[1]
TANKER OM GRØNLANDS
KULTURELLE SKÆBNE
Af fru museumsinspektør Maliaraq Febæk
Ved Det grønlandske Selskabs møde i februar indledte Frederik Nielsen en in-
teressant diskussion over emnet: Grønlands kulturs skæbne i dag. Ved at høre
Frederik Nielsen og de følgende talere dukkede lysten op til også at være med i
diskussionen, fordi dette emne ikke er fremmed for én, men tværtimod et emne, som
man har været optaget af snart i mange år. Der blev sagt så meget klogt og rig-
tigt både af indlederen og af de første, der kom med indlæg til diskussionen, at
man kunne fristes til at sige, at der jo sådan set ikke er mere at føje til. Og dog
spørger man, om ikke det var værd at komme frem med de tanker, som fylder én,
tanker, som vil frem, fordi man selv tror på dem.
Hvad et det så for tanker? Der er sikkert dem, som vil finde, at tiden ikke er
moden til at forsøge at realisere disse tanker. Men under en diskussion må der
lyttes til alle forskellige forslag, særlig når man har et så alvorligt problem at
behandle som det at bevare og udvikle den grønlandske kultur. Et alvorligt spørgs-
mål, som må løses med forstand og varsomhed, men ingen umulig opgave. Hvem
skal prøve at løse opgaven? Det skal grønlænderne selv i samarbejde med dan-
skerne. Men man kan ikke sætte en hvilken som helst grønlænder til opgaven,
lige så lidt som man kan tage hvem som helst blandt danskerne. Der skal egnede
folk til, folk som har den rette interesse og forståelse for sagen. For at få det
bedste resultat ud af arbejdet, skulle man tro, at man må begynde helt fra bunden.
Det vil sige ved skolen. En vel tilrettelagt skoleundervisning må være grundlaget
for at få et folk, som må blive egnet til arbejdet, som har en ægte interesse, og
som ønsker at bevare og udvikle landets egen kultur.
Grønlænderne selv må uddannes og udvikles i Grønland. De må have rod og fod-
fæste i det land, som de senere hen i livet skal leve og arbejde i. Kunne skolerne
i Grønland - også de højere skoler - gøres lige så gode som de danske skoler her-
nede, ville det være det bedste for Grønland og grønlænderne. De ville således
ikke behøve at rejse langt bort og i lang tid for at få en tilfredsstillende uddan-
229
[2]
nelse. Uden at ville beklage mig, vil jeg sige, at jeg nu synes, at mine jævnal-
drende og jeg i sin tid rejste for tidligt ud fra vort land for at videreuddanne os:
kort tid efter konfirmationen - i den periode af ens liv, hvor man er allermest
modtagelig for påvirkning udefra. Og mens man opholder sig i Danmark i 4-5 år,
måske mere, og suger alt det nye nye og spændende til sig, glemmer man ganske,
at ens u d vikling som grønlænder faktisk standser fra det øjeblik, man efter ankomsten
til Danmark kommer på en skole eller i et dansk hjem. Bl. a. undervurderer man
den tid, den unge grønlænder må bruge her i Danmark blot for at følge med sine
kammerater. Han opdager, at hans dansk er meget mangelfuldt, og han må bruge
ekstra tid for at vænne sig til de mange nye udtryksmåder. Han opdager, at han
og hans kammerater ikke har brugt samme bøger, har ikke hørt samme even-
tyr og historier og aldrig læst de drengebøger, som hans danske kammera-
ter kender som en selvfølge. Samtidig må han lære og sætte sig ind i dansk
tankegang og danske livsvaner, som er forskellige fra de tilsvarende grønlandske.
Han har sit mål: Han skal have samme afgangseksamen som sin danske kamme-
rat. Er der så nogen, som kan undre sig over, at der ikke bliver plads eller tid
også til udviklingen som grønlænder. Selv mærker han det først, når han vender
tilbage til Grønland. Han er ikke blevet dansk i fraværelsens år, på den anden
side er han kommet bort fra dem deroppe. Han møder vanskeligheder, måske alle-
rede den første dag. Han er for ung og slet ikke klog nok til at prøve på at for-
stå sine landsmænd, der stiller store forventninger til ham. For nogles vedkom-
mende kan hjemkomsten måske få dette forløb: Hans familie venter ham glade
med en festlig modtagelse, stort kaffemik, ølmik og måske dansk frugtvin som
det bedste traktement. Men - hvor skal han sove? Jo, sammen med de andre i den
ene ende af husets to stuer. Familien tænker slet ikke på eller er slet ikke klar
over, at han i Danmark har haft sit_eget værelse. Er her et vaskerum, et toilet?
Nej. Som barn tænkte han aldrig på disse mangler ved hjemmet, nu ser han blandt
andet det. Viser han den mindste utilfredshed, kan han risikere at blive beskyldt
for at være for fin til sit gamle hjem. Jo, for den unge hjemvendende grønlænder
er det svært at finde den rette balance. Denne fremstilling sætter måske sagen lidt
på spidsen, men der skal nok være en eller anden, som vil nikke genkendende til
den før beskrevne hjemkomst. Heldigvis er der en del grønlændere, som far egen
bolig som danske tjenestemænd, når de kommer tilbage til Grønland med en god
uddannelse; og der er heller ikke så få, der har store og gode hjem at komme
tilbage til. Men alle har de et problem, som kun de selv kender. Og måske derfor
kommer længslen efter Danmark, landet som har givet dem de bedste ungdomsår.
Hvis nogen finder, at jeg er kommet for langt bort fra emnet: Bevarelsen og
udviklingen af den grønlandske kultur, da vil jeg sige, at jeg har den tro, at lyk-
230
[3]
Gammel fanger fra Kangeq ved Godthåb.
Foto: Vebæk
kelige mennesker kan arbejde med større interesse for deres lands historie og
kultur, og dette gælder naturligvis også grønlænderne. De unge kan ikke udføre
et tilfredsstillende arbejde, hvis de hele tiden længes efter et andet land og deres
ungdomsvenner dér. Her mener jeg så at være nået tilbage til mit udgangspunkt:
Lad de unge grønlændere få deres uddannelse oppe i deres eget land og lad dem
så vidt muligt udvikles deroppe, så de lærer deres fædreland og dets sprog fuldt
ud at kende, så de får deres venner blandt landsmænd, før de som voksne rejser
231
[4]
til Danmark for at supplere deres kundskaber. De skulle da have mulighed
for at have en ægte interesse og forståelse for bevarelsen af Grønlands sær-
prægede kultur.
Praktikere og finanseksperter vil straks sige, at det ikke er muligt at oprette
et gymnasium i Grønland nu. Det er for dyrt, og eleverne kommer til at mangle
for meget med hensyn til udviklingsmuligheder åndeligt set. Men da er det, man
fristes til at spørge: Er det da ikke dyrere at gøre flere unge grønlændere split-
tede i sindet? For vi bliver splittede i sindet, når vi efter så lang tids ophold i
Danmark ikke længere k^n undvære de goder, som Danmark har lært os og gi-
vet os, samtidig med at længslen efter Grønland altid brænder i os.
Da det grønlandske seminarium i sin tid begyndte sin virksomhed, svarede det
heller ikke til de danske hernede. Alligevel uddannede det en mængde gode ka-
teketer og grønlandske præster. Netop gode grønlandske mænd. Jeg nærer den
største ærbødighed for vore fædre, som var de rette mænd for Grønland, uden at
mange af dem har sat deres ben i Danmark. Udviklingen gjorde, at vi, døtre og
sønner af de udmærkede mænd, ville og måtte lære mere, måtte rejse langt bort
for at hente lærdom til dem, som måtte blive deroppe. Men når det nu har vist
sig, at vi er så begærlige, at vi ikke vil nøjes med at lære af Danmark, men også
vil eje Danmark med foruden Grønland, ja, så er det, ligesom om noget er gået i
stykker, for det er uhyre svært at have to fædrelande. To så forskellige lande, to
lande som ligger så langt fra hinanden som Danmark og Grønland. Derfor, hvad
gjorde det, om et gymnasium i dag i Grønland kom til at mangle noget, hvis blot
det kunne gøre grønlænderne lykkelige? Om 100 eller 200 år kommer det nok
til at svare til det danske. 100 år er ingen tid målt med historiens ur. Man hører
ofte beklagende bemærkninger om, at for mange grønlændere ønsker at forblive
i Danmark. Jeg tror, man fik flere hjem til Grønland igen, hvis de unge ikke rej-
ste for tidligt ud.
Lad mig vende tilbage til hovedemnet: Den grønlandske kultur, som vi vil be-
vare og udvikle. Men hvordan gør vi det bedst? Blandt andet må, således som
det allerede er fremhævet af Frederik Nielsen, de gamle grønlandske sagn og for-
tællinger indgå i undervisningen. Det er forbavsende fa unge grønlændere, der
kender de ellers så interessante sagnfortællinger. Selv de klassiske sagn om Kags-
sagssuk og Aqigssiaq kendes af de fleste kun af navn, i bedste fald blot i store
træk. Også gamle grønlandske skikke og særprægede lege vil det være interessant
at kende mere til.
I de 12 år, der er gået siden krigen sluttede, er der sikkert sket meget store
forbedringer i skoleundervisningen. Det er ikke muligt for os, der ikke har haft
kontakt med skolearbejdet deroppe i alle disse år at sige, hvordan det bør være.
232
[5]
Sydgrønlandsk fjord i Julianehåb distrikt.
Foto: Vebæk
Vi kan kun spørge, og blandt andet kunne vi lide at vide, om der foretages årlige
skoleudflugter til bopladser og fangstpladser, hvor der endnu findes de mere pri-
mitive grønlændere, som også kender noget til de gamle grønlandske skikke? På
sådanne ture havde skoleeleverne mulighed for at lære sælflænsning, skindbered-
ning og lignende på stedet. Ligeledes må det være en selvfølge, at der på de store
skoler findes et fuldstændigt sæt kajakredskaber til undervisningsbrug. Skindsy-
ning og skindbroderi måtte også indgå i håndarbejdstimerne, hvad der måske er
tilfældet allerede. Og lad os gå mere i grønlandsk præget påklædning. Jeg ved
godt, at det er meget dyrt at lave den grønlandske nationaldragt, og at skind er
blevet vanskelige at få, men måske skulle man begrænse salget af skindarbejder
til færre og bedre varer og derved få skind til kamikker og bukser. Vi må gå
mere i anorakker, også pigerne. Det ville måske ikke se så dårligt ud med silke-
anorakker til unge piger i stedet for almindelige silkebluser. Lad os lave og gå
meget mere med grønlandske smykker af ben og perler. Jeg tror, at man skulle
gøre grønlandsk præget påklædning til mode i Grønland. Kunne man overbevise
pigerne om det, skulle de nok komme med. Jeg har den teori, at hvis man følte
233
[6]

sig mere grønlandsk - også i påklædningen - kunne interessen for alt, hvad der
er grønlandsk, herunder landets historie, måske også vågne hos de ganske unge.
Det er nu så glædeligt og interessant, at vi har fået forbindelse - omend kun
lige begyndt - med Nordamerikas eskimoer, vore nærmeste stammefrænder. Sam-
tidig forbavser det én at høre, at de står så meget tilbage i udvikling i forhold til
os i Grønland. De har heller ikke haft Danmark som værge. Man nærer allerede
søsterlige følelser for dem derovre og får lyst at spørge lille mor Danmark, om
vi ikke nok må komme rigtig meget sammen med dem. Vi har sikkert meget hver
for sig, som vi kan lære hinanden. Hvis de derovre har mer tilbage af den oprig-
tighed, som et primitivt menneske som regel er i besiddelse af, end vi har i Grøn-
land i dag, så ville det sikkert være sundt for os, om vi sluttede os til dem på
dette punkt. Endnu er der grønlændere, som siger deres mening lige ud, hvad
enten den er behagelig eller ej, men de bliver færre og færre. Denne umiddelbare
og åbne tale- og væremåde, som vore forfædre evnede, er vi i gang med at miste,
fordi vi er så optaget af at blive civiliserede og få civiliserede skikke, som måske
ikke på alle måder passer til Grønland. Endnu er naturen den stærkeste, så lad
os være naturlige så længe som muligt.
Det er uhyre spændende at lære vore eskimo-naboer at kende og se, hvad vi
kan lære af dem, og hvad vi eventuelt kan lære dem. Måske kunne de engang ad
åre komme over til os, hvis de skulle få det for trangt derovre. Vi synger ganske
vist, at Grønland med sit „hvide hår" er et gammelt land, men jeg har nu min egen
forestilling om, at Grønland er så ungt et land, at det knapt nok er kommet helt ud
af svøbet. Engang om tusinder af år, når andre lande er blevet gamle og trætte, så
ligger Grønland måske - næsten uden indlandsis - rigt og lykkeligt med særpræget
befolkning. Jeg kan blive i helt godt humør ved tanken! Og hvor spændende er det
ikke for Danmark, som er ved at omdanne og oplære det unge land. Men hvilket
ansvar har Danmark ikke derved!
Undertiden føler jeg, at jeg har levet flere liv. Jeg er født og opvokset på en
lille boplads, hvor der kun boede ca. 25 familier. De levede udelukkende af sæl-
fangst og fuglejagt. Min fader, som ellers også var en fin kajakroer, var ikke fan-
ger, men overkateket og bestyrer af den lille butik. Når man er vokset op på
sådan et lille sted, kan man sommetider tage sig til hovedet og spørge: „Er det
virkelig dig, der med stærke barndomsdrømme om at komme til Danmark, nu er
blevet en ganske almindelig dansk husmoder?"
Frederik Nielsen beklager sig over, at der i dag ingen grønlændere er, der skri-
ver så gode digte som den forrige generation. Mon ikke vor undskyldning er den,
at vor udvikling er gået for hurtig. Det er ikke fremmende for gode og rolige
skribentarbejder, som vore fædre præsterede dem. Men måske kan også vi blive
234
[7]
modne til at skrive gode digte, når blot vi er blevet noget ældre og har fundet
roen igen!
Når man er blevet fastboende i Danmark - og vi er dog mange, der er det i dag -
så savner man tit åndelig forbindelse med Grønland. Jeg beklager som Frederik
Nielsen, at Grønlandsministeriet er det eneste åndehul for grønlandsk kultur i
København i dag, når så mange grønlændere lever hernede. Vi har meget lidt
mulighed for at dyrke den grønlandske kultur. Foreningen „Kalatdlit" er blevet
for stor til denne specielle opgave. Man savner en lille klub, hvor vi grønlændere
kan samles for at tale om grønlandske emner og udveksle meninger; et sted, hvor
vi ved gensidig hjælp kan berige vor viden, ikke blot om vort lands kultur før
og nu og i fremtiden, men også om europæisk kultur, specielt dansk. Vi kunne
også lære mere at lytte til den højere musik for at kunne glæde os over den. Her
kunne vi måske genfinde roen, der flygtede for vor iver. Men hvor? Og hvem
kan begynde.
Hvis nogen har orket at læse denne lange artikel, vil de måske få det indtryk,
at man vil beklage sin egen stilling. Jeg vil ikke ombytte min tilværelse med en
anden; men man har det ikke helt nemt med sig selv, når man græder af glæde
ved gensynet med Grønlands barske fjelde, og græder igen, når man efter et års
ophold deroppe hører radioen spille: „Der er et yndigt land."
Ovenstående fremkom som indlæg ved drøftelsen af Frederik Nielsens foredrag- i Det grønlandske Selskab
den 18. februar.
235[8]