[1] FRA MØRKEFJORD TIL KØBENHAVN I 1940 Af amanuensis Niels Haarløv .Tor mange danskere vil 1940 komme til at stå som året, i hvilket gamle vaner og traditioner blev sønderrevet og erstattet med udviklingslinier og erfaringer, man aldrig nogensinde før havde drømt om at blive udsat for. I Grønland blev samme år grundstenen lagt til det samfund, der nu er i en så rivende udvikling; men også for de danskere, der blot havde planlagt et kortere besøg i landet, blev året af skelsættende betydning. For os fire medlemmer af „Dansk Nordøstgrønlands Expedition", hvis ledere var Eigil Knuth og Ebbe Munck, og som sad i vort ekspeditionshus ved Mørke- fjord i Nordøstgrønland og lyttede til den norske frihedskamp over Tromsø Radio, blev det hurtigt klart, at vi måtte indstille os på en hel anden tilværelse end den, vi havde planlagt, da vi rejste herop. Men først, da vi fra landsfogederne fik besked om at handle efter conduite, samt at Scoresbysund ville blive besejlet fra vestkysten, kunne vi begynde at lægge planer for vor fremtid. Resultatet heraf blev, at stationens leder, den nu afdøde forfatter Andreas Hvidberg, telegrafisten Kristian Madsen samt daværende fangstmand Carlos Ziebell skulle forblive på stationen endnu et år, mens jeg selv sammen med maskinmester C. H. Schultz, der det år lå som fangstmand på den nærliggende fangststation Hvalrosodden, skulle prøve at rejse til Scoresbysund og derfra til vestkysten, hvor han ville søge at få beskæftigelse i sit fag. Selv var jeg også interesseret i at komme derover for om muligt derfra at nå hjem og genoptage mine studier i zoologi. Før Schultz's og mine forberedelser til turen imidlertid var afsluttede, var vi nået frem til den 13. maj, og ud fra et fornuftigt synspunkt skulle man så nær sommeren ikke påbegynde en ca. 1000 km lang slædetur, der ydermere gik syd- på; men vi gjorde det naturligvis alligevel. Det første stræk af vor slædetur fra Mørkefjord og sydpå til Scoresbysund gik gennem Dove Bugt, langs med yderkysten og ind i fjordsystemerne, til vi nåede fjorden Loch Fyne. Føret havde på denne del af rejsen været forholdsvis godt, men nu mødte vi imidlertid foråret, som var for nordgående, og vor videre færd 295 [2] fik derfor et præg, som ganske adskiller den fra det, man ellers normalt forbinder med en slæderejse - og samtidigt motiverer de følgende sider, som skal være en beretning derom. I de sytten år, der imidlertid er forløbet, siden slæderejsen fandt sted, er så mange ting sluppet ud af min hukommelse, at jeg i det store og hele vil foretrække at holde mig til mine dagbogsoptegnelser: 3O.~5. Næste rejseetape gik kun til den mellemste hytte i Loch Fyne. To elve har vi nemlig måttet passere, og ved hver har vi måttet surre af og bære bagagen over. Nu sidder vi i hytten og venter på, at en svær tåge skal lette så meget, at vi kan fortsætte rejsen. Klart vejr må vi have, dels fordi vi snart skal passere nogle store elve, hvis rullende lyd vi tydeligt hører, dels for at vi kan orientere os på det flade land mellem Loch Fyne og Myggbukta. I dag, den 2.-6., er vi nået til Myggbukta. Dag og døgn kan vi ikke finde ud af mere, men et til halvandet døgn har vi været om turen fra „Bundhuset" i Loch Fyne til Myggbukta. Det tøede hele tiden; den sne, der var tilbage, var tung, elvene var brudt op, kløfterne fyldte med snedynd, skyerne hang lavt, regnen faldt næsten uophørligt, snart ganske svagt, snart kraftigt, slæderne blev tungere og tungere, jo vådere de blev, landet var vanskeligt at orientere sig i, især i de- taillerne, mudder sugede mederne fast, når vi kørte over snebart terræn, tre gange måtte vi surre af og først bære godset over elvene for derpå at køre over med de tomme slæder. Sikkert ikke mange timer efter ville den største af elvene, hvor vi kørte på en isbund, have været ufremkommelig. Atter og atter truede tågen med at tilhylle landskabet. Kort sagt snedynd og vand overalt. Og så var vi endda heldige; for var tågen virkelig kommet, havde vi uden noget telt for alvor været i knibe. Men nu er vi heldigvis på Myggbukta, hvor vi er blevet modtaget på det hjerteligste: saftig oksesteg til os og kød til hundene. Det er nu blæst op til storm. Den 4--6. ligger vi endnu på Myggbukta, hvor vi bliver beværtet på det bed- ste. Men vi vil alligevel hellere af sted nu; dog tåge, sneslud og usigtbart vejr holder os tilbage. I ca. 10 timer har vi haft sigtbart vejr; men da vi ville starte hen under aften, tyknede det hastigt til, så vi atter måtte surre af slæderne. Hel- digvis har de rigeligt med kød til hundene, som er i fin form. Den 5.-6. startede vi fra Myggbukta og nåede ved middagstid Kap Bennet. Der var ualmindelig meget vand på isen. Enkelte steder flød slæden ligefrem og førtes afsted af strømmen på isen. Det meste af tiden gik jeg foran forreste slæde, så vi kom frem med jævn fart. Sneen lå i driver og var meget sejg. På grund af tåge- dannelse på fjorden og i bugten søgte vi ind til hytten. Vi havde allerede opgivet at kunne finde den, just som alt så sortest ud. Der har vi nu spist og sovet og tørret vort tøj, som var blevet meget oversjasket. 296 [3] I går, den io.-6., nåede vi Kap Franklin hytten efter en skrækkelig tur. Efter at være startet fra Kap Ben- net hytten kørte vi udad, bort fra kysten, som de havde rådet os til på Myggbukta; men derved forvildede vi os ind i en endeløs skrueismark, hvor store flager var frosset sammen i alle retninger, og hvor tykke lag af snedynd opfyldte mellemrummene mellem dem. Da vi nåede ned på en fart af under i km i timen, teltede vi med det af Schultz's lagner sammen- syede „telt", som ikke ligefrem var beregnet til at kunne tåle regn eller blæst. Det klare vejr var nu afløst af tåge, der isolerede os fuldstændigt her ude på isen. Schultz skød en sæl, som var kravlet op på isen ca. 25 m fra teltet. Hundene kunne så få'en kød- fodring. Da tågen lettede noget, star- tede vi på ny. I ca. en time kørte vi videre; det meste af tiden måtte vi selv skubbe slæderne, fordi hundene ikke kunne få fodfæste på det glatte underlag. Det var kolossalt anstren- gende, og tågen og føret i forening virkede noget deprimerende. Vi tel- tede atter, da det igen tyknede til omkring os. Da tågen påny lettede, kunne vi se, at vi var omgivet af skrueis på alle sider, men at skru- ningerne var mindre indad mod land end udefter. Vi besluttede derfor at Rejseruten fra Merkefjord til Scaresbysund - punk- terede linie - og fra Scoresbysnnd fjord til Hauna - stiplede linie. Duv 297 [4] ændre planer og køre ind til kysten, og mens Schultz blev ved vores teltplads og stegte sællever, forsøgte jeg at finde en fårbar vej indefter, hvad også lykkedes. Men da vi om aftenen fulgte den, havde nattefrosten dækket de flade søer på isen med ca. i cm tykt islag, hvilket i høj grad generede hundenes poter. Efter ca. to timers kørsel nåede vi imidlertid Kap Franklin hytten og var taknemlige herfor. For nu var vi søvnige, sultne og trætte. Da vi foreløbig havde rådet bod herpå, gik jeg ud til selve kap'et. Efter seks timers gang i store gummistøvler kom jeg træt tilbage til hytten, hvor Schultz i mellemtiden havde bagt nogle dejlige boller af havregryn og mel, lavet abrikos- marmelade, kogt nogle grønne ærter og stegt en herlig moskusoksesteg (fra Mygg- bukta). Efter måltidet måtte vi hvile os, og ved halvnitiden næste formiddag kørte vi mod Kap Franklin, som vi nåede kl. 12. Solen bagte mod de røde sten, og vi tog en kop te med en bolle til; straks glemte man næsten alle de anstrengelser, man havde været ude for, og så optimistisk på fremtiden. Isen over Franz Joseph fjorden var næsten hele vejen dækket af et ca. 10 cm dybt vandlag, kun nu og da afbrudt af lidt småskruninger, som stak op af vandet. 16 timer var vi undervejs over fjorden. De sidste timer var vandet på isen dækket af et tyndt islag, og inde under land ved Kap Humboldt var der en del sne, som slæderne ustandselig sad fast i. Hundenes poter blev slemt forrevet af nyisen. Hundekamikkerne var for korte og duede ikke. De sidste kilometer gik jeg foran forreste slæde - dels for at brække nyisen itu, dels for at opmuntre hundene. Men nu har vi også sagt den tåge- og sludfyldte yderkyst farvel. Vi kører nu ind i fjordene, og når vi blot til Ella ø, synes jeg, chancen for, på en eller anden måde, at nå Scoresbysund ikke kan være helt ringe. Efter 2-3 dages ophold i Humboldt hytten kørte vi ind i Sofiasund til den første hytte der. Under selve opholdet i hytten havde det stadig småregnet, hvad det også gjorde, da vi startede derfra. Men i det øjeblik, vi nåede hytten i sundet, begyndte det at styrtregne. Føret var godt og tørt inde ved bredden i tidevands- zonen, hvor overfladevandet på isen var trukket ned i revnerne; ellers var der meget vand på isen. Da jeg kom ned fra hytten til min slæde, så jeg, at hundene havde ædt pisken og bæreremmene til min rygsæk. På vejen over Franz Joseph fjorden tabte jeg min riffel. Hundenes poter er ømme. „Tulle" efterlader sig ligefrem et blodspor, men nu har de næsten også uafbrudt opholdt sig i vand siden Loch Fyne. Fra anden hytte i sundet nåede vi frem til tredje og kunne nu skimte Ella ø. Føret var fint, meget fint endda, især fordi vi kørte ved lavvande og nær ved kysten. Tide- vandsrevnerne havde næsten lukket sig, og mange af søerne på isen var til dels udtørrede. Vi nåede frem til de første birke, og jeg så årets første sommerfugl. 298 [5] Elven i Kong Oscar fjorden, hvor vi måtte surre al bagagen af og bitre den over og derefter færge de tomme slæder over. Foto: Haarløv Den iy.-6. nåede vi til Ella ø stationen. I den sidste af hytterne måtte vi over- natte, fordi tågen lå tykt omkring os. Schultz's brød var brugt op, så vi stegte en slags pandekage af havregryn og groft hvedemel. Skønt tågen endnu ikke var lettet, brød vi dog op herfra; da vi nåede Svedenborg, lettede den, og siden har vi haft fint vejr. En elv, som fortsatte i en meget bred revne ud i isen helt over til den modsatte kyst, måtte vi passere ved at bære bagagen fra slæderne en 200-300 m ind i landet og over på den anden bred. Uden for stationen opførte vi en formelig wild-west kørsel, fordi hundene var helt vilde efter at styre ret ind mod stationen, uheldigvis netop den vej, der var flest revner. Men vi fik dem standset og nåede stationen uden uheld. Fra stationen blev vi godt forsynet med patroner, hunde- og menneskeproviant samt et telt. Eet døgn blev vi på Ella ø stationen og fortsatte derpå ned igennem Kong Oscar fjorden. Vi krydsede over på østre bred ud for Kongeborgen og kørte videre på ideelt føre sydpå, indtil vi mødte en elv, som mundede ud på et næs, og som fort- satte i en meget bred revne. Vi måtte derfor surre alt godset af og først bære det et stykke op langs elven, hvor vandstanden tillod os at vade over, og derfra over 299 [6] på den modsatte bred og surre det fast på slæderne igen. Da vi atter startede, havde solen fået så megen magt, at det gode føre var forbi. Da vi ikke kunne finde hytten, fordi den var forkert angivet på vort kort, teltede vi for ved 1-2 tiden om natten at starte igen og nu på fint føre. Sommeren her ude i den mere åbne del af fjorden var ikke så vidt fremskreden som i de trange sunde omkring Ella ø, hvor de høje, mørke fjelde indsugede og udstrålede solvarmen. Ved 8 tiden nåede vi hytten ved Kongeborgens sydlige pynt. Taget var en omvendt båd, en god jordvold var kastet op omkring huset, men døren var elendig. Vi fik pemmikan stegt i margarine. Atter en tur med halvdårligt føre og ud og ind af uendelig mange bugter. „Sunero" på slæden, fordi baglemmerne ikke kunne bære hende. „Mette", „Kvik" og „Leo" trak ikke; „Vat" og „Plet" var gode, men havde ømme poter; „Chiang" derimod var glimrende. Mange elve i den sidste store bugt, men ingen revner fra elvene ud på isen. Boede i en primitiv norsk hytte beslået med pap, uden briks og med en dårlig dør. Næste morgen startede vi på fint føre mod vort næste mål, fangststationen ved Hauna. Imellem to øer, vi skulle passere, blev vi dog snart standset af en bred revne tværs imellem dem. Da vi gik hen for at undersøge mulighederne for at komme over, brast isen pludselig under mig, og jeg faldt i uden dog at få hovedet under. Instinktmæssigt gjorde jeg nogle hundeagtige svømmebevægelser, og da der ingen strøm var, kom jeg hurtigt op på isen igen; men selvfølgelig gennem- våd og med to ødelagte film. Vi teltede derfor, og jeg fik tørt tøj på. Vi spiste derefter cerenagrød, pemmikan, skonrokker og drak kaffe til. I det øjeblik, vi var færdige med måltidet, så vi en isflage komme drivende ned gennem revnen. Ved at dirigere lidt på dens fart og retning dannede den en bro, så god som vi kunne forlange det, og med fuld fart på hundene slap vi via den lykkeligt over på den modsatte side af revnen. Vi fortsatte nu skråt over fjorden til dens vestre kyst. Flere steder passerede vi store huller i isen; ofte lå en sæl ved siden af disse. Ved 5 tiden nåede vi over og fandt hytten mellem Kap Petersen og Hauna, hvor vi spiste og sov. Næste dags formiddag fortsatte vi med trevne hunde. Omkring det første næs var der åbent vand, men med store isflager i, som kunne danne bro for slæderne. Andre steder, hvor isen var hullet og rådden, gik vi frem på den måde, at den ene af os holdt stille med begge slæder, mens den anden gik et stykke i forvejen for med en stok at prøve, om isen var usikker. På tilbagevejen til slæderne mar- kerede han så vejen, vi skulle køre frem ad. I god behold fik vi lagt næsset bag os; men det var vist på et hængende hår, at vi ikke røg igennem. Vi fortsatte videre frem og nåede kort derefter til Hauna, en bugt med et smalt, kanalagtigt 300 [7] Hytten ved Kongeborgen i Kong Oscar fjorden. Taget er en omvendt båd beslået med tagpap, lister o. j.