[1] KLEINSCHMIDTS PÆL Af skolekonsulent, lektor Finn Gad J7or hundrede år siden vandrede hver morgen en ejendommelig skikkelse hen over sletten oven for koloniens huse på Godthåbs næs. Skikkelsen kom gående fra en gruppe af huse, der lå noget afsides bag en lav klippekam, og fortsatte ind over det tuede mosedrag på vej til den toetages missionærbolig lige ved siden af Godthåb kirke. Det var den ensomme seminarielærer Samuel Petrus Kleinschmidt, der kom vandrende. Han boede ude blandt sine tidligere fæller herrnhuterne; men han havde sin gerning ved den kongelige missions seminarium i Godthåb. Han - den lærde autodidakt, der havde udgivet en grundlæggende grammatik over det vest- grønlandske sprog og derved skabt den moderne yestgrønlandske retskrift - brød med sine trosfæller og gik i den kongelige missions tjeneste for at kunne videre- bringe sin viden til de lærere, som skulle undervise på de mange bopladser langs Grønlands vestkyst. I al slags vejr vandrede han om morgenen ind til seminariet og om aftenen hjem igen. Vejen op igennem den lange dal fra Ny Herrnhut var træls nok, fyldt med sne ved vintertid, fugtig ved vårflom og i sommertiden. Ofte stod den bidende nordenvind ham ind i ansigtet på udvejen, eller sydvesten hvirvlede alt ind i et kogende snefog eller piskede regnen imod ham på hjemvejen. Når han gennem dalen ved Ny Herrnhut var nået op til enden af den lave klippekam, der dannede dalens vestgrænse, kunne han se kirkens spir. I missionærboligens underste etage befandt seminariets klasseværelser sig. Han var nu godt halvvejs fremme. Stedet her for enden af klippekammen afmærkede han med en lille varde, hvori han an- bragte et svært stykke tømmer. På siden af tømmerstokken var der en krog, hvori han hængte sin lygte, når det var mørkt eller luften fyldt med fygende sne. Videre ind over sletten vandrede Kleinschmidt med den uundværlige stav i hånden, vadende gennem snedriver eller følgende det slyngede, knudrede spor, som vandrende fødder gennem årene havde trådt. Kugssuaq'en, den brede elv, der 410 [2] Kleinschmidts pif l og udsigten mod Godthåb marts 1944. Foto: F. Gad uundgåelig løb på tværs af hans kurs, kom han over hoppende fra sten til sten - eller var der lagt en planke over som en primitiv bro? - Under alle omstændig- heder har det ikke altid været nemt for den efterhånden aldrende mand at forcere elven, værst i tøbrudstiden, hvor elven kunne blive ret dyb og bred. På hjemvejen over sletten havde han pælen og varden - og undertiden lygtens matte skin - som en båke for sin kurs. Igennem årene stod tømmerstokken i varden som et minde om Samuel Klein- schmidt. Tømmeret blev vel fornyet - af en slags pietet, for der var ingen mere, som brugte pælen til det formål, hvortil den var rejst. Herrnhuterne forlod Grøn- land. Deres bygning kom til at tjene andre formål. Da var Kleinschmidt død og var blevet begravet ude på herrnhuternes kirkegård på det stormomsuste næs. Senere nyttede man hans kiste ind på kirkegården bag Godthåb kirke. Dette var symbolsk: Kleinschmidt og den grønlandske kirke og skole hørte sammen. Kleinschmidts pæl blev ved med at stå som et vartegn for enden af det svagt skrånende klippedrag. Set nede fra Godthåb tegnede den sig skarpt mod himlen, strittende på skrå op af den lille varde af flade gnejssten. Dens stive linje stod vinkelret mod klippeskråningen - det gav en vis kunstnerisk spænding over ud- sigten. Kleinschmidts pæl blev et mål for vandringer ud over mosedragene oven for kolonien. Og da vejen ud til Godthåbs skibshavn med megen møje blev bygget 411 [3] Kleinschmidts pal i sommeren 1957, Foto: F. Gad i 3o'erne, kom den just til at slynge sig forbi Kleinschmidts pæl. Der stod den, lidt syd for vejen, og dannede stadig et yndet mål for ture. Man standsede op ved den. Blikket blev tvunget sydpå, ned igennem dalen, hvor man langt nede så den lave herrnhuterbygning tegne sin silhouet mod bug- tens vand. Man nikkede glad genkendende til pælen, når man kæmpede sig frem ad vejen i snefog eller piskende regn. Her var man uden for beboede steder, der var langt til det nærmeste hus. Vejen mellem det gamle Godthåb på næssets nordside og skibshavnen på syd- siden blev bestemmende for byens vækst i årene efter 1935. I de nærmest føl- gende ti år kravlede bebyggelsen langsomt ud langs Skibshavnsvejen. I krigens sidste år dannede fire-fem bungalower forposterne for Godthåbs vækst herude på klippekammene nær Kleinschmidts pæl. Stadig pegede den ensomt, skråt mod himlen, en tavs erindring om en fortids besvær. Vi står lige på skillevejen, hvor den brede vej fører fra Skibshavnsvejen ned i Herrnhutdalen. Man kan overhovedet ikke se den gamle herrnhuterbygning, hvor politimesteren nu bor. Der ligger så mange nye boliger og rækkehuse, der spærrer for udsigten. Dalen er ikke mere dækket af tuer og grønt græs. En stenet og sandet vej fører ned gennem dalen. I en støvsky forsvinder renovationsbilen ned 412 [4] Pladen på Kleinschmidts pæls nuværende sokkel. Indskriften lyder bl. a. på dansk: Foto: F- Gad SAMUEL PETRUS KLEINSCHMIDT 1814-1866 VERDENSKENDT LÆRD GRØNLÆNDERNES LÆRER OG VEN PLEJEDE AT HÆNGE EN LYGTE PAA DETTE STED FOR AT AFMÆRKE SIN STI MELLEM NY HERRNHUT OG GODTHAAB ad den og ud til den nye renovationsanstalt på Tyskernæsset. Til højre for vejen ligger det store elværk og det nye bogtrykkeri. Klippekammen syner meget mindre nu. - Hvor er Kleinschmidts pæl? Skibshavnsvejen har facade mod nord. Der, koket på skrå, har en af de private, veltjenende købmænd sin butik, det private initiativs og den frie nærings om- diskuterede symbol. På skrå - ja, for det giver blikfang at være på skrå af den herskende linje. - Men hvor er Kleinschmidts pæl? Langs med Skibshavnsvejen står der standere med elektriske lamper. Der er vejbelysning nu. Kleinschmidt ville ikke i dag have brug for sin pæl til at hænge sin gamle tranlygte på. Det er så godt som ligegyldigt med vejret nu, for man kan altid finde vejen - den er jo banet og holdes snefri om vinteren af bulldozere. Der står jo Kleinschmidts pæl - eller rettere: der stod den jo. Den er blevet til et monument, et friseret minde: pæn, regelmæssig stensætning, rund og velformet, op fra hvis midte en veltjæret, firkantet stolpe knejser lodret i vejret, og på en lille hylde øverst oppe står en skibslanterne med indlagt elektrisk lys. Nydeligt! En plade fortæller om Kleinschmidts pæl. Godthåb er ikke primitiv mere. Man klarer sig ikke længer, som man bedst kan, med de hjælpemidler, som man har for hånden. Man ønskede at bevare 413 [5] mindet om pælen. Men man kunne ikke have den primitive varde og den vakle- vorne, skrå, rå tømmerstok. Den kunne ikke holde, ikke gælde for et monument. Den passede dårligt mellem alle de nye huse. Den kunne ikke i den form være central i det nye bybillede. Stedet havde mistet sin karakter af skæbne. Monumentet stivnede og skulle præsentere sig. Resultatet er, at man slet ikke ser det. Også det mistede sin ka- rakter og forsvandt. Tiden er gledet hen over mosen og sletten, som Hans Egede havde tænkt sig som græsning for får og heste, ja køer. Den er nu på vej til at blive byggegrunde for Godthåbs yder- ligere vækst. Der er ikke plads til primi- tivitet i denne by. „Kleinschmidts pæl" står lodret - ved siden af en elmast! Biografen ligger lige i nærheden i en hæslig barak, og tilfældige huse kliner sig lige op ad klippen. Dette er en overgangstid! Man går i dag forbi Kleinschmidts pæl - den, som før var et mål. En dag bliver pladsen bag den ryddet. Det nye forsamlingshus skal ligge der. Igen bliver denne plads og dette sted målet for mennesker, måske en milepæl for den indre vækst i Godthåbs befolkning. Kleinschmidts pæl og Godthåbs forsamlingshus kan danne en symbolsk helhed. Vel at mærke, hvis pælen igen kommer til at pege skråt mod himlen. Foto: F. Gai Kleinschmidts gra