[1] JOURNALISTEN OG GRØNLAND Af journalist Finn Borberg „JTlvorfor ikke oprette et fast, årligt Grønlands-stipendium til en dansk journalist, som ønsker på stedet at studere en eller flere sider af den store udviklingsproces, der er i gang deroppe?" Dette skrev en københavnsk journalist i sit forbunds medlemsblad for nogle måneder siden, og der kom ingen reaktion på det, såvidt jeg ved. Det var egentlig en skam, for han havde ret i sin betragtning. Grønland er i højere Grad end de fleste andre steder på jordkloden et område, man skal have set for at kunne give en fornuftig bedømmelse af det. Dermed er naturligvis ikke sagt, at man kan be- dømme Grønland, fordi man har set det. Men uden at have set Grønland er man i hvert fald afskåret fra at give en rimelig bedømmelse af meget, som sker deroppe. Selv har jeg behandlet grønlandsproblemer i Berlingske Aftenavis i nogle fa år, og jeg tør nok sige, at inden jeg første gang havde sat foden på grønlandsk klippe, ravede jeg temmelig stærkt i blinde. Det, man kan skaffe sig at vide om grønlandske forhold ved studier i Køben- havn, er ganske vist ikke så dårligt bevendt, når man søger de rigtige kilder og de rigtige mennesker at snakke med. Men vanskeligheden er nok den, at alt, hvad der har med Grønland at gøre, appellerer så stærkt til følelser. Jeg har aldrig mødt, hvad jeg ville mene var en objektiv anskuelse om den del af Danmark. Hvis man indskrænker sig til at studere Grønland fra længdegrad København, har man let ved at blive mere og mere forvirret, jo flere „Grønlandskendere" man snakker med. Man møder under sin søgen i København flere hovedtyper af grønlandskendere. Der er dels de ægte optimister, som tror på alt godt hos grønlændere og hos administration, og som derfor uden videre mener, at erhvervet år for år vil stige i udbytte, at den tekniske civilisation har overvundet de første vanskeligheder, og nu er det ny Grønland på støt march fremad. Der er også pessimisterne, som hævder, at næsten alle grønlændere er dovne, at handelens og administrationens folk er ukyndige eller ligeglade med deres virkelige opgave, at det hele antagelig går i skuddermudder. 181 [2] Der er dem, som hævder, at det hele kunne være gået bedre, hvis man ikke havde sat en så forrygende fart på udviklingen, men at man allerede har afsporet det store, nye forsøg. Den gamle kolonitid var bedre . . . Der er også folk, som udvendig altid bærer optimismens maske, men som ind- vendig ser noget mere nøgternt på sagerne. (Dem findes der, såvidt jeg har kunnet se, bl. a. en del af i ministeriet). Endelig findes der naturligvis en hel del folk, for hvem det virkelige Grønland hverken er den gamle kolonitid eller det store og nye eksperiment, men derimod de menneskeløse vidder i nord og øst, ekspeditionernes felt. Disse mennesker har, såvidt jeg kan se, ofte det reneste og smukkeste forhold til Grønland. Men en del af dem har vist intet virkeligt forhold til dagligdagens samfund deroppe. I dette mylder af forskellige meninger, detailpræget af de enkelte individers kærlighed og fordomme, skal en københavnsk journalist skabe sig en bærekraftig opfattelse af det fjerne land, som han af sin redaktion sættes til at skrive om og bedømme telegrammer fra. Hans læser og kritiker tænker måske ikke på, at i langt de fleste tilfælde skal samme journalist også hellige sig adskillige andre stofområder. Grønland er for ham kun en af flere daglige opgaver. Det hele bliver derfor temmelig svævende, indtil journalisten betræder Grøn- land - og straks med eet begriber mere, end han hidtil har forstået af bøger og statistikker, af Grønlandskommissionens betænkning, budgetter, regnskaber og landsrådsberetninger. Disse kilder har han under sit arbejde antagelig ofte kun fået tid til at studere spredt og hastigt i søgen efter forklaring på en række specialproblemer. Det var vist professor Carsten Høeg, der sagde, at selve det første møde med Grønland, den første morgen, man sejler ind mellem skærene og løber i havn, betyder lige så meget for den besøgende som flere ugers påfølgende studium på grønlandsk grund. Det er vel klart nok, hvad han mente med det: Grønland tager straks pusten fra en. Denne gigantiske, smuldrende stenkolos med is ovenpå. Ingen, som ikke har set den, kan forestille sig det knugende indtryk, den gør ved første blik. Misfor- holdet mellem naturens suverænitet og menneskets lidenhed er simpelthen ufatte- ligt. Man skal have mødt den enlige kajakmand ved Christianshåbs isblink eller Umanak, man skal have set havet ved Kap Farvel i storm, man skal have mærket selve den højst blandede og problematiske duft af Grønland - en duft, som jeg aldrig har mødt andre steder i verden. For mit vedkommende var det så heldigt, at jeg fik lejlighed til to besøg i Grøn- land indenfor 8 måneder. Først en lang sejlads langs meget af Grønlands vestkyst. Siden en vinterrejse i dansk militærfly. 182 _ ^, i ' [3] Inden jeg rejste første gang, syntes jeg selv, jeg havde forberedt mig temmelig godt ved samtaler i København, ved studier af Grønlands historie og kulturhisto- rie, dets sagnverden, dets landsrådsberetninger, dets årlige rapporter fra de sidste tider - altsammen anbragt i en stor omfangsrig ramme af Grønlandskommissionens betænkning af 1950. På grundlag af disse studier havde jeg lagt et pænt program for mit arbejde deroppe. Jeg agtede at skrive en artikelserie, der bl. a. kunne kaste lys over føl- gende emner: i) Erhvervslivets og handelens øjeblikkelige tilstand, a) Sundheden og tuberkulosen. 3) Det pædagogiske arbejde. 4) Trafikken. 5) Byggeriet og 6) Det vågnende politiske liv. Der var også andre planer, bl. a. havde jeg kunnet tænke mig at se lidt på amerikanernes baser og træde på indlandsisen. Jeg vil ikke påstå, at jeg i fuldt alvor regnede med at nå hele programmet. Men at jeg skulle nå så lidt, som jeg gjorde, skuffede vistnok min redaktør. Efter tre-fire ugers sejlads i ro og mag langs vestkysten mellem Ivigtut og Umanak havde skibet syv gode dage på hjemrejsen med så blikstille vejr, at man kunne spise uden slingrebrædder på bordene. Der var altså god tid til at skrive, og jeg skrev uhyre mange ark papir fulde. Men jeg smed det meste væk igen. Det endelige resultat blev noget spredt. Nogle uforbindende artikler om rejseind- tryk, lidt reportage fra specialinstitutioner, et par reportager af almen karakter uden dybere indtrængen i problemerne. Selve Grønland, det ægte, virkelige Grøn- land følte jeg mig ikke i stand til at skrive om. Og det skønt jeg havde brugt ti- den flittigt til besøg i land, samtaler med kolonibestyrere, kæmnere, læger, fabriks- ledere, elværksbestyrere, telegrafister, fiskere, fangere o. s. v. Grønland havde ikke ladet sig erobre på den sommertur. De indtryk, jeg havde fået, var så overmægtige, at de simpelthen ikke kunne bundfælde sig. Mange af dem turde jeg ikke bruge, hvad der er højst utilfredsstillende for en journalist. Til gengæld har rejsens nytte vist sig mange gange senere, når jeg siden har skullet behandle de stadig indløbende nyheder og meddelelser fra selve Grønland, fra Grønlandsministeriet og fra Handelen. Den fornemmelse af, at man har set det, man skal bedømme, er en udmærket retleder. Mange gange har jeg siden prøvet at klargøre for mig selv, hvori den grønland- ske virkelighed adskiller sig så væsentligt fra den illusion, som man har, inden man sætter foden på „Krakemutten" for første gang. Jeg kan ikke finde nogen bedre forklaring end den, at næsten intet problem i Grønland står alene. Alt væver sig på en uhåndgribelig måde ind i hinanden, og bag det hele står den store ube- kendte faktor: Grønlænderens egen psyke, der øjensynlig slet ikke findes nogen fællesnævner for. Grønland i dag er alt lige fra oldtid til nutid, og der behøver kun at være nogle timers fjordsejlads fra den ene yderlighed til den anden. l83 [4] En stor kommission af sagkyndige sad for syv-otte år siden og lavede den hidtil største analyse af alle vigtige faktorer i GrønlancL Sundhedsvæsenet, de sociale for- hold, boligspørgsmålet, skolevæsenet, kirken, „andre kulturelle faktorer", juraen, administrationen, erhvervene, økonomien og hvad der ellers lå i tid og samfund. Denne analyse er beundringsværdig i sit omfang og imponerer ved den måde, hvorpå man er trængt ind i problemerne. Men læg mærke til, hvor mange steder det ikke heller for den virkelige sagkundskab var muligt at rubricere tingene en- tydigt eller blot nogenlunde sikkert. Tilmed har man af letforståelige grunde måttet trække dele af Grønland helt udenfor rubrikerne. Disse dele omtales i det særlige bind, der hedder Angmagssalik, Scoresbysund og Thule. (Disse tre steder er iøvrigt netop de pladser, som har den mindste chance for besøg af danske journalister. Jeg har heller ikke været der. De lå for langt borte. Jeg vil tro, at besøg på disse pladser nok kunne give journalisten dybdeperspektiv i meget af, hvad han ser på en vestkystrejse, til gengæld ville det vist være katastrofalt for hans forståelse af Grønland som helhed, hvis han kun kom på de tre steder og ikke besøgte „Normalgrønland"). Hvordan forestiller man sig nu Grønland, inden man har været der på en re- portage eller studietur? Selv med megen læsning bag sig har man vel nok nær- mest den opfattelse, at hovedproblemet er produktionsmæssigt. Hvis man kan få erhvervene hjulpet tilstrækkeligt frem, måske ved at øse mange penge ud på een gang for alle til flere både, flere fryserier, salterier, fabriker o. s. v., vil det hele nok komme til at gå jævnt og hurtigt fremad. Og når det ikke er sket endnu, må gruriden være, at man ikke har haft penge nok, ikke fremsyn nok, ikke dygtig- hed nok. Dette er vist nærmest opfattelsen. Der skal jo ikke mange dage til, før man får den omvurderet. Jeg husker en samtale i fjor med arbejdersammenslutningens formand, Lars Svendsen i Godthåb. I modsætning til andre arbejderledere, jeg har mødt, var han ikke interesseret i først og fremmest at få bedre arbejdsmuligheder og indtjeningsmuligheder for sine medlemmer. - Grønlænderne selv må, sagde han, menneskelig set få lov til at følge trop med erhvervenes udvikling. Ellers kan de simpelthen ikke udnytte den. En af de vigtigste sider ved alting i Grønland er den pædagogiske. Vi må have et pusterum til at fordøje de produktionsmæssige fremskridt. Jeg talte med Handelens ledende folk. Deres store interesse viste sig naturlig- vis at være produktionsstigningen, og den skulle helst gå så hurtigt som muligt. Men det viste sig også, at de egentlig så på sagen ligesom Lars Svendsen. De definerede problemet som dette, at man hurtigst muligt måtte se at skabe en solid og hurtig, jævn takt i arbejdet. Men de vidste nu ikke, om det kunne gøres. 184 [5] T Tr , . , ° , , , , , . r . 77- • Foto: Finn Borberg / Halsteinsbarg star de ludende trækors midt i det høje, strve græs på den gamle kirkegård, og tyndvæggede, gamle træhuse danner baggrund. Men der er kun 50 meter til et af de mest moderne byggerier i Granland - det nye posthus, som opføres af cellebeton. En koloniassistent et sted sagde for resten til mig: -Det kan jo iøvrigt heller ikke nytte, at fiskerne her er så ivrige efter at gå ud og fiske, så snart vejret er godt, at vi kommer til at stå uden arbejdskraft i havnen, når der kommer skib. Her mangler jo arbejdskraft den ene dag, og her er for mange hænder den næste ... Skolemænd, jeg talte med, udtrykte sagen således: - Det vigtigste i Grønland er ikke produktionen, men befolkningens udvikling og produktionsmidlernes forøgelse i takt med hinanden. Som ny grønlandsinteresseret går man altid og håber på, at der skal vise sig en mirakuløs mulighed for at løse landets økonomiske problem. Jeg snakkede et sted med et par geologer. Jeg forelagde dem den tanke, som også har været fremme i grønlandsk presse, at man skulle forsyne jægere og fangere med geigertællere, så de kunne rapportere fund af radioaktive mineraler i bjerge og skærgård og derved bidrage til, at vi hurtigst muligt kan finde de steder på kysten, hvor uranet ligger. De sagde: - Ja, det ville være en værre redelighed at få hundreder af ukontrol- lerede rapporter ind hvert år, som vi så måtte lade ligge i lange tider eller spilde arbejdskraft på, skønt de højst sandsynligt intet var værd. Sandheden er den, at vi vel nok kun kan finde uran i ganske bestemte, begrænsede områder af Grøn- land, og det er dem, hvor vi nu koncentrerer vort arbejde . . . 185 [6] Jeg tror ikke, der var mange af mine medbragte meninger om Grønland, der holdt for en nærmere prøvelse. Et sted talte jeg med en kolonibestyrer. Jeg sagde til ham, at jeg fandt, det måtte være opløftende at være med i en tid, hvor det gik så stærkt fremad i økonomisk henseende, hvor købekraften steg, hvor varer- nes antal steg, hvor butikkerne blev moderniseret efter utallige års relativ stil- stand. Han svarede: -Javist, her er nok for grønlænderne at bruge deres penge til. Min arbejdsglæde ville være større, hvis der ikke blot blev mere og mere at bestille for de samme penge og endog samtidig blev magrere og magrere svin- dingsprocenter til os. Der er større regnskaber, større optællinger, og jo flere nye butikker vi får, des større personligt økonomisk ansvar påhviler der os. Jeg ligger til tider vågen om natten og spekulerer på, hvad der ville ske mig, hvis hele butikken brændte en nat, fordi vi nu har fået centralvarme ... Jeg husker en nat, jeg kom ind med motorbåd til et udsted i en fjordbund. De ventede hval bragt ind af Sonja-Larsen. Jeg troede, at de ville blive glade for hva- len. Den var en udmærkelse til dem, fordi de havde været meget dygtige til at få det mest mulige ud af en anden hval, som de fik året før. Udstedsbestyreren sagde: - Hm, ja, vi har jo ellers vor fisk at se til. Den tager megen tid netop nu. Det kommer skam til at knibe med mandskab til at klare en hval. (Det viste sig nu dog, at da hvalen først lå og skvulpede i stranden, var der med et slag folk nok til at gå løs på den, skønt klokken var tre morgen. Jeg er bange for, at det v&r fisken, som kom til at vente den dag. Jeg talte med læger, og jeg spurgte dem, om de ikke var begejstrede for, at man nu havde værktøj i hånden til at løse tuberkuloseproblemet hastigt og effektivt. Det var de. Men de sagde også: - Boligbyggeriet må gå hånd i hånd med tuber- kulosekampagnen. Vi venter stadig mange nye tilfælde, for mange grønlændere bor stadig meget dårligt. løvrigt er der jo også omskolingsproblemet for de mange, som efter behandlingen aldrig mere kan vende hjem til deres gamle arbejde - og der er mange, som aldrig mere kan vende hjem til deres gamle hus, når de er blevet bebandlet. Der er skam problemer nok, før tuberkulosen er klaret . . . Jeg spurgte boligmyndighederne, om de ikke var glade for, at så mange nye huse havde kunnet skaffes. De sagde: - Det er godt nok at bygge, og vi gør, hvad vi kan. Men netop nu begynder vist de store problemer med at inddrive renter og afdrag på statslånene, og det spørgsmål skal nok sætte administration og kom- muner grå hår i hovedet. Indtjeningsevnen må følge trop med tildelingen af lån, og selv hvor den gør det, må fristelserne i butikken ikke være større, end at grønlænderen har sine afdrag tilovers^ til staten . . . Efter hele denne rundgang talte jeg med nogle erfarne folk i Godthåb, og de sagde: - Ja, nu begynder De måske at forstå lidt af det hele. Men langtfra alt ... 186 [7] Gammelt og nyt mådes i Umanak, hvor jordhusene endnu står Foto: Finn Borberg på pladsen