[1]
NORDAFAR A/S
Af direktør Jørgen Jørgensen
JtLfter forhandlinger med daværende Grønlands Styrelse om fornøden tilladelse
til at drive virksomhed i Grønland, blev der i 1949 oprettet et aktieselskab i
København, Grønlands Industri og Handels Kompagni, kaldet Asgriko, som på
basis af en samarbejdskontrakt med norske fiskerikredse påbegyndte opbygningen
af en fiskeristation i den indre Færingehavn. Kontrakten med nordmændene gik
ud på, at de norske fartøjer forpligtede sig til at benytte stationen som base for
deres fiskeri og indtage de nødvendige forsyninger fra den påtænkte station, der-
ved sikredes der stationen tilstrækkelige indtægter til normale afskrivninger og
forrentning og et rimeligt overskud. Da den nye plan for den fremtidige udvik-
ling i Grønland blev en kendsgerning, blev den tidligere givne tilladelse til at
drive stationen inddraget, og en ny tilladelse blev givet, men kun for eet år ad
gangen. Alligevel gennemførte man indenfor virksomheden en udbygning af sta-
tionen med forskellige anlæg i land og nogle kajer, således at stationen i 1953
havde en værdi af 2 mill. kroner.
Færøerne havde fra midten af trediverne opbygget en mindre station i den ydre
Færingehavn samt et sømandshjem, men beliggenheden her var ikke særlig gun-
stig, når man tager antallet af fiskefartøjer i betragtning. I 1952 indledtes der
derfor forhandlinger med de færøske fiskeriinteresser om et samarbejde baseret
på færøsk aktiv deltagelse i driften af den nye station i den indre del af havnen.
Disse forhandlinger resulterede i, at man i 1953, efter forudgående forhandlinger
med de danske myndigheder, dannede et nyt aktieselskab i København med en
aktiekapital på 2 mill. kroner, hvor også nordmændene blev direkte interesserede,
og det nye selskab fik navnet Nordafar+der betyder Norge, Danmark og Færøerne.
Den norske og færøske kapital fordeler sig med 40 % på hver af parterne og 20 %
på det tidligere grønlandsselskab Asgriko. Asgrikos station blev solgt til det nye
selskab Nordafar for opførelses værdien 2 mill. kroner.
330
[2]
Et kig ud wer Nordafars bygninger i Færiagefia<vt!.
Det højeste hus omtrent midt i billedet er administrationsbygningen.
Ved forhandlinger med de danske myndigheder opnåede man at få koncession
til at drive virksomheden foreløbig i en periode af i 5 år, altså til 1969. Samtidig
blev der gennemført en aftale med de danske myndigheder, hvorefter disse skulle
købe de bestående kajer og stille midler til rådighed til en udvidelse af disse
kajer. Til dette formål bevilgede staten 2 mill. kroner, og kajerne ved Nordafar's
station i Færingehavn er således statens ejendom, men Nordafar har brugsretten
indenfor koncessionens løbetid mod at betale en forpagtningsafgift. Ligeledes
betaler Nordafar staten leje for grunden. Denne kan ikke købes; endelig beta-
les der en afgift for omladning af saltfisk plus toldafgift for visse varer og for
frossen produktion.
Samtidig tilvejebragte Nordafar's aktionærer yderligere investeringskapital, og
i dag er stationen udbygget til en værdi af ca. 6,5 mill. kroner, og kajerne, som
Nordafar har bygget for statens regning, har nu en længde på ca. 230 meter og
et kvadratmeterareal på ca. 6000.
Stationen omfatter en saltsilo, der kan rumme mellem 5-6000 tons salt, 2 fryse-
rier med en lagerkapacitet på ca. 800 tons, maskin- og reparationsværksted, diverse
331
[3]

lagerbygninger, kraftstation, vandværk og provianthandel samt naturligvis nødven-
dig mandskabsbeboelse; på kajen er monteret 2 elektriske skinnekørende kraner.
I 1951 blev det tilladt den norske stat at rejse et sømandshjem eller velfærds-
hus, som det hedder, på pladsen og i tilknytning hertil et bad og vaskeri, og det
færøske sømandshjem, der tidligere var placeret i den ydre Færingehavn, blev i
1956 nedrevet og genopbygget på Nordafar's område i den indre Færingehavn.
Stationen er iøvrigt udstyret med moderne transportmateriel som gaffeltrucks
og payloader, og elektriske transportbånd anvendes i den udstrækning, det er
gennemførligt.
Det har været en meget hektisk periode i tiden fra 1953 og op til nu, hvor
hver sæson har været præget af store udvidelser. Alle materialer måtte nødven-
digvis fragtes til Grønland, ja, selv støbesand er blevet sejlet den lange vej.
Stationens personale omfatter godt og vel 100 mand og i tilknytning hertil en
kantine, der betjenes af 10 mand. Indtil 1956 var der udelukkende mandfolk på
stationen. Det er naturligvis umuligt for Nordafar at skaffe beboelse til mand-
skabets familier, og derfor har man strengt holdt på, at ingen skulle have lov til
at tage sin familie med op, men naturligvis har der været periodiske besøg af
familie. I 1956 forsøgte man med kvindeligt kantinepersonale, og dette gik over
al forventning. Jeg tror man kan sige, at alle passede på, at den enkelte ikke skulle
fa særlige fortrin, og dermed løste problemerne sig af sig selv. Der er almindeligt
spiritusforbud på stationen, men engang imellem serveres der en øl til maden, når
der er særlig anledning dertil.
Det er hårdt arbejde for mandskabet den tid, sæsonen varer, fra begyndelsen
af maj måned til slutningen af september, ofte op til 16-18 timer i døgnet. De
norske og færøske fiskefartøjer kommer og lander deres fangst af saltfisk og fersk
helleflynder og indtager samtidig forsyninger af salt, proviant og vand og får repa-
reret motorer, radioanlæg, ekkolod etc. Ekspeditionen skal gå hurtigt, skipperne
er ikke interesseret i at sløse tiden bort.
Når en sæson tilrettelægges, er der mange ting at tage hensyn til. Intet må
mangle. Der skal indkøbes omkring 8000 tons salt fra Middelhavet, proviant og
artikler iøvrigt til personligt brug for ca. 4000 fiskere i ca. 4-5 måneder. Man
kan ikke i Grønland telefonere efter supplement som herhjemme, alt skal være
forudberegnet og skal findes på stedet. Der skal opfragtes omkring 700 tons fros-
sen sild, blæksprutte eller makrel, som bruges til agn ved torskefiskeriet, samt alt
øvrig nødvendigt udstyr til reparation af maskiner og transportmateriel.
Nordafar chartrer derfor nogle lastefartøjer, hvis størrelse varierer fra 12-2100
tons. Disse fartøjer sejler forsyninger til Grønland og hjemfragter den landede
saltfisk. Et af fartøjerne er gerne på ca. 2000 tons og betegnes som ekspeditions-
332
[4]
Saltkraner ved kajen i Færingeha'vn.
Til 'venstre ses den store saltsilo og bygningen til højre rummer fryseriet.
skib. Det er det fartøj, der åbner sæsonen, kommer op med de første forsyninger
og en væsentlig del af det samlede mandskab. Når fartøjet er losset, lastes det
med saltfisk, som i mellemtiden er opsamlet på land, idet der altid sendes en for-
trop til Grønland for at rigge stationen til inden ekspeditionsskibets ankomst og
samtidig for at kunne modtage de første fangster.
I den udstrækning, det er gennemførligt, indkaldes fiskefartøjerne over radioen,
så de kan losse deres saltfisk direkte til ekspeditionsfartøjet, der i så tilfælde går
til ankers ude i fjorden og på den måde kan ekspedere 2 fiskefartøjer fra hver side.
Forholdet er det, at den norsk fangede saltfisk tilhører nordmændene, og den
færøsk fangede tilhører færingerne. Fisken ekspederes kun af Nordafar mod en
afgift og hjemføres til Norge og Færøerne. I enkelte tilfælde aftales der dog salg
af een eller flere skibslaster direkte som regel til Middelhavet. Den modtagne
ferske helleflynder renses og vaskes omhyggeligt og fryses. Den del af fangsten
333
[5]
køber Nordafar selv, og den eksporteres til England og Sverige, i nogle tilfælde
til U. S. A., når prisforholdene taler for det.
Nordafar ejer selv 9 3o-fods dæksbyggede motorbåde, som hvert år i sæsonen
bemandes med færøske fiskere, og disse driver torskefiskeri ret ud for kysten. Far-
tøjerne kommer ind hver aften med deres fangst, og denne produktion omfatter
enten frysning eller saltning.
De mange fiskere har ikke store muligheder for at slå til Søren under sæsonen,
men når de kommer ind til stationen, er butikken, som Nordafar har oprettet i
tilknytning til proviantafdelingen, et yndet tilflugtssted. Der er rivende omsæt-
ning. Det er først og fremmest og naturligt tobak og cigaretter, der går, spiritus
kan som før nævnt ikke købes. Dernæst almindelige personlige fornødenheder
og gaver til kæresten eller konen og børnene, men der er særlig anledning til at
notere, at slikkerier er en meget yndet vare. På de ca. 4x/a måned, sæsonen varer,
sælger butikken omkring 4 tons bolcher, 3 tons chokolade og tilsvarende kara-
meller, lakridsvarer og lignende. Formentlig er det det kølige klima, der inspi-
rerer til større forbrug af søde sager.
På det færøske sømandshjem er der hver søndag formiddag gudstjeneste, og
sømandshjemmets leder har over radioen en ugentlig udsendelse til fiskefartøjerne.
På det norske velfærdshus er der installeret tonefilmsanlæg, og der vises film 3
gange om ugen. Endvidere arrangeres der skakturneringer og forskellig anden
underholdning for fiskerne og stationens personale.
Badet, der omfatter brusebad og dampbad, er ivrigt besøgt, og vaskeriet har
fuldt op at gøre. Det er naturligvis en stor lettelse for fiskerne, at de straks ved
ankomsten til stationen kan indlevere deres snavsede tøj og få dette tilbage ny-
vasket, når de atter stikker til søs.
Stationens mandskab er sammensat af norske, færøske og danske medarbejdere,
hvor naturligvis de færøske er langt i overtal på grund af deres indgående kend-
skab til saltfisk. Det danske fiskeriministerium har stationeret en fiskerikontrollør
i Færingehavn i sæsonen, særlig med henblik på udøvelse af kontrol med fryse-
produktionen. Der er gennem årene oparbejdet et intimt samarbejde med Den
kongelige grønlandske Handel. Der indkøbes salt fra Middelhavet i fællesskab.
Ofte har vi sambefragtning, og de frysebåde, som er nødvendige for Nordafar for
tilførslerne af frossen agn og hjembringelse af den frosne produktion, fragter også
frossen fisk for Den kongelige grønlandske Handel, ligesom fryserierne i Færinge-
havn i stor udstrækning benyttes af Handelen til lagring af den lokale produktion
for senere udskibning.
I Færingehavn, på den anden side af fjorden, har den danske stat bygget et
tankanlæg for brændselsolie og benzin med en lagerkapacitet på ca. 17 mill. liter.
334
[6]
Nordafars imponerende kajplads savner sidestykke i Grenland.
Driften af dette anlæg er bortforpagtet til 4 af de største olieselskaber her i landet
i et selskab, der hedder Det grønlandske Olieaktieselskab, populært kaldet Polaroil,
og længere ude mod indsejlingen ligger statens anlæg, hvor havnekontrolløren i
Færingehavn har sin bolig og sit kontor. Der er også en moderne radiostation
og et sygehus. Alle deroppe har fuldt op at gøre i fiskerisæsonen, ikke mindst
radiostationen, som naturligvis i dag er uvurderlig for fiskerflåden, men også syge-
huset har nok at gøre. Der er mange tilfælde af ødelagte fingre hos fiskerne, men
der forekommer også jævnlig blindtarmsoperationer, ja, selv operation for mavesår
er i flere tilfælde gennemført med held deroppe.
Det var færingerne, der begyndte torskefiskeriet ved Grønland i begyndelsen
af tyverne, og op igennem årene til efter den sidste verdenskrig er torskebestanden
vokset betydeligt. I dag deltager en lang række nationer i det store fiskeri i Davis-
strædet på bankerne ud for Grønlands vestkyst. Til Nordafar's station er der såle-
des knyttet ca. 75 norske og 75 færøske linefartøjer, det vil sige fartøjer, der dri-
ver fiskeri med langline, men også de store moderne færøske trawlere deltager i
335
[7]
fiskeriet. De øvrige nationer, der driver fiskeri ved Vestgrønland, er England,
Island, Vesttyskland, Frankrig, Portugal og Spanien og størsteparten af disse er
trawlere, bortset fra den del af den portugisiske flåde, der stadigvæk driver fiskeri
med enmandsdoryer.
Stort set kan man sige, at fiskeriet ved Vestgrønland begynder ca. i. maj, det
kan variere nogle ganske fa dage til begge sider alt efter strøm- og temperatur-
forhold. På den tid står torsken langs vestkanten af alle bankerne fra og med Kap
Farvel/Julianehåbbugten og til og med den sydlige halvdel af Lille Hellefiske-
banke. Torsken står på denne tid i en dybde, der varierer fra 120-180 favne,
svarende til 2-300 meter.
Sagkundskaben mener, at torsken kommer fra de store havdybder vesten for
bankerne, og torsken er på dette tidspunkt meget mager, noget som man bl. a.
konstaterer, når man behandler leveren, der viser sig at være meget fedtfattig,
men uhyre vitaminrig. Ved bankkanten finder torsken føde i tilstrækkelig mængde.
Her bliver plankton og anden fiskeføde hvirvlet op ved brydningen mellem den
nordgående varmestrøm og den havstrøm, som kommer op over grundene fra
havdybderne vestude. Torsken bliver stående en tid i vestkanten af bankerne for
at tage føde til sig og for at vænne sig til den lidt højere temperatur, som er i
den nordgående strøm, men den står der ikke i særlig lang tid. Omkring i. juni
trækker den ind over bankerne for at søge efter mere føde, og i juli/august er
den helt inde på grundbankerne, og man finder ikke længere nævneværdige fore-
komster på kanterne af bankerne.
Samtidig med at torsken trækker ind mod land, trækker den også nordover og
følger den tidlidere nævnte nordgående varmestrøm, der er relativ stærk. Resul-
tetet er, at man i slutningen af juli og august/september måned finder store mæng-
der torsk i dybet mellem Lille og Store Hellefiskebanke i det såkaldte Hol-
steinsborgdybet.
I august/september kommer der koldere vand i den nordgående strøm. Dette
hidrører fra issmeltningen ved Kap Farvel og i Julianehåbbugten. Det kolde vand
går i bunden og bliver liggende ret over bankerne, og da dette vand er for koldt
for torsken, går den højere op i søen over den koldtvandskile, som strækker sig
nordpå. Den rigeligere føde, som torsken har faet i løbet af sommermånederne,
gør, at den efterhånden bliver federe, og dette konstateres igen på leveren. Hvor
man i begyndelsen af sæsonen regner med at fa ca. 22 kg tran af 1000 kg torsk,
får man i slutningen af sæsonen helt op til 54 kg tran af 1000 kg torsk.
I september og oktober findes hovedtyngden af torsken på de nordlige felter,
det vil sige Lille og Store Hellefiskebanke og i dybet mellem disse samt ved
Diskoøen både helt inde i Diskobugten og vesten for øen. Imidlertid er det ikke
336
[8]
Nordafars store •virksomhed i Feeringe/iavn set fra bugten.
al torsk, der trækker med den nordgående strøm; en del bliver tilbage på ban-
kerne hele vejen langs kysten: ved Nunarssuit, i Julianehåbbugten og rundt Kap
Farvel samt et stykke nordover på østkysten.
I sæsonen fra i. maj og til begyndelsen af august drives der hovedsageligt fiskeri
med langline. Der sættes et sæt langliner bestående af ca. 20-30 liner hver med
100 kroge. Når det første linesæt er sat, sættes et nyt, og efter 4 timers forløb
begynder man at hale ind på det første sæt. I hver ende af linen er der en ret-
ningsbøje med et mindre anker og midt på linen som oftest en midterbøje. Linerne
trækkes ombord ved hjælp af et hydraulisk spil via en såkaldt linerulle, der er
placeret på lønningen. Ved linerullen står en mand, som hugger torsken af krogen
og kaster den hen i en binge bag sig. Ved hans side står en mand, som trækker
linen af linespillet og kveiler den op i et trækar, en såkaldt stampe.
Når torsken er kommet i bingen, er der en mand der, som skærer halspulsåren
over på den, for at den kan forbløde for at få kødet så hvidt som muligt. Efter
en vis tid bliver den sprættet op og hovedskåret, og den tredie mand i processen
udtager indvoldene og kaster dem i søen, medens leveren opsamles til trandam-
periet. Derefter bliver torsken sendt til flækkerbænken, hvor i mand flækker
337
[9]
den, det vil sige de udskærer rygbenet og skyder den flækkede fisk ned i skylle-
karret, hvor den bliver liggende en tid i rindende vand. Derpå går den ad en slidsk
ned i lasterummet, hvor salterne tager imod den flækkede torsk, lægger den ud
og strør godt med salt på den.
Til første gangs saltning benyttes ca. i ton salt til i ton fisk. En del af dette
salt opsuges ikke, og det benyttes igen ved anden gangs saltning, således at man
kan regne med, at der går ca. 700 kg salt pr. i ton saltfisk.
Medens alle de her nævnte operationer foregår, bliver alt gjort klar til at sætte
nye liner. Fra fryseriet bliver der hver morgen optaget ca. 250-350 kg frossen
sild eller makrel eller 200-250 kg frossen blæksprutte. Kasserne bliver brudt op,
og agnen bliver taget op af kassen efterhånden som spuleslangen har optøet det
tilstrækkeligt til, at det kan skæres op i passende agnbidder, hvorefter det bæres
ind i agnhuset, hvor linerne i mellemtiden er rygtet, nye kroge påsat etc., og her-
inde bliver agnen påsat og linerne derefter kveilet over i en ny stamp. Normalt
foregår operationen således, at ca. et kvarter efter, at den sidste krog er halet op
fra søen, er linesættet klar til at sættes ud påny. Medens linen sættes fra hækken,
går båden med ca. 4 mils fart. Når dagen er slut, bliver der sat 2 natliner, og de
er gerne en del længere end daglinerne. Langlinefiskeriet slutter som regel i august
måned, fordi torsken står højt i søen, og da går linebådene over til juksefiskeri
eller håndsnøre.
Med ekkoloddet i gang går fartøjerne ind over bankerne til de finder fisk. Der
stopper de og kaster redskaberne ud. På en såkaldt snelle er der oprullet ca. 100
favne nylonsnøre med en såkaldt 3~kroget svenskepilk på enden af snøren. En god
favn over pilken er fæstet et forsyn af nylon med krog og med ca. i favns afstand
ialt ca. 10 kroge op langs snøren, og denne snøre slippes ud til den dybde, hvor
torsken står.
I dette fiskeri er alle mand med, de kaster ud og trækker op, skærer samtidig
halspulsåren over på torsken, men når der er kommet en passende mængde fisk
på dækket, går nogle af fiskerne ud af fiskegænget, og de begynder at behandle
torsken som før beskrevet, medens de øvrige fisker videre. Indtil primo/medio sep-
tember benyttes denne fiskemetode, hvorefter fiskerne igen går over til linefiskeriet.
Det er kolossale fangster, de forskellige nationer hjembringer fra fiskefelterne
ved Vestgrønland og i særdeleshed trawlerne. I 1956 havde 2 af de mest moderne
færøske trawlere således på i 6 dage i maj måned hver en produktion på 350 tons
saltfisk. Det er vanskeligt at fastslå den totale fangst nøjagtig, og de tal fra inter-
nationale opgørelser, der for øjeblikket er til rådighed, hidrører fra 1953, men
fangstkvantumet er dog næppe mindsket siden. Totalfangsten i 1953 er opgjort
til ca. 205 mill. kg. Heraf var portugiserne alene repræsenteret med 54 mill. kg
338
[10]
og Færøerne og det lokale Grønland med ca. 50 mill. kg, medens Norge lå på
ca. 31 mill. kg.
Heldigvis fortæller fiskeribiologerne overensstemmende, at der er konstateret
så omfattende yngelårgange, at fremtidsudsigterne stadig må betragtes som gode,
forudsat klimaet ikke ændrer sig væsentligt.
Desværre deltager ingen danske fiskefartøjer i fiskeriet ved Grønland, og ved
samtaler med fiskeriinteresserede i Danmark konstateres det, at interessen for at
gå på fiskeri ved Grønland ikke er særlig stor, hvilket formentlig må skyldes den
omstændighed, at når fiskerne i Danmark bogstavelig talt kan hente fisken uden
for døren, er der ingen, der er interesseret i at arbejde under de afsavn, som grøn-
landsfiskeriet giver. Den opfattelse har været gældende, at danske fiskefartøjer
ikke kan få den fornødne hjælp og støtte under fiskeri ved Grønland. Det kan
hertil oplyses, at Nordafar's fiskeristation i Færingehavn også står til tjeneste for
danske fartøjer, hvilket også fremgår af den kendsgerning, at det eneste danske
fiskefartøj, der gennem de senere år har drevet fiskeri ved Grønland, nemlig
„Hertha" af Esbjerg, hvert år har anløbet stationen i Færingehavn flere gange og
der fået sine forsyninger på lige fod med andre fartøjer.
339[11]