[1] SCORESBYSUND KOLONIEN 1924-55 Af kaptajn Ejnar Mikkelsen JL næsten ti år varede den til tider meget bitre strid med Grønlands Styrelse og indenrigsministeriet om berettigelsen for - og tilladelse til - at anlægge Scores- bysund kolonien, og da den i 1924 oprettede Scoresbysund komite endelig fik en vrangvillig tilladelse til at bruge de indsamlede penge til at etablere kolonien, og jeg afsejlede med „Grønland" for at udføre arbejdet, genstod der endnu tre strids- punkter, som vi ikke kunne enes med myndighederne om, og som kun fremtiden kunne afgøre, nemlig: 1. Var en nogenlunde regelmæssig og direkte besejling af Scoresbysund mulig? 2. Var der i Scoresbysund området tilstrækkeligt med havpattedyr og evt. fisk til, at en grønlandsk befolkning kunne eksistere ved jagt og evt. fiskeri? 3. Kunne de stærkt stedbundne grønlændere finde sig] tilrette i det nye beboel- sesområde i Scoresbysund, eller ville de forlange at komme tilbage til de gammelkendte egne ved Angmagssalik? Forholdene i Scoresbysund kunne arte sig, som forkæmperne håbede, eller svigte, hvilket Grønlands Styrelse mente måtte være det mest sandsynlige, men ingen kunne give et afgørende svar eller blot udtrykke en nogenlunde begrundet mening om de omstridte spørgsmål, inden man havde en længere årrækkes erfaringer at bygge på. Det er nu 32 år siden, kolonien blev anlagt, og det må sikkerligen være et til- strækkeligt langt åremål til at samle erfaringer om tvivlsspørgsmålene og lade disse erfaringer tale deres klare og uigendrivelige sprog. De skibe, som op til 1924 havde søgt ind til den nordligere østgrønlandske kyst, havde alle benyttet sig af den gammelkendte erfaring, at østgrønlandsisen var lettest besejlbar på ca. 75° n. brd., hvor man som regel kunne konstatere - eller mente at kunne konstatere - tilstedeværelsen af den fra de første hvalfangeres tid så ofte omtalte „Nordbugt" i pakisen. Skulle man imidlertid sejle denne lange omvej for at nå ind til en koloni i Scores- bysund, ville sejldistancen fra København blive forøget med ca. 600 sømil, hvilket svarede til ca. fire døgns sejlads med datidens skibe - muligvis og sandsynligvis 81 [2] længere, da tåge og is ofte måtte lægge hindringer i vejen for sejllads gennem pakisen og ned langs kysten til Scoresbysund. Jeg var fuldt ud klar over, at en koloni i Scoresbysund næppe ville kunne bære en så usikker og lang besejling, og selv jeg måtte indrømme, at den kunne gen- nemtvinge kolonisationsprojektets opgivelse. En direkte besejling af Scoresbysund var nødvendig, hvis man ville gøre sig håb om, at kolonistationen kunne gennemføres, og jeg mente, og komiteen delte fuldt ud min opfattelse, at den måtte være mulig at gennemføre. Ser man på kortet over Scoresbysund området, fremgår det med al tydelighed, at den store vandudstrømning fra det vældige fjordområde, forårsaget ved af- smeltning og tidevand, måtte bane sig vej som en kraftig udgående strøm gennem fjordens forholdsvis meget smalle munding. Og hvor denne strøm skar polarstrøm- men, måtte der sandsynligvis opstå en spredning i pakismasserne, som driver sydover forbi Scoresbysund. Som delvis bevis for denne teoris rigtighed kunne der henvises til, at samtlige skibe, som før i tiden - og via Nordbugten - var kommet ind til Scoresbysund, også var sluppet forholdsvis let (som oftest meget let) ud gennem det pakisbælte, som' polarstrømmen fører forbi Scoresbysunds munding. Det syntes derfor at måtte være indlysende, at kunne man komme ud af fjorden uden større isvanskeligheder, måtte man også kunne komme ind, når man valgte det rigtige tidspunkt og styrede nordvest op mod fjordmundingen. Meteorologisk instituts daværende isekspert var dog ganske uenig med mig om de fremsatte synspunkter og hævdede, at en direkte besejling af Scoresbysund som regel måtte være umulig at gennemføre og sandsynligvis ville resultere i skibs- forlis i pakisen og muligvis endda med tab af menneskeliv. Han fremsatte også den påstand, at pakisen udfor Scoresbysund var så svær, at man sandsynligvis kun kunne vente at bryde gennem den i et af tre år. Han anså det ydermere som usandsynligt, at vinterisen i fjordområdet ville bryde op hvert år, hvilket givetvis måtte forringe grønlændernes eksistensmuligheder og før eller siden tvinge dem til at forlade en mulig anlagt koloni i Scoresbysund. Grønlands Styrelses direktør og den daværende indenrigsminister sluttede sig fuldt og helt til isexpertens opfattelse, og deres langvarige modstand mod at der blev anlagt en koloni i Scoresbysund skyldtes vistnok hovedsagelig frygten for besejlingsvanskeligheder og dens evt. følger. Man kan dog nu efter 32 års besejling hævde, at en direkte besejling af Scores- bysund, endog temmelig tidligt på året, er mulig og fuldt ud forsvarlig. Kaptaj- nerne på de østgrønlandsskibe, der gennem årene har anløbet begge de østgrøn- landske kolonier hævder enstemmigt, at Scoresbysund er lettere besejlbar end 82 [3] Scoresbysund-kolonien set fra luften d. u. august 1951. Eneret: Geodætisk Institut den langt sydligere beliggende Angmagssalik koloni, og skibene er som ventet, kommet ind i fjorden på en direkte kurs uden at måtte søge langt mod nord for at slippe gennem pakisen. Det eneste skib, som hidindtil har lidt havari på vejen til eller fra Scoresbysund, var mit eget ekspeditionsskib „Grønland", senere omdøbt til „Gustav Holm". Vi kom temmelig tidligt ind i fjordmundingen, og da fjordisen brød op, blev vort ror og agterende slemt molesteret af isen. Det var et uheld, som pionerer må være forberedt på, da vi selvfølgelig ikke havde erfaringer med hensyn til strømmens sætning i det da delvis ukendte Scoresbysund. 83 [4] Denne strømsætning kendes dog nu, og det er mange år siden, man har hørt tale om fare ved en direkte besejling af Scoresbysund, som er bleven gennemført uden særlige besværligheder hvert eneste år fra 1924 til 1955. Enkelte år har man endog ikke set is ved ind- eller udsejlingen af fjorden, og udover ekspediti- onsskibets havari har besejlingen ikke forårsaget nogen som helst skade på skibene. Isexpertens andet postulat, at isen i Scoresbysund ikke ville bryde op hvert år, er også tilfulde modbevist af 3 2 års erfaringer, idet fjordisen er brudt op hvert eneste år og drevet til søs. Scoresbysund er som regel så isfri om sommeren, at dønning fra havet kan besværliggøre losning af skibene, og fjorden er som regel også isfri ret langt ind i efteråret, hvis pakisen da ikke drives ind i fjordmundin- gen af vedvarende østlige vinde. Det andet stridsspørgsmål angik fangstmulighederne i Scoresbysund: Kunne de grønlandske kolonister, som kom til det nye koloniområde fra Angmagssalik, eksi- stere ved fangst eller kunne de ikke? Man har nu også 3 2 års erfaringer vedrørende kolonisternes eksistensmuligheder i Scoresbysund og kan på grundlag heraf med tryghed hævde, at fangsten af sæl og bjørn er endog særdeles god i Scoresbysund, og meget bedre end i Angmagssalik, hvor man dog har nogen tilgang af fisk, som endnu ikke er fundet i Scoresbysund. Rigtigheden af påstanden om bedre fangstforhold i Scoresbysund end i Ang- magssalik kan heldigvis bevises med tørre tal hentet fra de to koloniers officielle „Indberetninger over indhandlingen i året 1954". I henhold til disse indberetninger har totalindtægten samt indtægten pr. fangst- mand og pr. indbygger været som i nedenstående tabel: Antal Indtægt i kroner Fangere Fiskere ? d k Pr' ^anSer Pr- individ Angmagssalik 293 73 89-5°9>53 25*>43 67>85 Scoresbysund 37 o 81.393,71 2.199,83 262,56 Det fremgår af tabellen, at fangstmændene i Scoresbysund gennemsnitlig fik ca. ni gange større økonomisk udbytte af fangsten end fangstmænd og fiskere til- sammen i Angmagssalik. Det bør bemærkes, at inspektør Kaj Jensen, Angmags- salik, har betvivlet rigtigheden af disse tal, der som nævnt er uddraget af de officielle „Indberetninger over indhandlinger i 1954". Der er vistnok ikke stort mere end ovenstående at bemærke om indtjenings- mulighederne i de to østgrønlandske kolonier: kan grønlænderne i Angmagssalik eksistere af fangstindtægten, må de såsandt kunne leve kongeligt i Scoresbysund ved fangst på sæl og bjørn. 84 [5] Ungdommen