[1] TO GANGE GRØNLAND Tekst og tegninger af Å lex Secher JVLed tusch og pen vikler jeg Grønland op på papiret, og jeg får - trods alle anstren- gelser - kun en flis af Grønland. Med valne fingre fæstnes synsoplevelser, der hastigt skifter, men ligeså hastigt inspirerer til nye mærkelige former. Det hænder, at naturen laver sceneforandring og sænker sine tågetæpper, og dette alene tvinger til aktivitet. Den nye billedverden giver ikke fred. Linierne kan gå over gevind i pennens strøg, så det er bedst at lade fantasien skrue sig op i de højder, hvori hallucinationer bliver til virkelighed. Heldigvis glider endnu en kajakmand frem mellem skær og is - som målestok i en billedverden af ufattelige dimensioner, men også som et billede på menneskets form- givende evne side om side med naturens. I det første hensigtsmæssigt udtænkt i kajakkens linier - i det sidste overgået af sælsomme luner og påhit. Snart hitter øjet på, at grønlandskortet ligner et udspændt sælskind, og fremtryller en symbolik med allusion til dyret, der førhen gav fangeren alt, hvad han behøvede. Dog, han har selv forlængst gjort omridset af den dræbte sæls hjerte identisk med en fjeld- form, som talrigt er at finde Grønlands kyster rundt. Hjertefjeldene er blevet monumen- ter over fangstdyret, og uden smålige hensyn - i formater - som drejede det sig om fos- siler over et liv, der eksisterede for millioner af år siden. Det sælspættede landskab er labyrinten, man bevæger sig i - på betrådte og ubetrådte stier. Andre har jo været her før, har foretaget lange rejser, overvintret, eller er kommet igen og igen. Beretninger herfra er legendariske. Om det store" lys og de forunderlige farver. Men også nogle har set en sort-hvid billedverden skjule sig i sneens og stenenes ornamenter. 50 [2] To gange Grønland er dog en begyndelse, men en beskeden ting, når man rejser i kølvandet på erfarne grønlandsrejsende. Det har nok ikke eventyrets skær som førhen, men der springer dog begivenheder ud af de synsoplevelser, som fjeldture for en stund giver, ud af det hastigt skiftende vejrlig, og ud af uudgrundelige ansigtsudtryk. Grøn- land tager stadig bredt imod. Jeg tegner landkendinger med seismografiske sving, fjeld og is i sære lysbrydninger, og ansigter med runde kurver som fortsætter ud i anorakkens og - når hætten er slået [3] - op - gør skikkelsen statuarisk. Pittoresk til det yderste er stoffets falmede lød, de blå og røde toners klange, der stemmer så dejligt med naturens. Børn og voksne står gerne mo- del og er urokkelige som fjeldet selv. De slåren latter op, når de ser resultatet, for man honorerer modellers tålmodighed ved at vise billedet frem. Øjnenes mongolfold re- gistrerer virkningen i smalle sprækker, og det tydes naturligvis som en anerkendelse. De akcepterer ikke altid et kunstnerisk frisprog - måske fordi de er mere fortrolige med fotografiet, der aldrig lyver. Objektivet opererer jo på anderledes hæderlig vis og tæller trådene i lappet tøj og tynde skæghår med usvigelig sikkerhed. Kunstneren kommer rned »spejlvendte« resultater. Det tvinger beskueren til at se på utraditionel måde. Grønlandskunsten - som en suBjekliv brik i den mosaik, der danner billedet af et særegent milieu, havde en slags status af den kunstneriske aktivitet på en udstilling i rådhushallen i København 1953. Det var et udsnit og en præsentation af de indtryk, Grønland inspirerede danske kunstnere til gennem et halvt århundrede. Det var tingene sete gennem et temperament, forskelligt udfra kunstnerisk formåen og opfattelse, men fælles for dem dette: bjergtaget af det skønne land. Udstillingen omfattede nulevende grønlandskunstnere, med Harald Molkte som ældste udstiller, med bl. a. etnografiske skildringer fra den litterære ekspedition i 1903. Forud for den kendte polarforsker og [4] kunstner havde malere som A. C. Riis-Carstensen og Carl Rasmussen frembragt bil- leder fra deres grønlandsophold. Sidstnævnte omkom på tragisk vis i Atlanterhavet, idet han under en hjemtur i storm var surret fast for at tage skitser, men i deprimeret tilstand løsnede rebene og skylledes overbord. Efter Harald Molkte har ca. en snes kunstnere tolket deres indtryk fra den grønlandske motivverden, med Ernst Hansen som den kunstner, der fra sine fem rejser mest karakterfuldt har tegnet mennesketyper, dyre- former og fjeldnatur, i sort-hvide kontraster - skarpsindigt og enkelt som grønlandsk primitiv tilværelse. Som deltagere i forskellige ekspeditioner har kunstnere haft mulig- hed for at komme rundt omkring i Grønland, til mere utilgængelige egne i øst- og vest- lige områder, på slæderejser eller med båd, ud til en motivverden fjernt fra »alfarvej«, og med dette fået opdagelsens og oplevelsens indtryk som yderligere incitament til kunstnerisk aktivitet. Fra en overvintring i Scoresbysund 1924-25 tegnede og malede Magnus Bengtsson en række billeder, som han brugte til illustrationsmateriale til sin bog »Ene med dyr og mennesker«. I sort-kridt eller farve et storslået portræt af øst- kystens dramatiske idyl, med isbjørnejagter, snestorme og knugende ensomhedsfølelse som dramatiske højdepunkter. En sort-hvid verden, hvori kunstneren med kridtet fa- bulerer de fata morgana-agtige indtryk afis og nordlys. I isfjeldets anatomi stivner for- merne, men spektrets kølige grønne og blå farver giver de døde formationer liv igen. Strålebundter knækker af, hvor de møder smeltevandsrender, støder mod spir og tårne eller sætter ved nye lysbrydninger monumenter over dyr og mennesker - i synsvinkler, der vækker gru og betagelse på een gang. 53 [5] --- Y::". • 'r^^-^'-^iC '.' f:^1::-"^----•'--"•'-'1f|T^ ilØfrtHAAB AVIS Men Grønland har selv frembragt kunstnere, omend trangen til kunstnerisk frem- bringelse mest er kommet til udtryk i klædedragten og forarbejdningen af amuletter. For mere end hundrede år siden lavede man træsnit af stor skønhed - som Aron fra 54 [6] Kangeq, der, tilskyndet af dr. Rink, som sendte ham træ og værktøj, skar hen ved 60 illu- strationer, og disse anvendtes i bl. a. »Atuagagdliutit«. Efter igoo-tallet inspireres de første grønlandske kunstnere af deres eget lands natur og liv, og med Jacob Danielsen opstår en stor og fin skildrer af fangerliv og fangstteknik. En livfuld og kunstnerisk frem- stiller af billedserier, værdifulde også med deres etnografiske indhold. Grønlændernes billedglæde er jo velkendt. Ideen med at tapetsere huse og tørvehytter indvendig med avisbilleder har vel den betydning - ved siden af at lune - også at glæde beboerne, omend ikke altid udfra kræsen smag. Jeg har selv æren af at være repræsen- teret med avisbilleder i en tørvehytte i Upernavik. Fra mit første ophold i Grønland havde jeg tegnet billeder i »Godthaab Avis« og i »Nup avisia«, så nogle eksemplarer har forvildet sig nordpå, tilsyneladende til glæde for en grønlænderfamilie. At grøn- lænderne tillige er et interesseret og oplagt publikum, fik jeg bevis for på den udstilling, jeg før min afrejse nåede at arrangere i Godthåb. Efter fingeraftrykkene på billederne kunne det nøjagtige besøgstal tælles. Tegninger hober sig op, og med en samlers lidenskab lægges blad på blad, altsammen udfra den betragtning: at det jo ikke er godt at vide, hvornår man ser Grønland igen. Trods det, at menneskelige indgreb i fjeldnaturen kun kan virke som myggestik i den 55 [7] megen gnejs og granit, da er det synligt, at der er kommet nye linier ind i fjeldets. Radio- master og olietanke er vel nødvendige linier i et strengt ornament - som telefonpæle er det i uberørt vestjydsk natur. Gaffeltrucks og jordhytter er vekslende elementer i bil- ledet, de tegner også deres konturer ind i landskabets. En ny verden i en gammel, men kunstneren behøver blot at bevæge sig en smule, forrykke billedet, så har han igen den eventyrlige motivverden, hjertefjeldene, kløfterne og hele den furede profil. Og let fortumlet over megen grønlandsk gæstfrihed modtager jeg fra kanten af him- melranden Grønlands finale: Indlandsisens hvidgrønne ryg - med ornamentet af sorte nuna takker. [8]