[1]
EN VINTER PÅ HVALROSODDEN
Af forfatteren Elmar Drastrup
JL\I år folk hører om de forhold og vilkår, man somme tider må friste tilværelsen
under i arktiske egne, ryster de på hovedet og tror, at det enten er løgn, eller at
man må være indrettet på en højst besynderlig måde.
Ingen af delene behøver at være tilfældet.
Jeg siger ikke, at de ikke er det, men at de ikke behøver at være det. De fleste
af de folk, som har opholdt sig i Nordøstgrønland, har været rekruteret fra de
forskelligste samfundslag. Der har været kontorister, jord- og betonarbejdere, unge
studenter og bebrillede videnskabsmænd, søfolk og håndværkere og omstrejfende
eventyrere af mere eller mindre dunkel oprindelse. Og alle disse folk, som har levet
en efter sædvane normal tilværelse, inden de af forsynet en dag blev skyllet op på de
nordøstgrønlandske fjeldkyster, har fundet sig til rette under de nye, uvante omgivel-
ser og har klaret siguden at være anderledes indrettet end andre almindelige dødelige.
Det går simpelthen sådan, at man ubevidst og lidt efter lidt falder til, indsuger
den specielle atmosfære, der råder i ødemarken, afkaster den civiliserede ham,
lader skægget stå og holder op med at vaske sig til hverdag. Og en skønne dag
er man en fuldt udsprungen vildmand, uden at man i grunden har gjort sig klart,
hvorledes denne metamorfose er foregået.
Jeg har set talløse eksempler herpå.
Vi har haft folk i Nordøstgrønland, som kom direkte fra troperne, kuldskære
og forvænte med hjælpere på hver finger. De har et kort stykke tid rakt hænderne
afmægtigt mod himmelen og forbandet den skæbne, der lokkede dem op til denne
gudsforladte afkrog af verdenen. Men inden længe vænnede de sig til forholdene,
og når skibet anløb kysten det følgende år, var de ikke til at skelne fra de pels-
jægere, der havde boet på kysten i en årrække.
I den grad var de blevet akklimatiserede. De havde nu kun eet ønske, enten at
blive deroppe, eller hurtigst muligt vende tilbage, dersom forholdene gjorde det
nødvendigt, at de først måtte drage sydover.
Det er mærkeligt med det land. Men vi må vel alle have noget af vore for-
fædres trang i os til at leve i nær kontakt med naturen. I de civiliserede samfund
451
[2]
er denne trang blevet undertrykt og trængt i baggrunden. Og når man så en skønne
dag finder sig selv alene i ødemarken, vågner de gamle drifter og instinkter til
live. Uden synderligt besvær ruller man en halv snes tusind år tilbage i tiden,
bliver stenaldermand og jæger, klædt I dyrehuder og med hunden som menneskets
første og stadig trofaste hjælper og vogter.
På denne baggrund er det mere forståeligt, når grønlandsfarerne kommer hjem
og nok så fornøjet giver sig til at fortælle om de strabadser, de har gennemgået,
og de primitive forhold, hvorunder de har måttet friste tilværelsen. De kan alle-
samrrien lide det liv. Ikke fordi de er forskellige fra andre, men simpelthen fordi
mennesket er sådan indrettet, at det Tcan finde sig til rette selv under de mest
primitive forhold og med afsavn af enhver tænkelig art.
På Hvalrosodden i Dove Bugt, den nordligste af de danske fangststationer i
Nordøstgrønland, opholdt jeg mig en vinter i tre måneder og boede i den tid med
min rejseledsager i et lille proviantskur, der ikke var ret meget større end en
almindelig pianokasse.
Vi havde sat al provianten ud i sneen udenfor kassen, slået et par køjer op af
tøndestaver og anbragt en lille polarovn i det ene hjørne. På et søm i væggen hang
en petroleumslampe, som sendte et søvnigt, gult lys ud i stuen. I de tre måneder,
vi opholdt os på Hvalrosodden, var denne petroleumslampe vor eneste lyskilde.
Udenfor var det konstant nat døgnet rundt. Vi var midt i mørketiden. Solen var
for længst gået ned bag fjeldene i syd.
Om at lave mad i almindelig forstand blev der aldrig lejlighed til. Ikke een
gang i de tre måneder. Der snakkes så meget om vitaminer og kalorier og den
slags. Men vi holdt liv i os selv mecL en gryde havregrød i ny og næ. Og når det
gik særlig højt, bagte vi et par pandekager af mel og vand og stegte dem på
panden i moskusoksetalg eller rævesul.
Det stormede som regel, så ingen djævel kunne færdes ude. Vi opholdt os derfor
det meste af tiden i pianokassen, hvor vi lå i renskindssoveposerne på de hårde
tøndestaver og forsøgte at fa tiden til at gå med at stirre op i loftet, hvor rimen
havde sat sig i et tommetykt lag. Eller vi lod os blænde af det strålende lys fra
vægen i petroleumslampen, der for os var som selve symbolet på livet, en vid-
underlig lyskilde, en sand aladdinslampe, der kunne fremtrylle de skønneste land-
skaber og fantasibilleder.
Man skulle tro, at en sådan tilværelse måtte gå en på nerverne. Hvis vi var
blevet sat direkte derop, var hvirvlet gennem tid og rum de tusinder af år tilbage
på een nat og var dumpet ned i ensomheden og mørket fra et komfortabelt liv i
civiliserede omgivelser syd for polarkredsen, er det muligt, det ville have fore-
kommet os mindre behageligt. Men det var vi ikke. Vi var gradvis blevet tilvænnet.
452
.___
[3]
De unndtvcerlige østgrenlandske slædehunde.
Foto: W. Luthy
[4]
Vi befandt os for så vidt storartet, som vi ikke følte sult og ikke længere besad
det civiliserede menneskes ulyksalige trang til foretagsomhed. Dette, at der ustand-
selig skal ske noget, at man skal i biografen eller gå tur, se andre mennesker og
forhindre, at livet hvirvler fra en - alt dette meningsløse stræb var vi befriet for.
Vi sad i hængedyndet. Det højeste, vi kunne svinge os op til, var et besøg hos
den nærmeste nabo, når vejret var til det. Og selv her lå der en bagtanke af mage-
lighed og uforetagsomhed.
Jeg havde hittet ud af, at min nabo, som boede et halvt hundrede skridt fra
pianokassen i en noget større hytte, var ferm til at bage klatkager. Han var selv
ikke så lidt stolt af sine formodede evner som gastronomisk ækvilibrist. Og kynisk
og målbevidst havde jeg derfor indledet en skamløs rosekampagne til gunst for
hans klatkager. Kampagnen bar rige frugter. Når vi var inde i en periode med godt
vejr - der til tider kunne strække sig over en uge eller to - spiste vi klatkager tre-
fire gange i døgnet og levede højt og bekvemt på naboens forfængelighed. Vi und-
gik herved selv at have ulejlighed med at røre dejg sammen til pandekager eller
foretage de ulidelige omrøringer i gryden for at forhindre, at grøden brændte på.
Naboens klatkager var af en konsistens, jeg hverken før eller senere har været
stillet overfor nogetsteds på jordkloden.
De var lavet af blærefedt, tørmælk, rosiner, moskuskød, sukker, mel og for-
skellige andre ingredienser, som han dog undlod at lade os få indblik i, da han
betragtede tilberedningen af sine klatkager som sin egen specielle fabrikations-
hemmelighed. De smagte imidlertid udmærket. Det syntes vi i hvert fald dengang.
Vi spiste dem med stort velbehag og drak kaffe til med kondenseret, sukret
mælk. Og til tider drak vi en likør af 96 procents hospitalssprit, tilsat rom-
eller Dom-essens.
Under disse måltider udfoldede vi ofte den største veltalenhed og bragte proble-
mer på bane om sjælens udødelighed, abstrakte, dybsindige grublerier, som i
enkelte tilfælde resulterede i, at vi i en brøkdel af et sekund forstod meningen
med livet, dets inderste hemmelighed. Vi var fuldstændig på det rene med, at
sådan og sådan måtte det være. Men i næste nu havde vi desværre glemt det hele
igen og var ikke senere i stand til at definere, hvad det var, vi havde afsløret.
Det var ærgerligt nok.
Ellers forskansede vi os som oftest bag en mur af tavshed og^utilnærmelighed.
Man skulle tro, at under en lang overvintring i de arktiske egne måtte mænd finde
ind til hinanden, afsløre sig og lære hinanden at kende til bunds. Men dette er
ikke tilfældet. Man går op og ned ad hinanden til hverdag og ved, at man er
afhængig af hinanden og ikke kan slippe bort. Og bevidstheden herom får en til
at være på vagt overfor eventuelle blottelser af sit inderste jeg i svage øjeblikke.
454
[5]
Den skønne østgrønlandske kyst.
Foto: \V. Lutliv
Man finder en facon, som passer til situationen og det strittende fuldskæg. Dertil
og ikke længer. Tre skridt fra livet. I morgen vil du måske fortryde, hvad du har
sagt i dag. Det ved mændene, og de er på deres post. Min rejseledsager og jeg
var ikke engang dus, til trods for at vi adskillige gange havde stået ryg mod ryg
og set døden i øjnene, taget mangen drøj tørn sammen og kæmpet side om side
mod de hylende snestorme og følt sulten nage de tomme tarme. Vi kom storartet
ud af det med hinanden. Vi hjalp hinanden, var loyale og fuldt ud på det rene med,
at vi var i samme båd. I al den tid, vi rejste sammen i Nordøstgrønland, ud-
vekslede vi ikke eet eneste ufordrageligt ord. Det lyder ubegribeligt. Det ved jeg
nok. Man har hørt så mange fantasifulde beretninger om polarkuller og bitre
stridigheder mænd indbyrdes, når de sad indespærrede på en øde kyst en lang
vinter igennem. Det er noget, der forekommer uhyre sjældent. Man forholder sig
som regel neutral, tager hellere bøssen på nakken og går ud i fjeldet, når man
mærker, at nerverne begynder at piske blod til hjernen.
455
[6]
Det kan ikke undgås, at nerverne af og til står på højkant. Det konstante mørke
og mangelen på motion og afveksling i kosten - og ikke mindst den knugende,
urokkelige stilhed og uforanderlighed i naturen - bevirker, at synet af de samme
skæggede, beskidte fjæs, de samme meninger og bemærkninger ofte går en på
nerverne. Man ved på forhånd, hvordan modparten vil reagere i enhver given
situation. På den måde kendte vi hinanden. Men heller ikke mere. I virkeligheden
var vi mere fremmede over for hinanden, end mennesker i almindelighed er det
i et samfund med større afveksling i de ydre omgivelser. Vi krammede aldrig ud
med os selv. Men vi kom gennem ensomheden og samværet på fredelig vis. For-
skansningen viste sig at være hensigtsmæssig.
Når snestormene jog hylende hen over landet og forvandlede himmel og jord
til et sydende kaos, måtte vi forholde os afventende i pianokassen og væbne os
med tålmodighed. Vi kunne træne os op tfl at sove i de fleste af døgnets timer.
Jeg har præsteret det kunststykke gennem en længere periode med dårligt vejrat
sove i hvert fald i de tyve af døgnets fire og tyve timer . . . Man vågner halvt
med passende mellemrum, koger lidt grød, spiser den i trance og kravler ned i
soveposen igen. Man lever som landets vilde dyr, der går i hi om vinteren. Det
må være naturen, der sætter os i stand dertil. Et spildt liv, vil mange synes. Men
hvad er der at hige efter? Vi havde ingenting, vi skulle nå. Vi levede kun i nuet
og brød os hverken om fortid eller fremtid. Og vi befandt os efter omstændig-
hederne godt. Vor tilværelse var langtfra uudholdelig - selv om det for et civili-
seret menneske kunne se sådan ud. Inderst inde vidste vi, at det kun var en over-
gang, et spørgsmål om tid. En dag ville jorden begynde at rette sin gamle akse,
solen ville vende tilbage og med den dagslyset og foretagsomheden. Den ville
vælte sin rødglødende bug op over horisonten og skinne på os. Og jorden ville
atter være god at færdes på. Og fordi vi vidste dette, kom vi gennem den lange
mørketid uden at reagere udadtil over for uvirksomheden og ensomheden.
Således er mennesket i stand til at indrette sig under forhold, som man på for-
hånd skulle anse for yderst vanskelige - ja, umulige at leve under. Vi kan holde
til meget mere, end vi tror. Vor tilpasningsevne er rent ud forbløffende. Frem for
dyrene er mennesket blevet udstyret med en hjerne, som er i stand til at producere
logisk tankevirksomhed. I kraft af vor kløgt og vort snilde kan vi opretholde livet.
Dette er ikke et spørgsmål om særlige anlæg hos det enkelte individ. Den brogede
skare af tilfældige eksistenser, som har overvintret i Nordøstgrønland, bekræfter
den anskuelse, at mennesker meget vel kan trives, indrette sig efter hinanden og
erkende nødvendigheden af at omgås i fred og fordragelighed, selvom de ydre,
såvel fysiske som åndelige livsbetingelser for en tid synes at være de slettest
tænkelige.
456[7]