[1]
HVERDAG I GODTHÅB
Af journalist Jørgen Felbo - Tegninger af Alex Secher
VJrønlands hovedstad er lille målt med indbyggertal. Godt 2000 mennesker -
tallet lidt svingende med sæsonen. En lille by. Og dog. Man må mindes den
gamle Andersens eventyr om „Vanddråben". Kan De huske det? Gennem forstør-
relsesglasset betragtes en dråbe grøftevand. Man ser „over tusinde underlige dyr,
som man ellers aldrig ser i vandet, men de ere der, og det er virkeligt. Det ser
næsten ud som en hel tallerken fuld af rejer, der springe mellem hverandre, og
de ere så glubende, de rive arme og ben, ender og kanter af hverandre, og dog
ere de glade og fornøjede på deres måde ... de nippedes og nappedes, bed hin-
anden og trak hinanden frem. Hvad der var nederst, skulde øverst, og hvad der
var øverst, skulde nederst. Se! se! hans ben er længer end mit! baf! væk med det!
Der er en, som har en lille knop bag øret, en lille uskyldig knop, men den piner
ham, og så skal den pine mer! Og de hakkede i den, og de trak i ham, og de åd
ham for den lille knops skyld."
Sådan fortæller Andersen om vanddråben, der var som en hel lille by at se på,
hvor folk hakkede og åd hinanden og dog var fornøjede på deres måde, kun en
vanddråbe, men et univers af problemer.
Citatet er ikke bragt for at kaste nogen som helst skygge over Grønlands hoved-
stad - men blot for indledningsvis at slå fast, at Godthåb i virkeligheden ikke
med hensyn til de store generelle ting er væsensforskellig fra andre samfund i
Danmark eller andet steds i verden. Og det kan nu være godt at få det sagt om
grønlandske forhold engang imellem for at komme den myte til livs, at grønland-
ske problemer er enestående i verdensrummet. Til langt det meste af, hvad der
møder en i Godthåb og i Grønland iøvrigt, kan man reagere ligesom to personer
fra hvert sit sted, der i en af Holbergs komedier ved at lytte til hinandens beskri-
velser hvert øjeblik må sige „Li'sådan hos os".
Godthåbs seværdigheder og ydre hovedkarakteristika er formentlig forlængst ble-
vet beskrevet i detailler af folk, der hver på deres felt har større forudsætninger
252
[2]
Z)^/ gamle Godthåb set fra Radiofjeldet.
derfor end nærværende skribler. Har vi ikke i tidsskriftet „Grønland" haft beskri-
velser både af vandforsyningen og af sanatoriet og dets drift og resultater! Ingen
forventer sagkundskab af journalisten - tværtimod anses det for journalistens for-
nemste opgave at få sagkundskaben til at ranke ryggen i glad bevidsthed om, at
den har forpagtet sandheden, mens journalisten for hver linje han nedfælder kun
fører stærkere bevis for sin uformuenhed. Vi griber altså sagen journalistisk an,
ser på lidt hist, lidt her, plukker en blomst det ene sted og en et andet - for dog
til syvende og sidst at håbe på, at der kan komme en buket ud deraf - en buket
til hyldest for denne lille vanddråbeby. Thi alt taget i betragtning kan man godt
bringe sin hyldest uden at gå sandheden for nær. Ikke den store gammeltradi-
tionelle grønlandshyldest, der formuleres, blot fordi vi har med Grønland at gøre.
Tiden er løbet fra den, mine herskaber, men den stilfærdige solide hyldest, pas-
sende til en ny tids vilkår - den hyldest, der har noget med hverdag at gøre, den
hyldest man kan bringe den lille kontormand, der passer sit arbejde, som det skal
253
[3]
passes, men alligevel en gang imellem tager øjenskærmen af og bliver fjern i blik-
ket. Den hyldest som den arbejdskrogede husmand fortjener, ham der i ydmyghed
gør jord skikket til at bære nye afgrøder, og som engang imellem sætter sin traktor
i stå for at følge regnens frugtbarheds-givende dans over bakkerne og lærkernes
solskinssang mellem skyerne. Den hyldest man bringer arbejdet, der har råd til
drøm og fabuleren, hverdagen, der nu og da forgyldes afmålsætningens søndagssol.
Der bliver bestilt noget i Godthåb! Det er ikke ukendt, at raske iagttagere for-
tæller hinanden og en taknemligt lyttende omverden, at i Godthåb lever vi af at
„barbere hinanden". Og „administrationspaladset" i Godthåb falder naturligvis
især i øjnene. Ligesom den røde bygning i København. Var det mon ikke på tiden,
at man blandt godtfolk opgav den noget mølkugleduftende blanding af jurist-
forskrækkelse og juristtilbedelse. Sagen er dog den, at disse „priviligerede mappe-
mænd" ikke har andet tilbage af deres privilegier end pligten til at benytte lidt
dyrere arbejdstøj end de fleste andre af samfundets medarbejdere. Til gengæld for
dette privilegium får de en gage, der vil få adskillige andre til at vise ubehersket
munterhed, og hertil bevidstheden om almindelig upopularitet. Jeg vil ikke gøre
afsnittet om paragrafmændene i Godthåb (og jeg mener altså, at det har gyldighed
også for medlemmerne af klanen i den røde bygning) langt og floromvundent,
men nøjes med at gentage, at man som udenforstående og derfor refleksmæssigt
bedrevidende trods alt ofte bremser op, når man begynder at generalisere fra de
naturligvis forekommende administrative „brølere" til^helheden, fordi det slår en,
at brølernes omfang og antal målt med de muligheder, der heroppe består for at
udfolde sig som dummepeter, er beskedent.
Som man i København kan se d'herrer sekretærer fra Slotsholmsgade bevæge
sig til S-toget med fede mapper til studium i aftentimerne, kan man se det heroppe.
Og der'brændes ikke helt lidt lys i de røde barakker., der lidet træffende har fået
navn af „administrationspalads". Jeg tror personligt, at det er rigtigt at tage disse
ord med i en hverdagsskitse fra Godthåb - bl. a. fordi en nyindstilling over for
„disse jurister" eventuelt kunne medvirke til, at de „slappede af" og i højere grad
erkendte sig som accepterede og derefter også i højere grad accepterede andres
mere eller mindre beskedne indsigt og specialkendskab til bedste for det samlede
arbejdsresultat. Arbejde er nemlig en nødvendighed i Godthåb som overalt, men
samarbejde uden skelen til andet end det rationelle, til endemålet, er det udslag-
givende. Man kunne sikkert komme længere frem ad samarbejdets vej, end man
allerede er nået - men måske er forklaringen den, at arbejdets pres tit er så bety-
deligt, at der ikke skønnes at være tid til den velforberedte, korte samtale eller
sludder om tingene, der kunne få samarbejdets blomst til at springe ud. Det er jo
de færreste, der kan være mere end i bedste fald et par steder ad gangen.
254
[4]
Grønlænderhuse i Islandsdalen.
Apropos arbejde - så burde det være bedre kendt ikke mindst i det sydlige
Danmark, hvor mange folk heroppe der egentlig påtager sig arbejdsbyrder ud over
den rigelige tildeling, som selve deres job pålægger dem. Måske er der noget om
den tale, der høres mere og mere, at nyankomne ikke som før i tiden har lidt
grønlandsfeber i blodet, lidt idealisme, lidt positiv vilje til at være med til andet
end lige akkurat at klare dagen og vejen. Hvis det er rigtigt, kan det skyldes, at
tempoet er blevet hårdere i Godthåb i de sidste år. Det er imidlertid en åbenbar
kendsgerning, at der stadig er mange, der gerne vil være med i alt det frivillige
„udenomsarbejde", og der er også nogle af de „gamle", der ikke er blevet trætte.
Man skal vare sig for at nævne navne, og formentlig forventer staten som en selv-
følgelighed, at enhver gør sit yderste og lidt til. Men når vi nu et øjeblik befinder
os i administationsbarakken i Godthåb, bør det være tilladt at sige om en fornylig
bortrejst Godthåb-borger gennem fem år, at han udmærket kunne tages som et
eksempel på, hvad adskillige præsterer af fritidsarbejde. Mange i Godthåb fandt,
at den pågældende var en god repræsentant for noget af det, der er brug for i
Grønland. Der sidder et par mennesker på forvaringshjemmet her i byen, som
255
[5]
i ham vil have set noget af kriminallovens ide virkeliggjort. Den pågældende var i
meget høj grad eet med „hverdag i Godthåb" - derfor denne lille minderune.
Hvorhen næste gang? Tværs over Skibshavnsvejen til damefrisørens salon. En
dygtig grønlænderinde, hvis fordelagtige udseende og milde smil gør, at man gerne
trods blæst og kulde lader sig klippe en gang ekstra, har her skabt en virksomhed,
der vel fuldt står på højde med, hvad der præsteres i mangen en dansk provinsby.
Eller videre op til Godthåbs skoleområde, hvor man kan være sikker på at træffe
unge grønlændere, der er gjort af det samme nysgerrighedens og fremdriftens
råmateriale, som er karakteristisk for dem, der ikke betragter skolegang som
noget, der skal overstås, men som vejen til en verden, der skal erobres, fordi den
er lokkende og skøn. Det er unge, som Danmark kan være bekendt. Men for-
resten myldrer det her i området med skolebørn. Formiddagen igennem er byens
lydbillede isprængt det tornysterrasleri, der hører skolevejene til. Lederen af Grøn-
lands skolevæsen kan høre rasleriet af penalhusene ind på sit kontor, hvor han
sidder og spekulerer på skoleradio og seminariereformer og andet gods. Han har
siddet i Grønland så længe, at han ifølge alle naturlove burde være et bjerg af
pessimisme og træthed. Men bed ham en gang redegøre for nytilkommende
problemer i sit kære skolevæsen i en radioudsendelse -! Man kan godt slå mikro-
fonen fra, så indtrængende og begejstret og overbevisende - og så let hørligt lader
han sine meninger komme til orde, at det ikke er langt fra, at de kan høres meget
langt selv uden mikrofon. Grønland kan åbenbart også gøre folk yngre.
For at vende os til det materielle bør vi også aflægge besøg i byens forretninger.
Det er ingen overdrivelse at sige, at butikken - i hvert tilfælde set med en mands
øjne - praktisk talt har, hvad man kan finde på at spørge efter, naturligvis med
de svingninger, som sæson og sejlads betinger. Der er efter min bedste overbevis-
ning ikke noget at lave vrøvl over m. h. t. Godthåbs kongelige butik og dens
forskellige underafdelinger - eller i hvert tilfælde er der ikke mere at lave vrøvl
over, end der vil være i en hvilken som helst dansk forretning. Det er min faste
tro, at laves der vrøvl, er det nu engang fordi det anses for nødvendigt at krydre
tilværelsen med et vist kvantum vrøvl. Og hjemover gør det sig naturligvis altid
at understrege den barske arktiske tilværelses strabadser - tænk, hvis familien fik
færten af, at Godthåb er en almindelig by med gadebelysning, stigende motortrafik
på vejene, renovationsvæsen, velforsynede forretninger o. s. v. For butikken er jo
ikke den eneste forretning i byen. Husmødrene kan bevæge sig hen til byens
grønlandsk ejede private viktualieforretning og bede om afskåret og om salater,
om flæskesteg og bøfkød. Og hos Godthåbs danskejede private „stormagasin" kan
husmoderen foretage sammenligning med KGHs priser på en række områder. Jeg
aner personligt ikke, hvordan en sådan sammenligning ville falde ud, men jeg ved
256
[6]
Godthåb skibshawn med fjeldet Sadelen i baggrunden.
bare, at i dette stormagasin kan man købe sig en habit og en natpotte, fyrværkeri
og hyldepapir, stearinlys og nyloner, hvis man synes, at udvalget af disse varer
gefkller én bedre end dem, som butikken på det tidspunkt har at fremvise. Byen
har også en privat bog- og papirhandler, og fra tid til anden er der også en mand,
der ved døren forespørger, om man er interesseret i fugle og friske fisk. Hvo,
som klager forsyningsmæssigt i Godthåb, er et skarn!
Vil De med i biografen? Den er ikke spændende, men der er vist adskillige
ældre forsamlingshuse på landet, der ikke er så frygteligt meget bedre. Jeg vil ikke
nægte, at luften kan blive lidt tyk under biografbarakkens halvrunde bliktag -
men stik næsen inden for til højskoleaften i Gundsømagle, min far! Nå, natur-
ligvis håber Godthåb nu på forsamlingshuset. Der er voksende behov for det, men
„biografbarakken" har såmænd gjort sin pligt udmærket i mangel af bedres havelse.
Der er altid folk på gaden i Godthåb. Man kan gribe sig i at overveje, hvad de
egentlig alle sammen vandrer af sted der efter, men administration, skoler og for-
retninger og byens andre virksomheder sender stadig folk på gaden, og GTOs
travle lastbiler har nok at gøre. Er det sol, ja, så går man der måske bare for solens
skyld og for at hilse på og høre nyt, hvis man ellers skulle have tid til den idræt.
257
[7]
Når vi nu er nået til menneskene på gaden, forventes det, at der skal siges noget
om forholdet mellem byens to sproggrupper. Personligt synes jeg, at man snart
skulle tage dette emne af dagsordenen -. Den evige diskussion for og imod, om
problemet består, ender ellers i det lange løb med at være problemskabende. Men
altså nok en gang: Jeg har ikke hverken med lup eller spade kunnet fremdrage
noget som helst generelt modsætningsforhold, og det har naturligvis frydet mit
hjerte, for den generation, der under krigen så og efter krigen har set racebestemt
modsætningsforhold ude i verden, har een gang for alle noteret sig den slags som
en umenneskelig tåbelighed. I denne by som overalt er der mennesker, der kan
lide hinanden, og mennesker, der ikke kan fordrage hinanden. Der er mennesker,
der sladrer om hinanden, og der er mennesker, der hjælper hinanden og det mest,
når behovet for hjælp er størst. Der er folk, der er misundelige på hinanden, og
der er dem, der er tilfredse og under naboen hans, fordi man selv er tilfreds med
sit. Det er ikke hårfarven, der betyder noget i hele denne sag. Sproget derimod
kan komme ind i billedet, for det er nu engang svært at få talt ud om problemerne,
hvis man ikke forstår hinandens tungemål! Men som tiden går, er der flere og flere,
der forstår hinanden bedre og bedre - også sprogligt.
Jeg tror navnlig, at man er ved at forstå, at det i spørgsmålet om forholdet
mellem de to befolkningsgrupper er vigtigt, at hverken den enes eller den andens
folkelige oprindelse i sig selv betragtes som udslaggivende, men alene argumenter,
uddannelse, karakter o. s. v. Altså en forståelse for, at den ene form for forskels-
behandling (for at nævne dette ord for første og sidste gang i denne artikel) er
lige så forkert som den anden. Lad os foretage den sidste rest af det manglende
arbejde for at opnå normalisering på hele dette område ved at vogte os for at gå
fra den ene grøft til den anden og så iøvrigt ved at betragte diskussionen som af-
sluttet. Ingen har brug for dens fortsættelse.
Ting og problemer i et lille samfund kan fra tid til anden slide mere på nerver
og velbefindende, end tingene i sig selv gør det rimeligt. Det kan ikke være
anderledes, thi sådan er lovene for livets gang i Lidenlund, hvor end denne by
er placeret. Men i Godthåb som i andre grønlandske byer har vi lige uden for
døren en natur, der får forvoksede, selvskabte problemer til at opløses i den klare
luft over fjeldene.
Det er blevet en banal kliché at tale om det „store, skønne land". Men følg
årets gang og vejrets vekslen bare et kvarter fra Deres bolig eller arbejdssted
heroppe. Kravl foroverbøjet frem over fjeldene i snestorm ved efterårstide og lyt
til fjorden, der grådigt strækker hvide skumarme op imod den formastelige, der
tør møde vejrets majestæt. Lad Deres ski trække lange kølspor gennem uberørt
sne i blændende sol en forårsdag fra fjeldside til fjeldside, se op mod fjeldkam-
258
[8]
Nv Herrnhut.
mene, hvor en lille munter hvirvelvind får millioner af krystaller budt op til dans
- og mærk, at salig træthed puster Deres hoved fri for støvede skrivebordsbekym-
ringer. Gå med mig gennem den klumpende tøsne, når den tid er inde. Se Deres
spor ligge som en perlekæde bag Dem fra højdevarde til højdevarde. Sig goddag
til det første snespurvepar, lad Dem fylde med undren over mostotterne i de små
forsænkede hulrum i den vigende sne - totterne, der har trukket solens stråler
kraftigere til sig end den hvide, reflekterende sne og som derfor kommer hurtigere
til bunds. Det er, som disse små puder mos, endnu levende, illustrerer landets
længsel efter at få taget fat på den korte vækst- og blomstringsperiode. Mosset
vil ned og have tag i jordbunden igen. På sydskråningerne breder små knudrede
vækster deres grene ud som gammelkonehænder, der vil indsuge den gode sol-
varme i endnu et forår. Selv sætter man sig salig i den første våde, visne lyng,
der dukker op, lytter til fjorden, der nu snakker sommerligt og pjanket med en
lyseblå isskosse, lytter til dråberne, der snakker mellem klippeblokkene, fængslet
259
[9]
hver aften endnu i istapper, men frigivet hver morgen af solen og rendt væk, før
nogen far set sig om.
Og kom her på sommerdagen, hvor bjergene svæver i varmedisen, danser for-
pustet af lutter hede og fornøjelse. Furede er de under toppenes hvide hår. Fjerne
elve på skråningerne er som livsglædens tårer, der strømmer de hvidhårede gam-
linge ud af øjnene under deres sekstur med solstrålerne.
Ja - gå med bare et kvarters gang bort fra Deres bolig eller arbejdsplads, så vil
De se Godthåbs lille „vanddråbe" med dens tusinder af problemer få sit rette
størrelsesforhold. Det giver lyst til at arbejde videre og glæde ved at arbejde vi-
dere. Som altid, når alt kommer på sin rette plads.
260[10]