[1]
THULE OG/SCORESBYSUND
GRØNLANDS TO NORDLIGSTE FANGST-DISTRIKTER
Af mag. scient. Chr. Vibe
L å hver sin side af Grønland ligger to vældige fangstområder, der på alle væ-
sentlige punkter har stor lighed med hinanden, nemlig Thule-distriktet i Nord-
grønland på omkring 77° nordlig bredde og Scoresbysund-distriktet i Østgrønland
på omkring 71° nordlig bredde.
Til trods for, at Thule ligger en hel del nordligere end Scoresbysund, er natur-
forholdene meget ensartede i de to distrikter. Begge ligger gemt bag store driv-
ismarker, som først kan gennemsejles midt på sommeren, og allerede i september
må sidste skib forlade disse farvande igen på grund af nyis. Når disse to nord-
distrikter alligevel kan hævde sig som fine fangstfelter, skyldes det, at de ligger
nær ved store „strømsteder", hvor havet holdes åbent hele vinteren igennem: ved
Thule således Smiths Sund og ved. Scoresbysund selve den store fjords munding.
Disse strømsteder er ikke blot fangstdyrenes åndehuller, men de forårsager også
en tidlig isspredning om foråret, så havets planktonproduktion hurtigt kan komme
i gang - og, som vi straks skal se, er alt højere liv i havet afhængig af denne
produktion.
Også indlandets naturforhold ligner hinanden i Thule og Scoresbysund. Begge
områder ligger på grænsen mellem det højarktiske og lavarktiske Grønland. Det
højarktiske Grønland vil jeg her i korthed karakterisere som det område, hvor
vinteren er konstant kold med temperaturer, der meget sjældent når op over o ° C.,
mens det lavarktiske Grønland har mild vinter og hyppig vinterregn. Dette for-
hold er af stor betydning for indlandets vildt, idet de højarktiske dyr standses
under deres fremtrængen mod syd af ustabile vintre.
Thule er et „gammelt" fangstfelt. Her kom eskimoerne forbi, da de i sin tid
indvandrede til Grønland, og distriktet har - måske med afbrydelser - været beboet
lige siden. Også Scoresbysund Fjord har for århundreder tilbage været beboet af
eskimoer. De gamle bopladser vidner om en jævn spredt bebyggelse. Eskimoerne
4-15
[2]
uddøde imidlertid - antageligt omkring begyndelsen af forrige århundrede, l 1925
førte Ejnar Mikkelsen Angmagssalik-eskimoer op til de gamle bopladser ved
Scoresbysund, hvor den nye befolkning siden har levet i jævn velstand og støt
fremgang.
Når denne kolonisation af Scoresbysund og Knud Rasmussens anlæg af Thule
er lykkedes så vel, skyldes det først og fremmest den stedfundne klimaændring,
der netop er kommet disse to norddistrikter tilgode, idet fangstcentrerne for alle
de arktiske havpattedyr har forskudt sig nordover, efterhånden som det milde
klima vandrede ind sydfra. Foreløbigt er denne march nordover standset ved Thule
og Scoresbysund, der nu i rigt mål nyder godt af de fangstdyr, man sukker efter
sydpå, hvor torsken til gengæld mifdner savnet.
Som tilfældet er for hele Grønlands vedkommende, er også norddistrikternes
relative velstand ganske afhængig af klimaets luner. Bliver klimaet endnu mildere,
findes der nye „strømsteder c længere nordpå, der da vil egne sig for ny koloni-
sation. I Nordgrønland er der Washingtonland nord for Kane Bassin, hvor der ved
<Kap Calhoun altid forekommer åbent vand med fangstmuligheder både sommer og
vinter. Her har tidligere været boplads, og stedet besøges jævnligt af Thule-
eskimoer, når der er dårlig vinterfangst på Inglefieldland. I Østgrønland kan der
blive tale om egnen omkring Clavering Ø, hvor der blev truffet eskimoer i historisk
j1-:     gss^
tid, og hvor der nu igen er gode fangstmuligheder.
Mere skæbnesvangert bliver det, Hvis det modsatte skulle ske, at klimaet svin-
ger mod kolde somre og strenge vintre. Da vil havets fangstdyr igen forskyde
sig sydover, og fangstlykken vil gå tilbage for både Thules og ScoresGysunds
vedkommende. Thule-eskimoerne ved endnu at fortælle mange triste historier om
sult og børnemord på grund af svigtende fangst omkring århundredeskiftet.
Historien og forskningen viser os mer end tydeligt, at livet i alle egne af Grøn-
land har været en stadig vekslen mellem perioder med velstand og perioder med
sult og død, især i norddistrikterne, hvor klimasvingningerne altid vil gøre sig
mest mærkbar, når nedgangsperioderne sætter ind.
Et spørgsmål trænger sig på allerede nu: kan disse to fangstdistrikter tåle en
stærkt forøget befolkning. Den sidste tids relative velstand har skabt en børne-
rigdom, som man næppe før har kendt tilsvarende i Grønland. En lille boplads
ved Scoresbysund, Kap Brewster, havde i sommer 24 indbyggere, hvoraf de 18
var børn, og flere ventedes. 6 til flere børn pr. familie er ved at blive det normale
i Scoresbysund. Samtidigt påtænker man at tilflytte flere familier udefra. Kan di-
striktet fortsat bære en sådan befolkningsforøgelse?
Syaret er ikke så vanskeligt at finde. Det er først og fremmest afhængigt af to
faktorer: levestandard og fangst. Disse to faktorer har fra tidernes morgen fulgtes
416

[3]
Fjordsælen er uden sammenligning det vigtigste fangstdyr både i Thule og Scoresbysund,
fordi den altid er tilstede og kan fanges hele året.
ad hånd i hånd. Men heri er der nu sket en ændring i Grønland: samfundets
krav overstiger det reelle fangstudbytte. Dette krav kan derfor kun honoreres ved
stadige tilskud udefra, og dette er en både usund og sårbar økonomi. Man håber,
at en højere levefod vil opmuntre til forøget produktion, men er der mulighed
herfor både idag og den dag, hvor det store børneoverskud er vokset op og har
tredoblet befolkningen? I gamle dage løste problemet sig selv, ved at man sultede
ihjel, når nedgangsperioden kom, indtil der igen var ligevægt i husholdningen.
417
[4]
I dag er denne løsning udelukket. Vi må finde en anden - eller i tide hindre, at
overbefolkningsproblemet opstår.
L&d os da prøve på ganske nøgternt at betragte distrikternes naturlige fangst-
muligheder - og analysere de faktorer, der betinger fangstdyrenes tilstedeværelse.
Hvad skyldes norddistrikternes tilsyneladende rigdom på vildt? Og hvor stor er
denne rigdom?
Vi vil betragte problemet på selve åstedet. En tågefyldt julidag maser vort skib
sig gennem drivisen på vej mod Thule eller Scoresbysund. Sigtbarheden er kun
et lille hundrede meter, og landet ligger en halv snes sømil forude, gemt i tågen.
Alligevel er vi ikke i tvivl om, at det er der; thi med få sekunders mellemrum
kløves luften af flokke af søkonger, der kommer ude fra vågerne i drivisen og er
på vej hjem til ynglepladsen i uren på yderkystens fjelde. Trækket fortsætter dag
og nat og dag efter dag. Her er det berettiget at tale om millioner af fugle; thi
der er virkelig tale om millioner af søkonger, der både i Thule-distriktet og i
Scoresbysund-distriktet bebor vældige fjeldstrækninger af kystlandet. Og så får
hvert par endda kun een unge årligt, samtidigt med at talrige blåræve må forsynes
med kød sommeren igennem.
Disse millioner af søkonger henter deres føde i vågerne mellem drivisen. Her
må altså være føde tilstede i rigelig mængde. Hvis vi skyder et par fugle og un-
dersøger, hvad de har i maven og strubeposen, hvor de gemmer føden til ungerne,
vil vi forbavses over at se, at denne fugl lever af ganske små krebsdyr, der findes
som plankton i de højarktiske have: copepoder - iøvrigt de samme, som danner
det ejendommelige grønne morild i snesjappet langs tidevandsrevnerne om vin-
teren, der får luften til at gnistre langs slædemederne og omkring hundenes poter.
Søkongen må have travlt, når den nede i dybet skal samle strubeposen fuld af disse
små, gennemsigtige krebsdyr, der til gengæld må forekomme i enorm mængde.
Det er da også disse små planktonorganismer, der danner eksistensgrundlaget
for alt højere liv med tilknytning til havet i såvel Thule- som Scoresbysund-
distrikterne: narhvalen, hvidhvalen, remmesælcn, grønlandssælen, fjordsælcn, blåræven,
søkongcn, lommen, tatcrattcn, gråmågen, isbjørnen og mennesket, for søkongens vedkom-
mende direkte, men for de fleste andres vedkommende med en lille fisk som
mellemled: polartorsken, og for isbjørnens og menneskets vedkommende yderligere
med sælen som mellemled.
Det vil sikkert overraske at høre, at der i de højarktiske have lever en lille
torsk, der er så talrigt forekommende sommer og vinter, at den ernærer praktisk
talt alt højere dyreliv i disse egne, mennesket indbefattet. Uden denne fisk vil der
ikke kunne bo mennesker i Thule- og Scoresbysund-distrikterne. Man finder dens
karakteristiske øresten i narhvalens og hvidhvalens maver, hvis mavesække bugner
418
[5]
Gennem svære prøvelser har polareskimoerne <ved'Thule erhvervet sig en hej fangerkultur, der i /nedgangsperioder
gi-ver sig udslag i li<vsglt?de og i modgangsperioder røber et sjældent smukt samfundssind.
af polartorsk, man finder dem hos remmesælen, grønlandssælen og fjordsælen, man
finder dem hos lomvien, tateratten og gråmågen - ja, selv blåræven er store dele
af vinteren henvist til at fiske polartorsk i tidevandsrevnerne. Dens betydning er
således altomfattende, så det er indlysende, at uden polartorsken vil der ikke være
føde til mennesket og isbjørnen. Ganske vist spiser søpattedyrene også anden føde
indimellem, men polartorsken er langt det vigtigste fødeemne.
419
[6]
•gigi rsTffB'-iif ~?^?-rvf'-.* 'fssf" "
lJÉIåra?-ve» fioidenjsær til i sekongefjeldene.
Den spises meget i Thule-diitriktct, mens man i Scoresbysund nøjes med det <vtrrdifnhte skind,
Polartorsken er en lille fisk, en særlig torskeart., der kun lever i de kolde
have langt mod nord. Den er ca. 24 cm lang og vejer ca. 56 gram. Den er slank
og lever dels pelagisk i fjordenes vandmasser, dels følger den drivisen, eller den
skjuler sig i klipperevner langs kysten. Tidligere var den også almindelig i Vest-
grønland, hvor den nu er sjælden på grund af temperaturstigningen, og da den
drog nordpå, tog den sælen med sig.
Dens føde, som jeg undersøgte i sommer ved Scoresbysund, består af bittesmå
krebsdyr, dels de samme copepoder, som søkongen spiser, dels mysider og amphi-
poder. Disse småkrebs lever igen af små planteorganismer, phytoplankton, der
produceres i havets frie vandmasser om foråret, så snart isspredningen sætter ind,
og sollyset kan gøre sig gældende.
Isspredningen indtræffer tidligere nu end for en menneskealder siden, og i takt
hermed er havets produktionsmuligheder steget. Grønlandssælen er nu en konstant
sommergæst i begge norddistrikter, hvor den før var en sjældenhed. Narhvalerne
kan tidligere komme ind i fjordene og udnytte disses rigdomme på polartorsk.
420
[7]
Hvalrossen fanges en sjælden gang ved Scoresbysund, når den kommer ind i bugten ved bopladsen,
l Thule-distriktet derimod er den forårets vigtigste fangstdyr.
Hvidhvalen går om foråret og sommeren ikke gerne ind i fjordene. Dette er måske
grunden til, at den er sjælden ved Scoresbysund, mens den er almindelig i Thules
yderdistrikt.
Det meget vigtige køddyr, hvalrossen, drager stor fordel af de mildere vintre,
idet iskanten i Thule-distriktet nu ligger nærmere land end tidligere, hvorfor den
kan udnytte muslingebankerne i større udstrækning end før vinteren igennem.
Den spiller derfor en meget stor rolle i polareskimoernes vinterhusholdning. Ved
Scoresbysund og i Østgrønland som helhed er hvalrossen derimod ikke særlig
talrig og har derfor lidt meget under for hård efterstræbelse. Når den aldrig har
været særlig talrig herovre, skyldes det sikkert i nogen grad mangel på egnede
421
[8]
vintertilholdssteder med muslingebanker og åbent vand ovenover. Remmcsælcn
stiller noget lignende krav som hvalrossen, men klarer sig alligevel bedre, fordi
den sammen med fjordsælen kan udnytte polartorskene ved de åbne strømsteder,
selv om disse ligger over dybt vand. Desuden kan den også holde åndehuller i
isen, når denne ikke bliver for tyk.
Fjordsælen er det vigtigste fangstdyr i begge distrikter. Den kan fanges både
sommer og vinter, i åbent vand, ved strømsteder og på de islagte fjorde, hvor den
har åndehuller i isen. Så længe denne sæl er tilstede i rigelig mængde, vil befolk-
ningen kunne leve i relativ velstand.
Vestgrønland sørger over, at fuglefjeldene langsomt affblkes, men i norddistrik-
terne går det modsat. Søkongerne er blevet talrigere i fjeldene og har taget nye
pladser i besiddelse, og også lommerne har øget deres antal. Jeg besøgte i sommer
fuglefjeldet ved Kap Brewster syd for Scoresbysund Fjord. Her blev tallet på
ynglende par omkring 1925 anslået til ca. 10.000 par lomvier, mens jeg i sommer
anslog det til over 100.000 par. Det var et imponerende syn at sejle langs med
dette storslåede og smukke fuglefjeld, der i spredte felter var tæt besat med lom-
vier og tateratter så højt til vejrs, at fuglene forsvandt som stjerner i Mælkevejen.
Langt ud over havet lå fuglene flok ved flok på fiskeri efter polartorsk, der udgør
deres væsentligste ernæring. Et andet stort lomvie- og tateratfjeld findes på Rafles Ø
på Liverpoolkysten, men dette fik jeg desværre ikke lejlighed til at besøge i sommer.
OgsåThule-distriktets fuglefjelde på Kap York-landet, på Saunders Ø og Hakluyt
Ø har talrige indbyggere, der ikke står i nogen umiddelbar fare for tilbagegang.
Tværtimod gælder det for både THule-distriktet og Scoresbysund-distriktet, at
deres fuglerigdomme kun udnyttes i meget ringe grad af befolkningen, hvilket
især gælder søkongerne og i nogen grad også lomvierne. Til gengæld danner fugle-
fjeldene heroppe en kærkommen reserve, der leverer vinterproviant til de sydligere
beliggende egne af Grønland, hvor fuglene opholder sig store dele af vinteren.
Heroppe nordpå er fuglene jo kun sommergæster, og dette gælder også Thule-
distriktets gode bestand af edcrfugle og Scoresbysund-distriktets bramgæs og kort-
næbbede sædgæs. Den jagt, der foregår på disse gæs, er af ringe betydning. Mest
sårbar er ederfuglen i Scoresbysund-distriktet, hvor d'en kun yngler fåtalligt, dels
fordi bundfaunaen på de lave dybder ikke er særlig rig, dels fordi ederfugleøerne
ikke kan være i fred for ræve, der kommer med drivisen.
Mens hvalrossen er polareskimoernes vinterreserve, har Scoresbysund-befolk-
ningen i stedet for moskusoksen, hvoraf der endnu findes en pæn bestand på
Jameson Land. Der skydes her op imod et halvt hundrede moskusokser årligt i
perioder om vinteren, hvor det er knapt med anden proviant. Denne beskydning
er ikke nogen stor belastning for bestanden i dag, udgør ca. 4 % af hele bestanden
422
[9]
Den første skoledag i Scoresbysund sommeren 1956. Distriktet udmærker sig <ved en overdådig børnerigdom.
på Jameson Land. Men desværre har det lavtliggende distrikt i de senere år været
udsat for hyppige vinteroverisninger, der hindrer moskusokserne i at trænge ned
til føden, så dyrene sulter på slutningen af vinteren, og kalve og svage dyr dør i
stort tal. Dette er sket med kalvene fra de sidste fire årgange, og det er jo ret
423
[10]

Med hundeslæde gennem Scoresbysund ved sommertid.
indlysende, at uden tilvækst vil det hurtigt gå rivende tilbage med bestanden i
denne udsatte egn.
Heldigvis har isslagene hidtil været begrænset til lavlandet, mens højfjeldet og
det kystfjerne indland er gået fri. Herinde har både lemminger, harer, hvide ræve
og moskusokser et fristed, hvor de ikke umiddelbart er truet af de overisnings-
katastrofer, der er ved at blive almindelige på det lave kystland. Så længe klima-
forbedringen ikke bragte isslag om vinteren, men forøgede sommervegetationen,
havde moskusokserne en enestående opgangsperiode i Nordøstgrønland. Denne
stabile periode kulminerede i slutningen af trediverne, og fremtiden tegner sig i
øjeblikket noget usikker. I hvert fald kan det ikke tilrådes at basere Scoresby-
sunds vinterproviant på Jameson Lands moskusokser, som måske en skønne dag
ikke er der mere.
I Thule-distriktet findes moskusoksen ikke idag. Indlandet herovre er for lille
til, at den har kunnet trives her side om side med mennesket. De sidste blev ud-
ryddet midt i forrige århundrede. Derimod er haren og ræven stadig et vigtigt
landvildt, der både giver kød og penge. Både blåræven og haren finder føde i
424
[11]
søkongefjeldene, hvor der er en yppig vegetation. Om vinteren må blåræven strejfe
viden om for at finde føden, tilmed under skarp konkurrence fra indvandrende
hvide ræve, der kommer nordfra, fra Washingtonland og Ellesmereland, hvor der
lever lemminger. Rævefangsten ved Thule drives med stor ivrighed og giver et
solidt og godt udbytte, som man kan lide på år efter år. Ved Scoresbysund kan
rævefangsten sikkert drives mere intenst, end tilfældet er i øjeblikket, men det
bliver da nødvendigt, at fælderne spredes over store områder af indlandet, hvor
hvidræven holder til på lemmingfelterne, og langs Liverpoolkysten, hvor blåræven
holder til i søkongefjeldene. Ligesom moskusoksen lider også lemminger og harer
meget under isslag, og følgeligt går det også ud over hvidræven. I sommeren 1956
sås hverken hvidræve eller lemminger på Jameson Land, der i februar var blevet
hjemsøgt af isslag.
Fremtiden for landvildtet tegner sig således ret usikker ved Scoresbysund. Des-
mere må opmærksomheden rettes mod havets fangstdyr. Lad os se lidt på den
omsætning, der foregår i havet heroppe, måske kan dette lære os et og andet
om økonomien.
Næringskredsløbet i havet ved Thule og Scoresbysund ser ganske enkelt så-
ledes ud:
Havets uorganiske salte -i- sollys
y
Phytoplankton
!
Zooplankton
Polartorsk
Rejer         Søkonge
r
Blåræv
Fjordsæl -Grønlandssæl -Remmesæl -Narhval -Hvidhval -Lomvie -Taterat-Måge
Menneske
Dette skema lærer os et og andet. Der er en lang vej, før det oprindelige or-
ganiske stof, phytoplanktonet, kan udnyttes af mennesket. Det er almindeligt
antaget, at hvert led i næringskæden kun udnytter 10 % af, hvad der spises af
foregående næringsled. Det vil sige, at mennesket kun udnytter 10 % af sælen, og
425
[12]
sælen udnytter kun ig % af polartorsken o. s.v. På denne måde udnytter men-
nesket altså kun 0,01 % af det oprindelige næringsled: phytoplanktonet, mens
søkongen udnytter i % deraf. Søkongen er derfor langt mindre sårbar end men-
nesket, og her har vi da forklaringen på, at søkongen kan tælles i millioner. Kunne
mennesket udnytte phytoplanktonet direkte, ville vi have uanede muligheder i
disse nordlige egne af verden, hvor planktonproduktionen er særlig stor.
. Vi vil også have ganske gode chancer, hvis vi springer havpattedyrene over og
udnytter polartorsken direkte med tilskud af søkonger. Derved springer vi fra 5.
til 4. led i næringskæden og har i o gange så megen næringsmængde til rådighed.
Sjakongerne smager jo dejligt, men de har den fejl, at de rejser bort fra landet
om .vinteren. Polartorsken forbliver jjiorddistrikterne hele året, men arbejdet med
at fange den i tilstrækkelig mængde vil næppe kunne lønne sig, når man erindrer,
at hver torsk kun vejer ca. 56 gram og fileten af samme kun 23 gram.
Foreløbig må vi sikkert nøjes med at rangere som 5. led i næringskæden
og holde os til havets pattedyr som ernæringskilde. Og samtidig må vi da gøre
os det klart, at mulighederne er begrænsede. Så længe det kun gælder om at fange
til dagen og vejen og livets små fornødenheder, er der under de nuværende kli-
matiske, betingelser fangstdyr nok tiT denne og kommende generation i Thule og
Scoresbysund. A f en skal fangstdyrene kunne betale de stadigt stigende investeringer og en
•vang højnelse af levefoden i takt med den stærkt voksende befolkning, må der hele tiden
fanges mere og mere, og det har endnu intet vildt kunnet holde til.
Indenfor et begrænset fangstterræn er fangstdyrenes ydeevne også begrænset.
Der var ligevægt mellem fangstdyr og befolkning, så længe menneskene kun stil-
lede krav om føde, klæder og varme - ogiøvrigt var rede til at dø, når disse krav
ikke kunne honoreres. Men hver gang man har forsøgt at forøge kravene ved en
industrialisering af fangsten, har man rokket ved den naturlige ligevægt i nærings-
kæden, og det er uvægerligt gået galt.
Vil man forøge kravene væsentligt, kan det kun gøres ved at springe et led
over i næringskæden og i stedet for søpattedyr fange de fisk, som disse lever af.
Denne mulighed eksisterer ikke i norddistrikterne, fordi polartorsken aldrig kan
blive nogen industrifisk, og hellefisken og fjeldørreden er kun tilstede i meget
ringe mængde. Måske kan en industri på havkalen, den arktiske dybvandshaj,
oparbejdes. Denne mulighed er næppe helt udnyttet endnu, men da havkalen er
en rovfisk, placerer den sig i samme led i næringskæden som sælen, så derved er
ikke vundet meget.
Ser vi bort fra bjergværksdrift, er der ikke andre livsmuligheder i norddistrik-
terne end fangsten, og derfor må vi Kolde hus med denne så længe som muligt. Det
er i dag gørligt at måle et havområdes planktonproduktion og deraf beregne mæng-
426
[13]
Moskusoksen er udryddet i Tlmle-distriktet, men er endnu, takket være en fornuftig fredning, almindelig ved
ScoresbysunJ, h<vor den dog er hårdt ramt af de sidste 'vintres isslag.
den af de efterfølgende led i næringskæden. For Vesterhavets vedkommende ved
vi således, at det årlige fiskeri udgør 0,2 % af planktonproduktionen. En lignende
beregning kan også foretages for Thule- og Scoresbysund-distrikternes vedkom-
mende og give et ringerpeg om, hvad havets fangstdyr maximalt kan yde.
Selv om overbefolkningsproblemet endnu ikke er aktuelt i Grønland, kan det
meget let komme til at blive det - og det vil da melde sig først i de udprægede
fangstdistrikter i Nord- og Østgrønland.
Der kan ikke være tvivl om, at vi heroppe bør foretrække en relativt lille be-
folkning, der kan fortsætte livet under trygge kår, fremfor en stor befolkning,
der før eller senere går fattigdommen i møde.
427[14]