[1] iw^. DEN GRØNLANDSKE LANDSKASSES VIRKSOMHED II. Af regnskabschef Preben Linde l. det foregående afsnit af denne artikel er redegjort for baggrunden for den grønlandske landskasses virksomhed, og for hvorledes administrationen af de grønlandske kommuner er tilrettelagt, og i det følgende behandles de sider af landskassens og kommunernes virksomhed, som mere direkte kommer i berøring med befolkningen. Den næste hovedpost i det kommunale budget hedder „Sociale udgifter". Som det blev nævnt i indledningen, var forsorgen et af de områder, de nye kommunal- bestyrelser først måtte tage sig af, og den har i den forløbne tid stadig spillet en fremtrædende rolle. Omkring 1.5 millioner medgik der hertil i det sidst afsluttede regnskabsår. „Det sete afhænger af øjnene, der ser/' siger man. Hvis man vil være sortseer, kan man derfor udlægge anvendelsen af så store beløb til sociale udgifter som et bevis på, at befolkningen har svært ved at ernære sig selv, men man kan også tage det som et tegn på god samfundsorden. Det vil efter min mening ikke være forkert at lægge vægt på det sidste synspunkt; thi ved udarbejdelsen af de landsrådsvedtægter, hvorefter forsorgen administreres, har man i høj grad haft opmærksomheden henvendt på den danske sociallovgivning, der som bekendt er højt udviklet. Man har forlængst erkendt, at det er samfundets pligt og i dets interesse, at befolkningen lever under tålelige vilkår, og at det derfor må træde til, når nogle af den ene eller anden grund kommer i nød. Det er en opgave så vigtig, at den ikke kan overlades - som tilfældet er andre steder og har været i tidligere tider - til kirkens, privates eller forskellige sammenslutningers vel- gørenhed. Denne opfattelse er så rodfæstet, at den kommer til udtryk i grund- loven, der siger: „Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp fra det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder, c og det er de samme synspunkter, der har gjort sig gældende i Grønland lige fra oprettelsen af for- standerskaberne i begyndelsen af i86o'erne. Reglerne for, under hvilke omstæn- 190 [2] Indtil videre sorterer driften af brandvæsenet i Granland under landskassen, men meningen er, at kommunerne i fremtiden skål påtage sig disse udgifter. Billedet er fra en brand i det tidligere amerikanske konsulat i Godthåb, men rutebilen er kun til stede, fordi passagererne ønskede at overvære slukningsarbejdet. digheder hjælp kan ydes, har man i de førnævnte landsrådsvedtægter. Efter meget grundige behandlinger under landsrådssam]ingen i 1951 blev der vedtaget 4 om- handlende: udbetaling fra det offentlige af underholdshjælp til børn, børneforsorg, hjælp fra det offentlige og aldersrente. Selv om der således er tænkt på den grønlandske samfundsborger fra fødsel til død, er der i sammenligning med det tilsvarende danske lovkompleks kun tale om nogle fa og enkle bestemmelser. At bestemmelserne er få og enkle behøver dog ikke at betyde en lettelse; thi i tilsvarende højere grad bliver det af afgørende vig- tighed, at de administrerende myndigheder - i første instans de rundt om nedsatte forsorgsudvalg - fortolker bestemmelserne rigtigt og således, at den samme fortolk- ningspraksis anvendes i alle kommuner. Det er meget vigtigt for landsrådet at have opmærksomheden henvendt på dette punkt, således at der kan sættes ind med vej- ledende cirkulærer, såfremt for store forskelligheder i fortolkningen skulle vise sig. Inden jeg forlader de sociale foranstaltninger, skal lige nævnes den ikke helt ubetydelige udgift kommunerne har, når læge eller jordemoder skal tilkaldes, eller patienter fra udsteder skal .bringes til sygehuset, idet disse befordringsudgifter [3] kun påhviler den pågældende selv, såfremt personer inden for patientens husstand har mulighed for at klare transporten. De sociale udgifter udgør næsten 42 pct. af de samlede kommunale udgifter. I de kommunale budgetter optræder dernæst en konto, der hedder brandvæsen, men den spiller kun en ubetydelig rolle i øjeblikket og er nærmest oprettet, fordi det er sandsynligt, at driften af det brandvæsen, som i disse år udbygges ved statens foranstaltning, engang i fremtiden vil overgå til kommunerne. Derimod er „Den offentlige renholdelse , som den næste konto er benævnt, allerede ved at blive benyttet en hel del, selv om det var forudset, at der måtte gå en årrække, før et egentligt renovationsvæsen kunne drives ved kommunernes foranstaltning. Når der allerede nu ofres over 100.000 kr. årlig til dette formål, må det ses som et udtryk for, at de nye kommunalbestyrelser er ved at få et vågent øje for, at deres byer fremtræder så pæne og rene som muligt, hvilket naturligvis også spiller en rolle i sundhedsmæssig henseende. Der er grund til at nævne, at der er ret stor forskel på, hvor langt de enkelte kommuner er kommet i den ret- ning. Det har imidlertid sin ganske naturlige forklaring, når man tænker på, hvor udstrakt et areal de grønlandske kommuner er spredt over. Forskelligheder i kli- matiske forhold, erhvervsmuligheder og levevis gør, at udviklingen ikke skrider frem som trukket efter en lineal, og navnlig på dette specielle felt bliver der en forskel på de sydlige og de nordlige byer, hvor de grønlandske hunde optræder som en slags „forurenende renovationsvæsen". Lignende betragtninger gør sig gældende for „snekastning", som også har sin særlige post i budgettet. En effektiv snerydning finder nemlig kun sted i byerne af hensyn til biltrafikken. Endvidere gør det forhold sig gældende, at rydningen for en stor del foretages af hensyn til de statsdrevne virksomheder, hvorfor det også er staten, der bærer hovedparten af udgifterne. For såvel brandvæsen, den offentlige renholdelse som snekastning og endvidere for det begreb, der hedder gadebelysning, er det værd at iagttage det samarbejde, der finder sted mellem staten og landskassen. For alle disse områder gælder, at det er staten, der råder over de tekniske hjælpemidler, og tidligere betalte staten også for driften af dem, men nu er de grønlandske kommuner kommet så langt i udviklingen, at de betaler i det omfang, det er kommunale interesser, som står på spil. Måske kommer den tid også, hvor kommunerne selv kommer til at råde over et større teknisk hjælpeapparat, men så længe, det er muligt, vil det være en fordel både for staten og kommunerne at opretholde dette samarbejde; thi jo større arbejdsmarkedet er, des mere økonomisk er det muligt at udnytte de tekniske hjælpemidler. Kommunernes udgifter til de nævnte formål udgør godt 4 pct. af de samlede kommunale udgifter. 192 [4] I Sydgrønland beserges trafikken mellem byer, udsteder og bopladser af motorbåde. Landskassen har måttet påtage sig opgaven at