[1] PLANØKONOMI SOM REDSKAB I OPBYGNINGEN AF DET GRØNLANDSKE SAMFUND? Af fuldmægtig, cand. polit. O. Brandt Jensen J- en foregående artikel i „Grønland" (1957, nr. 3) er søgt belyst, hvorvidt der i Grønland er økonomisk grundlag for gennemførelse af en. liberal samfundsøkonomi, eller om en fortsættelse af den hidtidige centrale ledelse af samfundet måtte synes ønskelig, eventuelt nødvendig, uanset den formelle adgang til fri næring, der er givet i den grønlandske erhvervslov fra 1950. I det væsentlige på grundlag af Grønlandskommissionens betænkning fra 1950 blev påvist, at fri konkurrence er uforenelig med de grønlandske erhvervs pro- duktions- og eksportvilkår. Ligesom tilfældet er i Danmark, må statsmagten gribe regulerende ind over for erhvervslivet, og indgrebene må naturligt blive af ret vidtgående karakter - mere vidtgående end i Danmark. Dette skyldes den ensidig- hed, der præger Grønlands produktion og eksport, en ensidighed, der gør landets indtjening og forsyning stærkt følsom over for konjunktursvingninger på eksport- markederne og andre ændringer i produktions- og eksportvilkårene og forsynings- mulighederne. Ligeledes kræver bostedernes ringe størrelse og spredte beliggenhed beskyttende kontrol med afsætning og forsyning. På baggrund heraf og under samtidig hensyntagen til, at udviklingen i Grønland siden kommissionen har vist, at det spillerum for udfoldelse af privat foretagsom- hed, der har kunnet gives, er for snævert for etablering af private virksomheder af betydende omfang, slog jeg i nævnte artikel til lyd for, at hele spørgsmålet om offentlig eller privat drift blev taget op til fornyet overvejelse. Jeg gjorde herved gældende, at en klar tilkendegivelse af, at det grønlandske samfund fremover skulle baseres på planøkonomi, ville indebære en væsensforskellig baggrund for det tilrettelæggende og daglige virke i Grønland sammenlignet med den nuværende virksomheds begrænsede og i nogen grad midlertidigt betonede mål og midler. Er dette nu rigtigt? Eller er det blot en påstand, der savner hold i virkelig- heden? Er Grønland ikke allerede - såvel i det daglige som i det tilrettelæggende arbejde - i alt væsentligt planøkonomisk ledet, omend man vel ikke i almindelig- hed hører udtrykket planøkonomi benyttet? 142 [2] Grønland er ikke planøkonomisk ledet. For mig at se mangler der en hel del i, at den nuværende økonomiske politik i Grønland kan henføres under planøkonomi. Vel foretages planlægning af det arbejde, der skal udføres fremover indenfor de enkelte områder af opbygningen. Vi ser det først og fremmest inden for den tekniske opbygning, hvor der arbejdes med årlige, ja, endog 5-årige anlægsprogrammer. Vi ser det inden for sundheds- arbejdet, vel især tuberkulosebekæmpelsen. Vi ser det inden for opbygningen af den grønlandske skole. Og på mange andre områder. Men dette, at der inden for de enkelte områder foretages planlægning af det fremtidige arbejde, er ikke uden videre ensbetydende med, at samfundet er plan- økonomisk ledet. Hertil kræves langt mere, først og fremmest en klar målsætning for det samlede igangværende og fremtidige økonomiske virke og med henblik på opfyldelse heraf en koordinering af planlægningen for enkeltområderne. Det synes, som om der i visse henseender savnes en sådan målsætning for ar- bejdet i Grønland og koordinering af enkeltplanerne. Alle væsentlige områder af den økonomiske virksomhed varetages af det offentlige igennem ministerium og Den kgl. grønlandske Handel (KGH) på grundlag af landsrådets og folketingets beslutninger, men tilsyneladende ikke ud fra en planøkonomisk synsvinkel, snarere ud fra den betragtning, at det offentlige må træde til som driftsherre, hvor pri- vate svigter. Jeg mener for så vidt heller ikke, man havde kunnet tillade sig en egentlig plan- økonomisk ledelse af samfundet i de år, der hidtil er forløbet siden Grønlands- kommissionen. Som jeg nærmere har redegjort for i den foregående artikel i „Grønland", lagde kommissionen op til en mere liberal økonomi, og gennem den ved erhvervsloven hjemlede adgang til fri næring måtte den private foretagsomhed have en chance, som ville være vanskeligt forenelig med planøkonomi. Det ville ikke være fair at påstå, at den private økonomi i de forløbne få år har haft sin chance. Men udviklingen synes at have vist, at den private økonomi under de givne vilkår kun kan få mindre betydende omfang, medens væsentlige områder af det grønlandske erhvervsliv i alt fald i en lang årrække må vare- tages af staten. Hermed foreligger en ny situation, som må give anledning til overvejelser af, hvorvidt den hidtidige tilrettelæggelse af den offentlige økonomiske virksomhed i form og indhold er hensigtsmæssig for en effektiv opbygning af den grønlandske samfundsøkonomi. Eller om erkendelsen af, at der ikke fra det private erhvervs- livs side kan ventes en aflastning af det offentliges opgaver, gør en ændring i den økonomiske politiks organisation, målsætning og indhold påkrævet. 143 [3] Til belysning heraf omtales i det følgende nogle vigtige samfundsområder, der synes berørt af, at man ikke hidtil har kunnet foretage en effektiv planøkonomisk tilrettelæggelse af den offentlige økonomiske aktivitet: Erhvervs- og indtægtsfordelingen i Grønland. Rundt regnet halvdelen af befolkningen ernærer sig som frie erhververe inden for hovedsagelig fiskeri, fangst og fåreavl. Den resterende halvdel er beskæftiget som lønmodtagere, fortrinsvis under staten, dels ved den videre behandling af de grønlandske produkter, dels ved transport og anden mere sekundært betonet pro- duktion inden for samfundets øvrige erhvervsgrene. En rolig og ligevægtig samfundsudvikling forudsætter etablering og bevarelse af den rette balance imellem erhververnes og lønmodtagernes bidrag til den sam- lede produktion. En for stærk udvikling af den primære produktion inden for fiskeri, fangst og fåreavl indebærer_en fare forl at der opstår mangel på arbejds- kraft i land til behandlingen af erhvervenes produkter og til betjening af befolk- ningen inden for de øvrige erhvervsområder. Omvendt vil en for stærk udvikling af den mere sekundært betonede del af samfundsproduktet og en for kraftig høj- nelse af leveniveauet for den befolkningsgruppe, der er beskæftiget herved, inde- bære en fare for, at den primære produktion af grønlandske produkter får et for ringe omfang til at kunne sikre det økonomiske grundlag for samfundets trivsel. I et frit økonomisk samfund fremkommer den rette balance imellem erhvervsom- råderne og befolkningsgrupperne gennem vare- og arbejdsmarkedernes økonomiske processer, der bliver bestemmende for produktion og omsætning, priser og lønninger og dermed indkomsterhvervelsen for producenter, arbejdere og funktionærer. I det centralt dirigerede samfund må den centrale ledelse forme disse økono- miske processer. Hertil kræves en klar målsætning dels for det samlede national- produkt, dels for de enkelte erhvervsområders og befolkningsgruppers bidrag hertil. Til opfyldelse af de opstillede mål må løn- og prispolitikken indgå som et vigtigt led i de midler, der kan tages i anvendelse. Den hidtil førte løn- og prispolitik i Grønland synes i nogen grad at bære præg af ikke at have været led i en egentlig planøkonomisk opbygning af samfundet. Der foreligger mig bekendt ikke fra_autoritativ side udtalelser om en koordineret målsætning for den fremtidige udvikling af den primære og sekundære produktion. Det synes, som om man har behandlet de 2 produktionsområder og de herved beskæftigede 2 befolkningsgrupper isoleret. For lønmodtagernes vedkommende har man af sociale og politiske hensyn lagt sig klart fast på ligelønprincippet, d. v. s. samme realaflønning af arbejdskraften 144 [4] / Frederiksdal er ikke på nogen måde prvget af den nye tid. Foto: Mogens Lindhard Husene er dårlige, og fåreavlen er det eneste indbringende erh