[1] VERDENS MEST ERFARNE BJERGBESTIGERE MOD GRØNLANDS SAGA-FJELD Af ambassaderåd Ebbe Munck JL^et kongelige geografiske selskab i London (RGS), der er nærmeste nabo til Albert Hall i Kensington, har generationer igennem været det selvskrevne hjem- sted for alle britiske ekspeditioner. De legemsstore statuer af Shackelton og Living- stone, der udfylder nicherne mod gaden, symboliserer selskabets omspændende virksomhed. Herfra er rejser udgået til Verdens kuldepoler og til de ækvatoriale varmecentrer. Enhver, der opholder sig i London, burde aflægge RGS et besøg for at få et indtryk af den britiske pionerånd og den kæmpeindsats, briterne har gjort ved udforskningen af Verdens mest utilgængelige egne. Bjergbestigninger er et kapitel for sig. Der findes naturligvis specialforeninger til at varetage bjergbestigernes særlige interesser, men RGS står som regel bag om ethvert nyt initiativ og medvirker i praksis på mange måder til planernes gennemførelse. Det var derfor ganske selvfølgeligt, at Courtauld og Wager forelagde deres plan om en ekspedition til Knud Rasmussens Land for RGS. Generalmajor, Sir Percy Cox, der i 1934-35 var selskabets præsident, og som selv havde stor erfaring som opdagelsesrejsende i Afrika og den nære Orient, gav straks sin tilslutning til planen. Allerede i efteråret, nogle få måneder efter den mislykkede ekspedition med franskmændene, gik vi i gang med forberedelserne. Jeg selv boede dengang som journalist i London, og Courtauld og Wager fandt, ligesom dr. Charcot tidligere havde ment, at Danmark burde være repræsenteret på bjergbestigningen og op- fordrede mig til at deltage. Da jeg var klar over, at jeg ville komme i selskab med nogle af verdens bedst trænede og mest erfarne bjergbestigere, lovede jeg mig selv med det samme at underkaste mig en systematisk træning, således at jeg i hvert fald ikke fysisk ville blive noget handicap for ekspeditionen. Til stor forundring for portier'erne i Chiltern Court i Baker Street og tidligt pro- menerende damer og herrer i Regent Park løb og sjippede jeg hver morgen uaf- hængigt af vejret i den fornemme park. Træningen bestod naturligvis også i total 37° [2] Et af de næsten ufatteligt skanne panoramaer, som måske aldrig f er eller siden under netop denne synfvinkel er set af noget menneske, afholdenhed fra spiritus og tobak. På en jule- og nytårsrejse til Hebriderne sam- men med Courtauld og Wager blev jeg trænet i bjergbestigningens elementære forudsætninger. Vi klatrede dagen igennem på Isle of Skye, og jeg lærte reb- teknik og opstigning ad næsten vertikale facader. Det var som regel dårligt vejr med tåge og lavthængende skydække. Men jeg var glad for det dårlige vejr, der hjalp mig til at overvinde svimmelhedskom- plekser. Ofte kunne vi nemlig kun se nogle få meter ned ad fjeldet. Selv om det var fysisk og mentalt meget krævende, og vi om aftenen var så trætte, at der givet ikke blev anledning til at fejre hverken jul eller nytår, vil jeg altid mindes denne træning i Hebriderne med stor taknemmelighed. Den gav mig en levende forståelse af de britiske sportsmænds kammeratskabsånd, personlige hensynsfuldhed, sejge udholdenhed og i dette specielle tilfælde en eventyrlig smidighed og balance. Hjemme i London gik tiden med andre forberedelser. Professor Nørlund sendte os det geodætiske instituts præliminære kort af Knud Rasmussens Land, som vi skulle gennemrejse, sammen med to sæt kopier af samtlige fotografier, der var optaget af de danske flyvemaskiner. På dette grundlag udarbejdede vi ruten og 371 [3] fandt, at der fra Wiedemann Fjord ca. 100 km nord for Kangerdlugssuaq var en gletscher, der, såfremt den var passabel, ville føre os til foden af Hvitserk. Der var ganske vist en stigning på ca. 2.000 meter, men afstanden fra gletscherens udløb i fjordens bund og til bjerget var kun ca. 110 km. Vi gjorde derfor denne fjord til vort første mål. Vi eksperimenterede ligeledes med udrustningen. Vi reg- nede med at gennemføre den egentlige bjergbestigning på ca. 3 uger. Da vi ikke kunne medføre hunde på grund af de mange gletscherspalter, der ville åbne sig i sommermånederne, måtte vi transportere hele udrustningen selv enten på træk- slæder eller på ryggen. Det var derfor nødvendigt at gennemføre en nøje standardisering og knappe ned til et absolut minimum, der ville ikke blive tid til at lægge mange depoter. Vi ansatte den vægt, som hver mand skulle starte med, til 25 kg, hvilket gav en passende margin for videnskabelige instrumenter. Engelske biokemikere gav os gode råd med hensyn til proviantens sammensætning. Vi regnede med en fuld dagsration pr. mand på 8A kg, og såfremt det blev nødvendigt, kunne rationen nedskæres til Va kg pr. dag. Provianten bestod af pemmikan, smør, bisquit, hugget sukker, chokolade, ost og tørrede grøntsager (til at koge sammen med pemmikanen). Hertil kom vitamin C-piller, der blev taget riveranden dag, samt i kg havregryn og Va kg „godter" pr. mand, der kunne konsumeres efter behag eller bortkastes om nødvendigt. Den nedsatte ration var sammensat således, at den kunne spises „kold", hvis kogegrejer og brændsel blev bortkastet for at spare vægt. Det hele blev emballeret i lette kasser, således at hver kasse indeholdt 2 mands proviant i i o dage. Slæderne blev bygget så lette, som det var muligt, idet de kun var beregnet til at holde til denne ene rejse. De var ca. 4 meter lange af Nansen-model. Træk- selen for mændene var af samme slags som de, Shackelton havde anvendt i Ant- arktis, og skiene var almindelige lette asketræ-ski, der var bedre egnet til opgaven end f. eks. hickory, der næppe ville kunne anvendes uden hele tiden at bruge skind underneden. Kun undtagelsesvis regnede vi med til ovennævnte ski at skulle bruge skind. Teltene var lave mummerys, således som man havde anvendt dem på Everest (målene var i fod 6x4x3) og vejede med stænger og pløkke ikke mere end 2 kg stykket. Sovesækkene var lette dobbeltposer med edderdun, og som underlag, for at beskytte mod kuldeudstrålingen, anvendte vi små rensdyrstæpper. Courtauld, der iøvrigt stod for de fleste af omkostningerne, chartrede den nor- ske sælfanger „Quest" som ekspeditionsskib. Kaptajnen på „Quest" havde stor navigationserfaring i den østgrønlandske pakis og det viste sig hurtigt, at vi skulle fa brug for alt, hvad skib og kaptajn kunne præstere. Den 4. juli var vi klar til at sejle fra Aberdeen i Skotland. For en dansker var det mærkeligt at starte en grønlandsekspedition med toget fra Euston station i 372 [4] Kun den, der har prøvet det, ved, h