[1] GRØNLANDS HANDEL - DET ÆLDSTE REDERI Af Finn Borberg JL/et grønlandske statsrederi er det ældste rederi i Danmark. Det er også det rederi, som har de største traditioner i ishavssejlads, skønt andre danske rederier nu hastigt trænger frem med specialbyggede, nye skibe, hvis konstruktion afviger en del fra, hvad Handelen har været vant til. Disse private skibsfartskredse rejser også kritik mod selve det mere end 200 år gamle princip, at staten selv på egen køl skal besørge størsteparten af transporten til og fra Grønland. De hævder, at det kan gøres billigere og effektivere, hvor den frie konkurrence sætter ind. Tiden må nu være inde til at standse byggeri af statsskibe til grønlandssejlads, siger de. Debatten har været lidenskabelig og er langtfra afsluttet. Mens den har stået på, er mange argumenter blevet ført for og imod staten som grønlandsreder. Men ingen har i hvert fald anfægtet det hoved- argument, som selve Den kgl. grønlandske Handels egne søfolk fører frem: at i Handelen findes den største sum af viden om farvandene og isen, om vejret og søfartsmulighederne deroppe. Dog, også her vinder de private rederier frem, og det fordi Handelen selv er tvungen til at fragte deres ishavsskibe og derved finan- siere en del af deres arktiske erfaringer. Der er ingen, som ved, hvor gammel vor besejling af Grønland med civile fartøjer i statens tjeneste egentlig er. Man sætter gerne 1797 som det år, hvor Handelen fik sin egen flåde, skønt det vides, at den også tidligere i perioder havde egne skibe. Men 1797 er et vendepunkt, forsåvidt som „Den kgl. Monopolhandel" dette år havde købt ni skibe af Giertrud Birgitte Thosted, enke efter Andreas Bo- denhofFjunior, søn af den store reder, som i den foregående periode havde besørget sejladsen på Grønland. BodenhofFsenior var begyndt som skipper, men købte siden selv fartøjer og gjorde store forretninger, bl. a. med tømmer. Han byggede skibe og var i en årrække blandt dem, som bidrog stærkt til at holde Danmark fremme blandt de store søfarts- og handelsnationer. BodenhofFs Plads på Christianshavn er opkaldt efter ham. I adskillige år havde han sørget for grønlandssejladsen, dog ikke uden tab, og hvor usikkert et foretagende Grønlands besejling var dengang, 309 [2] far man et levende indtryk af ved at følge den skæbne, Giertrud Birgitte Thosteds ni skibe fik, da Handelen havde overtaget dem. Det var forholdsvis små fartøjer, man sejlede med dengang, skibe mellem 150 og 350 tons, mest brigger og galeaser. De gjorde ikke mere end een eller højst to ture pr. år, og de holdt ikke længe, antagelig fordi adskillige af dem egentlig ikke var bygget til så hårde påvirkninger. Disse ni skibe var følgende: 1) Galioten De tre Brødre, 347 tons, 2) briggen Der Fruhling, 254 tons, 3) briggen Giertrud Catrina, 207 tons, 4) briggen Jomfru Giertrud Cathrine, 276 tons, 5) briggen Jomfru Cathrina, 195 tons, 6) briggen Jomfru Giertrud, 178 tons, ?) briggen Jupiter, 264 tons, 8) galeasen De jonge Lars, 150 tons, og 9) galeasen Neptunus, 132 tons. Allerede det første år forliste Jomfru Giertrud Cathrine antagelig. Den er ikke opført på senere års lister. 11799 mistede Handelen to af skibene, nemlig De tre Brødre og Jomfru Giertrud. Det første af dem forliste ved Frederikshåb, fordi det „var søgt for tidligt ind under land, hvor det kom i besæt i storisen og skruedes ned". Besætningen bjergede sig i land. Jomfru Giertrud havde overvintret i Juliane- håb og forliste straks efter sin afrejse derfra med en kostbar ladning. Det blev fanget og knust i storisen, fordi det var søgt for tidligt ud. Også dets besæt- ning reddedes. Det fjerde af de ni skibe, galeasen Neptunus, ødelagdes udfor Kap Farvel i i 803, og vi har kaptajn Kjærs søforklaring endnu. Den blev aflagt for købmand og bestyrer Mørch i Julianehåb den 10. september 1803, da besætningen var kommet i land. Galeasen var sprunget læk 10 dage efter afsejlingen fra Grønland, antagelig fordi den havde „basket" slemt i isen. Man prøvede at pumpe og tætte, bl. a. med en halv fjerding smør, men skibet trak stadig mere vand. Man vendte da om ag stod tilbage mod Julianehåb-egnen, men til sidst kunne skibet ikke mere. Det fortøjede ved en skosse, man safte jollen i havet og roede indad. På det tids- punkt havde skibets kølplanke åbnet sig flere steder. I nogle døgn drev mand- skabet rundt i båden i en rygende nordoststorm, men til sidst reddede alle sig ind til land ved Statenhuk, og nogle grønlændere hjalp dem til Nanortalik. Året efter var det briggen Giertrud Catrinas tur til at forlise. En lang og skræk- indjagende beretning om dette forlis blev skrevet af en tysk missionær, som var 310 [3] Barkskibet „Nordlyset" fotograferet i Jakobsha*vn igoi af kolonibestyrer Maigaard. om bord. Skibet løb først på en skosse, så på et blindt skær kun en kabellængde fra kysten ved Nunarsuit. Om bord var foruden besætningen og missionæren med hustru også kaptajn Kjær og hans folk, som året før havde sejlet med Neptunus på dennes sidste rejse. Da Giertrud Catrina nu hurtigt vandfyldtes, forlod dens egen besætning den straks i en båd. Kaptajn Kjær og hans folk tog en anden båd, og til sidst var kun missionæren og hans kone om bord i vraget. Da kom kaptajn Kjær og hans folk tilbage til skibssiden, og missionæren hørte kaptajnen sige: „Jeg kan virkelig ikke lide, at disse gode mennesker skal omkomme." De blev så reddet over i båden, der imidlertid nu var så tung, at den ikke kunne holde sig flydende længe i stor- men. Man søgte tilflugt på en lille holm, hvor der kun voksede nogle græstotter, og her lå de skibbrudne uden mad i adskillige dage. De fik kun lidt te, opblødt i regnvand. Til sidst sprang nogle af dem over isflagerne og roede på nogle små isskosser med hænderne, til de nåede land. Først da ti døgn var gået under uhyre lidelser, blev de sidste af de skibbrudne undsat af grønlændere og ført indtil kysten. Efter dette forlis var der kun fire af enken Thosteds ni skibe tilbage. De tre, Der FruMng, Jomfru Cathrina og Dejonge Lars, blev taget af englænderne i 1807, [4] da de vendte hjem fra Grønland. Det fjerde, briggen Jupiter, sejlede under eng- lænderkrigen mellem Norge og Grønland på flere heldige rejser. Dens skæbne indhentede den ikke før 1817, da den forliste 20 mil fra Holsteinsborg. Af disse ni første skibe i Handelens regulære flåde døde således ikke et eneste strådøden på ophuggerbedding i Danmark. Det var en drøj start, Handelens regulære sejlads på Grønland havde faet. Flere ulykker kom til i de følgende år, hvor staten havde købt andre skibe. Barkskibet Discofjord forliste 1801, briggen Den Hvide Bjørn og hukkerten Narhvalen blev begge taget som priser af englænderne. De tog også briggen Freden i 1809, men her skete det mærkelige, at priseretten frigav skibet igen med kendelse om, at det var „grønlandske indvåneres ejendom". Freden fik endog tilladelse til at gå til Danmark, og den havde siden et langt liv i Handelens tjeneste. Antagelig blev den først solgt i år 1843. Og dermed er vi inde på rækken af skibe, som fik en meget lang levetid i grønlandsfarten. Det ser ud, som om begyndervanskelig- hederne nu er overstået, skibene er blevet stærkere^ kendskabet til vind, vejr, is og farvand bedre. Handelen havde allerede i tyverne af forrige århundrede fået en solid stab af erfarne, ansvarsbevidste skibsførere og styrmænd. Briggen Lucinde var et af disse lykkelige skibe. Den var kun på 150 tons, men gjorde hele 60 rejser til Grønland, den første i 1846, den sidste i 1905, og selv om den var et kort og buttet skib, der hoppede og sprang i søen, kunne den dog gøre gode rejser, således i 1856, da den først gik til Godthåb og Sukkertoppen og tilbage på 75 døgn og siden til Sukkertoppen og Holsteinsborg og tilbage på 104 døgn. To rejser på eet år. Til gengæld var den en gang imellem så langsom, at den måtte overvintre. Lucinde endte sine dage i Grønland. I 1905 blev den slæbt fra Kaersuarssak til Umanak, hvor den overvintrede, og siden oplagdes den i Egedesminde, hvor den blev kulhulk. 11923 sank den og blev siden ophugget, men der findes efter sigende endnu rester af dens tømmer. Briggen Peru blev købt i 1846 som næsten ny efter en stranding i Sundet. Den sejlede siden troligt på Grønland indtil 1905, da den blev oplagt i Holsteinsborg. Her var den i et kvart århundrede flydende pakhus og kulhulk. Kun een gang havde den lidt et alvorligt havari, nemlig i 1895, hvor et par forkerte søer slog alt opstående bort mellem stævn og storrøst. Skanseklædningen blev revet af, låringsfartøjet hang og dinglede og måtte kappes. Der var talrige huller i dækket. Man fyldte dem med en blanding af tjære og sand og slog sejldug over, og da bakken var slået delvis af, måtte man lave et midlertidigt kvarter til folkene under en opstilling af læsejlsspir og presenninger. I den forfatning kom Peru hjem. Det var en af de glimrende sømandsbedrifter på grønlandsfarten. 312 [5] Det smukke skib „Thorvaldsen" til ankers ud for Uperna