[1] NEKROLOG PROFESSOR, DR. PHIL. HARALD .ULRIK SVERDRUP 15. november 1888 —• 21 august 1957 For professor Harald Sverdrups mangfoldige venner og kolleger i hele den civiliserede ver- den kom meddelelsen om hans pludselige død den 21. august 1957 som lyn fra klar himmel. Ikke alene var han blandt Norges største søn- ner, men hans betydelige videnskabelige indsats som polarforsker, meteorolog og oceanograf, hans stille, personlige charme og brede huma- nistiske livsindstilling havde skaffet ham ven- ner, beundrere og elever overalt på kloden, hvor han havde færdedes - i sit hjemland, i polaregnene, i Californien, i Indien og mange andre steder. Harald Sverdrup var født 15. november 1888 i Sogndal som søn af professor Johan Edvard Sverdrup. Familien, der omfatter adskillige be- tydelige medlemmer i Norge, stammer jfra landsbyen Sverdrup i Sønderjylland, og både på fædrene og mødrene side var bedstefædrene teologer. Fætteren Otto Sverdrup blev kendt som Fridtjof Nansens kaptajn på „Fram", hvilket sikkert tidligt medførte Harald Sver- drups store interesse for arktisk forskning, indenfor hvilken en betydelig del af hans viden- skabelige indsats blev gjort. Sverdrup blev student 1906 og studerede fysisk oceanografi og astronomi ved Oslo Uni- versitetet. Han blev allerede 1911 assistent hos professor V. Bjerknes og fulgte med denne til Leipzig, da Bjerknes blev professor her. Under opholdet her udarbejdede Sverdrup sin doktor- Prqffssor, dr. phil. Harald Sverdrup. disputats, „Der Nordatlantische Passat", og han fortæller selv, at han under arbejdet stadig var sulten - det var jo under første verdens- krig, opholdet i Leipzig fandt sted. 29 år gam- mel, i 1917, kom Sverdrups store chance, idet [2] han blev antaget som videnskabelig assistent på Roald Amundsens Nordpolsekspedition med „Maud"; men han skulle også deltage i navigationen at skibet og tillige i kokkearbejdet! „Maud"afgik i juni 1918 fra Norge, og ekspe- ditionen skulle have varet i 3-4 år, men først i 1925 kom Sverdrup eftervisse afbrydelser hjem „for good" fra denne ekspedition. Hans natur- lige evner til at omgås mennesker blev utvivl- somt udviklet til det høje stade, han havde opnået i så henseende, under det pres, som det altid er på ensomme ekspeditioner at være hen- vist til at leve på godt og ondt i en ganske lille kreds af mennesker; det kræver humor, over- bærenhed med andre, en god portion venlighed og megen selvdisciplin at klare så mange år i isørkenen som ven med alle sine skibsfæller. Adskillige arbejder blev for Sverdrups vedkom- mende resultatet fra denne mangeårige ekspe- dition. Ikke mindre end 50 afhandlinger blev efterhånden publiceret af Sverdrup med emner fra ,,Maud"-ekspeditionen; et af hovedarbej- derne er „Dynamics of Tides on the North Siberian Shelf". Bearbejdelsen af materialet varede til 1933, og det er forbavsende at se, hvor vidt favnende Sverdrup var - og hvor uhyre flittig. Afhandlingerne omfatter ikke blot meteorologiske observationer og tidevandsstu- dier, strømforhold, fysiske forhold vedrørende havvandet og isen, men også marin geologi, aurora polaris, atmosfærisk elektricitet, astro- nomiske observationer og observationer ved- rørende dyrelivet i drivisen. Sverdrup udarbej- dede desuden en rejseberetning og skrev en pupulær bog om sit ophold på 8 måneder alene hvid mand blandt Chukchi-nomadefolket i Nordøst-Sibirien. I 1928 blev Sverdrup gift med Gudrun Brønn Vaumund, som overlever ham, og om hvem megen sympati samlede sig ved hans pludselige død. Harald Sverdrup var imidlertid 1926 blevet Bjerknes's efterfølger i meteorologi som chef ved Geofysisk Institut i Bergen, og i 1931 blev han professor i geofysik ved Christian Michel- sens Institut. Men der var bud efter hans store viden og dygtighed fra mange sider; således var han et halvt år to gange knyttet til De- partment of Terrestrial Magnetism of the Carnegie Institution i Washington, hvor han deltog i analysen af de oceanografiske data fra det umagnetiske skib „Carnegie"s syvende togt; og i 1931 virkede han som videnskabelig leder i forbindelse med Wilkins-Ellsworth's Nordpolarekspedition med undervandsbåden „Nautilus"; i 1934 besøgte han sammen med glaciologen H. W. Ahlmann snemarkerne på Spitsbergen. Allerede 1936 blev Harald Sverdrup igen revet ud af sit arbejde i hjemlandet, idet det store oceanografiske institut tilknyttet Univer- sity of California, „Scripps Institution of Oce- anography" i La Jolla sikrede sig ham som direktør. Her virkede han til marts 1948, da han kaldtes hjem til Norge som direktør for Norsk Polarinstitut og som professor i geofysik ved Oslo Universitet 1949. Sverdrups indsats i oceanografien under hans ophold i Californien var meget betydelig. Under krigen stillede han sine evner til rådighed for det amerikanske for- svar, og det lykkedes ham sammen med W. Munk at finde frem til en metode til forudsigelse af søgang og dønning med henblik på land- gangsoperationer. Nævnes må endvidere hans studier over Stillehavets oceanografi, over tur- bulens i atmosfæren og havet, og over forhol- det mellem den fysiske oceanografi og marin- biologien. Men ikke alene på rent videnskabe- ligt og på administrativt område gjorde han i disse år en indsats af betydning, men også på undervisningens område fik han i disse år ved sine forelæsninger o. 1. meget stor indflydelse. Hans betydeligste indsats med hensyn til ud- viklingen af oceanografien verden over skete også på undervisningens område, idet han med bistand af M. W. Johnson og R. H. Fleming i 1942 udgav en kæmpe-håndbog „The Oceans", som for een eller to generationer vil stå som lærebogen i oceanografi. På norsk udgav han senere (1952) en lille „Havlære" til brug på de norske fiskerskoler; denne lille bog viser, hvor betydelige pædagogiske evner han besad, 37 [3] og hvor klart han for fiskerne kunne fremstille relationen mellem den fysiske oceanografi og dyrelivet i havet. Så snart Sverdrup vendte hjem fra Califor- nien kastede han sig ud i nye store opgaver. Han blev 1948 Norges delegerede i „Det inter- nationale Havundersøgelsesråd" og blev dettes præsident i 1955; for dette råd blev hans død et uerstatteligt tab. Desuden medførte hans store indsigt i polarforhold, at han gennem flere år var stærkt optaget af glaciologiske studier i antarktika. Sverdrup var uhyre flittig og en meget pro- duktiv videnskabsmand; når undtages „Maud"- årene så flere afhandlinger årlig lyset siden hans første afhandling i 1914 - ialt mere end 200 afhandlinger og bøger. I hans seneste år blev hans medmenneskelige interesser stærkt beslaglagt ved humanitært arbejde, og han var flere år formand for det norske fond for hjælp til underudviklede lande; flere gange var han i Indien, hvor Norges hjælp finder sted. Utvivlsomt sled alt dette for stærkt på denne samvittighedsfulde mand. Harald Sverdrup blev selvfølgelig, som den fremragende og flittige videnskabsmand han var, påskønnet fra mange sider, som æresdoktor og æresmedlem af mange universiteter og videnskabelige selskaber, tildelt medaljer og ordner fra talrige lande, også fra Danmark. Det var aldrig med store ord og dominerende fremtræden, Sverdrup virkede; men netop hans stille, kloge tale og hans beskedne fremtræden gjorde, at alle måtte lytte til hans ord og få til- lid til ham; hans menneskevenlige indstilling gjorde et samarbejde med ham til en oplevelse. Han fik en lykkelig død - midt i arbejdet, som han elskede; og fra alle sider fremførtes der ved hans død en tak til videnskabsmanden, lederen, medarbejderen og vennen, der havde evne og vilje til at være en videnskabens ydmyge bygmester og sine medmenneskers hjælper. Å. Vedel Tåning. [4]