[1]
BESØG HOS ESKIMOISKE STAMMEFRÆNDER
PÅ BAFFINLAND
Af efterskoleforstander Frederik Nielsen
„.Ti-kilineq", landet på den anden side, har fra ældgammel tid været kendt i Grøn-
land. Det er nok derfra og derigennem, de eskimoiske indvandringer til Grønland
har fundet sted. Mange af de grønlandske sagnoverleveringer indeholder meget
ensartede beskrivelser af landet og dets befolknings levevis. I sagnet om den
store rejsende Kivioqs kajaktur til Akilineq skildres dybe fjorde, hvor der var
så stor forskel på ebbe og flod, at man i ebbetiden nedlagde mange på stranden
liggende sæler og bagefter bandt fangeblærer til disse, så den efterfølgende flod
kunne skylle dem op på stranden. Under den tur, der nu skal skildres, stiftede vi
bekendtskab med disse fjorde og konstaterede, at denne fangstteknik - omend på
en lidt anden måde - stadig praktiseres.
Tanken om kontakt med stammefrænderne ovre i Akilineq, som i det følgende
skal nævnes med dets officielle navn Baffinland, blev første gang fremsat under
landsrådsmødet i 1951. Tanken fik en velvillig tilslutning i rådet, men man vidste
ikke rigtig, hvordan kontakten kunne etableres. I mellemtiden har kontorchef i
administrationen i Godthåb N. O. Christensen været i Canada og foretog en rejse
til bebyggelserne på Baffinland ombord på regeringsskibet „C. D. Howe". Under
landsrådsmødet i 1954 fremsatte kontorchefen den tanke, at kontaktrejse fra Grøn-
land til Baffinland kunne foretages f. eks. med landshøvdingens rejsebåd „H. J.
Rink". Det var et realitetsbetonet forslag, som fandt tilslutning i rådet. Turen,
som skulle være rent grønlandsk foretagende, skulle bekostes af landskassen.
Efter forhandlinger med de canadiske myndigheder fandt turen sted sommeren
1956. Den fik benævnelsen „H. J. Rink ekspeditionen", og deltagerne, udpegede
af landsrådet, kom til at bestå af følgende: Landsrådsmedlem Peter Nielsen, lærer
Robert Petersen, journalist Uvdloriånguaq Kristiansen, cand. jur. Knud Hertling
og undertegnede. Flere kunne der ikke være for pladsens skyld. Som fører af
„H. J. Rink" udlånte Den kgl. grl. Handel styrmand Niels Ilsøe. Resten af be-
441
[2]
Canadiske eskimoer på <vej tværs oiier isen med hundeslæder,
der stadig er eskimoernes 'vigtigste transportmiddel.
Foto: National Film Board
sætningen var „H.J. Rink"s fører JaspurTausen (færing), maskinist Svend Olsen,
matros Nathan Heinrich og kok Johan Jensen (alle grønlændere).
„H.J. Rink" er en forholdsvis lille båd og er uden moderne hjælpemidler som
radar og ekkolod, og den kyst, der skulle berejses, er ret ukendt. Derfor var det
os alle en stor glæde, da Grønlands marinekommando efter anmodning stillede
kutteren „Skarven" som eskorteskib under kommandørkaptajn Grøsfjeld.
Den 15. august startede ekspeditionen fra Godthåb under stor opmærksomhed
fra befolkningens side. Hele Grønland fulgte ekspeditionens færd med stor in-
teresse, det var jo den første rent grønlandske ekspedition. Det var oprindelig
meningen, at vi først skulle til Holsteinsborg og så tage derfra lige tværs over til
Kap Dyer. Men vejret var så godt og vejrudsigterne så gode, at vore kaptajner
fremsatte det ønske at tage direkte fra Godthåb til Kap Dyer. Derved blev det.
Næste dag kom vi ind i vestisen, som heldigvis ikke lå tætpakket, og allerede om
aftenen ved aj-tiden nåede vi vort første bestemmelsessted, Kap Dyer, hvor arne-
442
[3]
En eskimolejr <ved Pangnirtung i Baffin/and.
På fjorden ligger forsyningsskibet C. D. Howue til ankers.
Foto: National Film Board
rikanerne opførte en vejrstation med flyveplads. Kysten deromkring minder meget
om det sydlige Grønland. Der findes ingen eskimoisk bebyggelse ved stedet, og
de første, vi hilste på, var canadierne og de allestedsnærværende amerikanere.
Næste dag om formiddagen ankom vore forbindelsesmænd, som var stillet til
vor rådighed af den canadiske regering: canadieren Leo Manning, ansat i rege-
ringen, en gammel funktionær i Hudson Bay Company, og eskimoen Angna-
kallak fra Frobisher Bay. Vi kunne omgående snakke sammen på eskimoisk-grøn-
landsk. Leo Manning taler eskimoisk som indfødt. Efter at have indtaget olie og
proviant (gave fra den canadiske regering) startede vi sydpå på vej til Pangnirtung,
som vi nåede den tredie dag om aftenen.
Pangnirtung ligger i en fjord ikke langt fra bunden af den vældige fjord Cumber-
land Sound. Det er en bebyggelse, der minder noget om en af de gamle kolonier i
Grønland. Hudson Bay Company's hvide bygninger med de velholdte veje om-
kring dominerer byen, idet de ligger på en stribe nærmest ved stranden. Bagved
443
[4]
ligger andre bygninger, såsom politistationen, kirken, præstens bolig og sygehuset.
Både nord og syd for husene ligger eskimoernes telte. Man regnede ved vor an-
komst med, at der boede ca. 400 eskimoer i Pangnirtung. Modsat Grønland samles
eskimoerne på de centrale bebyggelser om sommeren og tilbringer vinteren ude
på fangstpladserne. De lider ingen nød. Hvidfiske- og sælfangster foretages med
motorbåd. Medens en del af vore folk tog på en mislykket hvidfiskefangst i kom-
pagniets motorbåd, ankom der en motorbåd, der havde nedlagt 14 dyr, og næsten
samtidig en anden, der havde fanget 40 netsider. Da det blev bekendt, at vi
„akukitsut" (folk med anorak uden bagsnipper) godt kunne goutere inuitternes
(eskimoernes) mad, varede det ikke længe, før vi fik foræret en hel sæl og mattak
af en halv hvidfisk.
Da vi kom tilbage til Grønland, var det stadig tilbagevendende spørgsmål, hvor-
dan man boede derovre i Baffinland. Man ville næsten ikke tro os, når vi fortalte,
at eskimoerne bor i telte både sommer og vinter. Teltene er af lærred. I oktober
måned dækkes teltene med en presenning også af lærred, og mellemrummet fyldes
med hø som isolation. Så bygger man en „husgangcc af sne som til et snehus, og
når sneen yderligere dækker teltet, kan man have det så rart derinde med væg-
stenslamper tændt både til belysning og madlavning. De sagde, at telte af den
beskaffenhed er varmere end qavdlunakkernes huse.
Befolkningen i Pangnirtung modtog os både med venlighed og interesse. Vi
besøgte dem ofte i deres telte og var altid velkomne. Den første dag, vi var sammen
med dem, blev der arrangeret et „folkemøde" på en græsslette foran butikken, og
hele befolkningen, både eskimoer og canadiere, mødte. Mødet indledtes med et
kanonslag af en gammel hvalfangerkanon. Peter Nielsen talte og bragte en hilsen
fra stammefrænderne i Grønland. Stedets eskimoiske førstemand, altmuligmanden
Kilapak, svarede med en tale og bragte gaverne frem: Et skindtæppe og to dukker
i eskimovinterdragt. Bagefter blev der overrakt en skrivelse fra kommunalbesty-
relsen i Godthåb, der anmodede om at få Pangnirtung som venskabsby. En vældig
god ide, som realiseredes efter Pangnirtungs ja. Så sang vi en af vore grønlandske
sange, flerstemmigt, og pangnirtungerne svarede med en salme, for almindelige
sange har de ikke, hverken gamle eller nye.
Det var også en stor glæde at overvære gudstjenesten, som foregik efter moder-
kirkens, den canadiske anglikanske kirkes ritual. Eskimoerne sang nydeligt, men
den flerstemmige syngemåde, som vi er vant til i Grønland, har de enten glemt
eller aldrig haft. Siden arrangerede vi en aften i kirken, hvor vi sang nogle af
vore smukkeste sange og salmer efter at have forklaret indholdet af disse. Under
denne sammenkomst bragte stedets præst menighedens gave til menigheden 5
Grønland: To hvalrosfigurer af vægsten. Alle ekspeditionsdeltagere fik en salme-
444
[5]
På gammeldags eskimovis bliver sælskindet tygget
for at gøre det tilstrækkelig bøjeligt til fremstilling af kamikker.
Foto: National Film Board
og bønnebog og en bibel, trykt på eskimoisk med syllabiske bogstavtegn. Jeg tror,
at disse sammenkomster har betydet meget for begge parter.
Vi var også sammen i dansehuset. Dansen foregik i en af kompagniets bygninger,
ligesom i gamle dage i Grønland. De dansede skotske danse til harmonikaens
toner. Der var liv og glade dage. Der var gamle og unge, mødre med småbørn i
amauten (bæreposen), og børn, hvoraf nogle var faldet i søvn liggende på sække.
445
[6]
Det var med en vis vemod, vi forlod Pangnirtung og dets venlige befolkning.
Vi ville have besøgt nogle udflyttersteder på vejen, men det opgav vi, da ingen
kendte noget til deres beliggenhed. Ved mundingen af Cumberland Sound passe-
rede vi øen Blackleed Island, hvor vor udmærkede kontaktmand Leo Manning i
sine unge dage har bestyret et Hudson Bay Company-depot, tre år i træk uden
forbindelse med omverdenen, ene qavdlunak blandt eskimoer. Efter en meget
ubehagelig gyngetur ankom vi så til den eskimoiske bebyggelse helt i bunden af
den store fjord, Frobisher Bay, hvilket også er bebyggelsens officielle navn.
Vi var kommet til en anden natur. Der findes ingen fjelde, der minder om Grøn-
lands. Det er en udpræget tundraegn. Det første, man lægger mærke til, er flyve-
pladsen og radarstationen, selv Hudson Bay Compagniets hvide bygninger er trådt
ud i baggrunden. I nærheden af flyvepladsen lå eskimoernes teltplads.
Fjordens eskimoiske betegnelse er Tinigssuarferuseq, hvilket betyder stedet med
ret stor ebbe. (Cumberland Sounds eskimoiske betegnelse betyder stedet med stor
ebbe). Skibene måtte ligge ankret ret langt ude i fjorden, og det er umuligt at
foretage en landgang i ebbetiden. Som landgangs- og transportbåde anvendes am-
fibiebåde. Derfor havde de canadiske myndigheder ordnet det således, at vi fem
ekspeditionsmedlemmer kunne bo i land, have et hus for os selv i canadiernes
forsøgsby, som anlægges i en vig et godt stykke fra flyvepladsen. Det passede os
overmåde, så kunne vi nemlig også studere anlæggelsen af forsøgsbyen på nær-
meste hold.
Såvidt jeg kunne få oplyst, bor der ca. 300 eskimoer i Frobisher Bay. De bor
i telte ligesom i Pangnirtung, men livet i Frobisher er præget af canadisk-amerikansk
påvirkning. I stedet for vægstenstranlamper bruger man primus og gasolinovne,
og mange af teltene er udstyret med rigtige senge, borde og lænestole og linoleum
på trægulvet. Eskimoerne dér tjener gode penge som arbejdere på flyvepladsen og
i den nye by, de får lige så meget som de udsendte arbejdere - for ligestillingens
skyld, blev der sagt. Deres påklædning har også begyndt at nærme sig qavdlunak-
kernes, og med hensyn til personlig hygiejne står de højere end pangnirtungerne.
Med hensyn til åndelig og kulturel fattigdom er de dog lige.
Den eskimoiske teltbebyggelse i nærheden af flyvepladsen skal åbenbart flyttes
ligesom Thule-bebyggelsen i sin tid. Canadierne har derfor fået den ide at anlægge
en ny by til eskimoerne som et led i en centralisation af eskimoerne for under-
visningens og kulturopdragelsens skyld. Den materielle påvirkning må jo foregå
hånd i hånd med den kulturelle. I sommeren 1955 begyndte canadierne så at an-
lægge forsøgsbyen efter at have bygget en bilvej fra flyvepladsen. I august 1956
havde man færdigbygget syv beboelseshuse, et stort infirmeri, en skole, en bil-
garage og en kantine. De var i gang med at bygge flere beboelseshuse og huse til
446
[7]
Mens maden bliver tilberedt i teltet er familiens overhoved
beskæftiget med sit t/dskæringsarbejde.
Foto: National Film BoarJ
hjemvendte tb-patienter, og på byplanen står endnu flere huse, hospital, skole med
internat, kirke, hotel og varehuse. Flere eskimoiske familier har allerede besluttet
at overvintre i husene, gratis, for husleje kan der først blive tale om, når eski-
moerne har bestemt sig til at blive fastboende. Det er regeringens første forsøg
på at samle eskimoerne, og lykkes det, kan forsøget gentages andre steder.
Det var vanskeligere at kontakte Frobisher-eskimoerne end pangnirtungerne.
Det skyldtes bl. a., at de to teltlejre på stedet lå i en god afstand fra hinanden, at
mændene var beskæftiget hele dagen igennem, og at den nære tilstedeværelse af
canadiere og amerikanere har gjort dem mere ligegyldige overfor de mennesker,
der kommer udefra. Det er åbenbart svært for dem at betragte os som stamme-
frænder. Ungdommen har forstået betydningen af vort besøg mere end de ældre.
Der kunne ikke arrangeres „folkemøde" som i Pangnirtung, og overrækkelsen af
Frobisher-gaverne, et skindtæppe og en pragtfuld graveret rensdyrtak fandt sted
447
[8]

i vort hus i overværelse af vore kontaktmænd, Angnakallak og Leo Manning,
canadiernes service officer og bestyreren af Hudson Bay Company. Vi havde dog
den oplevelse at være sammen med eskimoerne ved en gudstjeneste, der virkede
meget gribende ved sin enkelhed.
Efter en uges ophold i Frobisher Bay tiltrådte vi tilbagerejsen og nåede hjem
til Godthåb efter tre ugers fravær. Velkomsten i Godthåb var en oplevelse for sig
selv, så hjertelig som den var.
Under selve rejsen, og ikke mindst bagefter, prøvede man at nå ned til kernen
af oplevelserne. Belært af mange danske „sommermænds" slutninger af oplevelser
under grønlandsrejser er man blevet forsigtig med at drage mere eller mindre for-
hastede og dermed ikke helt gennemtænkte slutninger. Vi har også været kun
„sommermænd" på Baffinland, omend vi havde den fordel, at vi kunne tale med
befolkningen og ud fra egne forhold bedre sætte os ind i deres levevis. Derfor
kan vi med rolig samvittighed besvare det spørgsmål, der naturligt stilles til os:
Hvad er jeres indtryk?
Da vore canadiske kontaktmænd kom ned i kahytten på „H. J. Rink" og be-
gyndte at tale eskimoisk, blev vi til vores store glæde klar over, at der ikke blev
nogle sproglige vanskeligheder. Og det var det vigtigste. Siden hen, da vi levede
blandt befolkningen, måtte vi ganske vist erfare, at vi ikke kunne tale lige godt
med dem alle. Dem, man bedst kunne tale med, var de mennesker, der var vant
til at tale med de fremmede mennesker; og til dem hørte vor gode ven, altmulig-
manden Kilapak i Pangnirtung, vor eskimoiske kontaktmand Angnakallak og en
hel del unge mennesker. Alt i alt kan man nok sige, at vi forstod dem bedre, end
de forstod os. Vanskeligheden i at tale med eskimoerne, ikke mindst om de ting,
vi helst ville vide noget om, ligger også deri, at deres tankevirksomhed ikke er
trænet. Det er som om hjernen hurtig bliver tom, og det varer noget, før den
bliver fyldt op igen.
De har åbenbart glemt forfædrenes sagn, der har spillet en stor rolle i hele
eskimoverdenen. De har i lighed med andre eskimofolk selvfølgelig haft fortæl-
lere, der har bevaret traditionerne, vi ved jo bl. a., at den amerikanske eskimo-
forsker Frans Boas har nedskrevet sagn på Baffinland i slutningen af det 19. årh.
På et eller andet tidspunkt er bevarelsen af traditionerne ophørt. Ligeledes er
sange, viser og danse glemt. Det samme var nok sket i Grønland, hvis der ikke
havde levet danske mænd som H. Rink, Knud Rasmussen og William Thalbitzer.
Nu er det os selv, der skal træde i deres fodspor.
Vi har desværre ikke set eskimoernes kajakker. De havde dem ude på udflytter-
pladserne. Hos dem har kajakken aldrig spillet den rolle, som den har gjort og
endnu til dels gør i Grønland. Det viser også kajakkens udviklingstrin, som ikke
448
[9]
Det er let at se forskellen mellem den grønlandske kajak og denne,
der er typisk for de canadiske eskimoer.
Foto: National Film Board
har nået den grønlandske fuldkommenhed. Deri spiller 'naturen også en rolle, for
havet omkring baffinlandseskimoernes bebyggelser er islagt det meste af året. Det
vigtigste befordringsmiddel er hundeslæde. Den er ikke nær så elegant som nord-
vestgrønlændernes, den er lang og ret klodset, en udpræget transportslæde. Men
det er en fornøjelse at se hundene, som er velpassede og velnærede. Man ser
ingen forsultne og køterlignende slædehunde, som der findes for mange af i Nord-
vestgrønland.
Påvirkningen udefra er i fuld gang blandt baffinlandseskimoerne. For det folk,
der har mistet eller er i gang med at miste den oprindelige kultur, er tilegnelsen af
qavdlunakkulturen den eneste redningsplanke, hvis folk ikke skal bevares bare
som en slags museumsgenstande. Eskimoerne selv er ude af stand til at tage initia-
tivet, fordi de bl. a. mangler egne, hjemlige foregangsmænd! Jeg ved, at canadierne
ikke er så ivrige efter at uddanne eskimoiske foregangsmænd, fordi disse let bliver
grundløse, bliver hverken qavdlunak eller eskimo. Sådan var det også dengang i
Grønland, da begyndelsen blev gjort til at skabe grønlandske foregangsmænd. Nu
kan man jkke tænke sig udviklingen skride frem i Grønland uden disse! Det er
lettere at hjælpe et folk frem gennem dets egne. Ligeledes er det at håbe, at cana-
dierne indfører et råd blandt eskimoerne, f. eks. i lighed med fangerrådet i Thule.
449
[10]
-—^-— "'^pr—-'^-^^--"—-"™-—^                                           -
Nu er canadierne begyndt at bygge_ skoler og indføre undervisning. Undervis-
ningssproget skal være engelsk. Det kan lyde mærkeligt for os, der holder på et
dobbelt undervisningssprog i GrønlamL Men vi forstår canadierne. Inden for deres
store arktiske område har de ikke alene eskimoer, men også indianere, og der-
iblandt skal dialekterne være så forskelligartede, at undervisning med de forskel-
lige stammers sprog som undervisningssprog Ikke kan føre til noget resultat. Det
bliver os i Grønland, der skal bevare og udvikle det gamle fællessprog for
eskimoerne.
Vi er blevet sendt til stammefrænderne på Baffinland først og fremmest for at
kontakte disse. Nu venter vi på besøg derovrefra. Om det bliver en gensidig ved-
varende forbindelse, må tiden vise; og vi må håbe, at det sker. Vi har i Grønland
midler til at gøre noget for vore stammefrænder i kulturel henseende, og det vil vi
gerne gøre i samråd med og i nær kontakt med de canadiske myndigheder.
Det er godt, at det grønlandske landsråd har taget det initiativ at sende „H. J.
Rink-ekspeditionen" til Baffinland.
Vi har mødt en grænseløs forståelse, velvilje, hjælpsomhed og gæstfrihed fra
den canadiske regerings, de lokale myndigheders og de privates side og ligeså fra
Hudson Bay Company's folk. Alle har gjort deres til, at turen fik et godt forløb
i enhver henseende. Vi kan ikke være taknemlige nok derfor. Bare vi kan gøre
gengæld på en så god måde, når vi modtager gæster derovrefra.
(P. S. I artiklen har jeg brugt udtrykket qavdlunak om de folk, som ikke er
eskimoiske. Det er en betegnelse, som eskimoerne selv anvender. I Grønland
bruger vi det udtryk om danskerne.)
45°[11]