[1] ET 50 ÅRS JUBILÆUM Af driftsleder K. N. Christensen JL oktober måned 1906 fandt der ved Julianehåb en lille begivenhed sted, som næppe har vakt andet end lidt øjeblikkelig, nyfigen interesse, og ingen kunne den gang drømme om, at denne lille begivenhed skulle blive den første begyndelse til en betydelig udvikling indenfor det grønlandske erhvervsliv. Der skete dette, at der fra S/S „Hans Egede" landsattes 9 får og 2 væddere, som var indkøbt på Færøerne, og som man nu på statens regning ville forsøge med i Grønland. Manden bag dette eksperiment var førstepræst Jens Chemnitz ved Frederiksdal. Han var en af tidens mest fremsynte grønlændere, som tænkte meget over befolk- ningens fremtidige erhvervsmuligheder. Skønt hovederhvervet, sælfangsten, endnu var ret godt, ikke mindst ved Frederiksdal, var der dog tegn, der tydede på, at erhvervet var på retur. De fleste slog sig dog nok til tåls med, at tilbagegangen var tilfældig og midlertidig, men nogle, og deriblandt Chemnitz, forstod, at årsagerne til nedgangen i sælernes antal var mere dybtliggende og af varig natur. For disse fremsynte mænd var det nærliggende at spekulere på, hvad der kunne gøres for befolkningen, hvis hovederhvervet skulle svigte endnu mere, og hvilke mulig- heder der da kunne være for at skabe nye erhverv. Netop i egnen omkring Frederiksdal var der synlige spor af en svunden tids erhverv, idet talrige ruiner af nordbogårde fortalte om en tid, hvor husdyrhold dannede basis for menneskers eksistens, og man vidste jo, at nordboerne igennem en tidsperiode på ca. 500 år havde levet i Grønland og væsentlig ernæret sig af husdyrhold, selv om jagt og fangst også havde været af stor betydning for dem. Det måtte være naturligt, at en mand som Chemnitz gav sig til at sysle med tanken om at genskabe dette gamle erhverv. Dalstrøgenes og fjeldskrænternes frodighed var i det store og hele den samme som på nordboernes tid, men spørgsmålet var, om det var muligt at oplære en fangerbefolkning til at passe husdyr. Ville der være nogen mulighed for at ændre befolkningens mentalitet, så man blev indstillet på at passe og pleje dyr i stedet for kun at dræbe dem? Mange har sikkert ment, at det var ugørligt. For Chemnitz har det dog stået klart, at tanken ikke var helt umulig. Der fandtes nemlig allerede lidt husdyrhold, navnlig ved Igaliko, hvor 73 [2] den tidligere købmand Anders Olsens efterkommere siden hans død i lySo'erne havde opretholdt det kvæghold, som han i sin tid startede. Ganske vist var kvæg- holdet ved Igaliko kummerligt. Kreaturerne var små og lidet ydedygtige. Til tider var bestanden nær ved at uddø som følge af sult, men den klarede sig dog stadig igennem og vedblev at eksistere. Også enkelte andre pladser havde anskaffet sig nogle få køer og geder. Nogle private danske tjenestemænd havde forsøgt med indførte får af tilfældige racer, men uden egentlig tanke om at udbrede kendskab til fåreavl blandt den grønlandske befolkning. Der havde også været får og geder ved Igaliko, men de synes at være forsvundet før 1850. Det kan nævnes, at i 1906 indførte kolonibestyrer C. Baumann 2 islandske får, i vædder og i hest til Godt- håb, men der kan ikke findes oplysninger om, hvorledes det gik med disse dyr udover, at de i februar 1907 stadig befandt sig godt. Omtrent på samme tid ind- førte dr. Deichmann ved Julianehåb nogle skotske far, hvoraf efterkommere endnu fandtes i 1915 under navnet Peter Høegs får, idet smedemester Peter Høegh havde overtaget fårene, da dr. Deichmann hjemrejste. Disse spredte forsøg kunne ikke undgå at vække nogen interesse blandt grøn- lænderne, navnlig blandt udstedsbestyrere, kateketer og andre fastansatte, som var meget beskedent aflønnede og derfor gerne ville supplere deres indtægter gennem bierhverv. Chemnitz har sikkert forstået, at der var en betydelig, om end delvis latent, interesse tilstede for fåreavl som bierhverv. Det lykkedes også Chemnitz at fa myndighederne interesseret i tanken og få bevilget penge til indkøb af i 2 færø- ske får, hvoraf de 11 nåede Julianehåb og senere overførtes til Frederiksdal, hvor Chemnitz skulle lede forsøget. Der bevilgedes ham hertil 500 kr. årligt. Af Chemnitz' notater fra den tid fremgår det tydeligt, at han har taget opgaven op med stor samvittighedsfuldhed. Fårene blev passet godt, og det viste sig, at den latente interesse i høj grad var til stede. I årene 1907 til 1915 købte flere grøn- lændere i distriktet enkelte avisfår fra forsøget og havde afgjort held med sig, og allerede i i 913 var myndighederne klar over, at fåreavl havde en fremtid for sig. Man sendte derfor daværende løjtnant Lindemand Walsøe, som var kendt med fåreavl fra Australien, ud på en undersøgelsesrejse til Julianehåb distrikt. Hans rap- port fra denne rejse var optimistisk, og man besluttede da at oprette en forsøgs- station for fåreavl ved Julianehåb med Lindemand Walsøe som leder. Der blev i 1915 indkøbt 180 får og 2 heste i Nordisland, og disse dyr ankom i god behold til Julianehåb med S/S „Hans Egede" i efteråret 1915. Forsøget ved Julianehåb blev anlagt på bredere basis. Der blev antaget lærlinge til 3 å 4 års uddannelse. Der blev opdyrket en forsøgsmark og bygget tidssvarende stalde ved stationen. Grundet krigen og deraf følgende materiaJemangel tog det dog flere år at få udbygget forsøgsstationen. Det var også beskedne beløb, der blev 74 [3] J ret igennem lever grønlandske får og lam et frit li