsts beskedne kjole.
Det, der vækker de største betænkeligheder, og det, der tales mest om, når det grøn-
landske spørgsmål drøftes, er det pludselige »spring«, som landets indbyggere har måt-
tet foretage fra den primitive tilværelse som omvandrende stammefolk til nutidens
demokratiske civilisation. Det håndgribelige eller materielle udtryk for denne pludse-
lige forandring uden overgangsperioder har vi i transportmidlernes to tekniske yder-
punkter: hundeslæden og motorkøretøjet, uden at man ind imellem disse har an-
vendt oksekærren, hesten eller damplokomotivet. Det drejer sig altså om »et spring hen-
over historiske etapper. Og i samfundsmæssig henseende finder vi det tilsvarende udtryk
i det »sociale spring« fra de spredte rudimentære menneskegrupper til det moderne
demokratis kollektive organisation, uden at man har været igennem de perioder af
325
[6]
slaveri, stavnsbånd og anden undertrykkelse, der har været karakteristiske for andre
koloniseringsforetagender.
For ikke få danske iagttagere af dette særprægede sociologiske fænomen synes denne
forandring at indebære farer eller i det mindste at frembyde et alvorligt spørgsmål med
hensyn til dens resultater.
Prima fade er min mening herom optimistisk. Jeg tror, at grønlænderen er kommet
igennem overgangen fra naturtilstandens frihed til den civiliserede frihed uden ind
imellem disse at have måttet bære underkastelsens fornedrende byrde. Og dette er i
min opfattelse en meget værdifuld psykologisk og social fordel for et folk. Grænsen for
den primitive frihed, som et menneske kan nyde under fjendtlige klimatiske forhold —
eller som Toynbee ville sige det, »facing the challenge of his geographical environ-
ment«, - sættes af graden af denne fjendtligheds strenghed. Men når den moderne
teknik kommer mennesket til undsætning for at hjælpe det til at overvinde de geogra-
fiske vanskeligheder, så bliver denne teLnik, som er en del af civilisationen, et nødven-
digt middel til opnåelsen af større frihed. Hvis jeg må sige det klart og tydeligt, mener
jeg, at den indfødte grønlænder villigt akcepterer de nye former, som civilisationen
byder ham for tilrettelæggelsen af hans tilværelse og arbejde, fordi han føler, at han
derved i stigende grad frigør sig for den eneste form for slaveri, han led under: Det
slaveri, der skyldtes et ugæstmildt klimas og de geografiske forholds tyranni, og som
han føler, han nu er ved at blive befriet for.
Det må være forklaringen på, at grønlænderen er et muntert menneske, at han altid
smiler, og at han er glad ved at lære at kende, bruge og modtage de fordele, som den
nye civilisations teknik stiller til hans rådighed. Skolerne, bibliotekerne, biografen,
musikken og radioen udøver en lige så stor tiltrækning på ham som den større komfort
i hjemmet, den moderne beklædning, cyklen og de arbejdsbesparende maskiner eller
de motoriserede befordrings- og transportmidler, som han er flink til at lære at betjene.
Jeg har, selv i små hjem, bemærket, hvorledes man inde i husene omhyggeligt passede
den lille urtepottehavc. Og i købmandsforretningerne har jeg lagt mærke til, hvorledes
stedets beboere køber ikke blot de nødvendigste levnedsmidler, men også varer, som
man i nogen grad kunne betegne som »luksusvarer«: bolcher, frugtsafter, syltetøj,
kvindelig pynt, farverige stoffer, pakker med havregryn o.l. til børnenes morgenmad,
vine, ost og konserves foruden brugsgenstande, redskaber, parfumer og legetøj. De
unge mænd og kvinder, der arbejder i fabrikkerne eller i havnene er godt klædt på
og sætter pris på stoffer af god kvalitet og røber en god smag i farvesammensætningen
af deres påklædning.
Jeg gentager, at når slaveriet skyldes klimaet og ikke menneskene, føler det folk,
der frigør sig gennem en civiliseret tilværelse, sig uvilkårligt knyttet til den nye
livsform, selv om denne pålægger det uomgængelige forpligtelser og en vis disciplin.
326
[7]
Z)a Grønlands naturlige rigdomskilder er meget små, må praktisk talt alle de produkter,
som en moderne civilisation bygges op pd, tilføres fra Danmark. »Disko« ved kaj i Egedesminde.
Foto: Chr.Vibe
Ad det samme ræsonnements vej kan man slutte, at det vil være muligt at virkeliggøre
demokratiet i Grønland. De geografiske forhold bevirker næsten automatisk en social
tendens i retning af lighed og solidaritet mellem menneskene. Nødvendigheden af til
enhver tid at imødegå og bekæmpe den aggressive natur udjævner og forener den
menneskelige indsats i en fælles kamp. Og den levner kun lidt tid for de overflødige og
uvæsentlige ting, der præger priviligerede klassers uvirksomme tilværelse.
Danmarks civilisatoriske gerning i Grønland er en beundringsværdig bedrift og et
327
[8]
lykkeligt eksperiment. Man kunne betegne den som »en pædagogisk kolonisation«. Og
den opmærksomme besøgende kan i den måde, hvorpå den nye tilværelse på Grønland
giver sig udtryk, opdage en planmæssighed, der udvikler sig med en vis præcision og
med et åbenbart godt resultat. Den moderne teknik er det væsentlige værktøj ved gen-
nemførelsen af dette arbejde, men en ikke mindre rolle spiller ånden, i hvilken det gøres.
Det er ikke blot en mekanisk proces, der bevirker denne udvikling eller denne kultu-
relle »omvæltning«, der er i færd med at forvandle landet; det er også en sjælelig proces,
en dybt menneskelig og ideelt skabende følelse.
De fleste danskere, der bor og virker.på Grønland, ønsker at blive deroppe. De føler
sig tiltrukne af landet og føler glæde ved deres arbejde. Mon det ville være for dristigt
at kalde denne kolonisation for et kunsjtværk? Jeg mindes, at Burckhardt i sit værk om
renæssancen i Italien bruger udtrykket »staten som et kunstnerisk værk« ... og jeg
drister mig til her at anvende det samme udtryk og bruge det samme billede.
Man vil muligvis fortælle mig, at jeg er ved at nærme mig kærlighedsbegrebet. Jeg
må da igen spørge: Er der da ikke kærlighed i et kolonisationsforetagende, i hvilket
forskellige racer, uden racefordomme, knyttes til hinanden ved familiens bånd og efter-
hånden skaber en ny mennesketype, søm i sit blod forener to indbyrdes vidt forskellige
etniske stammer og to forskellige måder at tænke og føle og anskue livet på?
Jeg tror, at garantien for et fremtidigt godt resultat af det danske eksperiment i
Grønland for en stor del ligger i denne blanden blod, der finder sted parallelt med, at
selve eksperimentet skrider frem. Så vidt jeg har kunnet se, føler grønlænderen sig
virkeligt som en del af Danmark og af dets værk, stærkere og stærkere knyttet til det,
fordi han føler sig som eet med det i en tilværelse og livsformål, hvor der ingen uover-
kommelige begrænsninger findes på grund af race, eller hvad chancer og udviklings-
muligheder angår.
Nogle af mine danske venner i Købeixhavn spurgte mig, da de hørte, at jeg var kom-
met tilbage fra Grønland: »Og hvad mener De så om, hvad amerikanerne laver der-
oppe?« Jeg svarede dem: »Jeg tog ikke derop for at besøge amerikanske militærbaser
på Grønland, men for at sætte mig ind i det storslåede værk, som I danskere udfører
der. Et værk, som I bør være stolte af, og som man bør kende«.
Man har også erklæret overfor mig, at grønlandsproblemet kun er et spørgsmål om
penge. Og jeg har svaret, at det måske var således, at penge altid er nødvendige, men
at problemet først og fremmest var et spørgsmål om mennesker. Jeg drister mig derfor
til at hævde, at det for Danmark på lang sigt ville være en god pengeanbringelse at
sende flere og flere unge mennesker på besøg til sin fjerne provins. Den opvoksende
danske generation ville således komme til at føle en ny og uselvisk fædrelandskærlighed,
nemlig ved bevidstheden om at tilhøre et folk, der har været i stand til at iværksætte
et civilisatorisk værk, der visselig er meget vanskeligt, men som er et eksempel til efter-
328
[9]
Chris tianshdb.
Foto: Ghr. Kryger
følgelse for verden. Det er mig umuligt at tænke tilbage på de danske tjenesternænd, som
jeg lærte at kende i Grønland, fra de højeste til de laveste, i regeringen, i civilforvalt-
ningen, skole-, sundheds- eller bygningsvæsenet, den sociale forsorg, hospitalerne eller
det fornuftige, næsten usynlige politi, uden at yde dem en oprigtig beundrings hjerte-
lige hyldest. De arbejder alle muntert og effektivt. Det gode danske humør er blevet
»importeret« til Grønland, og det har der forenet sig med det gode indfødte humør
for at kunne civilisere uden overgreb og uden at afstedkomme lidelser.
Er Grønland virkeligt et alvorligt problem for Danmark ud i fremtiden? - Ja, for
så vidt verdens fremtid også er et alvorligt problem for hele menneskeheden. - Men i
meget få af verdens lande, vil den objektive iagttager finde flere grunde end her til at
mene, at det ikke er »i det blå« at nære en stærk tro til et sådant værk, som i sig selv
er bygget på tro.
329[10]