[1]
NEKROLOG
MORTEN PEDERSEN PORSILD
i. september 1872 •— 30. april 1956
Morten Pedersen Porsild.
Allerede som student kom Morten Porsild i 1898
med på geologen K.V. Steenstrups sidste ekspedition
til Vestgrønland. Porsild har fortalt, at han en aften
hørte den gamle snakke med sig selv, mens han ham-
rede på basalten: „Og så - bang - vover han at påstå
- bang - at det er meteorjern - bang!" Steenstrup
kunne ikke glemme, at Nordenskiold fejlagtigt havde
kaldt det gedigne jern i Diskos basalt for meteorjern.
På denne ekspedition blev Porsild fanget af Grøn-
land, og da han år 1900 havde taget magisterkonfe-
rens i botanik som en af Warmings disciple, satte han
et energisk arbejde i gang for at fa grundlagt en vi-
denskabelig station i Vestgrønland. Med tilskud fra
staten og justitsråd A. Holch lykkedes det i 1906 at
oprette Den danske arktiske Station på Disko, den
ældste videnskabelige station i arktis, i mange år også
den eneste. Alle grønlandsfarere, alle, der interesserer
24O
sig for planter og dyr nord for 661/2°, kender det
lange grå hus nede ved Sorte Sand - det sorte basalt-
sand, ejendommeligt for Disko - nede ved angakoq-
farfik, stedet, hvor angakoqqer uddannedes. Magister
Porsild ledede selv stationen i 40 år, fra 1906 til 1946.
Det var Porsilds mening, at stationen først og frem-
mest skulle tjene som arbejdsplads for tilrejsende
videnskabsmænd. En ny slags angakoqqer skulle ud-
dannes i angakoqfarfik. Men Warming og Aug. Krogh
støttede desværre ikke Porsild; måske var Warming
ked af, at hans elev spredte sig for meget, ikke snæ-
vert holdt sig til botanik; thi Porsild kunne ikke dy sig
for at tage andre opgaver op: Måling af lys, udgrav-
ning af eskimo-bopladser, bl. a. sammen med pastor
H. Ostermann dem ved Sermermiut nord for Jakobs-
havns Isfjord, og etnografiske skildringer. Hans værk:
Material culture of the eskimo etc. Med. Grønland
51, 1915, er overordentlig værdifuldt; det samme
gælder beretningen i Geograph. Rev. 6, 1918, om de
store „savssat"er i 1914 og 1915, da Diskobugten frøs
til, før hvalerne slap bort; fra nær og fjern bragte
hundeslæder grønlænderne sammen omkring de arme
dyrs åndehuller; over 1000 hvaler blev dræbt.
Porsild svigtede dog ikke botanikken. Hans flora
fra Disko (Med. Grønland 58, 1920) og hans: Stray
contributions to the flora of Greenland (Med. Grøn-
land 77,1930, og 93, 1935, og 134, 1946) er af stør-
ste værdi for alle, der arbejder med arktiske planter.
Porsild var blandt de sidste, der kendte grønlæn-
derne i den tid, da deres højere jægerkultur endnu
ikke var bukket under for industrikulturen. Han blev
grønlændernes ven og rådgiver, og naturligvis beher-
skede han deres sprog. De valgte ham ind i Godhavn
kommuneråd, og som eneste dansker sad han fra 1927
til 1938 som Godhavns repræsentant i Nordgrønlands
landsråd. For danskerne i Godhavn blev han, som
nævnt ved festen på hans 80 års dag, høvdingen.
Porsild var gift med Johanne Kirstine Nielsen
(1870-1940), og deres hjem var i mange år et ånde-
ligt centrum for alle omkring Diskobugten. Af bør-
nene bor to sønner i Canada, hvor dr. pliil. Erling
Porsild, som kurator ved nationalmuseet i Ottawa, på
en måde fortsætter i faderens spor med floraen i arktis.
Datteren Asta leder alderdomshjemmet i Godthåb.
D. Miiller.[2]