[1] JAGTEN PÅ DEN NORDLIGE MAGNETPOL Af cand. mag. Asger Lundbak Om nogle forløbere for Polarår og Geofysisk År JL foråret 1818 afsejlede fra England 4 skibe mod Arktis; de to sejlede op langs Grønlands vestkyst, medens de to andre tog kurs stik nordpå, øst for Grønland. Den øverste chef for de to førstnævnte skibe, „Isabella"og „Alexander", var John Ross, og formålet var at gennemsejle den såkaldte nordvestpassage, d. v. s. en formodet rute nord om Amerika til Stillehavet. De to andre skibe, „Dorothea" og „Trent", hvis chef var David Buchan, skulle samtidig forsøge en rute via Polhavet og Bering- strædet til Stillehavet, altså en art nordøstpassage. Et videre formål med begge ekspeditioner var det at finde en ny søvej til Indien. Endvidere var det et vigtigt formål for begge ekspeditioner at foretage mag- netiske målinger undervejs, bl. a. for indtegning af kompasretninger på de ark- tiske kort. Det var den alsidigt interesserede skotske hvalfanger William Scoresby, der havde peget på disse muligheder for en bedre forbindelse med Indien end den hidtidige rute syd om Afrika; han havde selv i 1806 nået Si1^0 nordlig bredde i et forsøg på at forcere ismasserne nord for Svalbard. Det var nærliggende for England at prøve disse muligheder, efter at England i 1814 sejrrigt havde overstået Napo- leonskrigene, og idet der - således som admiralitetssekretæren John Barrow gjorde regeringen opmærksom på - kunne gøres brug af nogle af de søofficerer, som havde indlagt sig hæder i slaget på Københavns Red i 1801 og ved Trafalgar i 1805. Hvad først angår den ekspedition, der havde nordøstpassagen som mål, tog den kurs stik mod Nordpolen. Den sejlede op gennem farvandet mellem Grønland og Svalbard, men måtte beklageligvis vende om ved en position 50 sømil sydligere end det punkt, Scoresby i 1806 havde nået, som følge af den modgående drivis fra Polhavet. Det lykkedes imidlertid en af deltagerne, Fisher, på tre forskellige punkter at bestemme såvel magnetkraftens retning i vandret plan - den såkaldte deklination eller misvisning - som magnetkraftens retning i lodret plan, den så- kaldte inklination. Allerede Columbus, der jo også prøvede at finde en ny søvej til Indien (nemlig ved at sejle vestpå), var klar over, at kompasset mange steder ikke peger stik nord, men har en misvisning, der er forskellig for forskellige egne. Det punkt - eventuelt de "3 [2] punkter - af jordoverfladen, hvorimod kompassets nordende søger, må da formodes at afvige fra den geografiske nordpol. I magnetisk henseende må det pågældende punkt karakteriseres som en sydpol, da det tiltrækker nordmagnetisme og frastøder sydmagnetisme; vi vil her kalde punktet Jordens nordlige magnetpol. Denne må åbenbart have en sådan egenskab, at et fintmærkende kompas til stadighed vil pege mod den, når kompasset føres rundt om den i en passende kreds. Også inklina- tionen - magnetkraftens vinkel med det vandrette plan - kan tjene til lokalisering af Jordens nordlige magnetpol. Det er nemlig klart, at inklinationen vil gå mod 90° (kraftens retning nærme sig lodlinien), når man nærmer sig magnetpolen. Magnetiske målinger i et bælte, der nord for den nordlige polarcirkel stort set følger de arktiske kyster af henholdsvis Europa, Asien og Amerika, må åbenbart kunne give en omtrentlig lokalisering af magnetpolen og i hvert fald afgøre, om den befinder sig indenfor, i eller udenfor dette bælte. På kortet fig. i er nu gen- givet nogle af de ældste pålidelige målinger i dette bælte. Således er retningerne af de indtegnede pile bestemt af de målte misvisninger, medens deres længder afhænger af de målte inklinationer. Alt i alt er pilene beregnet på en sådan måde, at deres spidser ville falde sammen, hvis Jordens magnetisering var helt jævn; dette ville den f. eks. være, hvis den skyldtes en kraftig magnet, anbragt i Jordens centrum, og pilenes samlingspunkt ville være Jordens nordlige magnetpol. Tal- lene ved pilene på fig. i angiver de år, da disse tidlige målinger har fundet sted, og pilenes udgangspunkter er selve observationsstederne; disse er i en del af til- fældene isflager. Idet vi vender tilbage til de to 1818-ekspeditioner, kan det da om Fishers må- linger oplyses, at de gav omtrent sammenfaldende værdier for henholdsvis dekli- nation (misvisning) og inklination. En afmålingerne - på Danskoya ved Svalbards nordvestlige hjørne - er kommet med på fig. i og illustreret ved en pil, der strækker sig tværs over Polhavet lige nord for Grønland. løvrigt målte Fisher også selve magnetkraftens størrelse på Danskoya og fandt 11,66 „britiske enheder", hvilket i moderne enheder vil sige 0,538 ørsted. Nutildags er magnetkraften på det sted 0,534 ørsted; imidlertid er den rimeligvis aftaget noget siden Fishers måling, og denne må derfor tilskrives stor nøjagtighed. Målingerne ved Svalbard kunne altså bekræfte, at Jordens nordlige magnetpol måtte forefindes et sted mellem den geografiske pol og det amerikanske fastland. Men hvilke resultater opnåede så den samtidige ekspedition under Ross' ledelse? Den fulgte kysten hele Baffinbugten rundt, uheldigvis uden at undersøge de tilstødende sunde nærmere. Dog opdagedes eskimostammen ved Kap York, de såkaldte „arctic highlanders", og der foretoges en del magnetiske målinger af den medfølgende astronom og geofysiker Edward Sabine. På fig. i er indtegnet resul- [3] Fig. i. Kort over Arktis. De indtegnede pile viser - med gyldighed for første halvdel af i8oo-tallet - ved deres retninger misvisningen (eller kompasretningen) i de punkter, som pilene udgår fra; deres længder er udtryk for in- klinationen i de samme punkter, idet kort pil svarer til stor inklination og omvendt. Pilespidserne ville - bortset fra ubetydelige forskydninger som følge af kortprojektionen - alle falde i eet punkt, Jordens nordlige magnetpol, såfremt Jorden var helt jævnt magnetiseret. Tallene ved pilene er årstallene for de pågældende observationer. [4] tatérne af tre af disse målinger, den ene udført på Hare Ø nord for Disko-øen, de to andre på isflager. Disse måleresultater tydede på, at sædet for magnetpolen måtte være omkring 70° N og 100° W, altså væsentlig sydligere end den belig- genhed, der angaves af Svalbard-målingerne. Et mere energisk forsøg på at finde en nordvestpassage blev i i 819 gjort af William Edward Party, der året forinden på Ross' ekspedition havde ført skibet „Alexander". Med skibene „Hecla og „Gripercc sejlede han ind gennem Lancaster Sund og nåede i i 820 efter en overvintring helt frem til Banks Island. Omend den vanskeligste del af nordvestpassagen herved var gennemført, anbefalede Parry dog ved sin tilbagekomst, at man prøvede muligheden for en sejlrute, der i højere grad fulgte kysten af selve det amerikanske kontinent. I Parrys ekspedition var Sabine også deltager, og tre af hans måleresultater er gengivet ved de tre forholdsvis korte pile på rig. i. Der kunne herefter ikke være tvivl om, at den nordlige magnetpol måtte findes nær midten af det kanadiske arkipelags sydlige del. Imidlertid var også russerne begyndt at røre på sig. Den russiske løjtnant Fcodor Lutkc (senere admiral) undersøgte 1821-24 de magnetiske forhold i Barentshavet vest for Novaja Zemlja og fandt svag østlig misvisning, men bestemte ikke inkli- nationen. To andre russere, Wrangél og Anjou, foretog i de samme år et stort antal deklinations- og inklinationsbestemmelser langs med og udfor nordkysten af Øst- sibirien; to af deres resultater er indtegnet på fig. i. I denne forbindelse skal til- føjes, at pilen, som udgår umiddelbart nordvest for Novaja Zemlja - fra Gorbowje- øen - skyldes målinger af russeren Pakhtussoff, der i :83o'erne kortlagde Novaja Zemlja og nærmeste omegn i magnetisk henseende. Disse russiske målinger, hvis nøjagtighed stod fuldt på højde med de engelske, viste med stor tydelighed, at Jorcfen i hvert fald ikke var jævnt magnetiseret. Udelukket var det ikke - og det er stadigvæk en mulighed - at der på bunden af Polhavet fandtes een eller flere nordlige magnetpoler. Vender vi tilbage til grønlandske farvande, må nævnes William Scoresby, en søn af den allerede nævnte William Scoresby. Under kortlægning af Grønlands østkyst mellem 69 ° og 75 ° nordlig bredde fandt William Scoresby junior i 1822 ret kon- stante vestlige misvisninger, varierende mellem 42v og 45 °. Året efter bestemte Sabine 'på den efter ham opkaldte ø en inklination på lige over 80 ° (tilsammen muliggør Scoresbys og Sabines målinger tegning af pilen tværs gennem Grønland på fig. l). Som alsidig geofysiker foretog Sabine også nogle tyngdemålinger - betydning for bestemmelsen af Jordens' fladtrykning - og han fik ved Svalbard bekræftet de tidligere udførte magnetiske målinger. Endelig fik han i 1823 ved Hammerfest i det nordligste Norge udført en enkelt magnetisk måling. 116 [5] Fig. 2. Skitse over den nordlige magnetpols belig- genhed, udarbejdet af nordmændene Nils Russelt- vedt og Aage Graarud. Man ser den magnetpol, Roald Amundsen lokaliserede, et stykke inde i Boo- thia Felix-landet, medens Ross' pol er lige