[1] DEN ARKTISKE FORSKNINGS PIONERER Oversat af orlogskaptajn Janus Sørensen med en tilføjelse om dansk indsats i Grønland Ira en publikation „Down In the North", udgivet afAir University, Alabama 1953, er afsnittet „They Payed the Way" her taget i uddrag: De senere tiders flyvninger i det høje nord har berøvet polarområdet meget af fordums farer og mystik. Livet dér er ikke frygtindgydende mere selv for den uindviede. Polarregionen er ikke længere en hæslig og ubeboelig ødemark, men, omend barsk, en fortryllende vid udstrækning af land og vand, is og sne, som den erfarne attrår og vel udrustet kan leve og arbejde i året rundt. Moderne tekniske frem- skridt, specielt luftfartøjet, har bragt os langt - dog ikke uden store ofre. Historien om arktisk forskning er fyldt med oplevelser og begivenheder - mange af dem så oprivende og spændende, som mænd nogensinde har oplevet. Den indeholder nogle af de mest sørgelige tragedier, men også de smukkeste eksempler på selvopofrelse, usvigelig loyalitet, tapperhed, heltemod og menneske- kærlig gerning. I de to sidste decennier har luftfartøjet været rede til opgaven arktisk forskning, hvilken som bekendt er meget ældre end opdagelsen af den nye verden. Den ele- mentære geografiske viden om polarlande og -have er nu så velkendt, at kun en del rutineflyvnings-kortlægning mangler at blive udført - en ubetydelig indsats sammenlignet med den pris, der er betalt ved mænds død, farer og genvordig- heder for opnåelsen af og kendskabet til de nuværende grænser længst mod nord. De romantiske og dramatiske dage med opdagelsen af nye og ukendte land- områder og have er nu forbi og er erstattet med den mere prosaiske, skønt ikke mindre vigtige opgave: videnskabelig udforskning af de store arktiske og antark- tiske områder. Lufttransporten er allerede bleven fremskyndet ved videnskabelige undersøgel- ser i alle arktiske områder med en hurtighed, præcision, sikkerhed og lethed, som hårdføre pionerer i det 18. og 19. århundrede ikke havde drømt om. De militære flyveres indsats må betragtes som pionerarbejde på dette område. Det var først ved starten af den 2. verdenskrig, at arktisk udforskning og under- søgelse væsentlig blev udført med militære luftfartøjer, specielt for at undersøge 2OI [2] de krav, der måtte stilles til deres duelighed i arktisk-militære operationer. Tid- ligere havde ingen nation overvejet muligheden af arktisk kamp, og historien rummer heller intet om, at der nogensinde har været kæmpet indenfor polarrigets grænser. De tidligere, større arktiske ekspeditioner var almindeligvis udrustet med støtte fra staten og financieret af denne, men de var først og fremmest af ikke-militær beskaffenhed og bestod udelukkende af frivilligt personel befordret med skibe til og fra arbejdsområdet. Med den hurtige udvikling af luftfartøjerne og erkendelsen af de arktiske om- råders betydning i verdenssituationen tog luftvåbnet mere og mere initiativet til løsning af opgaver i arktiske operationer, hovedsageligt i uddannelsesøjemed. Flyvning i polarområdet er ældre, end mange forestiller sig. Den første og mest dramatiske flyvning blev udført af den svenske ballonfører S. A. Andreé, som sam- men med to ledsagere startede fra Danske Øen ved Spitsbergen den 11. juli 1897. Andreé's ballonfart var ikke en dristig vovehals's eller eventyrers foretagende for at opnå berømmelse og omtale. Dristig var færden, men ærligt og oprigtigt tilrettelagt og med indgående kendskab til opgaven, vel planlagt og udført af erfarne arktiske veteraner. I 33 år var den eneste underretning fra de 3 mænd genfindeisen af en hjem- vendende brevdue, som ekspeditionen satte i frihed ved dens start fra Danske Øen, og som blev skudt ned af skipperen på en sælfanger, på hvis mastetop brev- duen havde sat sig for at hvile. De 3 ekspeditionsmedlemmers frosne legemer blev en menneskealder senere fundet på en lille ø, Hvide Øen, mellem Spitsbergen og Franz Joseph Land.* Ruller af eksponerede film, fundet mellem deres udrustning, viste deres start og prøvelser, da deres ballon landede på drivisen, på position 82° 56' N.29° 5 2'E. 3 dage efter deres start fra Danske Øen, tvunget ned af islag hidrørende fra rim- frost. Deres dagbøger gav en fuldstændig skildring af deres færd, ligesom deres videnskabelige notater og oplevelser var reddet for bearbejdelse og senere publi- cering. Endskønt der var grænser for, hvad deres lille ballon kunne medføre, havde Andreé sørget for tilstrækkelige forsyninger til gennemførelse af turen. De var landet 200 miles nord for nærmeste land, midt i ujævn og i stadig bevægelse værende pakket storis. De startede nu sydover på isen trækkende deres lille, overlastede slæde med udrustning, proviant og dagbøger, en besværlig vandring for de 3 mænd. Usta- * En norsk ekspedition med skibet „Bratvåg" af Aalesund udrustet til videnskabelig forskning fandt ved en landstigning på Hvide Øen den 6. august 1930 ekspeditionens dagbøger, videnskabelige optegnelser og kort- skitser samt fotografiske materiale. 2O2 [3] S. A. Andreé. digt vejr og vind blæste pakisen ud fra land, således at store strækninger med åbent vand hindrede deres landgang på Franz Joseph Land. Deres færd må have været noget af et mareridt, men det var dog en opmuntring, at de både kunne skyde bjørn og sæl, hvormed de kunne friste livet under vandringen over den knudrede ismark, og omsider førte isen dem til den lille klippeø, hvor de landede den 4. oktober. Den 2. oktober i 10° kulde bristede den isflage, hvor de havde indrettet en „komfortabel" hytte med deres udrust- ning og 3-4 måneders forråd. Siden den 14. juli havde de opholdt sig på driv- isen; i 12 døgn søgte de mod Franz Jo- seph Land og i 40 døgn mod Syvøerne, men storm og strøm lagde stadig uovervindelige hindringer i vejen for deres færd. Strindberg førte fyldestgørende optegnelser i sin dagbog indtil den 7. oktober og Andreé omtrent samtidig, derefter findes endnu kun een notits fra Strindberg, der skrev den 17. oktober: „hjem kl. 7.5 em." Det er således ikke muligt at angive, hvornår de er døde. Ved undersøgelser er det konstateret, at de ikke har savnet levnedsmidler, am- munition, primus, petroleum, kogekar, tændstikker m. v., men de havde kun eet lille telt af tynd ballondug og een sovepose. De tre lig fandtes indenfor det lille område, hvor deres telt i sin tid havde stået. Alt tyder på, at Strindberg er død først, og derefter Andreé og Frænkel, hvis lig blev fundet med en meters afstand nær den tomme sovepose. Kulden har sikkert været årsagen til, at de tre tapre mænd er sovet ind i døden. Moderne flyvninger i arktiske områder startede med de første få forsøgsflyv- ninger i 1924 af Oxford University Ekspedition til Spitsbergen. Året efter rekognoscerede commander Byrd i det nordlige Baffin Bay som forsøgs- flyvninger for hans heldigt gennemførte flyvning den påfølgende sommer til nord- polen og retur. Samme forår blev en af de mest spændende flyvninger gennemført, da Roald Amundsen og Lincoln Ellsworth med 4 ledsagere startede i to Dornier flyvebåde den 21. maj 1925 med nordpolen som mål. Efter at have fløjet den beregnede tid - ialt 203 [4] 8 timer - landede de i et større område med åbent vand for at tage en astronomisk pladsbestemmelse. Positionen viste imidlertid, at modvind havde været årsagen til, at de endnu var ca. i 20 miles fra deres mål. Imidlertid lukkede isen sig omkring de to luftfartøjer, før de kunne starte, og det tog de to besætninger 24 timer at lo- kalisere hinandens position, og andre 5 dage før holdene igen var samlet. Uheldigvis blev det ene luftfartøj ødelagt under forsøg på at bjerge det ud af storisens favntag, og endskønt det andet var intakt, var det konstant udsat for også at blive ødelagt af den i stadig bevægelse værende storis, som dog af og til gav nogen mulighed for, men dog ikke tilstrækkeligt til, at det kunne starte. De havde nu det ubehagelige valg enten at gøre et forsøg på at vandre 400 miles til Grønlands ugæstmilde nordkyst uden at kunne medføre den nødvendige ud- rustning til en sådan vandring - hvilket kunne blive en fatal færd - eller gøre for- søg på at få det endnu intakte luftfartøj i luften, men for at få en brugbar startbane skulle der først ryddes mindst 300 tons is væk. Man valgte det sidste alternativ. Deres eneste redskaber var 3 træskovle, en lille håndøkse og et isanker. Der var kun lidt proviant, og deres eneste tilholds- sted var luftfartøjet. Det tog 24 dage at få ryddet ishindringerne, hvorefter luft- fartøjet havde en heldig start. De 6 mand landede velbeholdne med den ene Dornier flyvebåd i Spitsbergen 8 timer senere med kun 23 gallons benzin tilbage i tankene. To år senere fløj Wilkins på rekognoscering over det frosne hav nord for Alaska, under hvilken der måtte foretages 3 nødlandinger. Maskinen var skiudstyret, og hver landing forløb glat. To gange lykkedes det mekanikeren at udbedre havari- erne, men tredie gang, da de var ca. 70 miles fra nærmeste land, løb de tør for benzin, forlod luftfartøjet og vandrede over isen medførende rifler, soveposer og kogegrejer. Et andet og mere kompliceret tilfælde af nødlandede flyvere i samme periode er den lidet værdige omtale af luftskibet Italia. Dets fører var oberst Nobile, der i 1927 havde lagt planen til - og var fører af- luftskibet Norge under flyvning med Roald Amundsen og Lincoln Elbworth fra Spitsbergen over Nordpolen til Alaska. (Efter denne rejse havde Amundsen et større opgør med Nobile, og de to mænd blev bitre fjender. Hvilken skæbnens ironi blev det ikke, at Amundsen døde under sit senere forsøg på at redde Nobile.) Italia startede fra Spitsbergen på dets sidste rejse den 22. maj 1928. Den oprin- delige plan var en landing på selve polen, men det fandtes imidlertid ikke tilråde- ligt. Under tilbagerejsen blev Italia udsat for stormende modvind, og ca. 180 miles nord for Spitsbergen udsattes luftskibet for rimfrost, der efterhånden tvang det ned mod isen under lignende forhold som Andreé's ballon. 204 [5] Udsigt o