[1] RETSHÅNDHÆVELSENS PROBLEMER ENDNU ENGANG Af ekspeditionssekretær Verner Goldschmidt en overbetjent Vesterbirk skrev ovenstående artikel, er de problemer, han be- handler, indgående blevet drøftet på kredsdommermødet i Godhavn i begyndelsen af juli. Jeg deltog i mødet som ministeriets repræsentant og havde lejlighed til at høre såvel dommernes som politiets syn på spørgsmål vedrørende antallet af politifolk i Grønland, kriminallovens anvendelse i praksis samt gennemførelsen af videnskabelige undersøgelser af, hvorledes loven og dermed hele retshåndhævel- sesapparatet fungerer. Jeg havde også lejlighed til overfor de pågældende at gøre rede for ministeriets synspunkter. Da der således på mødet blev taget stilling til de punkter, som overbetjent Vesterbirk behandler i sin artikel, har jeg, da jeg af redaktionen blev gjort be- kendt med artiklen, fundet det rimeligt, at læserne af Vesterbirks redegørelse i umiddelbar tilknytning dertil bliver orienteret om, hvad man på de for offentlighe- den åbne møder mente om de pågældende problemer. Hvad først angår spørgsmål vedrørende udvidelse af politiet i Grønland gik ikke alene politiets repræsentanter ind herfor, men de understøttedes også stærkt heri af dommere fra de byer, som idag er politiløse. Fra alle sider fremhævedes imidlertid ønskeligheden af, at udvidelsen som mål skulle have at tilføre landsdelen mere grønlandsk politi, og at politifolk kun burde udsendes hernedefra når og så længe, man ikke var i stand til at finde egnede emner i den lokale befolkning. Det anførte synspunkt indebærer, at man ihvertfald ikke fra overbetjentenes side ønsker nogen varig udvidelse af grønlandskommissionens foreslåede ordning med 5 danske overbetjente, og at man tilslutter sig det grundsynspunkt, som også den juridiske ekspedition nåede til og som forudsattes ved gennemførelsen af den grøn- landske retsplejelov, at målet må være at nå frem til et politi rekrutteret af lands- delens egen befolkning. Jeg kunne i det store hele tilslutte mig disse synspunkter, men understregede stærkt betydningen af, at der sikredes ministeriet så fyldige, talmæssige oplys- ninger som muligt om omfanget af kriminaliteten i Grønland og om politiets ar- bejde i det hele taget, derunder arbejdet med civile og sociale opgaver. Det måtte 317 [2] erkendes, at der kunne bestå visse vanskeligheder ved indsamlingen af disse op- lysninger, men den juridiske ekspedition havde gjort det, og det var gjort så mange andre steder i verden, så der var grund til at tro, at det også nok skulle kunne lade sig gøre nu. Vedrørende spørgsmålet om kriminalloven i praksis gav politimester Simony en indgående redegørelse, efter at de herhenhørende problemer i enkeltheder var blevet drøftet i møder med over- og politibetjente, hvori også jeg tog del. Politi- mesteren gjorde gældende, at loven jiavde vist sig at være et godt instrument, at dens forbrydelsesbegreber dækkede behovet, men at dens oversættelse til grønlandsk var mangelfuld, hvorfor rettelser burde foretages. Politimesteren kom derefter ind på spørgsmålet om fuldbyrdelse af foranstalt- ninger navnlig tvangsuddannelse og tvangsarbejde. Han påpegede, at folk, der var dømt til disse foranstaltninger, ikke i samme omfang som tidligere kunne an- bringes hos private erhververe, idet han dog samtidig understregede, at der i så henseende er stor forskel mellem de sydligste og nordligste distrikter på den ene side og distrikterne i Mellemgrønland på den anden. Mulighederne for at gennem- føre de nævnte foranstaltninger i det sydligste og nordligste Grønland på traditi- onel vis er langt større end i de øvrige distrikter. Politimesteren fandt, at vanske- lighederne ville kunne afhjælpes først og fremmest ved, at man i forbindelse med sanatoriet i Godthåb indretter et hjem, hvor man kan anbringe personer, som er dømt til tvangsarbejde og til hvem, man ikke har kunnet finde andet anbringelses- sted; han henviste i denne sammenhæng til det hjem for forvarede, som allerede er etableret i Godthåb i tilknytning til sanatoriet. Politimesteren gav udtryk for den opfattelse, som jeg ganske tilsluttede mig, at et hjem for personer idømt tvangsarbejde kun burde anvendes i tilfælde, hvor det ikke viste sig muligt at få anbragt pågældende hos en privat erhverver. Jeg understregede de anførte synspunkters vigtighed og tilføjede, at det netop var i kriminallovens ånd, at man på denne måde udnyttede alle forhåndenværende mu- ligheder for at give de kriminelle den behandling, der under hensynstagen til deres individualitet og miljømæssige baggrund, havde størst udsigt til fremover at holde dem fra forbryderbanen. Det ligger iøvrigt i disse synspunkter, at den omstændighed, at man endnu ikke har fået indrettet det tilstrækkelige antal steder til anbringelse af domfældte personer, ikke giver grundlag for den antagelse, at loven eller dele af den skulle være forældede. Ganske de samme problemer ville man komme ud for, hvis man indførte den nugældende danske straffelov eller en hvilken som helst anden straffelov i Grønland, medmindre man da valgte at sende domfældte til fængsler o. 1. i det øvrige Danmark, hvilket ingen af kredsdommer- mødets deltagere udtrykte noget ønske om. 3l8 [3] Parti fra det gamle Godthåb, h