[1] NOGLE BETRAGTNINGER VEDRØRENDE POLITI- OG RETSVÆSENET I GRØNLAND ved udskiftningen af det første hold danske polititjenestemænd Af kriminalbetjent Charles Vesterbirk JLJet nye rets- og politivæsen har nu fungeret i 6 år, og det første hold politifolk, der blev udlånt fra rigspolitiet, er afløst og vendt tilbage til tjenesten i Danmark. Det er naturligt ved en sådan periodes udløb at kaste et blik tilbage for at se, om de indhøstede erfaringer berettiger forslag til ændringer i den bestående ordning, der blev indført ved retsplejelovens ikrafttræden den i. december 1951. Det første hold politifolk gennemgik før udsendelsen et kursus sammen med kæmnerne, og på dette kursus, der blev afholdt af grønlandsdepartementet, hørte vi forelæsninger om Grønlands historie, erhverv, handel, sociale og kulturelle forhold, fik gennemgået, hvad der på dette tidspunkt forelå af gamle og nye love og lovforslag. Navnlig i retsplejelov og kriminallov blev der givet grundig undervisning. Dette kursus fik stor betydning for os. Ikke alene den belæring vi modtog, men også den forhåndsaklimatisering vi fik ved i 2 måneder at omgås grønlandskyn- dige folk, og de bekendtskaber med mennesker, som vi senere på så mange måder skulle samarbejde med, havde sin store værdi. Naturligvis kunne vi ikke lære alt om Grønland på 2 måneder, men det var dog bedre end at rejse ud uden nogen form for instruktion, bl. a. fordi vi lærte, at vi næsten ingenting vidste om grøn- landske forhold. Det er min opfattelse, at alle tjenestemænd burde gennemgå et kursus under en eller anden form før udsendelsen til Grønland. Mange misforståelser og vanske- ligheder kunne derved undgås. Det forekommer mig, at man f. eks. stiller overordentlige store krav til det nye hold politimænd, der uden instruktion af nogen art er rejst ud for at overtage noget igangværende og uden at have haft nogen nævneværdig overlapningstid med holdet, de skulle afløse. Man kan ikke uden videre overføre dansk politi- 447 [2] •fr udøvelse til Grønland, og danske poFitifolk bør derfor gennemgå et kursus før udsendelsen til gavn for dem selv og for det samfund, de skal arbejde i. I den forbindelse melder spørgsmålet sig, om politiet ikke bør underlægges ministeriet for Grønland ved normering eller henlægges under justitsministeriet, hvilket vil sige rigspolitiet. Man ville derved opnå at blive fri for den uheldige udskiftning hvert 5. år, få en større kontinuitet i arbejdet, og få dette ind i mere faste rammer. Det bedste ville antagelig være, at man henlægger politiet under rigspolitiet, idet man så kunne udskifte de, der ikke ønsker at fortsætte i Grønland, eller som ikke skønnes egnede til at fortsætte. Ved en normering under ministe- riet for Grønland får man ikke så let _denne adgang. Under alle omstændigheder forekommer disse udskiftninger uheldige, og man bør søge en anden løsning. Er- faringen viser også, at permissionsafløserne ikkejjiet halve år, de er i landet, kan nå at sætte sig ind i arbejdet, og deres indsats står derfor ikke i rimeligt forhold til det besvær og de omkostninger, der er forbundet med disse afløsninger hvert aVa år. Enten bør man finde en anden form for afholdelse af ferie eller også en anden måde at bestride tjenesten på under politifolkenes ferie i Danmark. De grønlandske politibetjente ansættes i begyndelsen temmeligt løst på bestil- lingsmandslignende vilkår. Efter tur sendes de til uddannelse på politiskole i Danmark. Dette forudsætter et ret godt kendskab til dansk, og det er derfor ikke alle, der kan komme på dette kursus, uanset om de i øvrigt er velegnede som politibetjente. Det forekommer mig, at et kursus i Grønland i første omgang vil være hensigtsmæssigt. Her kunne undervises i grønlandske love og grønlandsk politigerning, og her kunne man måske foretage en udvælgelse af folk til videre uddannelse i Danmark, evt. med henblik på lederstillinger. Opholdet på dansk politiskole er særdeles værdifuldt, men der gives selvsagt ingen undervisning i grønlandske love og forhold, og det er dog først og fremmest det, de grønlandske politibetjente har brug for. Man kunne på et sådant kursus også give undervisning til kredsdommere, kommunefogder og bisiddere, således at lærerkræfterne udnyttedes helt. Det er jo nemlig ikke nok for en poKtimand at kende det egentlige politiarbejde. Han må følge med i alle love og bekendtgørelser og må vide, hvad der sker i landet for at kunne udfylde sin plads i nyopbygningen. Det er nødvendigt at kende sammenhængen i det hele, dels for at kunne vejlede folk rigtigt, dels for at kunne bedømme de mangeartede sager, politiet præsenteres for. Politiet i Grønland kan i medfør af retsplejelovens § 19 henlægge sager uden tiltale, når bevisets stilling taler derfor, samt når forholdet er af ringe betydning. Det synes ønskeligt at udvide denne bestemmelse derhen, at politiet, evt. med politimesterens og landshøvdingens sanktion, også skulle kunne undlade at rejse 448 [3] Politibåden fra Godthåb går på siden af et amerikansk coast guard-skib, der aflægger officielt besøg. tiltale i forhold, der må siges at være af nogen betydning, når der som følge af en begået forseelse allerede er bragt udenretlig foranstaltning i anvendelse. F. eks. en tjenestemand, der p. gr. af begåede forseelser er forflyttet til et sted, hvor han ikke har lejlighed til at fortsætte sine overtrædelser, og hvor forflyttelsen har karakter af straf. Endvidere hvor lovovertrædelsen skyldes spiritusmisbrug. Her kunne man formentlig nå gode resultater ved at bruge antabuskur som en betingelse for tiltalefrafald. 449 [4] Grønlænderne synes ligeså lidt som andre folk om at stå som tiltalt i retten, og i de små samfund går det ofte unødig hårdt ud over en tiltaks familie. Jeg tror, at det vil være i kriminallovens åndA at politiet i visse tilfælde sluttede sagen uden retsforfølgning, når en passende foranstaltning allerede var benyttet, men for at kunne dette, skal retsplejelovens bestemmelse herom ændres. I danske aviser har man kunnet læsea at der fra visse sider arbejdes på at få en juridisk uddannet sagfører til Grønland, bl. a. for at skulle varetage hvervet som forsvarer i retterne, men mon et sådant forsvar ikke må anses for at være over- kvalificeret? Det vil let kunne medføre et vist spil - en slags kamp - mellem anklager og forsvarer, som mange kredsretter vil have svært ved at følge, og de tiltalte vil næppe kunne forstå ret meget af sagens førelse. Man har hidtil bestræbt sig på at føre retsmøderne så ukomplicerede, at alle kan forstå, hvad der sker, og således at en tiltalt selv kan føre sit forsvar, hvis han ønsker det, uden at det på jSfS-' nogen måde er gået ud over rettens værdighed. Mange bisiddere klarer opgaven godt, og politiet har altid lagt vægt på at føre sagerne objektivt frem, således at alt, der tjente til fordel for den tiltalte, også blev fremdraget i proceduren. Et juridisk forsvar vil også kunne medføre en udvikling hen imod juridiske domstole, og det synes at være for tidligt. I øjeblikket er det grønlænderne selv, der udøver denne vigtige gerning og gør det godt, bl. a. fordi landsretten har givet en virkelig god instruktion og vejledning. Omkostningerne ved det nuvæ- rende retsvæsen er små, medens juridiske domstole uden tvivl vil være betydeligt dyrere, og det forekommer mig, at det grønlandske samfund endnu ikke kan bære et sådant - efter forholdene overkvalificeret retsvæsen. I øvrigt er der ikke fore- kommet tilfælde, hvor et mindre godt indlæg fra en bisidders side har medført åbenlyse forkerte domsafgørelser. Det kan naturligvis ske, at der opstår en civil- retlig sag, der er så juridisk betonet, at kredsretterne ikke har forudsætning for at dømme i den, men så kan den ifølge retsplejeloven henvises til landsretten som første instans, sådan som det ofte er sket. Skulle der i landsretten være brug for juridisk medvirken, kan man, som det er sket i adskillige tilfælde, formentlig stadig få en sådan fra landshøvdingembedet, og i ganske særlige tilfælde kunne man vel få en sagfører fra Danmark til medvirken i en enkelt sag, hvilket sikkert vil være billigere end at have en statsansat sagfører, for det måtte det vel for- mentlig være. Det er foreløbig mere vigtigt, at man skaffer visse kredsdommere den fornødne tid til at bestride hvervet, og det kan måske inden så længe blive nødvendigt, at enkelte kredsdommere må have denne stilling som heldagsbeskæftigelse. Med de rette folk i kredsdommerstlllingerne og med tid til at udøve hvervet, er Grønland foreløbig godt tjent med den bestående ordning. 45° [5] Fra et retsmøde