[1] ET TILBAGEBLIK Af f hv. minister Joks. Kjærbøl JL/et var med nogen betænkelighed, at jeg efterkom opfordringen til at skrive om mine indtryk fra de 5 rejser til Grønland, som jeg sammen med min kone foretog i tidsrummet 2. juli 1955 til 4. januar 1957, altså i løbet af iVa år. Tidsskriftet „Grønland" er jo en meget lødig publikation, hvis artikler er præget af stor indsigt i de grønlandske forhold og megen kyndighed i de problemer, der er knyttet til den omvæltning, som den grønlandske befolkning er underkastet. Selvom jeg vel nok var det medlem af folketinget, som efterhånden mere end andre tingmedlemmer bortset fra de to grønlandske havde erhvervet mig en vis all-round viden om Grønland, så føler jeg mig ingenlunde kaldet til at optræde som grønlandskyndig. Det lyder paradoksalt, men er ikke desto mindre rigtigt, at jo mere kendskab man erhverver sig til Grønland, jo mere føler man sin mang- lende viden. Derfor virker det overraskende, når folk efter et enkelt besøg i Grøn- land eller et halvårligt ophold på et enkelt sted tillader sig at skrive og tale om dette store land og dets særprægede befolkning med en selvsikkerhed, som står i omvendt forhold til vedkommendes kendskab til Grønland som helhed. Min efterfølgende fremstilling må derfor opfattes som et strejftog, en række øjebliksbilleder, som mangler den korrektion, der skal til, for at det bliver en fuldgyldig bedømmelse. Dertil kommer, at når man rejser som minister i Grønland, bliver billedet, som det tegner sig for en „sådan højtstående person" meget retoucheret, først og frem- mest på grund af grønlændernes ærbødighed over for den, „der sidder kongen nærmest", men også af den særlige høflighed, som selv danske ofte har tilbøjelig- hed til at anlægge over for en minister i hvert fald, når han er tilstede. Jeg håber hermed at have assureret mig over for sagkundskaben, dersom re- præsentanter for en sådan skulle fordybe sig i min epilog. Der er dog et fremtrædende islæt i det mønster, som udgør den noget kalejdo- skopiske række af grønlandske oplevelser, og som ikke bliver påvirket af mini- sterbesøg, nemlig naturen, denne vældige sammensatte skønhedsåbenbaring. Min kone og jeg har mødt denne natur med dens store modsætninger på næsten alle 321 [2] '*?• årets tider. Vi har befaret Godthåbsfjorden ved sommertid og ved midvinter, vi har ved vintertid sejlet indenskærs med Knud Rasmussens gamle skonnert „Sø- kongen" fra Julianehåb til Nanortalik, og vi har ved sommertid oplevet indlands- isens magt, når den sender et forrygende uvejr ud over Sydgrønlands fjorde, tvingende vort skib til at søge nødhavn samtidig med, at himlens sluser blev åbnede og i løbet af 24 timer sendte 63 mm vand i kaskader ned over os. En snestorm, under hvilken menneskene måtte anvende deres oprindelige måde at bevæge sig på, nemlig ved at krybe, fordi det ikke var tilstrækkeligt at benytte bagbenene, hører også med til vore oplevelser. En slædetur fra det nye Thule til Herbert Øen og retur over udelukkende skrueis i polarnattens kulde glemmes heller ikke, men hvad enten man ved som- mertid kan hygge sig i de dybe fjorde med en temperatur, der svarer til juli måned i Danmark, eller man skutter sig i 32° frost, så er det den ubeskrivelige natur- skønhed, som behersker sindet. En regntyk nat, da vi ved hvalfangerstationen Tovqussaq på grund af ebben måtte kravle over store spækfedtede sten, mens fjeldene stod med udviskede kon- turer, sagde jeg til departementschef Eske Brun: „Hvor er Grønland dog skønt, også i denne belysning." Han komplimenterede mig med at sige: „Jeg er glad for, at du kan se det; når det regner som i nat, kan de fleste ikke opdage, at så er Grønland også skønt." Jeg skal ikke fordybe mig i en detailleret naturbeskrivelse; det kan andre gøre bedre end jeg, men dette at opleve Grønland på kryds og tværs, fra nord til syd bliver kun få mennesker forundt. På baggrund af mange og lange rejser gennem adskillige lande står Grønland for min kone og mig som en enestående overvæl- dende skønhedsåbenbaring, der på grund af sin storslåede mangesidighed tåler sammenligning med de største skønhedsoplevelser, vi iøvrigt har været ude for. Hvis en befolkning kunne leve af dette lands skønhed, ville grønlænderne være godt hjulpne, men skønheden er forbundet med lunefuldhed og strenghed. Fra gammel tid har dette folks primitive liv været præget af naturforholdenes hårde vilkår. Når man blot tænker på de lange vandringer, som grønlændernes forfædre, eskimoerne, har foretaget, da de tog Grønland i besiddelse, kommende fra Amerika og Canada, videre ned langs den udstrakte vestkyst eller over til den endnu mere ugæstmilde østkyst, så får man fornemmelsen af et hårdført folk, hvis egenskaber gennem århundreders traditioner er_nedarvet til den nuværende befolkning, som, bortset fra Thuledistriktet og delvis østkysten, er blevet et blandingsfolk. Det er ikke blot fangerfærdighed og den fremragende tilpasningsevne, der endnu præger grønlænderne; det er også den udprægede sans for farver og en næsten uforståelig evne til i deres husflid at give udtryk for en formgivning, der er frem- 322 [3] r-* ~j i r /• j f 3 i j t 7 c 7j j r° c j j Foto: Cl. Bornemann Det 'var ikke 'vanskeligt for den grønlandske befolkning at fa foretræde for ministeren under rejserne i Grønland. Her drøfter man fredsommeligt og gemytligt lokale problemer. ragende. Det bliver en opgave at forhindre, at denne eskimoiske kultur går under i den omvæltning, som nu foregår i Grønland. Med al respekt for de fine billed- skærerarbejder i ben og træ og for de smukke farvestrålende dragter, så forekom- mer det mig, at kajakken er højdepunktet af den grønlandske kunstudfoldelse, fordi den forener det fuldendte fartøj for enkeltmand på havet med så skønne linier, at det kun kan fremkalde beundring for det folk, som boende i jordhytter og førende et hårdt liv baseret på sælfangst og jagt havde evne til med de pri- mitive midler, der stod til rådighed, at forene teknik og skønhed, således som de er forbundne i kajakken. Når man sejler langs Grønlands kyster, er det svært at afgøre, hvad man mest beundrer, de fantastiske isfjelde, ofte iklædt alle spektrets farver, eller kajak- manden, når han tit langt fra sit bosted er på fangst. Isfjeldet et af naturens store kunstværker, kajakken med manden et bevis på et naturfolks fremragende dygtighed. Allerede på min første rejse, der varede fra 2. juli til 17. august 1955 blev jeg klar over de store forskelle, der på alle områder gør sig gældende i forhold til Danmark. 323 [4] Fra rapporten fra denne rejse kan jeg anføre, at man under opholdet fik et stærkt indtryk af disse forskelle, som bevirker, at en umiddelbar sammenligning med de til- svarende danske problemer og de løsninger, der her er fulgt, ikke lader sig foretage. Selve Grønlands natur og klimatiske forhold giver helt andre betingelser for erhverv, levevis m. m., og ikke mindst de meget store afstande mellem de enkelte bebyggelser, de vanskelige transportforhold og den store spredning af befolk- ningen på mange små bebyggelser sætter snævrere rammer om mulighederne for undervisning, sundhedstjeneste og andre kollektive foranstaltninger, hvis udbyg- ning har sat så afgørende præg på det øvrige Danmark. Der gør sig i denne henseende en betydelig forskel gældende mellem på den ene side byerne, der for de flestes vedkommende har en befolkning på mellem ca. 4-500 og i 2-1400 indbyggere, og på den anden side udstederne og bopladserne, hvoraf mange har en befolkning på 50-100 eller endnu færre. Til belysning af de væsensforskellige forudsætninger med hensyn til befolk- ningstæthed og afstandsforhold kan henvises til, at hele Grønland har ca. 26.000 indbyggere på et areal på knapt 350.000 km2 (bortset fra indlandsisen), eller med andre ord en befolkning i hele landet på størrelse med en middelstor dansk pro- vinsby, fordelt på en kyststrækning på ca. 4.000 km. Befolkningens levevaner og traditioner er endvidere så væsensforskellige fra den øvrige danske befolknings, at der også af denne grund må tages særlige hen- syn, ikke blot ved organisering af erhvervslivet, men også f. eks. med hensyn til boligforsyning og oplysningsvirksomhed. Ikke mindst på dette sidste område spiller endvidere sprogvanskelighederne afgørende ind; det er endnu kun et lille mindretal af befolkningen, som behersker det danske sprog, hvilket selvsagt i høj grad hæmmer kontakten mellem grønlændere og andre danske. Ved en vurdering af de enkelte problemgrupper må dette også erindres, at Grønland endnu står midt i omdannelsen fra et primitivt naturaløkonomisamfund til et moderne sam- fund, baseret på pengeøkonomi, som skal være ligestillet med og indpasses i det øvrige Danmark. Denne udvikling er foregået så hurtigt, at det ikke har kunnet undgås, at der er opstået særlige overgangsproblemer både for befolkningen og for den danske administration. For kritikeren er det derfor let at finde objekter, og jeg har også tilladt mig, da jeg i den korte tid var minister for Grønland, at kritisere, men jeg har altid forsøgt at se problemerne i sammenhæng og ikke glemme den kolossale opgave, der blev pålagt den samlede grønlandske administration, efter at Grønlandskom- missionen havde affødt det store lovkompleks, der blev gennemført i 1950. Lad det være sagt med det samme: mon nogensinde et land af Danmarks stør- relse har påtaget sig en så enorm opgave, som det er at føre et primitivt folk med 324 [5] fremtrædende naturfolkstraditioner over til en ligestilling med en befolkning, som har brugt mange generationers indsats for at opnå landets nuværende stade. Opgaven måtte nødvendigvis kræve en fast administration, selv om denne på grund af forholdene ikke kunne lægges til rette på samme måde, som central- administrationen hernede er bygget op. Det var et stort fremskridt, da Grøn- land i 1955 fik sit eget ministerium, hvorved der blev tilvejebragt større mu- lighed for samarbejde inden for den spredte administrations forskellige led. Der har jo fra visse sider været fremsat ønske om, at de forskellige grønlandske anliggender henlægges til de pågældende ressortministerier på linie med ordnin- gen i det øvrige Danmark. Heroverfor må det imidlertid fremhæ- ves, at de specielle forhold, der gør sig gældende i Grønland, forudsætter et om- fattende lokalt kendskab, der er en nød- vendig forudsætning for en hensigtsmæs- sig løsning af de foreliggende opgaver. De forskellige problemer er endvidere så nøje forbundne med hinanden, at en isoleret behandling af enkelte uden tilstræk- kelig hensyntagen til de virkninger, dette vil få på en række andre områder, ikke vil være forsvarlig. Det udviklingstrin, hvorpå det grønlandske samfund i dag befinder sig, medfører, at de foreliggende opgaver er så specielle og så sammenkædede, at overblikket over hele denne særlige samfundsstruktur må anses for at være af afgørende betydning. Den sagkundskab, som er repræsenteret i ressortministerierne, vil derfor i adskillige tilfælde ikke umiddelbart kunne anvendes på de grønlandske forhold, og denne faglige indsigt bør derfor hellere udnyttes derved, at den særlige grøn- landsadministration rådfører sig med de pågældende ministerier om spørgsmål, hvor disses indsigt kan være til nytte. Der er hermed ikke taget stilling til, om udviklingen med tiden kan nærme forholdene i det grønlandske samfund så meget til det øvrige Danmark, at en Foto: Cl. Bornemann Minister Johannes Kjærbøl, der jo også Minister Johannes Kjærbøls besøg i Scoresbysund satte fart i planerne om opførelse af et sygehus. Her ses det lille sygehus, der er under opførelse i år. at man kun opfattede vestkysten som Grønland og havde glemt at regne med befolkningen på østkysten. Og nægtes kan det ikke, at misfornøjelsen havde sin berettigelse, idet man fik indtryk af, at udviklingen på østkysten nærmest havde stået stille de sidste 20 år. Faktisk er forholdene i Angmagssalik-distriktet som helhed ganske utilfreds- stillende. Heldigvis er vicedirektøren nu indstillet på hvert år i cirka 2 måneder at inspicere østkysten fra Scoresbysund til den sydlige del af Angmagssalik-distriktet. Det kunne være fristende at beskrive enkeltheder fra østkysten såvel som fra vestkysten og Thule, men så ender det med en afhandling, som går langt ud over de grænser, der må være fastsat for et indlæg i dette tidsskrift. Der er dog et problem, som jeg synes, jeg må nævne, nemlig spiritusproblemet. Det var efter min mening en fejl, da landsrådet helt frigav salget af spiritus, hvad jo også har affødt mange uheldige forhold. Samtidig var der lukket for salg af spiritus på østkysten og i Thule, hvilke 2 områder henhører direkte under ministeriet. Det måtte være indlysende, at denne tilstand var uholdbar, og af befolkningerne på øst- kysten og i Thule-distrikt måtte opfattes som en tilsidesættelse. Det lykkedes under besøget på østkysten ved forhandling med de 2 distriktsråd at få en aftale, foreløbigt gældende for 2 år, hvorved en modificeret spiritusordning blev gennemført. På til- svarende måde blev i Thule ved forhandling med fangerrådet indført en meget lempelig ordning, som skal administreres af inspektøren med støtte af fangerrådet. Når jeg nu ser tilbage over den korte tid, hvor det blev mig forundt at arbejde med de grønlandske problemer, så står det for mig som et smukt livsafsnit, hvor 327 [8] jeg havde den glæde at medvirke til løsning af forskellige opgaver. Den største var vel nok, at de bevilgende myndigheder stillede de nødvendige millioner til rådighed for oprettelsen af Grønlands radio. Når denne forhåbentlig næste år kom- mer i gang, er der tilvejebragt et hjælpemiddel ved genopbygningen af Grønland, hvis betydning ikke kan vurderes højt nok. Bevillingen til bygning af et forsamlingshus i Godthåb må være udtryk for de bevilgende myndigheders forståelse af den betydning, det har, at grønlænderne får forsvarlige lokaler til møder og sammenkomster. Forhåbentlig er den grønlandske højskole nu bragt ud af det dødvande, hvori den har ligget i flere år, og det kan forventes, at det kommende landsråd sætter slutstenen på værket. Jeg må også nævne den store betydning, som det vil få, at der i 1956 blev tilvejebragt en kollektiv overenskomst mellem administrationen og Grønlands arbejdersammenslutning bistået af sekretær Carl P. Jensen fra de samvirkende fagforbund. En rationalisering af boligbyggeriet er påbegyndt, og om de elendige sygehus- forhold i Scoresbysund har de bevilgende myndigheder ladet sig overbevise og har bevilget penge, således at man nu er i gang med de nødvendige foranstalt- ninger til at skaffe forsvarlige forhold tilveje. Rammerne for Grønlands tekniske organisation er nu blevet lagt rationelt an, og der er hermed skabt mulighed for en virkelig effektiv teknisk indsats i Grøn- land. Man har påbegyndt udbygningen af de mange anlæg, der er af afgørende betydning for erhvervslivets trivsel. Arbejdet for forbedringer af sundhedsvæsenet og undervisningsforholdene skrider dermed fortsat fremad. Hvad angår specielt østkysten kan nævnes, at dygtige lærerkræfter i Angmags- salik, der truede med at opgive arbejdet, er blevet bevaret ved øjeblikkelig på- begyndelse af bygningen af ordentlige skolelokaler. En lille ting nævner jeg også. Ved bopladsen Kungmiut i Angmagssalik distrikt var der kun et skolekapel, der nærmest virkede uværdigt i forbindelse med fore- stillingen om et kirkerum. Her bliver nu til efteråret indviet en kirke i væsentlig grad ved anvendelse af materialer fra den tidligere flyveplads ved Ikateq. For Thules vedkommende er det lykkedes at fa Canada til at stille sig imøde- kommende med hensyn til Thulebeboernes passage over canadisk territorium for at drive jagt på isbjørne på internationalt område. Med det jeg her har skrevet, håber jeg nogenlunde at have tilfredsstillet redak- tionens ønske om et tilbageblik. Måske forekommer artiklen at være noget løs i sin opbygning, men det er nu ikke let at skrive om Grønland, når man ikke kan 328 ; [9] nøjes med at behandle et enkelt problem ad gangen. Jeg kan oplyse, at mine rejse- rapporter beslaglægger 158 maskinskrevne foliosider, og at min kone og jeg alene i 1956 besøgte 70 forskellige beboede steder. Man vil sikkert heraf forstå, at det har været svært at finde den begrænsning, der både gav et nogenlunde helhedsindtryk og samtidig ikke blev for detailleret. Og så håber jeg, at den fortsatte opbygning af det grønlandske samfund må blive opfattet af grønlænderne som en meget betydelig hjælp til selvhjælp, og at målet må være grønlændernes egen stigende indsats med medansvar for udviklingen. Kebenha*vn, i juni. 329 [10]