[1] NEKROLOG FREDERIK LYNGE i. august 1889 — i. november 1957 At være sammen med en rask, rørig og glad landsmand en dag, og at høre næste dags mor- gen, at han var død, virker nærmest chokeren- de. Sådan var det med Frederik Lynge. Min første erindring om Frederik stammer fra Cornoq i Godthåbsfjorden. Der blev han født i.-8. 1889. Hans Slægt hørte til stedets allerbedste. Hans far og brødre var fremragende kajakfangere, men den bogligt begavede Fre- derik sendtes 1903 som elev på seminariet i Godthåb. Der klarede han sig så godt, at han efter endt skolegang i 1909 blev sendt til videre uddannelse i Danmark. I de to efterfølgende år boede han i grønlændervennen, pastor, senere biskop Chr. Ludwigs' hjem sammen med an- dre landsmænd. Frederik omtalte aldrig rigtigt sit første ophold i Danmark udover, at han sag- de, at han dengang var en genert dreng. Da han kom tilbage til Grønland i 1911, blev han ansat som lærer i Jakobshavn. Fra da af blev Frederik nordgrønlænder, også af hjer- tet; sin „nordgrønlandskhed" forfægtede han hele livet, i handling, skrift og tale. Dog glemte han aldrig sit fødested. Han skrev et digt til dets pris og undlod ikke at besøge det, når han senere kom til Godthåb. Opholdet i Jakobshavn blev en rig udvik- lingstid for Frederik. Hans ven og overordnede, pastor H. Ostermann, kom til at betyde meget for ham. Sammen udgav de en lille sangbog, „Sangbog for Jakobshavnere", hvis digte vid- nede om berøringen med den national-kristelige bevægelse, der dengang gik over hele Grøn- land. Frederiks gendigtning af „Se, det lyser f rederik Lynge. for vort øje" betragter jeg stadig som en af vore bedste sange. 1913 forlod Frederik den bane, han var be- gyndt på, og gik over i Handelens tjeneste, først som udstedsbestyrer i Akunåq, senere som medhjælper i Egedesminde og sidst som kolo- nibestyrer i kulbruddet Qutdligssat. Allerede 1917 blev han valgt til medlem af Nordgrøn- lands landsråd, og siden blev han genvalgt gang på gang. Han var et fremtrædende medlem af rådet, ikke alene fordi han var et godt hoved og havde politisk indsigt, men også fordi han 467 [2] beherskede det danske sprog. Denne fordels betydning kan ikke overvurderes. Han var en skarp debattør, ofte skarpere end mange, både danske og grønlændere, brød sig om. Som naturaliseret nordgrønlænder skrev han meget i bladet „Nordgrønlænderen", der blev Frederiks politiske organ. Blandt mange af hans indlæg huskes bl. a. hans polemik med et lige så skarpt hoved, viceprovst Mathias Storch, om dåbsbekræftelsens stilling i den grønlandske kirke. Ja, dengang kunne man; nu savner vi indlæg af den slags i vor presse. Fra den forholdsvis rolige tid før 1930 gik Frederik med ind i den mere urolige periode. Da der første gang skulle sendes grønlandske delegater til Rigsdagens Grønlandsudvalg i 1939, var det naturligt, at Frederik var med. Han havde den fordel at have personligt kend- skab til medlemmerne i Grønlandsudvalget, et kendskab, som bl. a. stammede fra dettes besøg i Grønland. At dette samarbejde mellem dan- ske og grønlandske politikere ikke resulterede i noget, skyldtes de verdenspolitiske begiven- heder, som skubbede Grønland endnu længere frem i rampelyset. I den anden delegation 1945-46 var Frederik atter med, men han kunne sikkert ikke gøre for, at resultatet ikke blev bemærkelsesværdigt. At Frederik ikke blev valgt som medlem af den store Grønlandskommission i 1948, be- tragtede man nærmest som et tegn på, at hans politiske periode var forbi. Men under „lands- rådssuppleanternes møde" med kommissionen i 1949 var han atter en af de mest aggressive. Han blev medlem af nyordningens første lands- råd i .1951, og han nåede toppen af sin lange politiske karriere i 1953, da han blev et af de to første grønlandske folketingsmedlemmer, repræsenterende den nordlige kreds, sit kære gamle Nordgrønland. 11957 blev han genvalgt, og det var midt under hans sædvanlige aktivi- tet, døden indhentede ham, den r. november. Ikke mindst i de senere år har Frederik været et stridens æble. Han satte ofte tingene så skarpt op, at man kunne blive forrygende uenig med ham, heldigvis da, må man sige. Der var jo farve over manden! Alt i alt har han været en god repræsentant for sit folk, fordi han var ær- lig og velmenende. En herlig ven har han altid været, og man kedede sig aldrig i hans selskab. Frederik Lynge var gift med Marie, Måli- anguaq, født Fly, der trofast har stået ved hans side gennem livets omskiftelser. Hun og bør- nene, som nu alle er voksne, omfattes af vore tanker i anledning af det tab, der kom så plud- seligt og uventet. „ , .. .,. , &-- & Frederik Nielsen. 468 [3]