[1]
SVALBARD - ET NABOLAND
Af stud. mag. George Nellemann
_LJen store interesse for at finde nye sejlruter for verdenshandelen, som opstod i
det 15.-! 6. århundrede, førte til mange opdagelser i polarlandene; men Grønland
blev i og for sig ikke „opdaget", da Pining og Pothorst i I47o'erne gjorde land-
gang på kysten, for selv om forbindelsen havde været afbrudt, levede endnu tra-
ditionen om landets nordiske befolkning. Den egentlige genopdagelse af Grønland,
soni-fik nogen betydning, kom først med Martin Frobishers besøg i 1576.
20 år senere opdagede hollænderen Willem Barents en arktisk øgruppe øst for
Grønland, som han på grund af de forrevne bjerge kaldte Spitsbergen. Nogle vil
også om dette fund sige „genopdagelse": en notits i de gamle islandske annaler
og en kursforskrift i Landnamaboken har givet anledning til den teori, at Spits-
bergen er identisk med de gamle islændinges Svalbarde, fundet i 1194. Det er
disse forhold, der har fået nordmændene til at overføre det gamle navn på øgrup-
pen, således at vore dages Svalbard omfatter Spitsbergengruppen, Bjørneøen og
nogle fa andre småøer i området. Berettigelsen af denne antagelse er endnu om-
stridt, og kun arkæologien vil kunne bevise de gamle nordboers eventuelle fangst-
rejser til Spitsbergen. Men selv om man kan strides om det historiske grundlag
for navnet, kan ingen benægte, at det er et velegnet, beskrivende navn: Svalbard
- den kolde kyst.
Set fra et europæisk synspunkt havde de to lande, Svalbard og Grønland, nogen-
lunde samme status indtil Hans Egede 1721 startede den grønlandske mission.
Alen dermed er overensstemmelserne også slut. Den afgørende forskel mellem de
to lande er, at Svalbard ikke havde nogen oprindelig befolkning, og der var derfor
intet grundlag for at anlægge missionsstationer eller handelssteder; af denne grund
varede det også .lang tid, før øgruppen fik en fastboende befolkning. Det er denne
kendsgerning, der betinger den senere udvikling.
1607 opdagede den engelske søfarer Henry Hudson, at der var rige forekomster
af grønlandshval langs Svalbards kyster, og hermed blev øgruppen for alvor draget
106
[2]
De feer's illustration til en hændelse under Barents rejse i 1596, den rejse under h<vilken Spitsbergen blev opdaget.
ind i historien. Gennem et par hundrede år blev der drevet ihærdig hvalfangst i
området. Hollændere og englændere, tyskere og svenskere, franskmænd og baskere,
og ikke mindre dansk-norske hvalfangere kappedes og stredes om de dorske og
letfangelige grønlandske hvaler.
Striden om suveræniteten og fangstretten begyndte også. Englændere og hol-
lændere påberåbte sig opdagelsen, og Christian den Fjerde gjorde, udfra den da-
gældende opfattelse af Svalbard som en landfast del af Grønland, krav på landet
som en del af det gamle norske skatteland.
Det blev en urolig tid med væbnede sammenstød og opbringelser, men man
nåede dog til en slags deling, således at englændere og hollændere fik hver sit
område, medens de dansk-norske skibe blev tolereret over det hele i kraft af det
gamle suverænitetskrav. Alle andre søgte man at holde væk.
På Svalbards kyster anlagdes i denne tid landstationer for hvalfangere, på hvilke
man ved hjælp af de rigelige mængder af sibirisk drivtræ udbrændte tran i store
ovne, hvis ruiner sine steder kan ses den dag i dag. Størst var den hollandske
107
[3]
Under dette pompøse bjerg boede den russiske munk Stanstin i 30 år             Foto: Nellemann
Badene i forgrunden tiører en gammel norsk fangstmand, Mmar Neis, der kar 'sat sig det W/
at overgA Starostin ved at holde skansen i 33 år.
by Smeerenburg ved hovedøens nordvesthjørne. Her udfoldede der sig et broget
iv omkring de institutioner, en hvalfangerflåde behøver, værksteder, handelsboder
kirke, kro og bordel. Men hvor rigt livet end udfoldede sig i den lyse tid, blev
det kun til et sommerland - ingen overvintrede frivilligt.
De første, der bosatte sig fast på Svalbard, var de russiske fangstfolk. Disse var
udsendt af redere i Nordrusland, købmænd eller klostre, der hver sommer ud-
sendte skuder, der bragte forsyninger og afløsningsmandskab og tog pelsværk
hvalrostænder og -huder med tilbage. Fangstmændene havde større hovedstationer
med flere huse, hvortil der sluttede sig en række bistationer, alle byggede af svære
tømmerstokke. Et af de vigtigste dyr var rensdyret, for efterårets renjagt skulle
levere det væsentlige af vinterprovianten. Svalbardrenen, en lille, hårdfør race
var let at nedlægge, fordi den ikke før menneskene kom havde haft væsentlige
fjender, der havde lært den at være sky. Dette har da også ført til, at stammen nu
næsten er udryddet ved hensynsløs jagt. De få, der er tilbage, er totalfredede.
108
[4]
Linne'-El'vens udmunding i Isfjorden, et af Sijalbards gunstigste fangstområder.
Ved skrænten en moderne fangstflytte og i forgrunden en sammenklappet rte'vefæhte.
Foto: Nellemann
Et godt indtryk af disse fangstfolks liv får man gennem de udgravninger, en
fællesnordisk ekspedition foretog i sommeren 1955. Den lokalitet, man havde
udvalgt sig, Russekeila, ligger ved en af Svalbards meget få lakseelve, Linné elven,
der munder ud i en lagune tæt indenfor Isfjordens munding. Stedet har alle de
fordele, en fangststation kan have på Svalbard, laksevand, bagland med rener og
en stor bugt, i hvilken hvidfiskene kommer ind i flokke. Yderligere er der her
tæt indenfor fjordmundingen rigelige mængder af drivtræ til hytternes opvarm-
ning. Dette gunstige sted har da også været beboet mange gange senere, hvilket
hyttetomter og svære møddingslag tydeligt viser.
De gamle russiske ruiner tegnede sig som en rektangulær tømmerramme i mosset,
men ved afdækning af området viste der sig at være ikke mindre end 7 selvstæn-
dige rum i det centrale kompleks, og dertil udhuse. De enkelte rum røbede gen-
nem fundene ofte deres funktion. Opholdsrummet med spillebrikker, sko, tøjrester
o. s. v., og ikke mindst interessant var fangstredskaberne, der var repræsenterede
109
[5]
ved kraftige smedede lanseblade, bøsseflint, stillepinde til fælder og træflydere
til net. Forrådsrummet indeholdt foruden utallige lerkarskår også to så godt som
hele trætønder, og et rum med et stort ildsted og mange jernsager har sikkert
været smedien. Indridsede bogstaver (russiske) og tal fandtes på en del træsager,
der var godt bevarede i den frosne jord, og gennem disse meddelelser ved man,
at stationen i alle tilfælde var i brug ved midten af det 18. århundrede.
Omkring selve beboelseshuset lå rester af, hvad der formodes at have været et
forrådshus på pæle, og en pælestub ved skrænten ned til fjorden, mellem denne
og huset, har sikkert været et kors. Sådanne græsk-katolske kors opsatte de gamle
fangstfolk, der iøvrigt ofte skal have været raskolnikere, for at beskytte anlægget
mod alle de lurende farer og for at skaffe god fangst. En af de værste farer var
skørbugen. Denne sygdom krævede sine ofre og har sikkert ansvaret for mange
af de grave, der ligger nær russehytterne. Skørbugen var personificeret som en
gammel kone, der ved sine 11 kønne søstres hjælp forledte jægerne til at sove,
bare sove, ved at vise sig i deres drømme i skikkelse af konen eller kæresten
hjemme i Nordrusland. (Træthed er et karakteristisk symptom på skørbug.)
Grumanthunden* var landets største og frygteligste magt, hvis gunst dog kunne
vindes, og vandt man den, var man sikker på den allerbedste jagtlykke. Grumant-
hundens uhyre brændevinstørst drev den ned til Nordkap, hvorfra den blæste skibe
op til Svalbard, for der at gøre sig til gode med romfadene i strandingsgodset.
Disse forestillinger og flere andre lokale grumantmyter er overleveret til os
af den russiske forfatter Charitonow, der på grundlag af de historier, han hørte
af gamle mennesker i hvidehavsområdet, har skrevet en artikel om de gamle „Pro-
myschleniks" (erhververe) på Grumant. Mange af disse var iøvrigt Starovjezere,
gammeltroende, der ifølge deres sekts regler har båret langt skæg og ikke har
drukket kaffe og the eller røget tobak.
Op i iSootallet bliver grumantfarterne sjældnere, og i 1841 ved man, at de er
stærkt på retur, idet kun to redere, en købmand og et gammeltroende kloster,
har sendt både op.
Men allerede inden russerne helt holdt op med at drive grumantfangst viste de
første norske fangstmænd sig på Svalbard - og nogle er der endnu. Fra de gamle
nordmænd kender man mange dramatiske beretninger om nød og forlis, kulde og
skørbug. Værst var de folk stillede, som gik i land fra fangstskuderne for at jage
eller samle æg og dun, hvis pludselig indsættende is, storm eller tåge afskar dem
fra deres båd. De måtte klare sig med det sparsomme udstyr, man har med, når
man går i land med skibsjollen for nogle timer, klare sig vinteren igennem i værste
fald eller ro til Norge. Begge dele er praktiseret. Ja, det var hårde hunde, de
* Grumant er det russiske navn for Svalbard, en forvanskning af Grønland.
IIO
[6]
Udsigt o--uer udgravningerne af den russiske fangststation •ved Russekeila 195 S-
Foto: Nellemann
gamle, men da naturen stadig er den samme, og motorer som bekendt upålidelige,
er også vore dages ishavsgaster hårde halse, der stadig kommer ud for de sejge
livtag med polarnaturen. løvrigt er der en del svalbardjægere, der også ind imellem
har taget en tid i Østgrønland og på Jan Mayn som afveksling, eller tidligere også
Novaja Zemlja. Men hermed er vi nået op til vort eget århundrede, der også på
Svalbard står i industrikulturens tegn, og igen, ved det næste vendepunkt, gør
en forskel gældende mellem Svalbard og Grønland, som har fået afgørende betyd-
ning for udviklingen: Svalbard har kul, mange flere kul end Grønland.
III[7]