[1]
DEN STORE SAVSSAT
Af kontorchef M. Golodnoff
vinteren begynder, venter nordgrønlænderen hvert år at fa sit ønske om
savssat opfyldt.
Således også forrige vinter, selv om vinterens begyndelse ikke gav nogen særlig
anledning til håbets opfyldelse. Der faldt nok mere sne end sædvanligt, men is-
lægningen var ganske normal, og ved nytårstid var der ved Qutdligssat kun isfast
ca. 500 meter ud fra kysten.
I begyndelsen af januar blev dog særlig mange isfjelde af strømmen ført nord-
fra ned gennem Vaigattet. Det åbne vand uden for den faste kystis blev næsten helt
dækket af drivende isfjelde og flager, som med tidevandsstrømningerne drev frem
og tilbage i en stadig bevægelse, men fortrinsvis mod syd.
Der blev set hvidfisk i klaringerne, som stadig ændrede position og form, men
der var ingen fangst.
Omkring den 15. januar satte det imidlertid ind med kulde, og der blev mindre
og mindre åbent vand, samtidig med at isfjeldene nyttede sig mindre og mindre.
I løbet af ugen faldt temperaturen dag for dag - 25, 26, 27, 28° og ved ugens
slutning var det blevet 30° kulde. Om søndagen blev det endog -r- 33° og nu
drejede al samtale sig kun om muligheden for savssat og hvor? Radionyt for-
talte nemlig samtidig, at Diskobugten mellem Egedesminde, Godhavn og Jakobs-
havn var blevet lukket af is. Og vi kunne selv konstatere, at Vaigattet var helt
dækket i løbet af den sidste kolde uge. Dermed var alle gunstige betingelser til stede.
Hver dag i den forløbne uge var alle radioer kl. i 2 blevet stillet ind på Hanni-
bals daglige rapporter til Jakobshavn. Han havde været tavs fra midten af ugen:
enten var hans sender itu - eller han var på savssat. Endelig om lørdagen kl. 12
kom han ind og fortalte, at man havde haft savssat lige uden for Sarqaq. Alle stedets
beboere havde fået fangst, men nu var hvidfiskene forsvundet, og man var begyndt
at lede efter dem på nye steder. Det, at andre havde haft heldet med sig, spændte
vore forventninger til bristepunktet og i Qutdligssat benyttede mange slæder sig
af weekenden til at være med i eftersøgningen. Alle steder med frosttåge over
isen blev undersøgt, mod nord og mod syd, men ingen kunne finde hvidfiskene.
269
[2]
Der Janges <ved fijælp af spejl.
Foto: Golodnoff
Om mandagen kom udløsningen, da Hannibal kl. 12 meddelte til Jakobshavn,
at hvidfiskene havde vist sig i en rende, der strakte sig tværs over Vaigat fra
Qeqertaq til Unartoq ca. 20 km. Han fortalte, at der var masser, måske 2-3 tusind
dyr og at alle ville være velkomne til at deltage.
I Qutdligssat blev der danset og sunget og sprunget, mens de hurtigste skyndte
sig med at komme af sted. 35 minutter efter 12 forsvandt Tobias Samuelsen ud
over isen - og han var tilbage igen tidlig næste morgen med de første smagsprøver,
en rask tur i det ubanede terræn.
Rejsetiden var nemlig ikke begyndt, da det kun var lyst få timer hver dag.
Derfor fandtes der endnu ingen slædeveje. Alle fik nu travlt med at få slæde,
seletøj og pelstøj i orden, og efterhånden som den enkelte blev klar til at tage af
sted, hørte man hele aftenen igennem tilråb og piskesmeld, mens slæde efter slæde
rumlede forbi vores hus på vej sydover.
Det var disse slæder, der sled årets første rejsevej, en vej som på få dage blev
banet så stålblank og magelig, som man sjældent havde set den.
270
[3]
Kød i store mængder til alle.
Foto: Golodnoff
Allerede dagen efter kom flere tungt læssede slæder tilbage med kød og mattak
til alle og med lange beretninger om store fangster. De havde dårligt nok tid til
at holde hvil, før de masede af sted igen for at hente ny forsyninger.
Alt hvad der fandtes i byen af slæder blev taget frem. Og hunde var ikke til
at opdrive. De små spand på i og 2 og 3 hunde blev slået sammen i kompagniskaber.
Havde man ingen hunde, ja så viste nogle ældre og enlige fangere, hvordan man
alligevel kunne komme afsted: de tog på savssat med håndskubbede slæder, som
var lette at låne, når ejeren havde sine hunde på tur i kompagni med andre.
Grønlændernes festspise er hvidfisk. Hvidfisk kan ikke engang sammenlignes
med vores julegås og risengrød, for det er langt fra hvert år, at der vanker hvidfisk.
Den sidste savssat var i 1951 og al anden fangst af hvidfisk fra båd eller ved
garn er forsvindende lille. Men hvor stor blev denne savssat, hvor længe ville den
vare? 8 dage? 14 dage? Erfarne folk mente, at denne kunne i hvert fald blive ved
længe - måske en hel måned.
Vi ville selvfølgelig gerne være med, og selvfølgelig var det bedst at komme af
sted straks. På grund af gode venskaber lykkedes det at arrangere afrejse allerede
271
[4]
• ir
førstkommende lørdag, således at Frederik Thomsen og Nikolaj Kleist kunne starte
med henholdsvis min kone og mig.
Nikolajs hunde var lånt ud, og da de kom hjem næste dag, kunne han ikke
vente længere. Derfor kom han og jeg af sted allerede næste morgen.Vi startede i bul-
dermørke. Vi var ikke så godt kørende, hundene trængte til hvile, men det måtte
vente. Det var stille, 30° og stjerneklart. I begyndelsen af turen sad vi på slæden
og nød en pibe tobak ovenpå den tidlige morgenkaffe - det gjorde godt at få luften
forvarmet. Men snart begyndte det at gå småt og vi måtte skiftes til at løbe. Men
også det blev for meget for hundene, og så måtte vi skiftes til at sidde. Det blev
heller til så meget, for så gik de helt i stå. Således blev det en gå-løbetur de 30
km til fangststedet.
Vi kørte sydover langs kysten og en mils vej fremme blev vi hurtigt overhalet
af Daniel og Hans Brønlund. Det lysnede svagt, og da vi kunne se, at de forude
drejede ud fra land, fulgte vi deres spor. Vi kørte og kørte (gik og løb) i een
uendlighed uden at se tegn til, at vi er fremme. Efterhånden blev vi klar
over, at de skulle over til den anden kyst til det første fangstfelt, hvor de
sikkert havde depot til hjemkørsel, fordi de havde været med fra den første
begyndelse.
Som formiddagen gik, var solen begyndt at skinne på bjergtoppene på den anden
kyst, og ved middagstid bestemte vi os til at dreje mod syd. Vi kørte nu midt-
vands, parallelt med kysten, idet vi var nogenlunde sikre på, at vi ikke uforvarende
kunne passere selv den mest smalle rende.
Vi kiggede og kiggede, og vi kiggede meget langt. En gang imellem kravlede
vi op på et isfjeld for at spejde men uden at se andet end is og sne. Vores trave-
tur begyndte at tage på kræfterne. Vi kunne da for søren heller ikke komme til
at køre uden om de i oo slæder, der i forgårs var startet i samlet tog fra Jakobs-
havn, og som kunne ventes at være fremme i dag?
Grønlænderne ser alt. Gennem generationer er deres blik oplært til at bemærke
enhver bevægelse i denne store stille, stille natur. Da min Nikolaj tilmed var lang-
synet, var der ingen grund til at opgive, bare fremad, af sted igen. Og så blev det
lyden, der hjalp os. Ovre under land på den kyst, som vi tidligere var drejet ud
fra, hørtes nu skud fra 89'ere. Vi holdt derover, men der var stadig intet at se.
Flere skud? så var det altså rigtigt? Der er mange skud. På'en igen. Men der gik
endnu en time, der gik iVa time ialt, før vi standsede hundene ved renden. Og
så var vi til savssat.
Hvad var det så for noget mærkeligt noget? Efterhånden som vi nærmede os,
så vi mange mennesker. En løb pludselig ud til siden med sin bøsse klar. Og een,
nej 2-3 slæder kom nu kørende imod ham på tværs af vores kurs. Er det der, vi
272
-.,
[5]
skal hen? Jamen se, der er jo mennesker hele vejen på tværs foran os. De må være
langs renden.
Ja sådan er det. Nu, hvor vi er kommet helt derhen, kan man se folk sprede
sig i en lang linie, så langt man kan se. Og renden, ja den er god nok. Den er
måske Va - men ikke over i meter bred. Den er ikke lang og ubrudt. Nogle steder
er der 10-20 meter brede broer, hvorpå vi nu kører over den ene, for næsten alle
er ovre på den anden side, hvor det viser sig at være bedst med lyset i ryggen.
Renden er heller ikke som en lang lige streg: Den slår store knæk, og man kan
se, at den følger kanten af store sammenfrosne flager. Den letteste måde at se,
hvor den går, er at følge skikkelserne: hvor der er folk, er der rende.
Denne rende er ganske ejendommelig. Mens hele Diskobugten og Vaigat er islagt
med tyk, svær is med indefrosne flager og fjelde, så har der pludselig dannet sig
en sådan smal rende tværs over. Hvorfor er vandet knækket her?
Er der hvidfisk? Ja det første indtryk er, at der kun er mennesker. Efter at vi i flere
timer har kørt i absolut stilhed, intet liv og ikke en lyd, intet uden is og sol og
vores egen slæde, efter måneders stille liv i en lille by, hvor alle kender alle indtil
besvimelse, er vi nu pludselig midt iblandt en masse fremmede mennesker, men-
nesker, der har travlt med fangst, som råber, kalder, skyder, løber, haler op
i takt, flænser. Fremmede mennesker? ja for mig, men ikke for Nikolaj. Han
møder svogre og fætre og venner - fra Ujarasugssuk, fra Skansen, fra Godhavn
og Egedesminde, fra Umanak, ja helt fra Upernavik fortælles der at være
kommet slæder. Der er en hilsen på, en fortællen, en grinen og halløj, en
livsglæde, så en anden en må sætte sig lidt ned på slæden, om ikke andet
så for at få pusten. Mens benene strækkes, bliver bøssen halet frem og ladt.
Det gælder om at få vanterne på i en vis hurtighed, for det er pinende koldt at
have dem af.
I denne forvirring er Nikolaj fuldt optaget. Han afbrydes i sin palaver af fangst-
muligheder. Men han skød vist bum, jeg må hellere hen og være med. Han er
allerede løbet længere væk, men alligevel får jeg selv skud på vejen derhen.
Det vrimler jo med hvidfisk - men jeg fik også bum. Det vil sige klik. Og jeg
får klik hver gang. Den dag lærte jeg (hvad jeg troede at vide), at bøssen ikke
må være smurt ind i en eneste dråbe olie. Når det er så koldt som nu, fryser selv den
mindste smule olie sammen og standser både fjeder og slagstift. Jeg må derfor tilbage
til slæden, og så må de store kørevanter af igen. Det kolde metal river i huden,
fingrene må hvert øjeblik tilbage i de varme vanter. Ganske langsomt med valne
hænder må al olie lidt efter lidt gnides væk med klud og bagefter skal hele bund-
stykket samles igen. Rekrutten skal (skulle) kunne dette i mørke, og han skal øve
sig nogle gange; men prøv engang i dagslys i 30° kulde.
273
[6]
En hvi^fsk boltrer sig i renden.
Foto: Golodnoff
Mens jeg tumlede rundt omkring mig selv ved dette besværlige arbejde, gled
løbet ned i sneen. Mundingen blev heldigvis ikke tilstoppet, men sneen skulle
da blæses af, og læberne strejfede det kolde metal. Av mit træben, de var lige
ved at hænge i.
Hvad er det, der imens sker henne ved renden? I begyndelsen går man ikke helt
hen til kanten. Men når man har vænnet sig lidt dertil, kan man roligt se dybt,
dybt ned i det klare vand. Så kommer der langt nede glidende store hvide hvaler,
ud og ind, over og under hinanden. Man ser finnernes og halernes slag og krop-
penes bevægelser og drejninger, et ubeskrivelig betagende syn. Mens man helt
fortabt betragter dette mærkelige liv, kan det ske, at der lige foran ens fødder
stikker et hoved frem under den iskant, man står på. Der lyder et mægtigt snøft
og en stråle varm luft prustes lige op i hovedet på en. Det er vanskeligt at sige,
hvem der bliver mest forskrækket; hvidfisken, der sky straks slår sig ned i dyb-
derne med en voldsom kropsvridnmg i et enormt vandsprøjt - eller en selv, der
med et lige så voldsomt spjæt springer langt tilbage fra kanten overdænget med
274
[7]
Flænsningen gennemføres med omhu.
Foto: Golodnoft"
saltvand, som ikke er koldt, når det rammer, men som straks bider, når det på et
øjeblik fryser til is på ansigtshuden. Hvidfiskene kommer således glidende i større
eller mindre flokke, og der kan godt gå både 5 og 10 minutter, før der viser sig
nogen i nærheden. Hvis man venter helt ude ved kanten, skal man ikke regne med,
at der kommer nogen op. Hvidfiskens syn og hørelse er meget skarp. Hvis der
alligevel kommer nogen op, er det kun en enkelt uforsigtig eller næsvis hval. Men
hvis man blot stiller sig 1-2 meter fra kanten, således at man ikke kan se vandet i
renden, vil man snart fa dem op til overfladen.
Glidende let og elegant frem gennem vandet i rendens længderetning skråt op
mod overfladen stikker hvidfisken et spøgelseshvidt, kugleformet hovede op, det
standser og en masse luft slippes ud med et kraftigt blæs gennem et hul øverst
oppe på hovedet. Hurtigt suges ny luft ind, og hullet, der er på størrelse med en
stor 2-krone, klemmes sammen, hovedet bøjes ned og kroppen glider efter i en
stor bue op over vandet.
Hval efter hval kommer glidende op, og er det en stor flok, der enten får lov til
at være i fred eller som er kommet langvejsfra, så kommer de op i trængsel. Så kan
275
[8]
de stå som sild i dåse, med hoved ved hoved og krop ved krop, alle vendt den
samme vej. I så tilfælde giver de sig som regel god tid, skifter luften flere gange
med mange blæst og sug, før de trækker sig baglæns tilbage og ned for at give
plads til andre.
Når en såden stor flok ligger og samler luft og kræfter, kan man godt lægge sig
ned på knæ og se, hvor mange man kan nå at klappe, inden flokken er væk.
Hvor mange grønlandske fangere har prøvet det? Det er sikkert aldrig sket før.
Ved alle tidligere savssat'er har det altid været ved store vågehuller, hvor der for
det første aldrig har været så mange hvaler, og for det andet har de altid kunnet
boltre sig i åbent vand. På den måde var der straks mere tale om jagt. Når det lyk-
kedes at få.ram, så ville hvalen flyde på overfladen. Men så måtte man vente, indtil
den var drevet så tæt hen til iskanten, at man kunne kaste en pilk ud, som kunne
gribe fat for at hale kroppen ind.
Men det er klart, at der ikke kunne blive tale om jagt ved denne savssat. Det
var mere et spørgsmål om at udvælge sig den hvidfisk, man ville have. Nogle fore-
trækker de mindre mellem i og 3 år, som endnu er sorthudede. De er lettere at
hale op, og feinschmeckere mener, at de smager bedre. Jo ældre de er, desto mere
sorthvid marmorerede bliver de, før de som fuldvoksne er helt hvide, lidt gullige.
Kunsten ved denne savssat bliver til gengæld at ramme absolut rigtigt, at ramme
dræbende ved første skud. Hvis hvidfisken ikke straks bliver fuldstændig lammet,
vil den omgående slå sig ned, søge ind under isen, svømme væk og måske gå en
.meget besværlig død i møde. Hvis den derimod straks blev lammet så meget, at
den i dødskrampe ikke kunne vride eller slå sig ud af rendens ca. l/z meter høje
iskant, så har man fangst.
En hvidfisk vejer fra ca. 500 kg til 2-3 tons. Med så store mængder kød til rå-
dighed skulle enhver antages at være tilfreds. Man har dermed skaffet sig pro-
viant til hele familien og til alle hundene lang tid fremover. Men hvem tænker på
sig selv alene? Man må skam også huske på kompagnonen og på alle de andre
familier derhjemme, som nu i årevis har længtes efter hvidfisk og som måske kom-
mer for sent. Man må heller ikke glemme, hvor mange gode penge der kan tjenes
ved at sælge spækket til Handelen. Derfor kan ingen nøjes med en enkelt hvid-
fisk. Såvel fangstglæden som udsigten til penge bevirker, at langt flere hvidfisk
end nødvendigt bliver skudt - og anskudt.
De anskudte dyr forsvandt straks ind under isen. Med de dyr, der blev lig-
gende i renden (når de blev skudt lige bag blæsehullet), gjorde man et af to. Enten
slog man en stump pilkesnøre om den ene luffe og bandt snøren fast til en stump is,
der blev stillet op som en lille pæl i et hul i isen. Hullet blev hugget ud med tukke-
jernet og pjasket fuld af vand fra renden, og dette frøs hurtigt pælen fast. I hvid-
276
[9]
fiskens hud snittede man derefter sit mærke, så kunne den ligge i vandet til
senere flænsning og afhentning. Når hvidfisken blot blev nede i vandet, ville
kødet holde sig blødt og flænseklart i 8- 14 dage, ja altid, så længe vandet eller
renden ikke frøs.
Men man kunne også tage fat på flænsningen med det samme. Hagen blev skå-
ret igennem og en stærk rem eller et tov blev trukket rundt om kæbebenet. Og
så var det blot med at samle folk til og i fællesskab begynde at hale. Med en ge-
valdig opsang tog man fat som det bedste tovtrækningshold. Var det en særlig stor
hval, kunne det blive svært at få den op. Men mange havde været så forsynlige at
medtage små taljer. Når den ene blok blev fastgjort i en tværstolpe, der med tukke-
jernet blev hugget i den faste is, gik det ganske let. (Ingen lod til at kende det
hejsespil, der bruges af Thulefolket til ophaling uden nymodens taljeblokke, men
med hugning af huller i isen til en særlig lineføring gennem disse). I nogle til-
fælde blev hundespandet også spændt for, men tilsyneladende var det sjældent no-
gen hjælp. For hundene kunne ikke hale i takt, og det var svært at samordne de
mange slags kræfter. Spandet kunne bedst holde igen, så hvalen ikke gled tilbage,
når tovtrækningsholdet skulle skifte stilling eller have pusten.
Når krabaten langt om længe var kommet op, måtte man straks begynde på
flænsningen, før frosten tog magten. Ellers kom man til at stå med en stor træ-
stamme, der hverken var til at hugge eller stikke i, men som kun kunne skæres
op med en sav.
Først blev hale og luffer skåret af, så kroppen var lettere at rulle. Derefter blev
mattaken skåret af i store flager med så lidt spæk som muligt og derefter lagt ud
på isen til frysning i plader. Derefter blev spæklaget skåret af på samme måde, og
så tog man fat på udskæring af kødet. Med sikre snit blev der skåret filetkød ud,
det blev så langt som hvidfisken nåede fra lufferne til halen, d. v. s. lårtykke styk-
ker på 1-2 meters længde med skært kød uden ben. Endelig fik man gode bug- og
nakkestykker samt en halv kvadratmeter lever og et hjerte som en gulvspand.
Arbejdet gik selvfølgelig med lyst. Småbidder af den bedste mattak på finner og
hale blev spist rå på stedet, og hvis man savnede dagens varme ret, var det tid, sted
og lejlighed nu. Selvfølgelig blev man sulten, særlig i kulden var der behov for
varm og kalorieholdig mad. Det nemmeste var en ret varm, rå lever, eventuelt
suppleret med en håndfuld blod. Mums.
Når hvidfisken lå klar til flænsning, var de største på det mest trinde sted så
tykke, at de nåede op til mavehøjde, og de var ca. 5-6 meter lange. I løbet af en halv
times tid var denne kødhøj forvandlet til en rygrad med et hoved og omgivet af
lunger og indvolde samt brunrød is farvet af blod i flere meters omkreds - et her-
ligt måltid for hundene, der blev holdt borte fra det skære kød. Dette frøs til let-
277
[10]
håndterlige stykker i løbet af kort tid, og de kunne nu enten straks læsses på
slæden, eller de blev stablet i bunke og mærket for senere hjemkørsel.
Hvidfiskens 2 luffer samt al kød og mattak foran disse, det vil især sige nakke-
stykket, var hjælpernes fangstparter. Det var muligt at komme til savssat uden
bøsse og alligevel bringe kød hjem; hvis man var en god hjælper, kunne man samle
sig flere slædelæs af fangstparter. Således lærte de unge arbejdet at kende, og de
mindrebemidlede grønlændere fik også deres del.
Når man efterhånden havde samlet sig kød nok, så begyndte de kloge at køre
det ind til land før den egentlige hjemkørsel. (Ingen kan sige noget om, hvornår
isen ville bryde op, det kan ske nårsomhelst.) Køddepoter ude på isen kunne også
forsvinde på anden måde, nemlig ved at blive hentet af andre. Jeg giver dog gerne
mit første depot til de slæder, der kom langvejs fra efter flere dages rejse men
for sent til selv at få fangst. For jeg havde reserver i renden til senere brug. Det
er iøvrigt det eneste tilfælde, hvor jeg har konstateret manglende respekt for fangst-
retten. Det giver et indtryk af den overflodsglæde, som savssatten bragte med
sig, en glæde, hvor mit er dit, og der er nok til alle.
Hvis man var kommet forsent til selv at få fangst, (hvidfisken forsvandt efter
ca. 14 dages forløb) kunne man gå på spejl-jagt. På enden af en stok blev et billigt
spejl fra butikken gjort fast i 45°, og når man havde hugget hul på isen, kunne
man stikke dette spejl ned og kigge rundt, om der skulle ligge nogen døde hvid-
fisk et sted under isen. Det var en fangst-metode, som på grund af de mange fejl-
skydninger senere hen gav gode resultater.
Nikolaj og jeg var jo kommet sent på dagen, og det blev sent, før vi søgte hus.
Der var ca. i times kørsel fra vores operationsbase, mørket kom kl. 16, men den
var 22, før vi kom til Ujarasugssuk. Og det blev over midnat, før ialt 7 myldrende
gæster kom til ro hos Johannes Petersen. For også her var der ustandselig besøg
af ny gæster, der kom og gik. Til sidst havde udstedets store overbefolkning af
glade tilflyttere dog fundet ud af, hvor de kunne være for natten. Men før vi gik
til køjs, måtte vi ud og beundre illuminationen med de mange ny lys fra bi-
vuakerende og teltboende nybyggere ude på isen.
Vores senge var slædeskind bredt ud på gulvet, hvor al plads blev fuldstændig
optaget af sovende. En enkelt hædersgæst kunne ligge på stuens eneste divan; da
jeg næste aften mødtes med Lillemor, blev det hendes tur, mens jeg selv som en
anden Trofast rykkede ned på nærmeste gulvplads.
Op tidlig om morgenen til en kop te med hjemmebagt rugbrøds-og franskbrøds-
mad, termoflasken fyldt og så af sted til dagens gerning. Slæde efter slæde gik af
byen og ud på arbejde. Som tidligere aftalt kom vor mor og Frederik et par dage se-
nere, og vi blev let enige om at vente endnu en dag. Efter at hun også havde skudt sig
278
[11]
Gammel grønlandsk fanger.
............^
Foto: Helge Christensen
en hvidfisk, som blev flænset og lagt i stak, tog vi så hjem næste aften. Med de tungt
lastede slæder gik det i sneglefart, men på den gode vej gik det støt og sikkert.
Vi gled frem i måneskin ud og ind mellem de grotesk belyste isfjelde i en stille
nat, der er svær at glemme.
Ved hjemkomsten sent om aftenen sov ungerne ikke endnu. De vidste fra Kamik-
posten, at vi var på vej, og at både mor og far havde fået hvidfisk til os selv. Da
mor begyndte at fortælle om turen og var kommet et stykke ind i sin beretning, blev
279
[12]
hun afbrudt: Mor, vil du ikke nok skifte tøj, du lugter altså! Ja, i den friske og
kolde luft, optaget af fangst, flænsning, hundefodring og hjemkørsel på puder, der
bestod af råt kød og spæk, har man haft lige så mange synsindtryk, som man har
haft lugteindtryk. Udendørs er de første de mest overvældende, indendørs i vores
eget hjem blev lugten den stærkeste.
For mange forekommer savssatten blot at være et myrderi, meningsløst og nytte-
løst. Det er givet, at mange af de dræbte hvidfisk ikke blev udnyttet. Det tog lidt
tid, inden de lokale kommuneråd blev klar over, at der måtte opstilles fangstbe-
grænsende regler. Og det er lidt uvant arbejde i dette forholdsvis vildtfattige land.
De hvaler, der blev anskudt og derfor forsvandt under isen, blev udnyttet mindst,
og de blev af kritikerne om sommeren fundet drivende eller strandet langs kysterne.
Men ingen, som mødte disse dyr, kan dog fortælle, om de netop var myrdede. Det
er lige så sandsynligt, at de er døde af mangel på både luft og næring på grund
af det store islæg. Man mente også, at dødeligheden var så stor, at der måske
kunne blive tale om en udryddelse. Heldigvis indløb der dog hele foråret igennem
meldinger om ny fangster. Myrderi? I denne diskussion er det aflangt større betyd-
ning, at der af de mange døde dyr blev udnyttet alt, hvad man overhovedet orkede
og formåede. Prøv på at give danske husstande lejlighed til gratis kød og foder!
Derved blev det en kendsgerning, som slet ikke kan vurderes højt nok, at hele
befolkningen fik del i en velstand og en livsglæde uden sidestykke. I stedet
for vinterens sædvanlige smalkost og sygdom, var alle glade og lykkelige; alle
blev langvarigt mætte og raske, der blev råd til nyt tøj og ting til hjemmet, og
der var altid flittigt besøg til biograf og dansemik i stedet for det sædvanlige stille,
triste, deprimerende vinterliv. Selv efter at renden var frosset til, og hvidfisken
havde fundet andre veje, kunne man i mere end iVa måned altid hente ny forsynin-
ger ved behov, enten ved spejljagt eller med en fuksschwanz i bagagen.
Men det skete også, at et hundespand var forsvundet! Dog, selv efter flere dages
forløb behøvede man ikke at være nervøs. En skønne dag ville man se den lille
flok komme hjemad alene, småtravende, lette, mætte og glade ad den store slædevej
fra syd. Ligesom vi andre var de taget på en lille ferietur til det helt eventyrlige
savssatland.
280[13]